En dramatisk og turbulent nat på havet

Novellen "En dramatisk og turbulent nat på havet" er mit bidrag til konkurrencen.....
Historien tager sted i billedet af færgen malet af Ulrik møller... -som sagt et bidrag til en kunkurrence

1Likes
0Kommentarer
69Visninger
AA

1. En dramatisk og turbulent nat på havet

En dramatisk og turbulent nat på havet

 

Jeg åbnede den rustne bagklap på min ældre Toyota Carolla. Jeg lagde  min kuffert i bagagerummet og lukkede forsigtigt igen. Jeg gik op til huset for at tage afsked med min familie. Jeg kyssede min kone farvel. Det er altid hårdt at sige farvel og undvære nogen, man elsker i så lang tid, men jeg er efterhånden ved at vænne mig til det. Jeg arbejder på en boreplatform ude i Nordsøen. Jeg har ernæret mig som mekaniker hos Dong Energi i næsten 22 år. For lige knap 11 år siden fik jeg et jobtilbud om at blive forflyttet ud til en boreplatform. Det giver gode penge, selvom man skal bo på en boreplatform i to uger i træk. Til gengæld har jeg efterfølgende 3 ugers fri til at være sammen med min familie. Jeg har to børn sammen med min kone. De er begge to flyttet i egen lejelighed, så jeg har ingen hjemmeboende børn længere.

Jeg skimtede klokken og indså, at jeg var ved at være i tidsnød. Jeg tog min jakke på og gik ud mod bilen. Jeg satte mig til rette og startede bilen. Jeg kørte ned mod havnen. Da jeg ankom på havnen, fik jeg øje på alle mine arbejdskolleger. Jeg tog min kuffert ud af bilen og gik hen mod mine kolleger. De stod og diskurterede et eller andet sammen. ”Skibet kommer ikke” og mange andre bemærkninger kunne jeg høre på vej over mod mine kolleger.  Jeg hilste på mine kolleger og blev hurtigt ført ind i diskussionen. Skibet, som skulle fragte os over til boreplatformen, befandt sig i Stockholm, da der var problemer med skibets motor. Lige nu vidste ingen, hvad der ville ske, og om vi overhovedet kunne komme på arbejde i dag. Vejret var heller ikke rigtigt med os. Der var mørke faretruende skyer på himlen og man følte, at det kunne begynde at regne hvert eneste øjeblik. Stemningen var markant faldende og ingen havde lyst til at stå i denne situation ret længe.

Pludselig kørte en sort Audi med tonede ruder ind på parkeringspladsen. Den kørte med relativ høj fart hen imod os. Da den var nået hen til os, standsede bilen og en mand steg ud af den. Det var vores chef. Han fortalte og informerede os yderligere omkring situationen og havde faktisk fundet en løsning på problemet. Han havde snakket med den skibsansvarlige og fundet et alternativ til overfarten. Han vinkede os over til et skib, som stod ovre på den anden side af kajen. Det var en gammel, slidt og faldefærdig færge. Den var sort med en bred hvid stribe langs hele færgen. Den var langtfra ligeså indbydende som den originale færge, der normalt sejler os på arbejde. Men af sted skulle vi jo. Vi blev præsenteret for vores kaptajn og hans besætning på færgen ”The North Sea traveller”, som skibet hed. Der var i alt 7 ansatte på skibet. Da dette skib ikke var udstyret med en så stor motor, mente kaptajnen, at sejlturen ville tage omkring 14 timer. Det var 8 timer mere, end det plejede at tage med vores sædvanlige skib.

Vi hentede alt vores bagage og stillede det ind i det store maskinrum. Kort tid efter havde kaptajnen fået gang i det gamle skib og vi var alle sammen gået op på dækket for at se skibet sejle ud af havnen. Vejret var ikke blevet bedre, siden vi kom. Nærmest kun værre. Der var faretruende dunkle skyer på himlen og man kunne nærmest allerede mærke støvregn i luften. Skibet begyndte stille at sejle fra kajen og ud gennem udsejlingen. Vi stod alle sammen og vinkede ned til familie og venner, som var mødt op nede på kajen for at ønske os god tur. Det tog lang tid for ”The North Sea traveller” at komme ud af den lille havn. Færgens accelerationstid var på det virkelig mindste og topfarten var heller ikke mange knob.

Endelig var vi kommet ud af havnen og langt nok ud på havet til, at man knap nok kunne skimte fastlandet. Vi gik ned i kantinen for at få noget at spise. Det trængte vi alle også til efter sådan en lang og træls dag. Der var én kok på skibet. Da det var en meget hurtig beslutning, at skibet pludselig skulle ud at sejle, havde kokken ikke forberedt sig på at skulle lave mad til 32 personer. Maden var en eller anden form for overskudbuffet med en sammenklapning af det hele. Men mætte blev vi da og vi gik tilfredse fra bords. Vi havde nu sejlet i to timer og klokken var allerede blevet 19:00. Efter kaptajnens vurdering ville vi ankomme på boreplatformen kl. 7:00 i morgen tidlig. Vi skulle alle sammen være veludhvilede til i morgen tidlig, så vi besluttede os for at gå til køjs. Færgen var udstyret med to sovekamre. Hvert sovekammer havde plads til 16 personer, så der var altså lige nøjagtigt plads til os alle sammen. Vi gik ned i sovekamrene og fandt os en seng. Hele det store rum var fuld af gamle, slidte og smårustne køjesenge. Det lignede et eller andet, der var blevet brugt under krigen, selvom kaptajnen troligt forsikrede os om, at den var i fineste stand og sagtens kunne fragte os til vores destination. Vi havde kun lige taget vores håndbagage og de basale ting med op på færgen. Resten af vores kufferter lå nede i lastrummet.    

Det var svært at falde i søvn. Færgen gyngede fra side til side og det larmede frygteligt. Vi kunne høre en frygtelig støj fra maskinrummet, som tilsyneladende måtte være relativt tæt på vores sovekamre. Det var en dyb rusten rumlen som bare aldrig tog et stop. Vi var nødt til at få noget søvn, da en ny hård arbejdsdag ligger forude. Trods de mange irritationer faldt jeg i søvn.

Pludselig vågnede jeg. Jeg lå på færgens mørke, beskidte og våde gulv. Jeg måtte være faldet ud af sengen. Folk løb rundt og alt omkring mig var kaos. Først kunne jeg ikke forholde mig til, hvad der helt eksakt skete. Alt skete så hurtigt. Som en drøm, men alligevel ikke. Det her var virkelighed. Jeg begyndte at vågne helt op og komme til fuld bevidsthed. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at sitre. Folk omkring mig begyndte at råbe efter mig. Jeg løb hen imod døren og videre op af den smalle vindeltrappe. Jeg måtte holde godt fast i gelænderet, fordi færgen gyngede så frygteligt. Da jeg kom på dækket, fik jeg mig noget af et chok. Færgens forreste mast var knækket og lå ud over færgens venstre side. Det var svært at få fodfæste på grund af de mange bølger. Vejret var frygteligt. Jeg havde ikke set, hvad klokken var, men jeg var meget sikker på, at det var midt om natten, da der var helt mørkt. Jeg kom i kontakt med en af mine kolleger. Jeg kunne forstå på ham, at han åbenbart havde sovet i sovekammeret ved siden af. Han vågnede ved lyden af den store mast, der pludselig knækkede. Jeg kunne se frygten i hans øjne. Der var ingen, der vidste, hvad man skulle gøre. Der var en vis tomhed og rædsel, der fulgte os alle sammen. Pludselig begyndte kaptajnen at råbe. Vi søgte alle sammen hen til kaptajnen, som befandt sig forrest på færgen. Han fortalte kort om nattens forløb og om det frygtelige uvejr, som havde knækket vores mast og ødelagt flere steder på færgen. Han sagde, at der var tilkaldt hjælp og der inden for en forholdsvis kort tidsperiode, ville komme en helikopter ud efter os. Der ville formentlig gå omkring et par timer, da vi befandt os langt ude på Nordsøen. Inden, at kaptajnen nåede at sige mere, dykkede færgens front pludselig markant ned. Vi faldt alle sammen bagover. Jeg ramte hårdt ind på en gammel rusten skibsvæg Det gjorde så ondt, at jeg lige skulle bruge et par sekunder på at sunde mig. Da jeg havde ligget et kort stykke tid, begav jeg mig op igen. Der var kommet vand ind i skibet og det blev kun ved med at strømme ind på dækket. Jeg løb over til nogen af de andre, som havde samlet sig i en flok ovre ved styrbord. Folk råbte, at vi skulle tage redningsbådende, for det ville være alt for usikkert at blive på færgen meget længere. Færgen var begyndt at tage vand ind. Det, der startede som et godt alternativ, var nu blevet til et stort mareridt. Det hele var blevet helt surrealistisk og mindede om en eller anden gammel film. Jeg løb over til den nærmeste båd. Da jeg var kommet over til den nærmeste redningsbåd, kom jeg pludselig i tanke om alt vores bagage. Hvis det stadig kunne reddes, var det da værd at redde. Jeg råbte det til de andre og fik hurtigt samlet en mindre flok. Vi løb ned af trappen og videre ned til lastrummet. Nede i sovekamrene var alt kastet rundt og smadret. Ting var blæst ud af skabene. Senge var væltet og efterfølgende knækket og alt var bare kaos. Da vi var kommet ned i lastrummet, fik vi os noget af en overraskelse. Vandet var ikke nået ned i lastrummet endnu. Der var kun et par centimeters vand på gulvet, men det betød også, at der var store chancer for at vi kunne redde meget af bagagen. Vi fandt hver et par kufferter og kastede dem op på dækket. Selvom der var meget bagage, gik det forholdsvis hurtigt, da vi var flere om det. Der kom også flere og hjalp os fra dækket af. De kastede bagagen ned i redningsbådene. Pludselig fik jeg øje på min egen kuffert. Den store sorte Fjällräven kuffert. Jeg skyndte mig at tage min kuffert og smide den op på dækket. Da jeg havde smidt min kuffert op på dækket, fik jeg en rar lettelse i kroppen. Så vidste jeg da, at min kuffert formentlig blev reddet. Jeg skyndte mig straks at kaste flere kufferter op. Pludselig rev en dør fra et andet sideliggende rum sig løs og vandet kom strømmede ind. Vi skyndte os alle sammen at løbe hen mod trappen, selvom vandet strømmede hen mod os og allerede nåede lårhøjde. Det var hårdt, iskoldt og føltes som en evighed at komme hen til den trappe. Da jeg kom over på trappen, vendte jeg mig om for at se, om de andre også havde klaret den. Jeg kunne ikke se nogen nede i vandet. Vi stod flere personer på trappen nu. Vi stod og talte os og blev enige om, at vi alle sammen var her. Vi løb videre op af trappen. Da vi kom op på dækket, fik vi os endnu et chok. Hele færgens front stod nu under flere meters vand. Der kunne umuligt gå mange timer før, at skibet ville ligge helt under vand. Jeg kunne se, at nogle folk allerede var kommet ned i redningsbådene. Der var ikke mere at gøre på skibet. Jeg var nødt til at finde mig en redningsbåd og komme væk fra dette mareridt. Jeg løb over til en flok ovre ved kanten af skibet. Folk blev sat ned i redningsbådende. Man skulle bevare roen samtidig med, at der skulle handles. Man skulle være effektiv, så man kunne få folk ned i redningsbådene. Det begyndte at regne nu og vejret blev bestemt kun dårligere for hvert minut. Jeg kunne mærke blæsten i mit hår, færgens frygtelige og ubehagelige gyngen samt den mærkelige følelse af tomhed og uvidenhed om, hvad der ville ske som det næste. Pludselig var det blevet min tur til at komme ned i en redningsbåd. Jeg hoppede forsigtigt ned i redningsbåden og satte mig til rette ovre i den anden side. Der skulle være plads til mange i sådan en lille båd. Da vi var blevet samlet et par stykker, blev båden sænket. Det gav et mærkeligt sus i maven, da vi faldt ned. Vi faldt ned i de kæmpe bølger. Der sprøjtede en masse vand ind over den lille redningsbåd. Det var en lille gammel båd lavet af træ og rusten stål. Med båden fulgte et par slidte pagajer med. Vi begyndte at ro stille væk fra færgen. Det var svært at overskue det hele. Bølgerne var flere meter høje og vandet sprøjtede hen over os. Det var en ubehagelig situation at befinde sig i. Nu kunne alt ske. Omkring vores båd kunne man se alle de andre redningsbåde.
Et par hundrede meter væk kunne man se færgen. Den var svær at se på grund af tågen og kunne kun lige skimtes. Det så helt mærkeligt ud. Hele færgens front var dykket helt ned i vandet. Fra vores vinkel stod skibet nærmest lodret. Pludselig stoppede vi med at ro. Der var ingen grund til at sejle længere væk nu. Nu gjaldt det bare om at holde båden i balance og sørge for at holde båden fri for vand.  Efter et par minutters stilhed, hvor det bare gjaldt om at komme væk fra skibet, kom jeg i snak med mine kolleger. Vi var alle sammen trætte, bange og fyldt med en eller anden uvished om, hvad der egentligt var sket inden for de sidste par timer. Det var meget mærkeligt at sidde og tænke på, hvad man lige havde oplevet.
Jeg var ved at være godt træt. På grund af få timers søvn og en ret så hektisk nat, var jeg ved at være fuldstændig udkørt. Jeg havde heller ikke fået noget at spise eller drikke i lang tid, så jeg trængte virkelig bare til at komme væk fra denne båd. Væk fra havet, i det hele taget. Bare væk. Hjem til min familie og få styr på tingene og få sat en hverdag op igen. I nat har været en vildt mærkelig, surrealistisk og barsk nat og jeg kan være taknemmelig for, at jeg sidder i en redningsbåd nu. Det kunne have gået meget værre, selvom det kommer til at tage noget tid at få bearbejdet denne oplevelse. Pludselig kunne vi høre støj fra himlen og store helikoptere kom til syne. Helikopterne var udstyret med skarpe projektører, der lyste ned på havet for at få øje på os. Vi begyndte alle sammen at vinke desperat op mod helikopterne. Pludselig fløj en helikopter hen mod os. Den pegede dens projektør ned mod os. Den var så skarp, at den blændede mig. Men det var en rar fornemmelse. Det var en fornemmelse af, at vi endelig blev reddet og at der snart ville komme en ende på dette frygtelige mareridt.     

 

 

                                                              

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...