Alice {Færdig}

Alice er en pige på seksten år. Alting er helt normalt og fint indtil hun møder den mystiske dreng Romeo, som bliver ved med at fable op om at være en dæmon.
Det viser sig at være rigtigt, men han er også jagtet af de to dæmonjægere.

9Likes
21Kommentarer
698Visninger
AA

4. Jeg går amok.

Bogen dumpede ned i hans skød, da han så mig.

"Hvad sagde jeg?" spurgte han halvsurt.

"Hold du bare mund og fortæl mig hvad helvede der forgår lige her," sagde jeg vredt. Og ja jeg vidste godt at jeg nok ikke havde ret til at råbe af ham på grund af det. Han havde jo trods alt fortalt mig at han var en dæmon, men jeg hadede når der var  ting jeg ikke forstår. Lev med det!

"Jeg har jo fortalt dig at jeg er en dæmon!" råbte han nu meget vredt.

"Fortæl mig det hele," sagde jeg nu mere mildt.

 "Okay så. Mine forældre var kendte dæmoner. Altså ikke på den gode måde, men at dæmonjægerne jagtede dem. En dag brød nogle af dem ind i vores hus. To mænd. De dræbte dem."

"Hvordan?"

"Hvorfor skulle jeg fortælle dig det?"

"Fordi du kan stole på mig. Det lover jeg."

"Sværger du på at du aldrig vil hverken fortælle det til nogen eller bruge det imod mig?"

"Jeg sværger."

Du skal bruge jernpatroner med en kerne af dæmonblod. De skal ramme i hjertet."

Jeg nikkede forstående. "Okay," mumlede jeg. "Du må love ikke at fortælle det til min mor."

"Hvorfor skulle jeg også gøre det?" Jeg trak på skuldrene.

"De jagter mig nu. Dæmonjægerne jagter mig. De vil ikke lade noget stå i deres vej." Hans stemme skælvede, næsten uhørligt. Ja det var jo ligesom et nyt problem. Vi kunne ikke lige sende en dreng på børnehjem, med risiko for at det ville forårsage hundrede andre børn livet. Selvom vi ikke ligefrem var bedste venner, ville jeg dog heller ikke have at han skulle dø. Jeg måtte vel beskytte ham.

"Hvad gør vi så? Det er dig der er den jagtede dæmon."

"Vi venter. Når de kommer må vi være klar. Vi bliver nødt til at dræbe dem."

Jeg nikkede selvom jeg ikke havde synderligt lyst til at dræbe.

"Er der noget specielt der dræber dem?"

"De er bare normale mennesker der dræber dæmoner. Vi kan dræbe dem med alt det vi ville kunne dræbe dig med."

Jeg nikkede. I det mindste skulle vi ikke bruge sværd med drageblod på, eller sådan et eller andet underligt.

"Så vi skal sådan set bare finde nogen våben eller sådan noget?"

Han nikkede.

Super fedt. Nu skulle vi bare vente. For det var jo totalt meget det jeg var bedst til.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...