En ny dag begynder

Virkeligheden er skræmmende. Der sker alt for meget, og Erica kan ikke kapere det længere. Hun flygter ved at forsøge selvmord, men det, der sker efter, er mindst lige så skræmmende. Lykkedes hendes selvmordsforsøg og er dette efterlivet, eller drømmer hun blot?

2Likes
4Kommentarer
401Visninger
AA

1. Begyndelsen

"Se i spejlet. Hvad ser du?" hvisker hun blidt i mit øre. Jeg kigger i spejlet. Mit trætte ansigt kigger tilbage på mig, men jeg kan ikke genkende mig selv. Jeg har poser under øjnene. De æstetiske, grønne øjne, der plejede at være så fulde af liv og glade dage. Mine kinder er hule, og det smil, der tit er at finde på mine læber, kan jeg ikke finde frem.
"Erica," hvisker hun igen, "vi må se at få gjort dig i stand til begravelsen."Jeg drejer hovedet og ser lige ind i min kære moders grønne øjne. Hvor tit har jeg ikke fået at vide, at jeg ligner hende på en prik? Hun er et frygteligt menneske. Jeg kan ikke holde hende ud. Hendes mand gennem de sidste fire år er død, og hun bekymrer sig om noget så ufatteligt ligegyldigt som udseendet. Den eneste af hendes mange mænd, jeg havde holdt af. Jeg ser blot på hende, mens hun griber pudderdåsen og begynder at lægge sminke på mig. Den maske, der skal gemme mit ansigt resten af dagen, er nu påbegyndt.

"Den med blonder eller den med perler?" spørger hun livligt og holder to kjoler frem for mig. Jeg stirrer ligegyldigt på dem. Hvorfor kan hun ikke forstå, at jeg virkelig ikke bekymrer mig om, hvorvidt jeg har perler eller blonder på min kjole idag? Jeg lader mig selv falde ned på himmelsengen og sukker dybt.
"Så bliver det den med perler," siger hun lettere fornærmet og lægger den ved siden af mig. Jeg kigger på den. Den er ganske yndig og passer langt fra til en så trist begivenhed som denne. Hun valser ud af rummet og lukker højlydt døren efter sig. Jeg kommer langsomt op fra den tiltrækkende seng, hvor jeg lå en hel dag uden hverken at spise eller drikke, og smider perlekjolen hen i den anden ende af det anseelige rum, jeg har kaldt mit værelse gennem de sidste fire år, hvorpå jeg begiver mig hen mod klædeskabet.
I det yderste hjørne af mit gigantiske garderobeskab finder jeg noget passende til lejligheden. En meget simpel, sort kjole uden noget åndssvagt tilbehør som perler eller blonder. Jeg trækker pyjamassen af og den sorte kjole på. Min egen passive-aggressive protest mod min mor.

"Kunne du i det mindste ikke have taget noget ordentligt på?" spørger min mor, da vi sætter os ind i den dyre Mercedes, hun købte få dage før hans død. Jeg begynder nærmest at mistænke hende for at have sørget for hans død, fordi hun netop er så fro i denne triste stund.
"Hej, min pige," siger min mormor smilende og kysser mig på begge kinder. Hun begynder en hyggelig snak med min kære moder, og jeg er ikke helt sikker på, om hun spørger mig om noget, for jeg nægter pure at lytte til deres ligegyldige snak.

Resten af ceremonien virker ikke lang. Præsten knevrer løs med futile ord, som ikke interesserer mig den mindste smule. Jeg giver hånd og hilser pænt på de, der kommer til mig for at kondolere - selvom dette er en sorgens stund, husker jeg mine gode manerer og min moders endeløse snak om, at de mennesker, jeg husker at hilse pænt på, muligvis en dag kan vise sig nyttige. Da præsten endelig er færdig med sin ellers uendelige praten, bliver jeg stående ved hans grav. De sidste, jordiske rester af den eneste person, jeg har holdt så meget af. Naturligvis bekymrer jeg mig også om min tankeløse mor, men hun er så centreret på udseende og mænd, at jeg virkelig holdt mere af Jared - og nu er han død.

"Lad os komme hjem, Erica, min skat," siger hun, lægger sine bløde hænder på mine skuldre og begynder at føre mig hen til bilen. Jeg følger tavst med og sætter mig ind på bilens bløde lædersæde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...