Dukkeføreren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2013
  • Opdateret: 28 jul. 2013
  • Status: Igang
Et lille teater. Folk kommer ind. Folk kommer ikke ud-

12Likes
14Kommentarer
840Visninger
AA

1. Kapitel 1

Den sidste vi fik var Lana. En lyshåret pige, med smukke blå øjne. Kun de mest perfekte kan han bruge. Lana var kendt for sit venlige smil. Og hendes smukke øjne. Kun 9 år. Men nu havde hun fået et nyt liv. 

Jeg var også engang et menneske. Jeg var en 17 årig pige ved navn Maddie. Jeg har stadig den samme franske fletning, i det mørke hår, som da jeg startede. Stadig de samme dybblå øjne. Stadig det samme charmerende smil. Jeg har været 17 år, i 40 år snart. Jeg elsker ham. Han fastholder min ungdom. Han får mig til at undgå fejltrin, som jeg gjorde da jeg var Maddie. Han gør så jeg ikke får rynker, så jeg bliver ved med at være perfekt. Ligeså perfekt som da jeg kom her til. Stadig det samme ansigt, med en smule mascara. Jeg laver aldrig fejl. Fejl er for mennesker. 

Vi er 9 herinde. 9 perfekte personer. Jeg er ikke den ældste. Cirkusset har kørt i 70 år. Der er 2 perfekte før mig. Men vi er alle sammen perfekte. Uden fejl. Alle med vores træk, der gør os perfekte. Vores perfekte hår. Vores perfekte øjne. Vores perfekte hud. Vores perfekte smil. Vores perfekt hed. 

Det er kun når vi ikke optræder jeg kan lave fejl. Som nu. Jeg hader når det sker. Jeg hader fejl. Vi skal jo være perfekte. Så snakker jeg med perfekte personer, uden at snavse min perfekte kjole til. 

Heldigvis er det kun i 5 timer vi kan lave fejl. Klokken 12, klokken 1, klokken 2, klokken 3, klokken 4. Lige nu er klokken 1. Publikum sover. Jeg sover ikke. Det ville ødelægge min perfekte makeup. Jeg er heller aldrig træt. Jeg sov kun da jeg var et menneske.

Vi fik Lana i går. Hun har ikke optrådt før, og han er ved at spinde hendes tråde. Hun kan ikke forstå hvorfor hun skal være der. Hun vil ikke, siger hun. Hun ved ikke at hun kan blive helt perfekt. Stoppe med at blive ældre. Altid skal hun beholde sit barnlige grin. Aldrig skal hun få rynker. Altid vil hun være et helt perfekt barn. 

Hun vil snakke med mig.

"Hejsa"

"Forstår du? Man siger hej. Så er man nemlig perfekt, og det skal du være!"

Hun nikker.

"Jeg vil hjem"

"Du er hjemme"

"JEG VIL HJEM!"

"Du er hjemme"

Hun udtrykker følelser. Det må hun ikke. Perfekte mennesker bliver ikke sure. Hvis dukkeføreren finder ud af, at jeg har hidset hende op, klipper han en snor af mig. Og så er jeg ikke perfekt mere. 

"Hvad kan sådan nogen som dig lide?"

"Min bamse" snøftede hun.

"Der er en bamse i rekvisitterne"

"Min bamse.."

"Jeg spørg dukkeføreren"

"Hvem er han?"

"Dukkeføreren er vores far. Vores allesammens far! Han har magten, og skænker os perfektionen!"

Hun nikker.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...