En ny dag begynder

Virkeligheden er skræmmende. Der sker alt for meget, og Erica kan ikke kapere det længere. Hun flygter ved at forsøge selvmord, men det, der sker efter, er mindst lige så skræmmende. Lykkedes hendes selvmordsforsøg og er dette efterlivet, eller drømmer hun blot?

2Likes
4Kommentarer
466Visninger
AA

3. En drøm

Jeg kan høre ham. Han er tæt på. Det er vidunderligt at høre hans dybe basstemme igen. Mine øjne lukkes, og jeg lader mig glide ind i en tilstand af nydelse ved igen at føle hans nærvær. Han får mig til at føle mig tryg, at føle mig elsket. "Hvad ønsker du, Erica?" hvisker han. Jeg åbner øjnene, og jeg kan se ham. Hans mandelformede, chokoladebrune øjne, jeg har kendt og elsket i alle de år, jeg blev beæret med hans bekendtskab. Han er den faderfigur, jeg altid har manglet - alt det, jeg har ønsket i samme menneske. "Dig," hvisker jeg tilbage, "hvorfor skulle du dø?" Han ser smertefuldt på mig og tager min lille, fine damehånd i hans store lab, og igen føler jeg mig tryggere end nogensinde før. "Kom med mig," siger han, "jeg venter på dig."

"Lille pus, festen er om to timer, og du er først lige stået op! Hvad er meningen med at sove til klokken 16?" Med denne reprimande bliver jeg vækket, og min mor er allerede igang med at finde en passende kjole. Jeg gnider mig i øjnene, og hun ser opgivende på mig.
"Du er så køn, min skat. Det er en skam, du ikke gør noget for at forbedre det gode udseende, du har arvet fra mig," siger hun og klapper mig på kinden. Jeg ruller med øjnene og sparker dynen af mig i stille protest mod hendes ord.
"Jeg kan selv," siger jeg skarpt, og hun ser et øjeblik på mig. Jeg kan fornemme det - hun tænker, at jeg blot er et oprørsk teenagebarn, men det er jeg ikke. For at være ærlig er jeg led og ked af, at hun er så ung og fokuseret på rige mænd - og hun er led og ked af, at jeg ikke blev som hende.

Jeg ser i spejlet og finder en ganske respektabel, ung kvinde på seksten år i en nydelig, sort kjole med blomstermønster og en sød frisure. Det er ikke mig. Længselsfuldt ser jeg mod de jeans og den sorte trøje, der ligger på sengen. Skulle jeg vælge mellem at skate med mine få, ægte venner i aften og at tage til denne fest, står mit valg klart. Jeg sukker. Havde jeg dog bare haft en moder, der forstod min vansmægt efter det frie liv.
"Du ser vidunderlig ud," kommenterer min mor, "du skal selv køre hjem, så du må ikke drikke. Jeg har en... aftale," hun rødmer en anelse.
"Er du forelsket?" siger jeg påtaget overrasket og smiler, selvom jeg godt ved, det nok ikke er ham, hun er ude efter, men hans penge. Alligevel har jeg aldrig før set min mor flov, og denne svage blussen i hendes kinder er endnu ukendt for mig. Jeg ved ikke, hvad den betyder, og det gør mig usikker.
"Nej.. jeg mener.. han er sød, rar og meget pæn.. men ikke rig, så det er heldigt, vi har penge, hvis jeg nu ikke flygter," siger hun og smiler en anelse, mens hun kigger på mig. Denne gang er min overraskelse rigtig - jeg stirrer direkte ind i hendes grønne øjne. Hun taler oprigtigt - der er ikke den mindste antydning af tvivl at finde i hendes smukke ansigt, men kun røde kinder, der ikke er et resultat af pudderdåsen. Min omsværmede, lykkejagende mor, som jeg ligner så meget, har forstået kærligheden før jeg. Hvem skulle have troet det? Jeg er glad på hendes vegne, men igen beviser det blot, hvor indholdsløst mit liv er. Hvor lidt frihed, jeg har.

"Du er så kedelig, Erica!" råber Hayley skraldgrinende og rækker igen vodkaflasken hen mod mig. Jeg har lyst til den for at drukne mine sorger, men afslår alligevel. Det er mit ansvar at få mine venner sikkert hjem - denne gang har jeg påtaget mig at køre dem alle hjem i Jacks fars varevogn, men de er allerede meget påvirkede af alkoholrusen og føler ikke, det kan skade mig at køre spirituskørsel.
"Jeg skal få dig hjem, skat, så nu lukker du," siger jeg smilende og løfter en pegefinger mod hende. Hun finder det hylende morsomt og knækker sammen af grin på gulvet, og en dreng, jeg ikke lige genkender, falder over hende. Han er tydeligvis også påvirket af et eller andet, der ikke bare er alkohol. Jeg sukker. Hvis politiet kommer, har de intet på mig, for jeg har ikke indtaget noget og har ej heller noget på mig. Desuden ved jeg, min mor ville vifte det væk som teenage-pjat og ikke bekymre sig det mindste om det - jeg husker stadig hendes mange historier om de gange, politiet crashede de vilde fester, hun deltog - og deltager - i.
Jeg takker mig selv for at have tilbragt så mange dage i fitnesscentret, da jeg nu er i stand til at bære de, der knapt er i stand til at gå, ud i varevognen. Klokken er halv fem, og jeg ved, at mange af deres forældre snart står op, så jeg bør nok få dem sikkert hjem og i seng. Det bliver deres eget problem, hvis forældrene opdager, hvor fulde, de er. Da jeg endelig har fået spændt sikkerhedsselen på Hayley og hendes to veninder, sætter jeg mig selv ind på førersædet og ignorerer deres kommentarer. Det er et held, at jeg har god hukommelse, så jeg kan huske, hvor alle bor.

"Åh gud, hvad er der dog sket?" en bekymret kvinde kommer ind af døren, da jeg er igang med at tage skoene af den bevidstløse Hayley.
"Hun drak så meget alkohol, at hun besvimede. Jeg fik hende bare hjem." siger jeg og trækker på skuldrene. Det er Hayleys eget problem.
"Jeg har sagt det til hende.. nu skal jeg tage over. Mange tak, Erica, du er i sandhed en god veninde!" siger Hayleys mor og smiler til mig. Jeg nikker tilbage og går ud af døren, mens jeg håber, Hayley vil få skældt huden fuld. Hun burde virkelig ikke være så uforsigtig, når hun kun er sytten.

Jeg er på vej hjem. Varevognen er afleveret, og solen er ved at stå op. Træt stiller jeg mig ved en motorvejsbro og ser ud over bilerne, der kører forbi. Jeg drukner næsten i lydene og lukker øjnene, mens jeg forsigtigt træder det første skridt op på spærringen. Aldrig mere vil jeg behøve at gå til åndssvage fester, og aldrig mere vil jeg behøve at høre på min mors overfladiske kommentarer. Jeg træder det næste skridt. Alt, jeg behøver at gøre, er at springe, og så vil det hele være forbi. Hvad vil der ske? Hvor vil jeg komme hen? Jeg åbner øjnene og ser på den motorvej, der skal blive min redning fra dette liv.
"Du må ikke springe," hører jeg pludselig en stille stemme bag mig. Jeg drejer hovedet og ser ind i en mørklødet, venlig mands brune øjne. Han rækker hånden ud mod mig. Jeg ser på ham. Tårer flyder ned af mine kinder. "Det er for sent," siger jeg og lukker øjnene. Jeg springer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...