Trying So Hard

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Hun var så tæt på. Hun prøvede så hårdt, men hun kunne stadig ikke give slip. Elliot har mistet sin kæreste, Daniel Collins, til kræft for to år siden. Selvom der er gået to år kan hun stadig ikke helt give slip. På trods af at hun har en ny kæreste river fortiden i hende og det ser ud til at hun har brug for den helt rette person til at hjælpe hende i gennem det hele.
*Det er et one-shot*
*Med i konkurrencen og det er baseret på sangen Near to you – A Fine Frenzy*

39Likes
63Kommentarer
946Visninger

1. 1

Det regnede. Virkelig meget. Hun sad på vindueskarmen i stuen. Menneskerne gik forbi. Ingen lagde mærke til, at hun stirrede ned på dem. Hun studerede dem. Spekulerede over, hvad de havde været igennem i livet. Om de havde mistet en de elskede.

Hun opfandt en fortid til hver eneste af dem. Den lille pige, som gik med hendes far i hånden, havde mistet sin mor. Hun grinte af noget hendes far havde sagt. Hun smilede på trods af hendes situation.

Manden i den grå frakke havde mistet sin datter. Han sad alene på cafeen overfor hendes lejlighed. Hun lagde mærke til at han smilede til tjeneren, som kom med hans kaffe, som han efterfølgende tog et sip af. De faldt hurtigt ind i en samtale, og det endte måske med starten på hans nye lykke.

Manden havde måske aldrig mistet en datter. Måske havde han mistet sin bedsteven eller noget helt tredje. Alligevel havde han styrken til at smile. Den lille pige var måske flyttet hertil, og savnede sine veninder frygtelig meget. Alligevel smilede hun også. Elliot måtte se at finde sin indre styrke frem.

Hun sad der i lang tid og gloede ud af vinduet. Først lagde hun mærke til cafeens navn og måden det stod på. Så lagde hun mærke til metroen, som hun underligt nok aldrig havde givet halvt så meget opmærksomhed, som hun gjorde i dag.

I dag var en lørdag, og om lørdagen arbejdede Harry. Som altid, når der ikke var noget til at distrahere hende, endte hendes tanker over på døden. Eller rettere sagt på Daniel.

Eftersom hendes tanker blev mere og mere dystre rejste Elliot sig, og rakte ud efter sin mobil. Hun trykkede på den første sang, som dukkede op i hendes playliste. Hun lukkede øjnene, og lukkede alt andet ude. Selv den højlydte regn.

Så begyndte hun at bevæge sig i takt til musikken, og lod musikken opsluge hende. Venstre, ned, jerk, stop, drej. Sådan fortsatte hun med forskellige moves, som bare faldt hende ind. Ikke engang, da hun ramlede ind i sofaen og slog sig stoppede hun. Hun rejste sig bare, og fortsatte, hvor hun slap.

Det var sådan Elliots hverdag var blevet efterhånden. Bare fortsæt, hvor du slipper. Lad være med at tænke på, hvad der er sket. Om det gør ondt eller om det ikke gør. Det hele handlede bare om, at fortsætte livet så meget som muligt uden at huske og kigge for meget tilbage.

Hun rystede på hovedet, og stoppede. Det var som regel altid hendes tanker, der stoppede hende. Præcis ligesom nu. Hendes tanker var hendes eget personlig lille helvede. En lille boks hun aldrig kunne flygte fra. En lille boks, hvor alle de ting, hun gerne ville glemme befandt sig.

”Elliot,”

Det fik hende tilbage til virkeligheden igen. Harry, som sagde hendes navn. Harry fik hende altid tilbage til virkeligheden. Det var derfor hun havde så meget brug for ham. Han var hendes udvej, som hun var begyndt at elske. Måske elske mere end hun havde elsket Daniel. Hun skulle bare have tid til at indse det.

Hun betragtede Harry, mens han lagde sin taske fra sig, og derefter slukkede for musikken, som stadig kørte fra hendes mobil. Hun kunne se frustrationen tydeligt i hans ansigtsudtryk. Han kastede sig tungt på sofaen, og sukkede.

Hun blev bare ved at betragte ham med et tomt udtryk. Det tomme udtryk, som Harry efterhånden kendte så godt. Det tomme udtryk, som hun altid fik lige efter hun havde tænkt på ham. Det var svært for Harry at konkurrere med en person, som overhovedet ikke fandtes, om hendes opmærksomhed.

Nogle gange troede hun oven i købet at Harry var ham. Det gik mere ondt end man skulle tro. Det føltes, som om han var blevet stukket ned. Harry havde aldrig været typen, som faldt for nogen. Hvis Harry skulle være ærlig, havde han været en player før hende. Hans hverdag bestod af at feste, danse og knuse hjerter. Det var lige indtil hun kom eller mere lige indtil Daniel døde.

Elliot kendte ham udmærket godt, og hans vaner med at skrotte pigerne efter han havde fået, hvad han kom for i starten, og Harry kendte hende. Alligevel støttede hun sig op ad Harry, og han faldt for hende. Faldt så hårdt at han ikke kunne rejse sig op igen. Han ville ikke engang op at stå igen medmindre, hun rejste sig op med ham. Medmindre de støttede sig op ad hinanden for, at kunne komme op at stå.

Harry sukkede, ”Vil du snakke om det, El?”

Elliot kiggede overrasket op igen. Hun havde fortabt sig i hendes tanker igen. Harry kiggede spørgende på hende, og hun sukkede. Hun havde ikke hørt, hvad han havde sagt. Ud fra hans ansigtsudtryk havde han regnet den ud, derfor gentog han hans spørgsmål.

”Nej,” mumlede hun lavt. Endnu gang undslap, der et suk fra hans læber. Bare det at han altid var så frustreret gav hende lyst til at snakke. Bare at snakke om det for at få det væk. Få al hans stress og sårede følelser væk. Hun havde såret ham mere end nok.

Måske burde hun have været forsigtig med hensyn til Harry, men det havde hun ikke været. Hun havde gjort det klart at hun ikke kunne give ham noget, kun tage, og han var blevet. Måske var det derfor det var så hårdt for hende at se ham sådan. Han havde givet hende så meget, men havde ikke fået noget til gengæld.

”Jeg vil så gerne, Harry,” begyndte hun, mens hun studerede sine grimme, blege negler. ”Men jeg kan ikke. Jeg vil så gerne, men det er for hårdt. Daniel… han betød så meget, og jeg tror ikke, jeg stadig har forstået det. Jeg har aldrig været en særlig stærk person... Jeg… kan bare ikke.”

Bare at sige det fik hende til at bryde sammen. Hun var sådan en ynkelig person.

***

Som hver eneste gang fandt Harry hende i danselokalet, hvor hun lod al sin frustration ud. For at være ærlig lagde hun aldrig mærke til at, han dukkede op før han slukkede for musikken. Musik og dans var hendes liv. Hendes mulighed fra at flygte fra de ting, hun ikke ville tage stilling til eller brød sig om. 

Hun faldt sammen af udmattelse og kiggede op på det gamle ur, men som stadig virkede, der hang på væggen. Det viste at hun havde befundet sig her i tre timer. Det undrede hverken Harry eller hende, selvom det nok bekymrede ham mere end det bekymrede hende.

”Elliot,” sukkede han og lød utrolig træt. Han kørte en hånd igennem sit hår, hvilket automatisk fik hende til at tænke på Daniels bløde hår, som hun havde elsket. Som hun stadig elskede og savnede.

”Undskyld,” mumlede hun stille. Hun skammede sig altid over sig selv, når han fandt hende sådan her. Han lød så træt og udkørt, og Harry havde aldrig set så træt og udkørt ud før, de begyndte at komme sammen.

Han rystede på hovedet, og tændte musikken igen. ”Lad os køre det igennem sammen.”

Hun nikkede. Harry var danser præcis ligesom hende selv. Hun rejste sig op på benene igen. De gennemgik dansen sammen, og rettede hinanden, når den ene lavede en fejl. Hun elskede Harry. Det gjorde hun virkelig. Bare ikke på samme måde, som hun havde elsket Daniel.

Daniel havde været hendes et og alt. Hendes sol og stjerne. Lige meget hvor meget hun prøvede, kunne Harry ikke udfylde den plads. Hun havde prøvet at forklare ham det, men han ville stadig have hende. Elliot, den ødelagte pige. Pigen, som aldrig rigtig kunne elske ham ordentligt eller på den måde han ville have det.

Elliot fortabte sig i musikken og hendes bevægelser. Det eneste hun lagde mærke til var musikken, og intet andet. Selv Harry gik i baggrunden. Lige indtil han tog fat i hende.

”Elliot,” sukkede han igen. Denne gang sukkede han ikke bare. Han tog fat i hende, og fik hende til at sætte sig på dansegulvet, før han satte sig over for hende. I lang tid stirrede han bare på hende. Hun var udmærket klar over, at han ventede til hun var klar til at kigge ham i øjnene.

”Tænk på ham,” kommanderede han, da hun endelig tog sig sammen. Hendes øjne blev større, og hun rystede på hovedet før hun kiggede ned. Hun kunne mærke hendes hjerte trække sig sammen i smerte. Det var som altid noget hun forestillede sig.

”Nej,” mumlede hun og gjorde mine til at rejse sig op igen. Han tog fat i hendes håndled før hun kunne nå at flygte.

”Du bliver nødt til det, El,” svarede Harry straks tilbage. Han havde ikke sagt, at han elskede hende, men hun kunne se kærligheden lyse ud af hans øjne. Hun krympede sig, og kiggede væk. Hun kunne ikke klare det. En tåre faldt fra hendes øjne.

”Prøv,” pressede han. ”Prøv for min skyld.”

Hun rystede på hovedet igen. Hun kunne mærke at den næste tåre, ville efterfølge den første, hvis det blev.  

”Jeg kan ikke. Kan ikke,” hviskede hun rådvildt. Hun begyndte at ryste. Forsigtigt rykkede han hende tættere på, så hun til sidst var så tæt på, at han kunne lægge armene om hende. Pludselig kom hun til at tænke på Daniel. Hun forestillede sig at det var Daniel, der holdte om hende, men det føltes ikke som det plejede at gøre. Harrys kram satte ild i hende, mens det at prøve at huske Daniels bare gjorde hende mere ked af det.

Tårerne var så stille begyndt at trille ned af hendes kinder. Harry tørrede en af dem væk, og hun kom automatisk til at tænke på Daniels berøringer. Hvordan han altid kunne sætte ild til hendes hud ved at røre hende.

Daniels kys kunne meget hurtigt få hendes hjerte til at banke hurtigere end normalt. Ved mindet mistede hun vejret. Deres første kys havde ikke været af kærligheden. Det var ikke begyndt sådan. Men alligevel havde hun mistet pusten af hans kys. Hun var blevet afhængig af dem.

 Elliot genkaldte sig følelsen af hans bløde hår, og følelsen af at køre hånden igennem det. Hans skæve smil dukkede efterfølgende op, og hvordan det plejede at føles som om sommerfugle var sluppet fri i hendes mave.

Uden at hun havde lagt mærke til det, var hendes lydløse tårer gået fra lydløse til højlydt hulken. Hun trykkede sig tættere ind til Harry og lod det ud. Lod al sin sorg ud i hans T-shirt, og klemte livet ud af ham. Det så ikke ud til at gøre ham noget, for han holdt selv godt fast i hende.

Det hende og Harry havde sammen var mere anderledes end det hun havde haft med Daniel. Mere forsigtigt. Hun havde mere brug for Harry end hun havde haft brug for Daniel. Hvis hun skulle være ærlig nød hun deres forhold. Deres forsigtige kærlighed til tider og andre gange meget hed kærlighed.

Tæt på Harry healede hun, selvom det tog tid. Selvom Daniel var væk, og Harry var fantastisk var det hårdt at komme videre. Hun var såret. Som Bambi på glatis. Hun arbejdede hårdt, men det tager tid at blive den samme igen.

Hun tvang sig selv til at huske deres tid sammen. Deres første fest. Hvordan han nærmest havde klædt hende af med sit blik. Deres første date eller pjækketur. Han havde taget hende med ud på stranden en sommer morgen, hvor de egentlig havde skole. Hans grin fyldte hendes sind, og hun klemte sig endnu tættere ind på Harry.

Hun blev ved med at huske. Blev ved med at græde og hulke. Hun huskede hver eneste ting de havde lavet sammen. Og det smertede. Det smertede virkelig.

Daniels ansigt dukkede op igen. Denne gang lagde hun mærke til at han var som et foto. Et sort og hvidt foto, som var ved at falme væk. Han var ved at falme væk fra hende. Det fik hende blot til at græde hårdere. Daniel var så langt væk. Hun var så tæt på. Så tæt på at være Harrys. Så tæt på at være sig selv igen, selvom hun aldrig helt ville være den samme igen nogensinde.

”Jeg savner ham,” hviskede hun grædende. Harry vuggede hende frem og tilbage. Forsigtigt plantede han et kys på hendes hovedbund.

”Det ved jeg, skat,” svarede han hviskende tilbage. Det sad sådan i lang tid uden at nogen af dem sagde noget. Det eneste de havde brug for var hinanden.

”Han plejede at synge for mig, når jeg var ked af det,” sagde hun hviskende ud i det blå. ”Han var så kæk og fræk. Alligevel var han blid og venlig. Han behandlede mig som en dronning. Han var den første fyr jeg nogensinde forelskede mig i. Han var mit liv.”

Harry sagde intet. Han kunne fornemme, at de var gået et stort skridt frem ad. De var så tæt på deres mål nu. Selvom det måske ikke var tidspunktet mærkede han et sting af jalousi.

”Jeg elskede ham,” mumlede hun og begyndte at hulke igen. Det forbigik ikke Harrys opmærksomhed, at hun havde sagt ’elskede’ og ikke elsker. På trods af situationen de befandt sig i begyndte han at smile.

”Jeg tror det hårdeste var, at jeg så ham dø. Jeg så ham miste sine kræfter. Så hans smerter. Hvordan han lige pludselig fik svært ved at gå eller bare blev svimmel. Han elskede fodbold. Han mødte næsten aldrig op til timerne, men han var der altid til træning. Altid. Pludselig kunne han ikke spille det længere. Hele hans fremtid var blevet ødelagt, og han kunne ikke engang gøre det han elskede længere. Han...”

Elliot stoppede pludseligt. Minderne blev for meget, og smerten overvældede hende. Det var første gang at hun havde tænkt tilbage til den periode af hendes liv. Og det gjorde ondt. Hvis hun havde været mere modig havde hun gjort det her for længst.

Men det var hun ikke. Elliot havde altid været bange for smerte, men ikke længere. Den her smerte ville aldrig gå væk, hvis hun ikke fik den overstået på et tidspunkt. Den her smerte var ikke ligesom, når hun faldt og skrabede benet. Det var mere ligesom et brækket ben, som aldrig healede.

”Han blev mere og mere trist for hver dag, der gik. Da han mistede håret…” hun tørrede en tåre væk. ”… mistede han en del af sig selv. Han stoppede med at bekymre sig om en hel del ting. Han glemte alt omkring sig, og lukkede samtidig af for verden. Ingen kunne nå ind til ham. Ingen vidste noget om ham. Bortset fra mig.”

Hun rystede svagt på hovedet, og tørrede de nye tårer væk. ”Han fortalte mig alt. Alle sine tanker. Hvordan han følte. Han fortalte mig oven i købet, at han måske overvejede at begå selvmord før døden indhentede ham. Det var måske grænsen for mig der, men jeg kunne ikke lade ham gå igennem det alene. Jeg blev hos ham. Gennemgik smerten og håbløsheden med ham.”

Harry vuggede hende frem og tilbage. Prøvede at berolige hende og få hende væk fra minderne. De var ved at opsluge hende.

”Jeg siger ikke at han var en god fyr. Langt fra. Daniel gjorde alt det han ikke måtte. Fik et kick af det tror jeg. Han røg, havde prøvet stoffer og havde været igennem de fleste piger på vores skole. Jeg var den gode pige, som aldrig turde gøre noget at det han gjorde. Pludselig hev han mig med ind i hans verden, og jeg elskede den. På trods af at jeg var den gode pige forelskede han sig i mig. Jeg tror at, det var det, der gjorde at jeg faldt for ham. At han faldt for mig på trods af det.”

Harry vidste det. Hele skolen vidste det. Det var ikke gået forbi nogens opmærksomhed at skolens badboy havde mistet interessen for alle pigerne og kun gik efter en. Selv lærerne havde bemærket det.

”Da han døde... dødede jeg med ham. Hvis jeg havde været et modigere menneske havde jeg begået selvmord med ham, men det var jeg ikke. Jeg har altid været fej.” sagde hun hviskende med en grødet stemme.

Harry kiggede chokeret på hende. ”Du var ikke fej, Elliot. Det har du aldrig været. Det er fejt at begå selvmord. Det er så fejt. Du efterlader så mange mennesker så meget smerte. Du efterlader dem den smerte du ikke selv kunne holde ud. Det er ikke kun fejt, men også egoistisk. Du gjorde det rigtige. Det er okay at sørge. Det er helt okay.”

Men det gjorde hende glad. Gjorde hende så glad at det måske overskyggede hendes sorg. Harry bekymrede sig om hende. Det vidste hun at han gjorde, men det føltes som om det først var gået op for hende nu. Hvor dum og egoist hun havde været. 

”Jeg elsker dig, Elliot Bennet,” fortalte han hende. Det fik kun Elliot til at græde mere, men denne her gang vidste hun ikke, om det var af sorg eller om det var af glæde. Hendes mave slog kolbøtter, og hun havde en stærk hovedpine.

Hun var så meget bedre tættere på ham. Harry var som hendes medicin. Han helbredte hende. Det var en langsom process, men den var sikker.

Daniel og hende havde haft et smukt forhold. De havde været tætte og forelsket, men de var aldrig rigtigt nået over solskin stadiumet.

Det var hun med Harry. Harry og hendes forhold var startet baglæns og gik kun fremad. Det skulle nok ordnes sig på et tidspunkt.

Hun trykkede sig længere ind til Harry, og smilede. ”Jeg elsker dig,” hviskede hun.

Det havde hun endelig indset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...