Alice {Færdig}

Alice er en pige på seksten år. Alting er helt normalt og fint indtil hun møder den mystiske dreng Romeo, som bliver ved med at fable op om at være en dæmon.
Det viser sig at være rigtigt, men han er også jagtet af de to dæmonjægere.

9Likes
21Kommentarer
748Visninger
AA

2. En tåbelig bil alarm.

Okay, det var altså ikke fedt at blive vækket klokken fire om natten på grund af en tåbelig bilalarm. Jeg vidste allerede før jeg var stået op at det nok skulle gå hen og ødelægge min dag. Nå men altså jeg kunne ikke falde i søvn igen så jeg stod op. I det mindste kunne jeg da ikke risikere at komme for sent igen i dag nu. Det ville i hvert fald være meget mærkeligt. Jeg fandt min bog og smed mig på sengen. Jeg lå i lidt tid indtil jeg hørte min mor stå op. Bruseren blev tændt, og hun begyndte at skråle en eller anden dårlig sang. Ærlig talt, så syntes jeg det var lidt underligt at hun sang så højt, når jeg faktisk burde have ligget og sovet der. Mine øjne gled hen over linje efter linje, uden at jeg forstod et ord af hvad jeg læste. Det var tegn nok på at jeg burde stå op. Det gjorde jeg så. Okay, hvad så nu? Jeg skulle selvfølgelig have noget morgenmad. Men hvad så efter det? Klokken var jo ligesom lort, så jeg skulle faktisk først i skole om et stykke tid. Jeg ved godt at det ikke lignede mig, men jeg besluttede mig for at gå en tur. Det kunne nok vække mig lidt op, med noget kold luft. Jeg råbte til min mor at jeg gik ud, også tog jeg sko på. Døren åbnede, og jeg trådte ud i den halvkølige morgenluft. Hvor skulle jeg gå hen. Ned ad gaden måske. Jeg kunne ikke komme på andet, så det gjorde jeg. Det var helt andet vejr end det havde været den anden morgen. Altså ikke død koldt, men sådan køligt og gråt. Kedeligt. Jeg gik i mine egne tanker i et godt stykke tid, indtil jeg så en lille skikkelse sidde op af den hårde mur, ikke langt væk. Hvad? tænkte jeg. Det lignede altså ikke nogen børn at sætte sig op af en iskold mur, helt ekstremt tidligt om morgnen. I hvert fald ikke efter min mening. Jeg valgte at gå hen til ham. Han var jo kun et barn. Han kunne ikke rigtigt vise sig faktisk at være en psykotisk øksemorder, vel? Han åbnede sine indsunkne øjne med et sæt, da jeg trådte hen til ham. De var helt sorte. Drengen var helt vild bleg, og havde skinnende sort hår. Der var noget nærmest sørgeligt over ham.

"Hvem er du?" spurgte han med en lav, men dyster stemme.

"Mit navn er Alice, hvad med dig?" spurgte jeg med den blideste stemme jeg kunne mestre.

"Romeo. Mine forældre sagde at jeg ikke må tale med fremmede, så vær sød at gå din vej lige nu," sagde han og lød nærmest vred.

"Hvad mener du med sagde?" spurgte jeg og ignorerede hans sidste sætning.

"De er døde." Jeg stivnede midt i et venligt smil, så det nok kom til at ligne en eller anden tåbelig grimasse.

"Åh," sagde jeg langsomt. Han nikkede. "Øm, hvor bor du?"

"Lidt rundt omkring," svarede han. "Men nu vil jeg altså gerne have at du går."

"Det gør jeg ikke. Jeg tager dig med hjem til min mor. Hun ved nok hvad vi skal gøre." Jeg tog et fast greb om hans håndled. Han stirrede bare på mig. Pludselig brød en ulidelig og prikkende smerte frem i mit hoved. Det føltes som om et hvidglødende jern blev stukket op i panden på mig. Jeg gav slip på ham og faldt ned på vejen i et smertens skrig. Pludselig stoppede det. Det gjorde ikke ondt længere. Drengen var der stadig.

"Okay, jeg går med," sagde han som om at intet var sket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...