Alice {Færdig}

Alice er en pige på seksten år. Alting er helt normalt og fint indtil hun møder den mystiske dreng Romeo, som bliver ved med at fable op om at være en dæmon.
Det viser sig at være rigtigt, men han er også jagtet af de to dæmonjægere.

9Likes
21Kommentarer
686Visninger
AA

7. Slutningen.

Jeg tror at vi var nogenlunde klar. I hvert fald så klar som vi kunne blive. Vi havde fået trænet noget mere med pistolen, så jeg havde fået nogenlunde styr på det. Jeg siger nogenlunde fordi man ikke ligefrem kunne kalde mig professionel. Romeo var meget mere forsigtig nu. Han lavede ikke rigtig andet end at læse. Min mor undrede sig stadig over hvorfor jeg ville have ham boende. Det kunne jeg ærlig talt også godt forstå. Men mig og Romeo var i det mindste ved at blive venner. Hvis det også går ind under begrebet venner, at sige godmorgen og godnat hver dag. Det gør det nok ikke, men ja ja. Vi havde ikke rigtigt nogen plan. Ikke andet end bare at prøve at slagte dæmonjægerne. Jeg glædede mig faktisk til at de kom. Det var lidt irriterende bare at gå og vente, men vide at de snart ville dukke op og prøve at flå vores hoveder af. Eller skyde en eller anden underlig patron ind i Romeos hjerte. Det første lød sejest. Syntes jeg. Det var svært at finde på hvad man skulle lave. Meget svært. Det var derfor en lettelse da det begyndte.

*****

Månelyset skinnede ud over mit ansigt da jeg lå i min seng og prøvede at falde i søvn. Igen. Jeg kunne høre Romeo sidde inde på værelset over for mig og bladre i en bog. Sådan lå jeg bare og lyttede. I rimelig lang tid. Han vendte side efter side. Han læste hurtigt. Som i vildt hurtigt. Hurtigere end mig. Ikke at jeg læser langsomt. Der kom en lyd nede fra stueetagen. En lyd det ikke var meningen skulle være der. En dør der knirkede. Jeg vidste med det samme at det var nu. Nu vi skulle dræbe eller blive dræbt. Romeo havde tydeligvis også hørt det. Han listede ind til mig.

"De er her," sagde han med rystende stemme. Jeg havde aldrig hørt ham så bange før. Han lød som et lille skrøbeligt dyr. Det kunne man dog ikke ligefrem kalde ham. Han lignede heller ikke et som han stod der i døråbningen med en pistol og store mørke øjne. Han virkede endnu blegere når månelyset skinnede ned over han spinkle krop. I den anden hånd havde han kassen med knive. Han satte den ved siden af mig. Jeg åbnede den og fandt hurtigt den skarpeste af dem alle. Vi havde brugt lang tid på bare at slibe dem. Romeo tog en i sin frie hånd. Jeg hørte fodtrin på trappen. To mænds fodtrin.

"Kom," hviskede jeg og stillede mig ved siden af døren. Romeo gjorde det samme. Døren gav sig knirkende. Før jeg nåede at tænke yderligere over det, stak jeg kniven hen i mod den ene af mændene. Jeg vidste allerede før det skete at det ikke skulle gå så nemt. Han tog fat i mit håndled og tvang kniven tilbage mod mit hjerte.

"Åh lille dumme pige. Hvorfor forsvarer du ham overhovedet? Du ved vel hvad han er?" spurgte han med en dyb rungende stemme der gav mig gåsehud. Jeg var så bange som aldrig før. Mit hoved gjorde ondt af skræk. Jeg havde troet at det ville fungere. At de ville få sig sådan et chok at vi kunne nå at stikke dem. Jeg kunne se pistolen med den specielle patron sidde i hans læderbælte.

"Jo jeg er udmærket klar over hvad han er," hvislede jeg mens jeg prøvede at mase kniven væk fra mig selv. Det gav et brag fra sig da Romeo skød manden i armen så han gav slip på mig. Jeg åndede lettet ud. Det var bare for tidligt. Jeg hørte flere fodtrin på trappen. Min mor var på vej. Jeg tog ordentligt fat i kniven og huggede ud efter ham. Romeo var stærkt beskæftiget af at håndtere den anden mand. Jeg ramte ham i armen, og hans blod dryppede ud på mit sorte gulvtæppe. Han så vredere ud end nogensinde. Han holdt sig til armen. Det var et fejltrin. Det gav endnu et brag fra sig da Romeo skød ham i hovedet. Han faldt livløs om som en marionetdukke. Jeg kunne ikke bevæge mig. Han var død. Han skulle aldrig bevæge sig igen. Jeg havde ikke troet det ville være så forfærdeligt. At dræbe. Jeg havde medvirket i et mord. Jeg  blev trukket tilbage til virkeligheden af at en forfærdelig smerte brød frem i mit lår. Varm tyk væske dryppede ned ad mit ben. Romeo havde misset sit mål og havde ramt mig i stedet. I det samme trådte min mor ind. Hun nåede lige at skrige før den sidste mand ramte hende så hårdt i hovedet med en knytnæve, at hun faldt bevidstløs om. Han skulle dø. Han fortjente det. Hadet strålede ud af mig da jeg stak min kniv ind i hans ryg. Han skreg af smerte. Jeg havde ikke ramt ham dødeligt. Jeg vidste ikke om jeg skulle være glad eller ked af det. Han fandt sin pistol frem og trykkede. En patron ramte Romeo lige i skulderen. Ikke dødeligt, men farligt. Romeo viste ikke sin smerte. Han kæmpede blot videre. Indtil han ramte. Manden faldt om. Død. Ud af hans bryst stak en kniv. Det hele var ovre. De var begge to døde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...