This is my life


0Likes
0Kommentarer
256Visninger
AA

2. Rundvisning.

                                                          Kapitel 2

Vi startede fra en ende af. ”Det her er så idrætshallen.” sagde jeg inden jeg åbnede døren indtil hallen. Da jeg åbnede døren indtil hallen løb Harry derind. Jeg blev helt forskrækket. ”Harry du må altså ikke være herinde uden en lærer!” råbte jeg til ham. ”Fang mig!” Råbte han tilbage. Jeg løb efter ham men var alt for langsom. Han løb ind i drengenes omklædnings rum jeg standsede lige udenfor døren da jeg havde en ide om at der var fulgt af gamle underbukser og lugtede derinde. Men fik så taget mig sammen til at gå derind. Det var faktisk slet ikke så slemt som jeg troede der lugtede bare af lidt mande deo. Jeg kunne ikke finde Harry. Men da jeg kiggede inde i bruseren  sprang han frem. Jeg blev så forskrækket at jeg gled fordi der var lidt vådt på fliserne. Så lå jeg ellers der på det klamme gulv total til grin foran Harry. Han kiggede ned på mig. ”Er du okay?” spurgte han. ”ja ja det gjorde bare lidt ondt i hovedet.” svarede jeg. Jeg skulle til selv at rejse mig op men han gav mig så sin hånd og hjalp mig. Han havde faktisk ret bløde hænder. ”Tak.” sagde jeg stille og tog mig så til hovedet fordi det gjorde faktisk meget mere ondt efter jeg kom op at stå. ”Er du sikker på du er helt okay?” Sagde han med lidt skyldfølelse. ”Det gør bare noget mere ondt i hovedet når jeg står op.” Svarede jeg. ”Har i ikke en hjemkundskabs lokale eller sådan noget hvor der er en pose is du kan få.” Spurgte han. ”Jo. Kom.” Sagde jeg. Vi gik ned til lokalet. Da vi kom derind bad han mig sætte sig på en stol så skulle han nok se om han kunne finde noget koldt jeg kunne bruge. Jeg satte mig i stolen og kiggede ud ad vinduet. ”Han er faktisk rigtig sød. Troede bare han var sådan et dum sportsnørd ligesom alle de andre lækker drenge. Det kunne være jeg skulle begynde at lære ham bedre at kende.” Tænkte jeg. ”Nu fandt jeg noget.” sagde han og kom nærmest løbende hen til mig og satte sig overfor mig og satte den på mit hoved. ”Av.” viskede jeg. ”Det må du virkelig undskylde. Det var ikke meningen at du skulle blive så forskrækket at du faldt.” sagde han. ”Det er helt okay det var jo ikke med vilje.” sagde jeg og smilte. Han smilte igen. Han havde det mest charmerende smil jeg nogensinde har set. Han kiggede mig i øjnene. Hans øjne var så smukke man kunne ikke lade være med at forelske sig i dem. Han lænede sig lige så stille frem imod mig. Jeg smilte indvendigt. Han kyssede mig. Med hans uimodståelige læber. Jeg lukkede mine øjne. Det var et dejligt kys. Bagefter sagde han ”Undskyld, men kunne altså ikke lade vær.” Jeg svarede ”Du behøver ikke undskylde, Det var lige hvad jeg havde brug for.” Han smilte og spurgte ”Hvordan har hovedet det?” ”Meget bedre.” Svarede jeg og blinkede til ham. Jeg rejste mig op for at gå hen og smide is posen ud og kom så til at kigge på klokken. ” Vi kommer forsendt til engelsk.” Sagde jeg hurtigt og vi skyndte os ud og løb ned ad gangen til engelsk lokalet. Vi kom næsten væltende ind af døren og alle kiggede på os. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...