Én for meget..

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2013
  • Opdateret: 22 jul. 2013
  • Status: Igang
Hayley og Jasmin er tvillinger, men de har intet tilfælles – ikke engang deres fødselsdato. Imens Hayley knokler hårdt hver dag for at opretholde sin populære status på skolen og sine gode karaktere, så hun kan opnå sin drøm om at blive skuespiller, lever Jasmin det liv Hayley altid har drømt om. Jasmin har netop fået hovedrollen i en film, der forventes at få succes over hele verden, og oven i det skal hun spille sammen med Hayleys absolut største idol – Patrick Harris. Hayley forsøger tappert at leve sit liv uden at tænke på sin søster og alt det hun har, men da rygterne begynder at svirre om, at Patrick og Jasmin er blevet kærester får Hayley nok og beslutter sig for, at hun vil have, hvad hendes søster har. Da en uventet mulighed pludselig dukker op griber hun den uden tøven, og hun tænker slet ikke over konsekvenserne..

17Likes
22Kommentarer
1038Visninger
AA

5. Kapitel 5 - Første dag som en anden

Alting drejer rundt da Hayley forsigtigt sætter sig op. Hun er pjask våd efter mødet med den regnvåde asfalt. Den stikkende smerte i siden er der stadig, men hun føler sig ikke dårligere tilpas end at hun sagtens kan komme på benene. Der går lidt tid inden hun ser Jasmin, der stadig ligger stille. Hendes ansigt er næsten helt dækket af blod, og hun ligger alt for stille.

     Hayley griber automatisk ud efter sin telefon, og beder til at den ikke er blevet smadret. Der er gud ske lov ikke sket mere med den end et par ridser. Da hun har trykket nummeret ind giver hun sig en smule panisk til at spejde sig omkring, men de er alene. Den grønne bil er flygtet.    

     Det går hurtigt op for hende, at der ikke er sket noget særligt med hende selv, men hun tænker slet ikke på det til at starte med. Da ambulancen endelig dukker op efter noget der føles som flere timer har hun stadig ikke formået at komme i kontakt med Jasmin, og hun er gået så meget i panik, at hun ikke helt klart husker, hvad der skete efterfølgende. Det næste, der står klart for hende, er, da lægen på hospitalet ser alvorligt på hende, og spørger hvad hendes navn er og Hayley tøver. Tøver alt for længe.

     ”Jasmin Lena Wilson,” svarer hun til sidst, og føler sig endeligt klar i hovedet igen. Indtil nu er det eneste hun har fokuseret på løgnen. Hun har bare holdt fast i tanken om, hvor vigtigt det var, hun sagde hun hed Jasmin. Til alle. ”Har jeg ikke fortalt det? Hvad med Hayley, er hun..?”

     ”Hun er i koma,” siger lægen tonløst. ”Vi arbejder på at stabilisere hendes tilstand, og det er alt vi kan sige nu. Kan du fortælle mig din søsters fulde navn?”

     Hayley gisper lavt. ”Har nogen ringet efter vores forældre?” Hun ignorerer ubevidst det andet spørgsmål.

     ”Ja, det gjorde du selv i ambulancen,” siger lægen med et smil. Hayley prøver forgæves at huske det, men hele turen med ambulancen virker sløret. ”Din søsters fulde navn?”

     ”Ja, Hayley Rebecca Wilson,” svarer Hayley en smule omtumlet. ”Kan jeg se hende?”

     ”Nej desværre ikke. Lægerne skal have ro til at finde alvorligheden af hendes tilstand, men hvis du venter, har du sandsynligvis mulighed for at se det senere.

     ”Hvad er der sket?!” Mrs Wilson kommer løbende på sine høje klappende hæle ned af hospitalsgangen. ”Hayley! Er du okay?”

     Hayley ser panisk på hende, men fatter sig så. ”Nej, det er hun ikke mor.” Det er heldigvis ikke unormalt at forældrene heller ikke kan kende dem fra hinanden.

     ”Åh Jasmin undskyld. Jeg er bare så bekymret. Hvad er der sket med Hayley?”

     Hayley svarer ikke. Løgnes dybe klør har boret sig ind i hende. Hvad er det egentlig hun har gjort? Udnyttet sin søsters forfærdelige ulykke til hendes egen fordel?

     ”Nej du har ikke,” hvisker hun til sig selv. ”Det her er ikke noget du kan gøre for, og du har bare grebet en mulighed, som du ellers aldrig havde fået.”

     Hayley mærker tårerne stige op, og hun er lettet da lægen tager over og forklarer Mrs Wilson om situationen. Fortvivlet sætter hun sig ned, og tænker først nu over hvor hun egentlig er. Hun sidder i en hvid hospitalsseng og hun er iført en hvid kittel hvis lugt virker uvant og ubehagelig.

     ”Fejler jeg noget?” spørger hun, og kigger forvirret på den nål, der sidder fast i hendes hånd, som hun først har opdaget nu.

     ”Nej, det håber vi ikke, men du klagede over nogen smerter i siden, så vi har været nødt til at tage nogen røntgenbilleder. Det er bare lidt smertestillende vi har givet dig.”

     ”Jeg skal hjem,” Hayley forsøger at rejse sig, men lægen ligger en fast hånd på hendes skulder. ”Og jeg skal se til min søster.”

     ”Du skal nok få lov til begge dele, men lige nu bliver du nødt til at vente.”

     ”Du skal ikke bekymre dig, Skat. Jeg skal nok ringe til John, og sige at du ikke kommer i morgen. Det er jeg sikker på, han nok vil forstå.”

     Hayley slapper let af igen, og kan ikke lade være med at stirre lidt på sin mor. Det er første gang hendes mor nogensinde har kaldt hende ’Skat’, og hun tror vitterligt på, at Hayley er Jasmin. Måske er den her idé slet ikke så urealistisk som hun først frygtede.

*

Onsdag morgen er Hayley mere nervøs end hun nogensinde kan huske hun har været før. Det er nu hun for alvor skal narre alle, hvis hendes plan skal holde. Én fejl, og det hele kan falde til jorden. Konsekvenserne af det vil hun slet ikke tænke på.

     Hun har brugt dagen før på at gå igennem alle Jasmins ting. Hendes computer, hendes mobil, hendes kalender og ikke mindst hendes manuskript med alle replikkerne. Hayley kan heldigvis drage fordel af, at hun hørte hvor de var kommet til i mandags og ved hvad hun skal sige, og hvilken scene det er de skal til at indspille.

     Hun frygter mest for at møde Patrick. Hun aner ikke om han nåede at tale rigtigt med Jasmin i går efter deres kys, og derfor ved hun reelt ikke helt, hvad deres forhold er. Men det må hun bare lade tiden vise.

     Hun føler sig ikke nær så tilpas som første gang da hun kommer gående op imod settet. Det er som om hun er et sted hvor hun ikke rigtigt har tilladelse til at være. Og det er hun jo egentlig også.

     ”Fem dage tilbage..” Patricks hænder er på hendes skuldrem og han vender hende om inden hun når at opdage det. ”Så er det kun os to når vi har fri. Og så i Paris!” Han kigger sig omkring, og lader så sine læber møde hendes i et kort kys. Et kys, der vækker så mange følelser i Hayley at hun helt slår det fra, og prøver at lades som om det ikke skete. Men det gjorde det.

     Hayley prøver at kontrollere sig selv. Adrenalinen der pumper, spørgsmålene der trænger sig på. Paris? Fem dage? Hvad nu hvis hun er tvunget til at tage med? Det er lettere at tænke på end kysset, men begge dele er alt for forvirrende.

     ”Hvad er der?” Patrick ser overrasket på hende. ”Har du allerede glemt det?”

     ”Nejnej.” Hayley sender ham et falskt smil. ”Jeg har bare haft andre ting at tænke på.”

     ”John fortalte om ulykken. Du er sikker på at du er okay, ikke?” Han ser bekymret ud. Hayley kan næsten ikke bære det, men hun er fast besluttet på ikke at give op. Ikke allerede.

     ”Jo, jeg har det fint.”

     ”Din søster er også okay, ikke? Det var begrænset hvor meget jeg lige hørte, men jeg gik udfra det ikke var alvorligt.”

     Hayley mærker klumpen, der har sat sig fast i hendes hals, og føler næsten at hendes stemme ikke virker da hun svarer. ”Hun er ikke okay, Patrick.” Tårerne stiger op. ”Hun ligger i kunstig koma, og lægerne ved ikke hvornår hun vil vågne.”

     Patrick trækker hende ind til sig i en fast bevægelse, og giver sig til at stryge hende hen over håret. Hayley kan ikke lade være med at indånde hans duft, og nyde hans nærhed selvom det er så falsk som noget overhovedet kan blive. De tårer, der ufrivilligt triller ned ad hendes kinder, er ikke kun på grund af Jasmin. De er lige så meget på grund af hende selv. Og på grund af det hun ikke må tænke på, hvis hun ikke vil have endnu flere ting at græde over.

     De bliver først afbrudt da Jack kommer hen til dem. Hayley trækker sig lidt forlegent væk og tørre forsigtigt sine øjne.

     ”Er alt okay?” Der er ægte bekymring at spore i hans stemme.

     Hayley nikker. ”Jaja, det er ikke noget.”

     Jack sender hende et undrende blik, men spørger ikke. ”De leder efter dig ovre ved sminken. Du skal skynde dig lidt, hvis de skal nå at blive færdige med dig, inden optagelserne går i gang.”

     ”Okay, tak.” Hayley river sig helt løs, og begynder at gå op imod sminketeltet som hun heldigvis godt ved hvor er.

*

”Du bliver simpelthen nødt til at stramme dig lidt an, og lade være med at blive så blød. Madeleine synes at Gordon er irriterende og pågående, og du får hende til at virke som om hun allerede er dybt forelsket i ham!”

     Johns ord skærer dybt i Hayley. Så dybt at hun for anden gang denne dag er ved at give op, men igen stopper hun sig selv. ”Undskyld John. Jeg prøver virkelig.”

     Hun hader at spille så sød. I virkeligheden er hun meget irriteret over at denne mand åbenbart aldrig kan blive tilfreds, men hun er nødt til at prøve at opføre sig som sin perfekte søster, og hun ville have taget kritikken til sig. Hun er allerede ved at være træt af sig selv.

     ”Godt så. Klar!”

     Hayley stiller sig hen på sin start position, og sørger for at se så kold ud som hun overhovedet kan. Hun giver det et sidste desperat forsøg, og gør til sidst dét, at hun lades som om at Patrick er Jack. Det hjælper lidt.

     ”Det er en del bedre, Jasmin, men ikke nok. Jeg er ikke helt sikker på du skal fortsætte i dag. Tag hjem og hvil dig lidt,” siger John da scenen er slut.

     Hayley ser irriteret på ham. ”Hvorfor dog det?”

     ”Jasmin, din søster blev kørt ned i går og ligger i koma. Du burde slet ikke være her.” Han ser alvorligt på hende.

     ”Jeg kan ikke gøre noget ovre på hospitalet,” siger Hayley modløst. Hun har prøvet at slå det ud af hovedet hele dagen, men det hjælper hende ikke meget at alle konstant prøver at føle medlidenhed med hende.  ”Jeg har brug for at lave noget for at få tankerne væk.”

     ”Det forstår jeg godt,” svarer John. ”Men jeg kan ikke lade det gå ud over kvaliteten af min film, og jo flere gange vi skal genindspille en scene jo dyrere bliver det.”

     ”Undskyld.” Hayley hader det ord. ”Men kan vi ikke prøve bare en sidste gang?”

     John ryster opgivende på hovedet. ”Jo, hvis du mener du er i stand til det. Men lov mig at sige til, hvis du ikke er. Du må ikke overanstrenge dig selv sådan.”

     ”Jaja..” mumler Hayley stille, og stiller sig igen over på sin start position. Patrick sender hende et opmuntrende blik, men hun gengælder det ikke. Hun er fast besluttet på at denne gang skal det lykkedes.

     ”Flot! Nu begynder det at ligne noget!” John nikker anerkendende tre minutter senere. ”Vi skal nok lige have den et par gange mere, men det kan sagtens vente. Jeg synes i to skal få tidligt fri.” Han nikker imod Hayley og Patrick. ”Så bruger vi eftermiddagen på at skyde nogen af scenerne med broren og faren.”

     Patrick ser glad ud, men Hayley er ikke tilfreds. Hun har bestemt ikke lyst til at tage hjem allerede. På trods af Johns kritik så føler hun sig bedre tilpas her end hun kan huske hun har gjort andre steder. Selv Jasmins forfærdelige tilstand kan hun glemme lidt. Men hvis hun skal tage hjem så vil det hele komme væltende igen. Sorgen, uvisheden og den kvælende dårlige samvittighed som bliver værre og værre for hvert minut.

     Patrick kommer over til hende og tager forsigtigt hendes hånd. ”Jeg forstår godt hvis du helst vil være alene, men hvis der er noget jeg kan gøre for dig så må du endelig sige til, okay?” Hans bekymring er så ægte at den dårlige samvittighed langsomt begynder at brænde. Hayley har lyst til at sige ja. Lyst til at bede ham om at følge hende, hvorend hun går, så hun altid vil have hans arme at begrave sig i, men hun gør det ikke. Det er for forkert.

     ”Tak Patrick, men jeg må hellere klare det alene.”

     ”Okay. Vil du ikke være sød at ringe til mig i aften? Jeg vil være sikker på at du er okay.”

     ”Det skal jeg nok, det lover jeg.” Hayley sender ham et smil fyldt med tilbageholdt smerte og vender sig så væk fra ham og begynder at gå ned imod bussen. Lige så snart han ikke længere kan se hende bliver smilet ægte. Hun kan sagtens vænne sig til at leve sådan her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...