Icarus

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jun. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
Mit bidrag til konkurrencen er skrevet over Ulrik Møller Fly (London)

0Likes
0Kommentarer
54Visninger

1. Icarus

Icarus

Hinden lå uforstyrret og hvilede sig i træernes skygge. Hun lå i olivenlundens udkant og skuede ud over menneskenes verden, mens hun iagttog, hvordan solen overvandt de sidste rester af nattens mørke og bebudede en ny dags komme. Hinden nikkede med hovedet for at hilse solen velkommen og rejste sig. Hun lod blikket glide ud over menneskenes verden og undredes over disse sælsomme skabninger og deres fuldstændig unaturlige trang. En trang, som måske godt nok havde placeret dem på en piedestal, men på et øjeblik kunne vende sig mod dem.

Hinden fæstnede sit blik på endnu en af menneskenes farvede metalplader, som de yndede at placere overalt. Pladen var prydet med en mystisk bevinget figur og med en tekst på menneskenes sælsomme sprog.                                                           

LABÝRINTHOS INTERNATIONAL AIRPORT

Hun betragtede fascineret denne konstruktion af beton, metal og glas nærmest smeltet sammen til en helhed, et moderne tempel over menneskenes stræben. For naturen var tydeligvis ikke nok for disse skabninger. Den skulle overgås. Sten fra Moder Naturs eget skød var erstattet med menneskernes egen blanding, som var bedre og mere alsidig. Høje metalkonstruktioner, som stræbte mod himlen og som overgik selv skovenes højeste træer, formede nu landskabet.

Hinden blev dog revet ud af sine betragtninger ved lyden af en foruroligende brummen. Hun orienterede sig i retning af lyden og mærkede en følelse af uro vælde op i hende.

Ud fra en af de enorme kasseformede betonklodser, kom den skabning, som var ophav til lyden. Skabningen som vandrede ud fra betonklodsens mørke og ud i dagslyset var den største fugl, hinden nogensinde havde set. Men det var ikke det, der foruroligede hende.

Fuglen var ikke et levende og åndende væsen, men en metalfugl skabt af menneskets stræben efter vinger. Fuglen bevægede hverken benene eller sine vinger, men gled alligevel hen over jorden, som om en mystisk kraft skubbede den fremad. På metalfuglens flanke befandt sig endnu en samling menneskesymboler.

SX- ICARUS

Metalfuglens brummen steg i styrke. Hinden kunne mærke en knude i maverne, mens metalfuglen gled nedad mod det azurblå hav. Metalhegnet for enden af banen kom faretruende nærmere, men metalfuglen tog næsten ikke mere fart på af den grund. Hinden håbede både på at metalfuglens forrykte foretagende ville ende i en katastrofe, så den aldrig ville forlade jorden, men havde samtidig en smule medlidenhed med dette menneskeskabte væsen.

Metalfuglen rettede hovedet mod skyerne. Ikke bare i et hurtigt ryk, men med langsomme bevægelser, som lige så stille fik fuglen til at miste jordkontakten og stige mod skyerne.

Hinden greb sig i at undertrykke et gisp af både beundring og forfærdelse, mens metalfuglen hævede sig op mod himmelhvælvet. I starten var fuglen usikker på vingerne og holdt sig mellem himmel og hav. Fuglen skulle tydeligvis først prøve sine vinger.

Men som metalfuglen blev mere og mere sikker på vingerne, begyndte den også at svinge sig højere og højere op imod himlen. Hinden kunne kun se hjælpeløst til, mens metalfuglens usikkerhed lige så stille blev afløst af en ugudelig hybris. Hun blev dog ved med at betragte metalfuglens færd med et spinkelt håb, om at fuglen ville komme til fornuft og afbryde dens ubesindige stræben mod skyerne, før det var for sent.

Metalfuglen så ikke ud til at havde hørt hendes bøn, men fortsatte blot uden omtanke højere op. Hinden så, hvordan solen badede fuglen i sollys og fik metalvingerne til at skinne. Hvordan fuglen bare steg og steg, uden så meget som et bask med vingerne, som om den blev båret til tops af en guddommelig hånd. Men der var intet guddommeligt over metalfuglens færd, snarere noget ugudeligt.

Hinden så, hvordan den selv passerede en flok naturens egne fugle, som skræmt spredtes til alle sider. Intet kunne tilsyneladende stoppe metalfuglen fra sit uhyrlige foretagende, men fortsatte bare sin rejse, højere og højere op mod himlen og solen. Højere og højere op imod…

Hinden kunne ikke holde sig tilbage længere og udstødte et hjerteskærende skrig rettet imod himlen. Et skrig, som var en lige dele advarsel til metalfuglen og en lige dele bøn op mod himmelhvælvet.

Hinden rettede igen sit blik op mod metalfuglen og så, at hendes bøn var blevet hørt. Metalfuglen begyndte pludselig at tippe forover og satte i et halsbrækkende dyk mod det azurblå hav. Fuglen prøvede desperat at rette sig op, men satte i stedet i spind. Hinden betragtede, hvordan røgen fra fuglens vinger blev afløst af blafrende ildtunger. Selvom hun i sit indre kæmpede for at dreje sit hoved væk, kunne hun ikke lade være med fascineret at betragte metalfuglens dødskamp. Hvordan fuglen roterede om sig selv, mens metal fra vingerne rev sig løs og blev slynget bagud. I sidste øjeblik lukkede hinden øjnene, for ikke at se metalfuglens endeligt. Det sidste hun hørte til metalfuglen, var dens langtrukne og desperate dødsskrig, inden den kolliderede med havets overflade og forvandt i dybet.

Hinden åbnede forsigtigt øjnene. Hun vidste, at det der var sket, var det rigtige. Metalfuglen havde kendt konsekvenserne, men havde alligevel i overmod fortsat og havde betalt prisen. Det der måtte gøres, var gjort, og hinden kunne nu vandre ind i olivenlundens skygge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...