På ret kurs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2013
  • Status: Igang
"På ret kurs" er en novelle om en ung mand, der har et job som arbejdsdreng på en færge. Ulrik er kollega med den flinke maskinmester, som alle holder meget af, men Ulriks clairvoyante evne ser noget andet. Hvad gemmer sig bag overfladen på den rare maskinmester? Den hyggelige færgesejllads forvandler sig til en farlig overfart.

0Likes
0Kommentarer
63Visninger

1. På ret kurs

Det var den dag, det hele ændrede sig. Den dag Ulrik Møller hørte lyden. Det var det, som forandrede hans mod. Han blev fra det øjeblik forvandlet fra en lille forsigtig dreng til en stor og modig mand.

Ulrik Møller var på vej fra Fyns kyst til Tysklands kyst. Han var på arbejde. Han havde arbejdet på færgen i nogle år. Lige siden han var helt lille, havde han haft en særlig evne til at fornemme noget, ingen andre kunne, evne som en clairvoyant. Han havde ikke gjort meget ved den, men han vidste, han havde den. Ulrik var vokset op på Fyn med flot landskab omkring sig. Marker, øer og vand. Han var fascineret af vand og dets naturlige udfoldelser. Han elskede sejlturen til Tyskland hele den lange vej over havets smukke bølger. Meget smukkere og roligere end den larmende trafik på motorvejen.

Maskinmesteren på færgen var en meget sød og rar mand, som passagererne var glade for. Han var hjælpsom og talte med passagerne om stort og småt. Han havde til tider meget travlt og kunne være svær at finde, hvis der var behov for hans hjælp. Ulrik havde bemærket, at han sjældent var på sit kontor. Ulrik havde i en periode haft en underlig fornemmelse over for maskinmesteren. Han var en venlig mand, men han gav alligevel Ulrik nogle modsatrettede signaler. Det var nok, fordi Ulrik var en meget forsigtig og pligtopfyldende person, og maskinmesteren var lidt mere hurtig og tog let på tingene. Han var ikke så målrettet. Ulrik kunne ikke lide, hvis man ikke havde styr på sine ting og da slet ikke som maskinmester. Passagererne så det ikke som en ulempe, de var glade for maskinmesteren, som den han var.

Hverdagen på skibet forløb meget stille og roligt. Alle snakkede sødt til hinanden, og der var en dejlig rolig stemning på færgen. Hele hverdagen virkede som om, den var sat til at gå i slowmotion. Ingen havde travlt, og der var en rolig stemning på færgen. Færgen virkede som en lille prik, med ingen betydning, i det kæmpe hav. Der var intet land i sigte, og ingen kunne se dem.

Ulrik havde til opgave at vaske op efter aftensmaden og feje på dækket om aftenen og andre praktiske gøremål. Når han var færdig med dagens pligter, måtte han holde fri og gøre, hvad der faldt ham ind. Det var uvist, hvad dagen ville bringe af opgaver. Der kunne være passagerer, der havde brug for hjælp og maskinmesteren havde også ofte brug for Ulriks indsats. Nogen gange var det til opgaver, som ikke gav mening for Ulrik. Det lå i luften, at der ikke skulle stilles spørgsmål til opgaverne, der skulle gøres, hvad maskinmesteren bad om.

En aften var Ulrik lige blevet færdig med opvasken og skulle til at feje på dækket, så det var pænt og rent til næste dag. Maskinmesteren kom hen til ham og sagde, at han kunne stoppe dagens arbejde og gå ned til sin kahyt. Klokken var kun 20.00 tidligere fri end sædvanligt. Ulrik forstod ikke meningen, men han gjorde, hvad der blev sagt. Ulrik syntes, at kunne skimte en underlig forandring i maskinmesterens blik, da han sagde det.

Ulrik satte sig ned i sin kahyt og læste. Han læste om konstruktionen af færger og fly. Efter et par timer blev han træt og lagde sig ned for at sove. Hele færgen var gået til ro. Han lå og nød de dejlige afslappende slag af koldt vand mod færgens slidte sider, da en underlig lyd brød freden. Det var som om, nogen lavede mad med en blender. Midt om natten? Nej det kunne ikke passe. Ulrik besluttede sig alligevel for at finde svaret på spørgsmålet, efter han havde vendt og drejet sig i sengen et utal af gange. Da han hørte blenderen, så han pludselig maskinmesterens ansigt for sig. Han prøvede at skubbe billedet fra sig, men det fandt tilbage til ham igen. Ulrik blev urolig.

Han bevægede sig ud af sin kahyt og ud på den mørke færge. Han gik målrettet mod lyden. Han kom til en dør, hvorpå der stod ”privat”. Ulrik havde altid undret sig over, hvad det var, der var inde i det rum, som passagerne ikke måtte kende til. Han havde aldrig turde tage i dørhåndtaget for at finde svaret på det uopklarede spørgsmål, men denne aften var en undtagelse. Da han hørte lyden af blenderen, tøvede han et øjeblik, hvorefter han trak ned i håndtaget. Døren gled besværligt op. Inden for døren gik en stejl trappe nedad. Skridt for skridt bevægede Ulrik sig ned ad den snoede trappe. Ulrik mærkede en grusom lugt stige til vejrs. Lugten var meget rådden. Endelig, for enden af trappen stod han, maskinmesteren, med ryggen til og havde trukket en mørkerød hætte over sit ansigt. Han stod med noget for munden og næsen. Det lignede et åndedrætsværn. Den grusomme lugt blev mere frygtlig, og Ulrik kunne næsten ikke holde lugten ud. Han kunne se, at der stod nogle mørke glas på arbejdsbordet med en væske i. Tanken om, at maskinmesteren var i gang med en masseproduktion af noget, ramte med ét Ulrik. Den lyd, han havde hørt i sin lille kahyt, som lå lige over dette rum, var urter, der blev blendet med nogle andre ingredienser. På grund af færgens bygning kunne Ulrik høre, hver en lyd. Væggene var meget tynde og absolut ikke lydtætte.

Noget blev blendet sammen, men hvad? Ulrik havde mest lyst til at gå hen til maskinmesteren og spørge, hvad han lavede, men den ildelugtende luft, var ved at kvæle ham.  Ulrik havde set, hvad han havde brug for, han fornemmede hvad der var i gang.. Han tog et billede med sin ældgamle, lydløse telefon, inden han gik ubemærket op ad trappen igen.

Maskinmesteren havde ikke opdaget Ulriks tilstedeværelse, men Ulrik fornemmede alligevel, at maskinmesteren så et glimt af ham lige inden, han forlod rummet.

Næste morgen, da Ulrik mødte maskinmesteren på sin vej til spiserummet, brændte maskinmesterens blik næsten hul i Ulriks øjne. Et blik, der forsøgte at skræmme Ulrik og fortælle ham, at han absolut ikke skulle blande sig i maskinmesterens gøremål. Ulrik følte et voldsomt ubehag, men lod som om, han ikke forstod maskinmesteren. Han skulle jo tro, at Ulrik ikke vidste noget, at han ikke have set noget dagen forinden. Det var tydeligt at begge parter var utrygge ved, hvad den anden vidste. Ulrik blev på det tidspunkt klar over, at det, som maskinmesteren var ved at lave, var meget farligt. Urterne i glassene var giftige. På Ulriks billede kunne han se en gulgrøn væske i blenderen, men det var et meget mørkt billede, så han skulle kigge godt efter for at få øje på de mindste detaljer. Det var maskinmesterens hensigt at tjene penge ved hjælp af giften. Han ville bedøve flere af passagererne på færgen, så han kunne stjæle af deres værdier. Flere af passagerne var pensionister, velhavende både ægtepar og enlige. Ulrik havde over længere tid mærket en vis uro, i forhold til maskinmesteren. Han havde overhørt sine fornemmelser, men lod dem nu komme og lyttede til dem.

Ulrik spekulerede på, hvem han kunne tale med om det, der skete i går nat. Han skulle være forsigtig, for han vidste, at de fleste på færgen havde stor tiltro til maskinmesteren. Han risikerede, at de ikke ville tro ham. Der var en ung pige i køkkenet, som ofte var der, mens Ulrik vaskede op. De snakkede godt sammen, og måske kunne hun forstå Ulrik, og ville hjælpe ham med at få maskinmesteren afsløret.

Ulrik ventede til det blev aften, hvor han skulle i gang med den store opvask, og hvor han vidste, at han havde god tid alene med pigen i køkkenet. Heldet var ikke med Ulrik i starten. Hun troede ham ikke til at starte med, men det lykkedes at få hende til at tro på ham, da han viste hende billedet. Derefter skulle de have de andre overbevidst om det samme, så de kunne få maskinmesteren stoppet. De skulle være forsigtige, for Ulrik var i tvivl, om maskinmesteren vidste, at Ulrik var i færd med at afsløre ham.

 

Ulrik og køkkenpigen fik to kolleger mere med på planen. De var overbevidste om, at de måtte få stoppet maskinmesteren.

Efter få dage, kom den dag, hvor de ville afsløre maskinmesteren. Ulrik havde udtænkt en plan, hvor de skulle gå hen til maskinmesteren, og Ulrik ville føre ordet. Da Ulrik skulle konfrontere maskinmesteren, med det han havde gjort, skulle de andre bakke ham op, hvis maskinmesteren gjorde modstand. Maskinmesteren nægtede, alle beskyldninger. Der var ingen glas at finde i det mystiske rum, ingen urter, ingen lugte. Rummet var helt ryddet. Maskinmesteren beskyldte Ulrik for at ville føre ham bag lyset, for selv at opnå samme anerkendelse som ham. Ulriks kolleger blev utrygge, blikkene begyndt at flakke. Ulrik lod sin sans for fornemmelser træde i forgrunden. Han tog fat i maskinmesterens arm, mens han stirrede ham dybt i øjnene. Stemningen blev anspændt. Der var helt stille. Ulrik bad køkkenpigen om at åbne et lille låg på en af de store maskiner i rummet. Deri lå en lille skruetrækker. Ulrik bad pigen om at skille skruetrækkeren i to, og ud af håndtaget faldt en lille pose med grønligt pulver. Maskinmesteren faldt slapt og hulkende samme i armene på Ulrik. ”Jeg ville ikke gøre dem ondt, jeg har brug for deres penge,” hulkede han. Ingen kolleger kommenterede maskinmesterens udsagn. De tog ham under armen og fulgte ham til en kahyt. Den blev låst udefra af Ulrik.

 

Det var naturligt, at Ulrik med sin selvlærte viden om færgen og maskiner generelt, overtog styringen af maskinrummet på resten af færgeoverfarten. Han fulgte sine intuitioner, som vidste sig at være den rette kurs.

 

Astrid Mikkelsen 8.a C. la Cours Skole, Randers

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...