Alice {Færdig}

Alice er en pige på seksten år. Alting er helt normalt og fint indtil hun møder den mystiske dreng Romeo, som bliver ved med at fable op om at være en dæmon.
Det viser sig at være rigtigt, men han er også jagtet af de to dæmonjægere.

9Likes
21Kommentarer
689Visninger
AA

5. Klar til krig.

Hvor satan kan vi få fat i pistoler? Det spørgsmål stillede jeg mig selv meget tit lige for tiden. Men ja vi måtte jo bare overleve uden pistoler. Vi havde i det mindste køkkenknivene. Bedre end ingenting. Min mor havde underligt nok ikke lagt mærke til at flere og flere knive forsvandt fra skufferne i køkkenet.

*****

Dagen før havde jeg aftalt med mig selv at jeg måtte overbevise min mor om at Romeo måtte blive hos os. Derfor gik jeg ned i køkkenet. Det var lørdag så min mor var ikke på arbejde.

"Hej mor, kunne du tænke dig nogen spejlæg? spurgte jeg smilende.

"Hvad har du nu rodet dig ind i?" spurgte hun. "Ikke at jeg ikke vil have spejlæggene."

"Åh ikke noget," sagde jeg mens jeg satte en pande på komfuret og knækkede æggene. Hele køkkenet blev hurtigt fyldt af lugten af spejlæg. Da jeg var færdig med dem langede jeg tre over på min mors tallerken med et stykke ristet toastbrød.

Jeg satte mig smilende over for hende. "Søde skat, vær sød at lade vær med at stirre på mig mens jeg spiser, og fortæl hvad der er sket."

Jeg kunne mærke at det nok var tid til at bringe emnet Romeo på banen. Ikke at jeg ligefrem var helt vild efter at gøre det.

"Jeg tror at Romeo skal blive," sagde jeg ligeud.

"Det tror jeg ikke."

"Jamen han er altså rigtig sød. Og så er han vildt bange for børnehjemmet. Man har hørt at de er onde mod børnene," løj jeg.

"Folk siger at det er det mest fantastiske sted for børn uden forældre. Man kan ikke finde et bedre sted."

"Det er meget muligt, men ville du have særlig meget lyst til at tage et sted hen du var bange for hvis du lige var faldet til et andet sted?" spurgte jeg med store bedende øjne.

"Nej da, men..."

"Og alligevel kunne du finde på at sende et andet barn til sådan et sted?"

"Jamen han er ikke vores ansvar."

"Jo han er! Vi har lukket ham ind i vores hus så nu er han altså vores ansvar. Sådan er livet mor. Han skal blive her og sådan er det!"

"Holder du mund hvis jeg siger ja?"

"Jada," sagde jeg storsmilende. Jeg havde vundet.

"Jamen så lad da barnet blive, hvis han er så vigtig for dig."

"Tak mor," sagde jeg og gav hende et kram.

"Men han skal altså spise noget så."

"Selvfølgelig mor."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...