Say you love me⎪Justin Bieber

16-årige Clara er lige flyttet til Los Angeles, hun er flyttet til fra Spanien, hendes mor og far er blevet skilt, så hendes mor beslutter at flytte hen til hendes mors tante, fætter og kusine. Clara føler sig egentlig meget tilpas, men der var Clara er kommer der for det meste problemer, hun får hurtigt følelser for hendes fætters bedsteven Justin. Men det virker til at hun ikke er den eneste der har følelser for den flotte mørkhårede dreng. Og det ser heller ikke ud til at Justin ved hvem af de to piger han kan lide. Clara ved ikke hvad hun skal gøre.

*Justin er ikke berømt, han er bare en normal 18-årig dreng*

44Likes
45Kommentarer
2587Visninger
AA

13. Kapitel 11

Han sukkede. "Men vi havde jo alligevel ikke noget officielt forhold" min mund faldt op. "Jeg var jo forelsket i dig, hvis du ikke vidste det" sagde jeg. Mit blik faldt til jorden, tårene kom strømmende. 

 

Min mund faldt op. Det kunne han bare ikke mene, "mener du virkelig det du lige sagde?" stammede jeg. Han trak på skuldrene. Jeg satte mig tungt ned igen og kiggede bare ned i gulvet. Men han så ikke ud til at ville gå, men så kunne han da i det mindste også sige noget. Men han så heller ikke ud til at ville sige noget. Svin. Men tilsidst brød jeg tavsheden. "Så alt du sagde, det mente du slet ikke?" jeg kiggede op på ham. Jeg prøvede at fange hans blik, men han gjorde alt for ikke at få øjenkontakt.
     Han svarede mig ikke. Og jeg kunne bare mærke vreden stige. "Justin!" Sagde jeg mens jeg hævede stemmen. Han kiggede hurtigt op. "jo" "jo hvad?" "jeg mente det vel" han lød virkelig som om at han tvivlede. "Bare så du ved det, det var en af de første gange jeg virkelig følte mig elsket." Hans blik flakkede frem og tilbage. Jeg sukkede højt. "Men for dig var jeg jo bare en af pigerne" denne gang kiggede han på mig, med et blik der kunne dræbe.
   "Nej du var e!j" "Jo Justin, for det var jo lige præcis det du sagde," jeg mindede ham om gårdagens episode. "Det var jo ikke det jeg mente" jeg kiggede denne gang på ham, klemte øjnene sammen, "så det var det ikke?" "Jeg ved det ikke, okay" jeg løftede diskret det ene øjenbryn, "så burde du virkelig tænke over det" Han kiggede bare på mig. "Har du virkelig ikke andet at sige?" han svarede mig ikke. "nej, okay, det kan jeg høre, jeg ville heller ikke sige undskyld eller sådan noget, hvis jeg lige havde kneppet uden om med min eks kæreste, især når jeg selv samme dag havde sagt at jeg elskede en anden, og havde lovet at man ikke ville gøre noget" jeg lod ironien lyse kraftigt ud af min stemme. Jeg holdte en kort pause, og fortsatte så "så hvis du virkelig ikke har noget at tilføje ser jeg ingen grund til at du bliver!" jeg nikkede over mod døren.
    Han kiggede på mig, det lignede at han lige skulle til at sige noget, men sagde intet. Han lukkede bare munden igen, kiggede på mig, og lukkede munden igen. Så vendte han sig rundt og gik over mod døren. Jeg stirrede bare efter ham. Hvor fucking dum har man lige lov til at være? Den ene halvdel af mig havde bare lyst til at løbe efter ham og give ham en lussing. Og den anden halvdel, ville bare løbe efter ham og kysse ham. Nej vent, det ville jeg ikke, jeg havde bare lyst til at slå ham. 
Jeg smed mig ned på sengen og gravede hovedet ned i puden. Hvordan kunne man være så dum. Med det vidste jeg ikke helt om jeg mente mig, eller ham. Altså, jeg havde været dum nok til at forelske mig i ham, og han havde været dum nok til at sige at han elskede mig, men uden at mene det. Men jeg ville ikke spilde flere tåre på ham. Jeg ville ikke engang se på ham. I hvert fald ikke mens han så det. Men så var der jo lige den side af det, at han skulle bo her i syv dage mere. Lort. 
   Det bankede på døren, jeg løftede bare hovedet, men lagde det så ned i puden igen. Det var bare Isabella. Jeg kunne mærke hvordan hun satte sig ned i fodenden, hendes hånd kørte hen over min ryg. Jeg vendte mig rundt og satte mig op. Jeg tog håret væk fra ansigtet. Jeg kiggede på hende, jeg behøvede ikke engang at sige noget, for hun vidste hvad jeg tænkte. "Vil du med ned og få en is?" Okay, den havde jeg ikke lige regnet med, jeg kunne heller ikke lade være med at smile. Jeg nikkede og rejste mig op. Hun tog min hånd. Da vi var nede af trappen kom er der et højt grin inde fra stuen af. Jeg kiggede hurtigt derind og så at det, selvfølgelig, var Justin og Chad. Og i det jeg kiggede nærmere, kiggede han over på mig.
     Hans øjne så røde ud, og jeg håbede det var fordi at det også gik ham på. Det håbede jeg virkelig. Jeg havde helt glemt at der var andre, da jeg hørte Isabella rømme sig. Jeg kiggede undskyldende på hende. Jeg sendte endnu engang et blik over mod ham. Men han rystede bare på hovedet, som om at det var mig der havde gjort noget forkert. Jeg kiggede væk fra ham og sukkede, det kunne han bare ikke mene. Jeg tog langsomt fat i dørhåndtaget og gik ud. Jeg vendte mig om og så på hende. Hun trak på skuldrene og smilte bare. 

    Han kunne bare ikke mene, at efter alt hvad han havde gjort mod mig at han kunne skyde skylden på mig? Det var simpelthen for langt ude af ham. Jeg var nærmest helt chokeret at han bare kunne våge at tænke tanken, at han kunne holde ud at kigge på mig, efter han havde knust mit hjerte på det groveste og så tillade sig at gøre sådan noget. Føj siger jeg bare. Men det jeg mest hadede både mig selv og ham for var at mine følelser stadig var der, jeg ville så gerne have dem til at forsvinde, for det værste er virkelig at elske en, som ikke elsker en igen. Ulykkelig kærlig for det groveste. 

Uden at have lagt mærke til det var vi kommet til en lille hyggelig cafe hvor vi satte os ved et bord, uden det var i nærheden af andre. Hun kiggede med det samme hårdt på mig. I starten frygtede jeg at hun var sur, men så lagde jeg mærke til at hendes blik ikke var ment surt, men bekymret. Hun var virkelig bekymret. En ung tjener på omkring de 20 kom hen til os og vi bestilte en Café Latte hver og en is. Og igen var jeg så taknemmelig for at hun snakkede om alt andet end Justin. Hver gang der var stilhed afbrød hun den og snakkede om noget andet. Men hun vidste jo ikke hvad der foregik inde i mig, selvom hun ikke ville have mig til at snakke om ham, så var mine tanker kun ved ham. Jeg kunne ikke tænke på andet end ham. Så meget jeg også ville så kunne jeg ikke lade være. Jeg elskede ham virkeligt. 

       Efter vi var færdige gik vi en lille tur, men store mørke skyer samlede sig langsomt på himlen. Vi begyndte at gå hjem ad, hurtigere og hurtigere, og inden vi nåede hjem kom det aller første tordenbrag hen over os. Da vi først nåede indkørslen, begyndte det lige så stille at dryppe ned. Vores forældres bil var væk, nok på arbejde eller ude at handle ind. Vi skubbede porten op, og i det begyndte det at vælte ned, vi løb grinende hen til døren. Isabella fumlede med nøglen, og mens vi blev drivvåde gik døren op. Justin stod smilende. Isabella smilede, men mit smil falmede bare lige så stille. Hvorfor ham, og ikke Chad? 

        Vi sad oppe på Isabellas værelse, vi havde fået tørt tøj på, og var igang med at se en film. "Ved du hvad der kunne være sjovt?" spurgte hun mig. "Hvad?" jeg vendte nysgerrigt blikket mod hende. "Ude og bade i regnvejr!" jeg kiggede over mod vinduet og så dråberne falde ned ad himlen, men vi havde jo alligevel ikke andet at lave. "Skal vi ikke det!" hun nikkede bekræftende og jeg gik på mit eget værelse og fandt en rød bikini. Jeg tog den hurtigt på og tog min hvide morgenkåbe der hang på døren. Jeg smed den over mig. Jeg gik ud af døren, og som var det perfekt timet så kom Isabella ud af døren på samme tid. Vi kom begge til at grine af det. 

Vi gik ned ad trappen og så at Justin og Chad sad inde i stuen og så tv, Chad koncentrerede sig meget, men Justin skænkede os et eneste blik. Vi gik videre og ud af døren. Vi lagde badekåberne under halvtaget over terassen. Vi kiggede på hinanden og løb sammen hen mod poolen. "1,2,3, NU!" Råbte Isabella, jeg satte af på tre og da hun råbte NU, ramte min krop vandet, som var meget varmere end luften. Det var virkelig dejligt. Mit blik faldt over på Isabella, der lige kom op til luften. Vi kiggede på hinanden, og havde bare en af de øjeblikke hvor vi bare grinte.

Vi svømmede lidt rundt og pjattede, og med et stoppede Isabella bare op, og kiggede chokeret over på mig. "Fuck!" mumlede hun, jeg kiggede forvirret på hende.. "Min mobil ligger i min badekåbelomme, og den er sikkert blevet våd!" udbrød hun, jeg kiggede på hende, "bare vent her, ok" sagde hun, jeg nikkede "javel boss!" hun grinte svagt og hoppede op ad vandet. Jeg fulgte hende indtil hun var gået inden for, med sin badekåbe. Jeg lukkede øjnene og vendte ansigtet op mod himlen og lod regndråberne kærtegne min hud. Jeg åbnede svagt det ene øje da jeg hørte nogen komme tilbage. Jeg gik stille op ad poolen, for at gå Isabella i møde. Men inden jeg nåede at vende mig om, var det ikke Isabella. Men Justin. 

    Jeg stoppede op, og kiggede på ham. Hvad ville han? Jeg kunne mærke regnen slå mod min ryg, og her stod jeg så, i en bikini, i regnen med den dreng jeg er uvenner med kommende i mod mig. Fedt. Virkelig fedt. Jeg tog et par skridt bagud, men så til min store skuffelse at han stadig gik over til mig. Jeg vendte mig fortvivlet om og gik hen mod den anden side af huset. Måske skulle han hente noget for Isabella. Nej Clara, hvad bilder du dig ind, selvfølgelig er han her for at snakke med mig. Eller irritere mig, havd end han nu kunne finde på. Jeg vendte mig igen om, og stoppede opgivende. "Hvad vil du?" røg det ud af mig. "Jeg har brug for at snakke med dig!" sagde han hårdt. Jeg tror ikke det var meningen det skulle lyde hårdt, men det var det. "Det tror jeg jeg ikke." Sukkede jeg. 

Med det samme kom jeg til at tænke på første gang jeg mødte ham: 

 

En dreng på Chads alder, med flot brunt hår kom gående, han havde en hvid tank top på, som sad stramt til hans veltrænede krop, hans sorte solbriller. Da han fik øje på os, eller nu mere de andre to lyste han op i et vidunderlig flot smil, og vinkede. De andre vinkede igen. Jeg kunne ikke fjerne blikket fra ham. For han så godt nok godt ud, og rigtig interesant. Jeg smilede for mig selv, hvor ville jeg dog gerne lære ham at kende. Justin gik stille over mod mig, og rakte så hånden ud, jeg tog imod den "Justin" sagde han, mens han fangede mit blik, "Clara" sagde jeg, uden at afbryde øjenkontakten, han gav min hånd et klem, og gik hen til Chad. "Fair nok" sagde han  og blinkede kort med det ene øje, jeg ved ikke om det bare havde været en refleks, om det havde været til mig eller Isabella, men det fik mig til at reagere, jeg bed mig diskret i læben, og mit blik flakkede rundt, jeg håber ikke at man kunne mærke at jeg var så nervøs. Spurgte Chad nysgerrigt, mens hans blik først faldt på Justin, så Isabella og så mig. Jeg trak hurtigt på skuldrene, Isabella svarede heller ikke, men kiggede bare ud af vinduet, jeg kunne mærke Justins blik vile på mig, mens hans øjne nysgerrigt undersøgte mig, gled fra toppen af in krop, til bunden, de tastede det hele af, jeg prøvede ikke at kigge på ham, men jeg kunne mærke det svig der hvor han kiggede, jeg kiggede kort på ham, og fangede hans blik, hans øjne skar sig ind i mine, og sagde så "skal vi ikke gå i poolen?" han blinkede med det ene øje, og jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder, og kiggede hurtigt ned i jorden i håb om at de andre ikke lagde mærke til det. "Skal du ikke med i?" spurgte han drilskt, "jeg ved ikke" og uden at tøve tog han mig og løftede mig op, "Juuusttiiiiin!" skreg jeg da han bar mig hen til vandet, han stoppede op ved kanten, og stilte mig ned, holdte om mig, og hviskede så med at kæmpe smil på læben "Så dét i" han puffede stille til mig og jeg kunne mærke at jeg ville falde i, så uden at tænke over det tog jeg fat i hans håndled og hev ham med ned i vandet.Vandet havde slet ikke været koldt, som Isabella havde sagt, jeg kom op til overfladen og kiggede mig omkring, Isabella kiggede hurtigt over på mig, men kiggede så tilbage på Chad, og snakkede videre. Jeg kunne mærke noget tage fat om min hofte og vende mig rundt. Jeg kiggede lige ind i et par vidunderligt brune øjne, der glimtede af tilfredsstillelse. "Det var da ikke så slemt" sagde han smilende, jeg rullede med øjnene, og så at hans blik gled ned til vandoverfladen og betragtede min krop, som var undervandet, hans hånd lå stadig på min hofte, så skulle han lige til at svømme forbi mig hvor han stoppede halvt op, og tog munden helt hen til mit øre og hviskede "virkelig intet at gemme" og blinkede, mens han kiggede en gang ned på min krop. Så svømmede han væk, jeg 'stod' i lidt tid og smilte, men svømmede så hen til de andre.

 

Med det samme havde jeg bare lyst til at falde ham i armene, men jeg kunne ikke. "Undskyld" hviskede han så lavt at jeg næsten ikke kunne høre det. Men jeg kunne høre det, og det gav min en stor klump i maven. Jeg havde slet ikke lyst til at være sur mere. Jeg ville ønske jeg kunne tilgive ham, det ville jeg virkelig. Jeg elsker ham. Han blik borede sig ind i mit. Og først nu opdagede jeg at hans hvide t-shirt sad klæbende ind til hans krop. Og det dryppede ned fra hans hår. Jeg fik nærmest ondt af ham. Men nej, han havde også gjort mig ondt. "Undskyld!" sagde han igen, denne gang lidt højere.  "Justin, det her er mere kompliceret end bare et undskyld. Jeg ville ønske at det ikke var så kompliceret men det er det altså jeg...." 

 

Men med det samme blev jeg afbrudt af Justin der blidt pressede sine læber mod mine. Slap igen og hviskede "jeg elsker dig" og lukkede så det hul mellem os igen. Han trykkede sig blidt op ad  mig og holdt sin hånd på min kind, men han gav mig endnu et blidt og intenst kys. 

 

 

    

___________________________________________________________________________________________

 

UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD FOR AT I HAVDE SÅ LANG VENTE TID! MEN NU ER KAPITLET HER!!
 

jeg er gået sådan lidt død i denne historie, men prøver ihærdigt at foresætte! 

Jeg er ikke helt tilfreds med dette kapitel, men jeg håber jeg kan bygge videre i næste :) 

Jeg vil prøve at opdatere en gang om ugen. Men jeg har altså virkelig travlt, med alle mulige syge afleveringer og SÅ mange lektier. I kan slet ikke forestille jer hvor mange jeg har! Men nu vil jeg virkelig prøve at tage mig sammen! 


Men tusinde tak for alle jer der har liket, kommenteret og favoriseret! Det betyder virkelig meget, og en eller anden dag håber jeg at jeg (eller vi) kan opnå 100 favoriseringer! Vi er jo godt på vej❤

 

Men hvad synes i om det?

At de endelig fandt hinanden igen!? ❤
jeg kan godt advare jer om at der snart kommer sådan et rigtig sukker sødt kapitel, for det har jeg altså lyst til efter al den her drama!!! 

 

Men kommenter gerne hvad i tror der sker, eller vent i SKAL kommentere! For det der driver mig videre med at skrive er jer der kommentere! 

Håber i kunne lide det!

Kys og kram ❤

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...