Én for meget..

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2013
  • Opdateret: 22 jul. 2013
  • Status: Igang
Hayley og Jasmin er tvillinger, men de har intet tilfælles – ikke engang deres fødselsdato. Imens Hayley knokler hårdt hver dag for at opretholde sin populære status på skolen og sine gode karaktere, så hun kan opnå sin drøm om at blive skuespiller, lever Jasmin det liv Hayley altid har drømt om. Jasmin har netop fået hovedrollen i en film, der forventes at få succes over hele verden, og oven i det skal hun spille sammen med Hayleys absolut største idol – Patrick Harris. Hayley forsøger tappert at leve sit liv uden at tænke på sin søster og alt det hun har, men da rygterne begynder at svirre om, at Patrick og Jasmin er blevet kærester får Hayley nok og beslutter sig for, at hun vil have, hvad hendes søster har. Da en uventet mulighed pludselig dukker op griber hun den uden tøven, og hun tænker slet ikke over konsekvenserne..

17Likes
22Kommentarer
1063Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Hvis bare..

Hayley kan ikke rigtig fatte det der lige er sket. Af alle job, af alle roller Jasmin kunne få.. Hayley havde ikke engang overvejet det. Så succesfuld er hendes søster jo trods alt heller ikke, men åbenbart.. Hun tænker på det stykke hun læste om filmen for nogle dage siden.

     ”Formålet med denne film er at finde en stjerne i mængden. Vi vil skabe noget unikt, og noget der vil blive husket, så vi har brug for en ny skuespiller med stjernekvalitet. En der vil blive husket og set over hele verden, og de sidste kandidater vi har tilbage opfylder alle dette. Det bliver ikke let at finde den sidste heldige.”

     Og så det hun havde læst i går på hans fanside.

     ”Den kvindelige hovedrolle i der skal spille sammen med Patrick Harris er snart fundet! Den pige er den heldigste i verden, synes i ikke?”

     Hayley er fuldstændigt chokkeret over at denne heldige pige har vist sig at være hendes søster. Det kræver noget at få rollen i sådan en film, så meget ved hun trods alt. Hun får det lidt dårligt over sig selv. Hun burde virkelig være stolt over at have sådan en talentfuld søster i stedet for at ligge her og være misundelig. Men det er hun ganske simpelt ikke. Ikke når hun tænker på at det rent faktisk kunne have været hende. Hvis bare hun havde haft talentet.. Det er ikke retfærdigt.

     Hayley lader ikke tanken fylde hende i stedet for koncentrere hun sig bare om at tænke på ingenting. Faktisk fokusere hun så meget på det, at hun ikke engang opdager Jasmin før hun står midt i værelset. Så flyver hun til gengæld også op fra sengen, og tørrer hidsigt tårerne væk fra sine kinder. Men hun ved godt at det er for sent.

     ”Har du ikke lært at banke på?” snerre hun hidsigt. Resterne af gråden kan nemt høres i hendes stemme. En kendsgerning hun bestemt ikke bryder sig ret meget om.

     ”Jeg bankede på,” svarer Jasmin en smule undskyldende. ”Men jeg tror ikke du hørte..”

     ”Og du går normalt bare ind, hvis der ikke er nogen der åbner?” afbryder Hayley, og smider sig ned på sengen igen.

     ”Hvis det er min søster, og jeg ikke er sikker på om hun er okay. Så ja, det gør jeg.” Jasmins stemme er skarp, men ikke på en ubehagelig måde.

     ”Så burde nogen lære dig lidt om disciplin.”

     ”Okay, Hayley. Gider du lige stoppe dig selv? Hvad er det jeg har gjort?”

     ”Du er braset ind på mit værelse uden tilladelse,” svarer hun kort.

     Jasmin griner let og glædesløst. ”Yeah. Det er lidt gået op for mig.”

     ”Fatter du slet ikke en hentydning?”

     ”At jeg ikke er velkommen? Jo kære lillesøster den er sivet ind.”

     ”Godt så.” Hayley vender sig om i sengen og væk fra sin søster. Hun hader når Jasmin begynder at påpege de få timer, der er imellem dem. Som om det får hende til at være meget klogere og bedre.

     ”Har du lyst til at fortælle mig om det?” Hayley mærker en bekymret hånd på sin skulder. Hun ryster den af sig uden at vende sig om, og Jasmin trækker den til sig igen.

     ”Okay,” siger Jasmin fattet. ”Vil du så i det mindste fortælle mig om det er min skyld, at du er ked af det?”

     ”Det er det ikke,” svarer Hayley og kan ikke finde ud af om hun lyver. Det er egentlig også lige meget. Jasmin er virkelig den sidste person, der kan opmuntre hende lige nu.

     ”Det er jeg i det mindste glad for. Du må komme, hvis du vil snakke okay? Du ved, hvor jeg er.”

     ”Hold nu op med at være så skide sød og perfekt!” tænker Hayley desperat og får lyst til at græde igen, men hun siger ikke noget højt og endelig forlader Jasmin værelset, hvilket får Hayley til at udstøde et meget lettet suk.

*

Det er blevet sent da Hayley endelig vender sig om i sengen og stirrer på noget andet end det lyseblå tapet i hendes værelse. Hun føler sig ikke det mindste træt, men noget siger hende at det er blevet sent. Det er i hvert fald blevet mørkt uden for og stjernerne står klart på himlen sammen med en lysende fuldmåne. Hayley har altid synes at fuldmånen er en af de smukkeste ting i verden og da hun ligger der og føler sig som en af de mest lige gyldige ting i verden er hun glad for, at det i det mindste føles som om, at den ser hende. Den ser jo alle deroppefra.

     Det er på sådan et tidspunkt, at hun normalt ville ringe til Samantha. Hun er den eneste, der kender til, hvordan Hayley egentlig har det med sin søster og hendes endeløse succes. Ellers plejer hun at spille skuespil, men det lykkedes bare ikke i dag. Hvilket gør det hele endnu værre.

     Men Hayley kan ikke ringe til Samantha. Ikke efter den måde hun snakkede til hende i dag på. Inderst inde fortryder hun det hele. Samantha er den sidste der fortjener Hayleys kolde attitude, men lige i dag havde hun bare ikke kunne styre det. Ikke i dag hvor det lige præcis er et år siden at hun oplevede sit allerværste mareridt. Så har hun andet at tænke på end Helenas latterlige bemærkninger, og Samanthas evige tro om at det hele bare handler om at vinde og tabe. Sommetider kan Hayley egentlig godt lide at følge den tankegang – den er så let. Men ikke i dag. I dag har hun bare tabt lige meget, hvordan hun vender og drejer det. Og lige præcis i dag føler hun også at hun har lov til at føle nøjagtig hvad hun har lyst til at føle.

     Hun hader, at Jasmin ikke huskede hvilken dag det er i dag. At hun slet ikke engang skænkede det en tanke at det måske var derfor Hayley reagerede som hun gjorde ved bordet. Men på den anden side kan hun heller ikke lade være med at smile lidt over det. Det er trods alt et bevis på at hendes søster ikke er så perfekt som alle går og tror.

     Hun ringer til Samantha til sidst. Hun har brug for at snakke med nogen, der kender hende. Og egentlig har hun nok også brug for at sige undskyld, men den tanke kan hun ikke rigtigt overskue, så hun lader være med at tænke for meget på den.

     ”Hayley? Er du overhovedet klar over hvad klokken er?”

     Hayley ser en smule overrasket op på de lysende røde tal på sin væg, der er resultat af en eller anden smart opfindelse af et vækkeur som man kan se uden at rejse sig i sengen om morgenen. Vækkeuret sender simpelthen tallene op på væggen, og lige nu fortæller de at klokken er lidt over midnat.

     ”Undskyld. Nej det havde jeg ikke lige set,” mumler hun og fortryder allerede at hun ringede. Det her er ikke en særlig fed måde at starte en samtale på med det humør som hun er i. Måske skulle hun bare have lagt sig ned, og prøvet at sove i stedet.

     ”Hvad vil du?” Stemmen er skarp. Hayley får et øjeblik lyst til at smide røret på.

     ”Sige undskyld.”

     ”Det har du lige gjort.”

     ”Sig mig engang er der slet ikke nogen, der kan huske noget om denne her dag?!” tænker Hayley irriteret, men siger det ikke højt. Igen har hun for gud ved hvilken gang denne aften lyst til at græde. ”Jeg er ked af det i dag. Det var ikke okay. Det er bare.. I dag du ved. Eller ja det var jo så i går, men du ved hvad jeg mener.”

     ”Åh..” Samantha tøver lidt, og hendes stemme er ikke længere så kold. ”Undskyld, det havde jeg ikke lige tænkt over.”

     ”Nej.” Hayleys stemme er dyster. ”Det er der vidst ikke rigtigt nogen der har.”

     ”Jasmin havde vel også glemt det?” spørger Samantha bekymret. Hendes vrede er væk som dug for solen, men Hayley har ikke engang energi til at undrer sig over det. Sådan er Samantha bare nogen gange.

     ”Yeah. Og oven i det så smed hun lige den største bombe ved bordet i dag.” Hayley piller lidt irriteret ved båndene på sit sengetøj. Hun havde egentlig lovet sig selv ikke at fortælle Samantha noget om hvad der var sket. Hun fortjener ikke at blive lyttet til lige nu, og hun er træt af at føle sig svag.

     ”Det lyder ildevarslende. Fortæl.”

     ”Jeg ville bare ønske.. Nej, det er lige meget. Det var ikke derfor jeg ringede. Jeg ville bare sige undskyld. Sov godt.” Hayley ligger røret på inden Samantha eller hende selv kan komme til at sige noget mere. Men inde i sit hoved fortsætter hun alligevel sætningen.

     ”Jeg vil bare ønske at jeg kunne få lov at leve hendes liv. Bare for en stund..”

     Selvom hun pludselig føler sig meget træt og svimmel så er der nogen ved den der er så lokkende. Så fortællende.

     Nej. Hun stopper sig selv. Det kan hun ikke.

     Og så alligevel.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...