New York's kærlighed.

Melody. En helt normal teenager - med en lidt vild historie. Hendes far døde for et par måneder siden - hvilket også har gjort hendes mor er ekstra udmattet og træt. Mel chatter med den fyr, som endnu ikke har mødt i virkeligheden - mon det er ægte kærlighed?

2Likes
0Kommentarer
318Visninger
AA

2. Et helt normalt liv.

"Mel," skreg min mor nede fra køkkenet. Klokken var lidt over syv og jeg var stadig ikke stået op af sengen. Det var som om, at min dynes varme holdt mig fast til sengen. "Melody, så er det altså op! Du skal i skole," blev hun ved. Det var dog utroligt, tænkte jeg. Giver hun aldrig op?

Endelig kom jeg op af sengen. Klokken var efterhånden halv otte og jeg havde virkelig travlt - men lod mig stadig ikke stresse, da det efterhånden skete tit, at jeg kom for sent i skole. Jeg satte mig til at rede mit bølgede, brune hår. "Er du stået op?" råbte mor og listede sit hoved ind af døråbningen. Jeg nikkede træt. Man kunne tydeligt se udmattelsen i hendes ansigt. Hun var alenemor til fire unger. Min far døde for et par måneder siden. Mine to yngre søskende husker ikke ret meget fra tiden med Far - men det gør jeg. Far var noget specielt. Han var kærlig, omsorgsfuld og ikke mindst meget fantasi-fuld. "Skal jeg køre dig?" spurgte mor meget stille. Jeg kiggede på hende. " Okay."

Skolen. Det mest hadede sted på hele jorden. Skolens mure var lavet af beton og var fuldstændig grå og kedelige. Ikke en farve var placeret på skolens mur - altså udover de mange "Lone elsker Tobias"-tegninger. Legepladsen var tom og det samme med kantinen. Alle eleverne må befindes sig i deres fag-lokale - hvilket må betyde, at jeg måtte gemme mig på skolens toilet - indtil næste time begynder - for ikke at gøre mig komplet til grin, igen.

ENDELIG! Skole-dagen var slut og jeg måtte tage en taxa hjem, som jeg efterhånden gør hver dag. New York, gud, hvor jeg dog elsker at bo i den by. Noget i min lomme begyndte, at vibrere og jeg tog straks hånden ned i lommen for at få fat på mobilen. "Hej Justin," svarede jeg efter at have trykket på det grønne telefon-rør. "Hey Mel," lød det i den anden ende. Justin og jeg havde kendt hinanden i lidt over et år. Vi har aldrig mødtes, men jeg følte lidt at vi havde lidt af et forhold til hinanden. Normalt kunne vi snakke i timevis om egentlig ligegyldige ting - men samtidige var vi vildt gode til at kommunikere med hinanden. " Kommer du aldrig til New York?" spurgte jeg dumt, men samtidigt mente jeg det. Jeg ville ønske, at vi bare én dag kunne mødtes. "Mel, du ved godt, at jeg ikke har tid. - Jeg har meget at se til," svarede han, som om han havde sagt det en milliard gange før. Tsk, det er bare så typisk ham, tænkte jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...