På vej?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg har taget udgangspunkt i "Færge". Hvor jeg jonglerer med tanker om pause, mennesker og følelser med mere, det er lidt svært at sætte fingeren på.

1Likes
2Kommentarer
339Visninger

1. På vej?

På vej?

Stilheden. Hvis man tænker på den… Hvis man tænker på den sluger den dig råt. Som er du et jordbær i midten af levertran. Levertran overalt, men du stikker ud. Du skal med i dybet. Sluges. Men jeg har skabt det. Stilheden. Jeg rejser mig. Mit hoved. På en måde er der tomt, døsigt. Dovent, men tankerne suser rundt, jeg burde gøre noget. Men jeg lader dem gå deres gang, i stilheden. Det er som tankerne er langt fra mig, med verden der går, og ikke kan forstå, at der er pause.

                 Jeg går. Går hen til færgen. Det sitrer når mine fødder rører vandet. Ikke stød, men en kraft der går gennem mig, en kraft jeg ikke gav videre, jeg er jo speciel. Mine fødder rammer vandoverfladen, men der sker intet, ingen ringe i vandet, ingen lyd. Alt er stille. På pause. Himlens farve er udefinerbar, ikke grøn, ikke brun, ikke grå. Udefinerbar. Vandets farve er udefinerbar, grænsen mellem er – væk. Jeg prøver at gå uden om færgen. Men noget trækker, og hvor skulle jeg ellers gå hen? Ud i væk?

                 Jeg elskede når genspejlingen bevægede sig i vandoverfladen, i takt med mig. Sammen var vi, som er vandet levende, som har vi vores egen verden, under overfladen. Man ved ikke hvor dybt denne verden går ned. Det er som en dør til Atlantis, en ny verden. Jeg fristes af tanken. Lyd, bevægelse, farver, jeg længes. Udfyldning af tomheden. Men genspejlingen rører sig ikke. Jeg har magten, men alene. Helt alene.

                 Jeg skal bare udforske og lader mig falde ned i vandet. Troede jeg, men i stedet falder jeg oven på overfladen. Der er ikke plads, men får kæmpet mig ned i dybet. Jeg knuger mine øjne sammen af anstrengelse, eller af angst for, hvad der venter, når jeg åbner mine øjne. Jeg tager mig sammen og åbner. Synet er forskrækkende, der er den samme farve som himlen, uendeligt. Tomt. Den eneste forskel er færgens bund, færgen er forskellen fra himmel og jord, er et kompas i intetheden. Men hvor skal den hen. Jeg får næsten kvalme, hvad er det for en verden. Jeg kikker op, for at få øje himlen, men der kan ikke skelnes mellem farverne. Jeg kæmper mig op ad, op, op, op ad, fra min maste tilstand i vandet. Som om det opsuger mig, trækker mig ned. Forvandler mig til levertran, så jeg ikke laver postyr i pausen. Men jeg kæmper!

Jeg er oppe på overfladen, løsnet en smule, kan bevæge mig friere. Men der er stadig pause, jeg er ikke færdig kan jeg næsten regne ud. Men tør, helt tør, som kunne vandets ioner ikke trænge ind i mit tøj. Helt beskidt. Alene. I den tid der er pause, er jeg intet specielt.           

Jeg går hen til færgen, står på genspejlingen. Det er underligt, som ejer jeg den eller er den sur på mig. På mange måder er jeg heller ikke god, men jeg gør mit bedste og lever efter mine egne fjollede ideologier som alle, nogle vegetar og nogle buddhist. Vi har vel alle et liv, en levetid hvor vi prøver at gøre noget godt, hvem stræber ikke efter ros? Anerkendelse? Jeg kravler op af færgen, mine muskler spændes. Mine fingre vrides af den trængte plads. Jeg når op til det, der nok skulle have været hvidt, men er snavset. Som alt. Jeg når til koøjet, kikker ind i smug- man har vel lidt værdighed, men der er ingen. Sengene er redt og der er ryddeligt, spild af tid. Prioritering er en kunst.

 På dækket er der også tomt, som har vinden blæst alt menneskeligt legeme væk på sin vej. Jeg går lidt rundt - leder. Der må være noget jeg skal gøre. Mit hoved gør ondt, jeg fristes til at give op, lade dem sejle i deres egen sø. De må selv løse det, jeg er træt. Men noget stopper mig. Hvad? Det er også lige meget. Jeg går op af en trappe, til toppen.             

Mennesket er så indviklet. Så smukt, egoistisk, hvad skal man føle? Skabningen er så kompleks. Hendes hals er forvredet, der er jo ikke nogle, der skal se hendes gøre. Hun har kønne øjne, men tomme, narcissistiske. Hun ved det, ellers ville hun ikke falde i staver over sig selv i et vindue. Jeg stopper, betragter situationen. Hvorfor? Hvad prøver hun at opnå? Det er næsten tragikomisk. Jeg går videre, mest for at slippe væk fra denne absurde ende. Går videre for ikke at blive skuffet.

Jeg kommer til et stort rum, der er mange mennesker der er fint klædt på. Mast. De står alle sammen i sjove stillinger, som stopdans. På pause. Jeg går ind mellem dem, kommer ind på midten. For mere end nogen sinde er jeg alene. Alles blikke er tomme, som kikker de kun for facade, mens deres tanker kredser om dem selv, mig selv.

Det er endda for mig de danser, fejrer. Stjerner hængt op i loftet. Det er min fødselsdag. De fejre mig, men har glemt mig fuldstændigt. Tænker på dem og deres gaver. Jeg går ud af den klamme masse af mennesker der trykker alle sig tættere på midten. Der er en dør ud til styrerrummet, kaptajnen er på vej ud derfra, næsten faldene som har han givet op, hans ansigt er udtryksløst. Hvor er skibet på vej hen? Noget er ikke rigtigt her.

Jeg går ud i styrerrummet, til det store vindue. Der lyser en rød knap, skarpt. Jeg tager en kikkert. Undre mig over kaptajnens blik, burde han ikke være bekymret. Have en eller anden form for udtryk. Er næsten foragtet, burde han ikke gøre noget. Han kan ikke bare være ligeglad. Væmmes, han har vel et ansvar. Udsigten er uendelig, grænsen er væk. Kikkerten gør det også værre. Jeg sænker den og ser mig selv i vinduet. Betragter mig selv. Denne absurde ende; jeg er kaptajnen.

De må selv løse det, jeg er træt, for træt. Jeg opgiver dem. Giver op. Lader dem sejle i deres egen sø. Har været her nok, jeg hører ikke til her. Jeg stiger til vejrs og de kan mærke et sus, når jeg starter deres tid, deres liv og ældning. Jeg ser dem ikke når det sker, der er jeg på vej til mit sted, hvor jeg blev sendt hen, men jeg ved de kommer til at mærke det. Flest går bare videre i deres misforståede tilgang til livet, mens andre stopper op, bruger pausen. Kunne I mærke suset. Hvor er du på vej hen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...