Say you love me⎪Justin Bieber

16-årige Clara er lige flyttet til Los Angeles, hun er flyttet til fra Spanien, hendes mor og far er blevet skilt, så hendes mor beslutter at flytte hen til hendes mors tante, fætter og kusine. Clara føler sig egentlig meget tilpas, men der var Clara er kommer der for det meste problemer, hun får hurtigt følelser for hendes fætters bedsteven Justin. Men det virker til at hun ikke er den eneste der har følelser for den flotte mørkhårede dreng. Og det ser heller ikke ud til at Justin ved hvem af de to piger han kan lide. Clara ved ikke hvad hun skal gøre.

*Justin er ikke berømt, han er bare en normal 18-årig dreng*

44Likes
45Kommentarer
2712Visninger
AA

8. Kapitel 7

Jeg vågnede med en slem smerte i min højre side, jeg slog øjnene op, og så lys rulle forbi. Jeg forstod ikke hvor jeg varm. Jeg prøvede at dreje hovedet, men kunne næsten ikke, jeg havde en halsstøtte på. Jeg kiggede igen op i det der så måtte være et loft, lysene rullede forbi. Jeg regnede hurtigt ud at jeg lå på en båre. "Hvad sker der?" hviskede jeg, en kølig men dog venlig stemme svarede, omme bag mig "bare rolig skat, du bliver okay igen" jeg lukkede øjnene igen. 

Og endnu engang vågnede jeg, men denne gang i en halv-siddende position. Jeg åbnede først det ene øje, og så det andet, mine øjenlåg føltes tunge som aldrig før. Jeg så til min ene side og så at der sad en kanyle til min højre hånd. En plastikslange førte fra kanylen til en pose der hang på en krog med væske i. Ved siden af mig stod et lille bord, med en smuk buket med lyserøde roser, et lille kort med en lyserød sløjfe var bunder til roserne. 
Jeg løftede min venstre arm og kunne med det samme mærke en sviende følelse i min skulder, ligesom stof mod et åbent kødsår. Jeg tog hurtigt min arm til mig igen, og bed mig i læben. Føj det gjorde ondt. Jeg tog min højre arm og lagde først mærke til nu, at jeg havde en gips rundt om albuen, men ellers havde jeg ingen smerter, jeg tog forsigtigt kortet af. 

Vi hørte hvad der var sket, 

og vi håber at ser dig herhjemme meget snart,

og i god tilstand, 

en masse varme tanker fra Isabella, Chad og Justin

 

Jeg lukkede kortet i forsigtigt, og knugede det ind til mig, hvor var det sødt af dem. Mit blik faldt rundt i rummet, jeg var den eneste. Jeg kom pludselig i tanke om min krop, mon jeg havde brækket noget? Jeg tog stille min højre hånd, for ikke at risikere at føle så meget smerte ved at tage den anden, og trak langsomt dynen af mig, og jeg var ved at besvime med det samme. På min mave havde jeg en stor hudafskrabning, altså det var det jeg regnede med, for havde et stort plaster der fyldte halvdelen af min mave. Jeg prøvede at sætte mig mere op, og kunne med det samme mærke at jeg også havde noget med ryggen. 

Mit venstre ben var helt ok, men på mit højre havde jeg et stort plaster på låret. Jeg følte igen skam for min krop, mon der ville blive ar fra det? Ville folk dømme mig på det. Jeg tog min hånd op til hovedet og kunne mærke at jeg havde et lille plaster over mit ene øjenbryn. Jeg sukkede tungt. Jeg lukkede øjnene i. Det her kunne bare være en drøm. Nej vent, et mareridt.

 

Endnu engang blev jeg revet ud af min søvn, men denne gang var det min mor, og en læge der kaldte mit navn, jeg slog øjnene op. "Hvordan har du det skat?" hørte jeg min mors sørgende stemme, "jeg tror jeg har det fint" jeg kiggede over på sygeplejersken, "du var rigtig heldig, at du ikke mistede livet." jeg kiggede ned i min dyne, "det eneste alvorlige er at du har kuglet din albue halv af led, ikke helt, så du skal kun gå med gipsen i to uger, bare for at være sikker at den er ok. Du har fået en masse hudafskrabninger, som vi har plejet og du burde ikke få ar eller noget efter det, hvis det heler som planlagt, og så er din hud over øjenbrynet flækket, som vi også har syet sammen igen. Det kan være, at når du begynder at bevæge dig igen, at du føler nogle smerter i ryggen, for din rygsøjle har fået et ordenligt slag, så den er forstuvet. Men den burde også være ok om to uger igen. Og egentlig er du også klar til at tage hjem nu, hvis du føler dig tryg med det" jeg slugte, min hals var helt tør. 
Selvom jeg havde været heldig, så synes jeg det lød som meget, men okay, jeg blev også påkørt af en bil, jeg skulle bare være taknemmelig for at kunne gå. Og ikke var lammet eller noget. Og jeg håbede at jeg blev okay igen, og at jeg ikke ville få ar efter alle mine hudafskrabninger. Jeg kiggede over på min mor, "jeg har tager nogle joggingbukser med til dig og en t-shirt, jeg nikkede, jeg satte mig op i sengen, og følte med det samme en smerte i ryggen. Jeg vendte langsomt mine ben hen over kanten af sengen. Min mor kom hen ved siden af mig. Hun tog min arm, med lidt besvær rundt om sin skulder for at støtte mig.

Mine ben var ved at knække sammen da jeg rejste mig op, jeg lænede mig op ad min mor, som så hjalp mig med at få min tøj på. Jeg tog et par skridt, og havde efter lidt tid fundet ud af at gå bedst uden at det gjorde alt for ondt. Jeg bed mig i læben. Jeg tog min mors arm og støttede mig til hende, da vi var ude på parkeringspladsen kom jeg i tanke om mit løbetøj "Mor, hvad med mit løbetøj?" hun rømmede sig svagt "bare rolig baby, det gik i stykker og blev flænset lidt op, men din tante var så sød at købe noget nyt til dig" jeg smilte svagt til hende, hvor var de dog søde. 

Jeg satte mig ind i bilen. Den havde stået lige i solen, så det sorte sæde var varmet godt op. Jeg sukkede af lettelse, da det ikke irriterede min hud så meget. Min mor satte bilen i gear og vi kørte ud fra parkeringspladsen, "hvad skete der?" jeg rømmede mig og tænkte tilbage til der hvor jeg kunne huske, inden alt falt sammen. "Jeg, jeg snakkede i telefon" jeg kunne tydeligt huske det, jeg var blevet så sur og ked af det, "hvem snakkede du med, skat?" hendes stemme lød bekymret. Jeg kiggede ned på mine fødder, "far" hviskede jeg, jeg skimtede over til hende ud af min øjenkrog, og jeg kunne se hvordan hendes pande rynkede. 

"med far?" jeg nikkede, "jeg var selv overrasket, og jeg ville ikke snakke med ham.. Jeg ventede på at lyskrydset blev grønt, og da det blev det gik jeg over. Og mere kan jeg ikke huske" Jeg foldede mine hænder i mit skød, jeg løg måske lidt der, jeg kunne huske lidt mere frem, lige da jeg hørte bremserne blive trådt hårdt ned, og metallet der ramte hårdt ind mod min krop, og da jeg ramte jorden med et knald. Men jeg ville ikke snakke med hende om det, ikke nu. Jeg bed mig i læben, tvang mig selv til at kigge ud af vinduet, for ikke at virke alt for ked af det.

"Lægen sagde at du måtte tage dine plastre af fra imorgen, men du måtte også beholde dem på, men det ville være bedst for dem at få frisk luft på sig" jeg nikkede kort. "Og han gav mig den her salve som du skulle smørre på to gange om dagen" jeg kiggede hvor hun pegede, der lå en lille tube creme i hendes håndtaske. "okay" sagde jeg. Jeg havde slet ikke lyst til at forestille mig hvor grimme mine sår måtte se ud, bare jeg kunne beholde plasterne på. Jeg ville slet ikke kunne have stramme bukser på. Ville jeg kunne svømme i poolen, eller ville kloren gøre for ondt? Jeg sukkede, ej mand. 

"Hvad med den person der kørte bilen?" spurgte jeg nysgerrigt. Det var ham der ringede til ambulancen og tog med dig ind til hospitalet, han var hos dig indtil jeg kom, han har sagt undskyld, og selvfølgelig snakket med politiet. Han tog hjem, men kom senere igen med en buket fine hvide blomster" hmm, det var da i det mindste noget, at han var sød. "hvad hed han? Kender i ham?" hun rystede på hovedet, "men han hed Tim, men jeg kender ham ikke". Jeg fjernede blikket fra frontruden og kiggede igen ud af sideglasset. Jeg ville bare hjem og sove. 

Bilen stoppede ude foran vores hus. Jeg spændte med lidt besvær min sele op, og åbnede døren. Min mor kiggede bekymret over for mig. Hun skyndte sig at stige ud og komme over til mig. Hun tog min arm og støttede mig ud af bilen. Jeg humpede let op ad stien, mit venstre ben gjorde pludselig frygteligt ondt. Jeg bed hårdt mine tænder sammen, min mor kiggede over på mig. Men jeg lod som igenting. 

Jeg trådte ind af døren, og ville med det samme op på mit værelse, jeg var virkelig ikke i humør til at snakke med nogen lige nu. Jeg gik langsomt, så at det ikke gjorde så ondt, over mod trappen. Min mor stoppede mig heldigvis ikke. Jeg tog hårdt fat i gelænderet og støttede mig kraftigt op ad det. Da jeg kom op for enden af trappen kunne jeg heldigvis ikke se nogen, jeg listede hen mod mit værelse, og åbnede døren hurtigt, og smuttede ind. Jeg satte mig på sengen. Mit blik vandrede rundt i rummet, da det faldt på noget på skrivebordet. 

Der lå noget. Jeg rejste mig, dog lidt for hurtigt da jeg følte en smerte i mit ene ribben og satte mig stønnende ned igen. Fuck, jeg kunne virkelig ikke vænne mig til at jeg var lidt handicappet nu. Jeg rejste mig igen op, langsomt denne gang. Jeg gik med små forsigtige skridt over mod skrivebordet, og mit blik faldt på den. Der lå en rød rose, bare en enkelt fin en. Jeg tog den stille op i hånden. Under den lå et lille brev, jeg tog det forsigtigt op og åbnede det:

 

Kære Clara,

Jeg håber virkelig at du er okay,

på den korte tid jeg har kendt dig, så har du bare betydet mere og mere for mig.

Du er noget helt specielt, og jeg holder så meget af dig. 

Jeg håber at du er okay, og jeg glæder mig til at se dit smil igen.

Justin

 

Havde han lige sagt at han holdte meget af mig? Jeg var ved at flippe ud inden i. Hvor var han dog sød, og så havde han lagt en rose til mig. Jeg havde aldrig fået en blomst af en dreng før. Jeg tog den op til næsen og duftede til den, jeg lukkede øjnene og stod bare sådan i noget tid. Da jeg pludselig hørte en stemme bag mig: "Hey babe" jeg drejede hurtigt rundt, måske for hurtigt. Jeg tog mig til hovedet. Jeg lukkede øjnene igen, og åbnede dem igen. De røg ind og ud af fokus, og tilsidst fokuserede de på den person der stod ved døren. 

Egentlig ville jeg bare løbe i hans arme, men det ville være lidt svært. Så jeg kiggede bare på ham, okay det var meget sært. Hans læber spredtes i et fantastisk smil, "godt at se dig igen, prinsesse" mit hjerte sang lige en meter da han kaldte mig det. Det var så sødt, jeg smilte bare akavet. Han kom over til mig og stod lige foran mig. "Er du okay?" jeg nikkede forsigtigt, "det kunne være værre" han fniste kort, "skat, du er lige blevet kørt ned" jeg puffede til ham. Han kiggede mig bare dybt i øjnene og smilte sødt. "Hvad ville du?" spurgte jeg ham. "Se om du var kommet hjem" jeg smilte, årh, han var virkelig bekymret for mig, og jeg synes bare at det var så sødt. 

Han kiggede søgende på min krop, "er der sket noget alvorligt?" hans blik landede på min albue, som havde gips på. "Justin jeg klæder lige om. Så jeg er klar til at gå i seng", han nikkede bare, jeg humpede svagt over til min walk-in-closet og åbnede døren. Jeg lukkede den forsigtigt efter mig. Jeg tog et bare løse shorts og tog dem på. Jeg kiggede ned af mine ben, og ned af de plastre der var blevet placeret. Jeg tog min trøje af og tog en løs tank top på. Plastrene var også rundt omkring på min overkrop. Jeg tog et par hyggesokker på og åbnede døren, jeg så Justin blik hvile på mig. 
Jeg skulle til at humpe over mod ham, men han gik hen til mig, og uden jeg nåede at reagere så løftede han mig op, sådan som en mand bærer sin brud ved brylluppet, og hviskede sødt "du skal skåne din krop, skat" jeg smilte. Jeg hadede normalt at blive løftet, men lige nu synes jeg bare at det var sødt. Han lagde mig forsigtigt ned i sengen og satte sig ved siden af mig, jeg skulle til at sætte mig op igen, men han lagde sin hånd på min mave og holdte, så jeg blev liggende. Hans hånd startede nede ved mine fødder, og så kørte han den kærligt op ad mit ene ben, kærtegnede huden rundt om mine plastre. Det samme gjorde han ved det andet ben. Han studere hvert plaster, og oppe ved skulderen, hvor det største plaster var, lod han stille fingeren køre hen ved siden af plasteret, mine muskler trak sig sammen, ved berøringen. Min hud var rigtig øm der, jeg bed mig diskret i læben for ikke at lave en eller anden underlig lyd. 

Han kiggede på mig, "er du okay?" jeg nikkede bare, ikke fordi jeg ikke var okay, for jeg nød hver berøring han gjorde. Han lænte sig ned mod min skulder og plantede et kort kys på den, og et til, efterfulgt af tre mere, der hvor hans læber havde rørt min hud brændte den. Jeg kunne stadig mærke hans læber mod den. Jeg lænte mit hovede hen mod ham, og vores pander ramte hinanden, "Justin" hviskede jeg, "ja" jeg kunne mærke ham hans åndedræt mod mine læber, "du er virkelig sød" han smilte, "det er du også" og i dét ramte vores læber hinanden. Jeg lænte mig mere mod ham, men han skubbede mig tilbage.

Jeg lagde mig ned og lukkede øjnene, Justin lagde sin ene arm rundt om mig, jeg lukkede øjnene, og blev endnu engang ført med ud i drømmenes verden, sammen med den dreng jeg holdte aller mest af i denne verden. Justin.

 

 

______________________________________________________________________________________

 

Hvad synes i?

Nu skal i kommentere, vil i mere have et generelt, bare et mere romantisk kapitel som det næsten, eller vil i have drama. Hvad vil i? Det er trosalt jer der skal kunne lide den

Undskyld at der går så lang tid mellem kapitlerne, men jeg har rigtig travlt med skolen, lektier osv, i ved. 

Men jeg vil selvfølgelig også skrive, men for mig går skolen først, lige meget hvad, og så går jeg jo også til sport. Så

Men jeg håber i overlever, og stadig vil følge med i min movella :)

Næste kapitel ved jeg ikke helt hvornår kommer, måske i weekenden, dunno

 

Knus, xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...