En ny dag begynder

Virkeligheden er skræmmende. Der sker alt for meget, og Erica kan ikke kapere det længere. Hun flygter ved at forsøge selvmord, men det, der sker efter, er mindst lige så skræmmende. Lykkedes hendes selvmordsforsøg og er dette efterlivet, eller drømmer hun blot?

2Likes
4Kommentarer
360Visninger
AA

4. Hvor er jeg?

Jeg åbner øjnene og ser blot trækroner samt små bidder af himmel, der når gennem de tætomsluttende blade. Hvor befinder jeg mig? Langsomt drejer jeg hovedet og får øje på en person, der ligger ved siden af mig - tydeligvis i dyb søvn. Skovbunden, vi ligger på, er hård og fuld af kviste, der stikker i min ryg, og jeg sætter mig op og rusker let i ham. Han har brunt, rodet hår, der når ham omtrent til skuldrene, og et kønt ansigt. Da jeg har rusket hans skulder et par gange, grynter han og åbner øjnene. "Er dette efterlivet?" spørger han med det samme. Jeg kigger lettere forundret på ham. "Det ville jeg til at spørge dig om. Ved du, hvor vi er?" spørger jeg og gnider mig i øjnene. Det er, som er jeg netop er vågnet fra en dvale. Jeg ser ned af mig selv og opdager, at jeg er klædt i dyreskind. Hvorfor ligger jeg i en skov med en fremmed dreng, klædt i dyreskind? Hurtigt får jeg rejst mig op og ser mig omkring. Så vidt, mit øje rækker, er der intet andet end skov, og jeg ser igen på drengen. "Hvor er vi?" råber jeg næsten panisk. Hvis dette skulle forestille at være efterlivet, er jeg indtil videre ikke specielt begejstret. Han rejser sig også op. Som jeg er han klædt i læderbukser, men hvor jeg har dyreskind til at holde mine bryster faste, har han blot bar overkrop.
"Lad os begynde at gå. Måske finder vi en vej," siger han. Jeg nikker lettere forvirret og følger efter ham. Hvilken vej, vi skulle gå mod, ved ingen af os.

"Hvad er dit navn?" Vi har gået i stilhed i, hvad der synes som flere timer, og pludselig spørger han om mit navn. Jeg ser en anelse overrasket på ham, men svarer derpå.
"Erica. Og du?" siger jeg og ser igen lige ud. Jeg spejder konstant efter et hus, en vej, tegn på liv, men de eneste lyde er dem, vi laver, og dyrenes.
"Pænt navn. Jeg hedder Wyatt," siger han, og jeg smiler til ham.
"Wyatt er også nydeligt," siger jeg, og han smiler også. Wyatt. Jeg mindes at have hørt det før, men tiden før min død husker jeg ikke så tydeligt længere. Ja, jeg husker grunden til, at jeg sprang, men menneskene i mit liv står knapt så tydelige, og jeg savner i hvert fald ikke min mor.

"Lys! Jeg ser lys! Kan du se det? Derhenne!" råber Wyatt begejstret. Vi har gået i mange, mange timer nu, og solen er gået ned. Det er mørkt, og jeg har ikke lagt mærke til andet end det, der var lige foran mig, i efterhånden lang tid. Jeg ser op - ganske rigtigt er der tre lys ved siden af hinanden. Lys betyder mennesker, og mennesker betyder et sted at sove og mad. Jeg er træt, sulten og tørstig, så naturligvis begynder Wyatt og jeg straks at løbe mod lysene.
Efter kort tid når vi hen til huset, lysene kom fra. Det er et gammeldags lerhus med stråtag, og vi banker udmattede på døren. Kort efter bliver den åbnet, og Wyatt smiler et charmerende smil.
"Vi ved ikke helt, hvor vi er. Jeg tænkte på, om I eventuelt kunne fortælle os, hvordan vi kommer væk?" spørger han i en flatterende stemme. Den gamle kvinde i døren måber en anelse, men bliver derpå begejstret og råber efter sin mand. Hun har en gammeldags lærredskjole på, og jeg føler mig som sat tilbage i vikingealderen.
"De er kommet!" siger manden begejstret og vinker os ind. Jeg ser forvirret på Wyatt, og han ser mindst lige så forvirret på mig, men vi går ind af døren og bliver straks placeret på nogle skind ved siden af et ildsted.
"I er fra den anden verden! I skal redde os!" siger konen spændt og klapper i sine rynkede hænder. Jeg rynker panden og retter igen blikket mod Wyatt. Han ser lige så forvirret ud, som jeg føler mig. Den anden verden?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...