When life gives you Lemons | One Direction. ON HOLD!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 aug. 2013
  • Opdateret: 24 aug. 2013
  • Status: Igang
Niall Horan lever det liv han har fået foræret på et sølvfad. Men alle der bliver ramt af berømmelse, får på et tidspunkt nok - I dette tilfælde Niall. Han savner familien, hverdagen og ikke mindst ægte kærlighed. Året er 2014, og endelig drager muligheden for de fem drenge til at slappe af, nu hvor touren er forbi for en kort stund. Niall og de andre drenge tager muligheden ved at slå sig ned ved en fælles lejlighed og snart opdager Niall at han måske ikke behøver være tæt på hans familie for at finde den kærlighed han så inderligt brænder for. Med drengene ved sin side, går han nu sin skæbne i møde. Og skæbne vil, at han skal træffe den altid smilende, altid larmende, altid charmerende lyshårede pige. Men mon ikke Modest har noget at skulle have sagt ..?
*Der kan forekomme scener der er stødende, så læses på eget ansvar :-).*
A/N. Alle billeder er lavet af Tenna L.

29Likes
13Kommentarer
1621Visninger

3. #2

NOTE - Billede af Lemon, synsvinklen er STADIG Nialls ---- Now continue reading! :D. (Cover by Tenna L.)

 

Hej smukke, hvordan har du det? Jeg kunne skide godt tænke mig at møde dig senere, hvis du har tid? ;)

Slet.

Fuck hvor lød det åndssvagt. Desperado much.

Hey babe

Slet.

Overhovedet ikke dig Niall, styr dig lige..

Halløjsa! hvor'n skæ'rn?

Slet.

Okay okay, nu tager vi den helt forfra... Pust ind, pust ud.

''Hvis du bliver ved med at være frustreret, så får du rynker tidligt, at du ved det'' Harry's ord afbrød mine tanker og jeg kiggede op fra mobilen og bemærkede Harry sætte sig ved siden af mig kun iført hans underbukser.

Lad være med at give mig det der blik, Harry!

''Jeg har det fint'' løj jeg og Harry himlede med øjnene og rystede på hovedet af mig. Igen det der blik..

''Okay, hvem er hun? Er hun hooooooooot?'' Harry ville da bare ikke lade mig være, men jeg havde jo trods alt heller ikke snakket med dem om Lemon endnu, så jeg kunne vel godt forstå hvorfor han spurgte så ivrigt. Okay, jeg kan godt forstå ham.

Efter jeg havde sat hende af hjem, ledte jeg land og rige rundt (Overdrivelse fremmer forståelse, Okay?) for at finde et skilt så jeg kunne ringe efter en taxi og sige hvor jeg befandt mig, for jeg hørte jo ligesom ikke efter, da Lemon havde givet hendes andresse før (Mental slap!). Gu ve' mig vel om det ikke var den samme chauffør som vi tidligere havde kørt med, og da jeg var kommet hjem, gav jeg ham lige penge og han gav mig nærmest blikket.

Næsvise taxi chauffører!

UGGGH!

Anyways, jeg var gået på hovedet i seng med det samme, efter jeg havde skrevet til Liam jeg var hjemme. Nå, men siden jeg vågnede op, har jeg siddet sådan her, krøllet sammen i sofaen i mine løse natbukser og vent.

Jeg sidder stadig i mit dilemma.

Hvad skal jeg skrive til hende. Virker jeg ikke desperat eller?

Jeg tjekkede uret på tavlen. Klokken var 10.

''Niall, snak dog forhelvede'' Harry pressede på og jeg vendte mig mod ham igen.

''En pige'' var mit eneste svar og jeg smilte kækt.

''No shit Sherlock, HVEM?'' han sprang over på mig og jeg prøvede for alt i verden at undgå hans hænder men de gik lige i siden på mig og jeg grinte på livet løs i lidt tid før jeg besluttede mig for at sige det.

''Hun... hedder .. Le----mon'' fik jeg kvalt ud og han holdte endelig op og satte sig pænt ved siden af igen.

''Har lille Niall et crush på -- Vent, sagde du Lemon?''

''Ja?'' jeg løftede mit øjenbryn og kiggede på ham forpustet. Pludselig slog det mig!

''KENDER DU HENDE?!'' Jeg var så tæt på at springe op på ham, men jeg beherskede mig..

''Nej, jeg ville bare se din reaktion!'' grinte han og jeg tabte modet igen. På den anden side, hvis han ikke kendte Lemon, så var det vel også helt okay, for så havde jeg mødt hende først.

''Lemon er sku da et underligt navn'' Okay, han dømmer for meget.

''Hun kan jo ikke selv gøre for hvad hendes forældre har valgt, der er sikkert en grund bag. Lemon er sku da et frisk navn!'' indførte jeg og jeg mærkede hvordan jeg følte for at stå op for hende, selvom hun ikke var i rummet.

''Nej nej, det' klart'' Jeg vendte hovedet mod min mobil igen, da Harry ikke svarede yderligere og prøvede at få mine tanker skrevet ned i en sms til hende.

''Nå men..'' jeg kiggede op igen og Harry smilte denne gang. Færdig med at lege detektiv?

Harry foreslog jeg bare skrev casual til hende, så det gjorde jeg i sidste ende. Jeg kunne vel ikke bare blive ved med at ligge alle mine beskeder i kladder, vel?

Hey Lemon (:. Det er Niall.

Ja, det er fint! En god start til en samtale ..

''Beskeden er sendt'' nu kan jeg ikke tage det tilbage! Min mobil ringede højt og jeg var ved at tabe den af nervøsitet. Heldigvis var Harry gået ud i køkkenet og jeg var overladt alene i stuen.

''Hallo?'' sagde jeg roligt ind i mobilen, mens jeg lagde mig ned i sofaen.

''Niall?'' lød en stemme.

''Jaer? det er mig.'' lød mit korte svar og jeg blev modtaget af stilhed.

''Øh... Hallo?''

''UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD'' råbte Lemon nærmest ind i telefonen. ''Jeg troede det var en fucking drøm at jeg havde mødt dig og ligefrem givet dig mit nummer! Det plejer jeg altså normalt ikke gøre, så jeg ville bare være sikker på at det var dig, og at det ikke var en drøm, hvis du forstår?'' prøvede hun stille frem efterfølgende da mine ører var ved at sprænges.

Jeg kunne ikke lade være med at fnise og hurtigt lo hun også af hendes egen reaktion.

''Det gør ikke spor, men du gav mig dit nummer, og jeg tillod mig at beholde det, er det okay?''

''Ja, selvfølgelig'' svarede hun.

 

Hun havde sagt ja da jeg foreslog vi mødtes, selvom jeg havde tøvet først. Jeg ville ikke lige have Modest på nakken nu, og Taila sagde jo vi skulle holde lav profil, men what the hell.

Jeg havde bare ikke lige tjekket kalenderen, så jeg lovede at skrive tilbage til hende inden længe.

Min mobil var proppet med aftaler og jeg havde den ene fotoshoot efter det andet hele ugen sammen med drengene så jeg kunne ikke undgå at sukke højt. Så meget for fritid, hah!

Eftersom jeg kiggede den igennem igen, så jeg de enten var om formiddagen eller middag, så jeg havde egentlig fri om aftenen, så måske jeg kunne lave en aftale der?

Er du fri i aften, omkring klokken 19, så kunne vi måske bare hygge med en film eller noget og vi kunne spise kinesisk?

Jeg ventede spændt og besluttede mig for at gå i køkkenet imens.

''Morgen Niall!'' Begyndte Louis spændt og straks fattede jeg at Harry havde sladret. Jeg sendte ham øjene og han smilte bare som om ingen ting var galt - Typisk ham. Så ja, jeg måtte endnu engang igennem krydsforhør mens de sidste to sovetryne kom trillende ind i køkkenet for at spise med os andre.

''Så du skal altså se hende igen?'' Liam virkede oprigtig glad da jeg havde forklaret det hele, men det havde måske noget at gøre med at Sophia kom forbi i dag. Han plejede altid at være glad når det var fordi hun kom. De var rent faktisk blevet helt vildt seriøse, selvom medierne påstod det ene og det andet.

''Ja det skal jeg, efter vi har været til det der møde'' smilte jeg roligt og Liam nikkede forstående. Han havde aldrig været en der pressede på og det var jeg glad for.  

Vi fortsatte med at spise I ro og mag, indtil Zayn stoppede stilheden.

''Perrie og jeg har besluttet at blive gift når vi rammer april, der er ingen grund til at vente længere end nødvendigt. Datoen er fastlagt, og det passer bedst ind I vores skema der, så jeg håber I alle kan komme til den tid''

''Det er om 3 måneder, der er massere af tid til at finde ud af det hele.'' tilføjede Louis glad.

''Tænk at Zayn skulle overhale dig'' Harry puffede til Louis og det var ikke første gang han havde sagt det. Et smil bredte sig dog denne gang på Louis' ansigt.

''Jeg har faktisk tænkt på at fri, men jeg skal have snakket med Modest først''

Vi sagde alle han skulle go for it, men vi vidste alle godt hvor svært det havde været for Zayn at snakke med Modest, og hvordan de hakkede ham ned pga. det. I sidste ende havde han dog vundet og fundet retten til at spørge Perrie om hun ville være hans. Tænk engang, Zayn og Perrie skulle snart giftes, og muligvis også Louis? Fuck hvor går tiden hurtigt.

Men ..

Her er jeg, alene og har ikke engang én jeg kan kalde min. 20 år, og superstar, den ser man ikke tit. Jeg tænker tit over om Harry føler sig lige så ensom som jeg? Jeg mener.. Medierne fræser rundt om Harry som om han fucker ud til højre og venstre, men drengene og jeg ved Harry slet ikke er sådan. Men derfor må han da også føle denne ensomhed der klamre om en.

''Nå skal vi se og komme afsted drenge?'' Liam rejste sig sammen med os andre og jeg smuttede ind på værelset for at smide en trøje over hovedet og skifte bukser. Jeg fandt mine Nike sko frem igen og kort tid efter sad vi alle i bilen på vej til vores destination.

Da vi ankom til stedet 20 minutter senere blev vi mødt af Taila, og hun så ikke alt for glad ud. 

''Drenge'' Var det eneste hun sagde og hurtigt blev Harry hevet til side og jeg slap den luft jeg ikke havde opdaget jeg holdte. 

''Hvad sker der?'' spurgte jeg nysgerrigt Liam om mens jeg puffede til ham. Liam drejede hovedet væk fra Harry og Taila og fokuserede på mig i stedet for med et lille smil.

''Du er ikke den eneste der havde noget kørende i går aftes'' Han kiggede hurtigt over på dem igen. ''Men han er vidst den eneste der er blevet opdaget i det, så der var du heldig!'' Han slog mig på armen og jeg rullede med øjnene.

Stakkels Harry.  Men på den anden side, så havde de jo ikke opdaget Lemon, så det var vel okay, selvom jeg følte med Harry.

Foto efter foto efter foto efter- Ja jeg tror du har fattet det.

Vi skulle posere for Vogue og have diverse outfits på. Det var ikke det store udover at man skulle fake smile. Drengene og jeg fandt dog hurtigt det kedeligt og snart blev det fake smil erstattet af et rigtigt et fordi Louis og Harry fandt en kasse med små kugler som de kastede i hovedet på os andre, og snart var en kæmpe kamp i gang med skumgummi kugler flyvene mellem vores hoveder. 

Vogue blev egentlig meget glad for vores billeder derefter, for det så meget oprigtigt ud og vi fik hurtigt ros for at vende det hele på hovedet. Jamen altså! Jeg måtte huske at takke Louis og Harry senere.

Apropos Harry, så havde han fortalt os at Taila havde sagt, at ham og pigen han havde sat med i går, var et no-go, og at Taila havde stoppet pressen i at trykke det. Men det var ikke det eneste. Vores fans havde opdaget os, og vi skulle stadigvæk passe på for nu vidste folk vi var tilbage i London.

Da vi endelig måtte skifte tilbage til vores normale tøj hev jeg min mobil ud af lommen som det første i omklædningsrummet. 

En besked modtaget.

Lemon!

''Det kan vi godt sige, jeg har alligevel fri fra aften-skole der. Men kan vi rykke den til 19.30? Skal lige nå at komme hjem .. :o'' 

Aften-skole? Gad vide hvad hun studerede. Det måtte jeg hellere høre nærmere om. En idé kom langsomt frem i mine tanker og mine hænder tog ligesom selv initiativet. 

''Jeg kan godt hente dig, hvis du skriver adressen, så får du fri for at gå :)'' 

Kort efter modtog jeg svar for hende og jeg kiggede glad op fra mobilen. Jeg mødte dog 8 spændte øjne og hurtigt havde Zayn nuppet min mobil ud af hænderne, mens Harry holdte mig tilbage ved armene. 

''Nåååååå, så det er det du sidder og smiler over. Din date!'' Zayn smilte glad til mig og jeg rødmede kort og så ned. 

''Det er ikke en date'' sagde jeg bare og forestillede mig deres ansigtsudtryk. 

''Nå er det ikke?'' jeg smugkiggede op og sandt nok stod de alle fire med et smil på læben og kunne let se igennem mig. 

Hvorfor var det lige jeg havde fortalt dem om Lemon, igen?

''Jeg kender knap nok pigen, giv mig nu en chancen for at lære hende at kende inden i skubber mig ud i alt mulig. Okay!?'' Jeg tog min mobil til mig igen, da Harry slap mine arme og hurtigt grinte vi alle fordi hele situationen var så akavet.

Men jeg elskede mine brøde for det!

Jeg stod lænet op af bilen og prøvede at rode mit hår til siden. Det duede bare slet ikke at have så stort hår med en hue på. Det kløede for meget, men hvad gjorde man ikke, for ikke at blive genkendt?
Og jeg havde ikke engang det største hår, tænk på Harry!

Mine Ray Ban sad hvor de skulle og jeg kunne mærke hvordan folk kiggede på mig når de kom ud fra akademiet. De tænkte sikkert hvorfor jeg havde solbriller på når det trak op til regn snart, men ikke desto mindre, så havde ingen lagt mærke til mig ellers. 

Jeg tog mig til håret en sidste gang og så hende i det jeg kiggede op igen. Hun havde en sød nederdel på med de der Leggins indenunder og en cardigan udover en shirt. Min hånd lå stille ved håret og gad ikke flytte sig, så jeg må nok have lignet en idiot - men who cares. Lemon kom gående ligefremme og kiggede nysgerrig omkring. Hun kunne nok heller ikke genkende mig, så jeg trak hurtigt vejret og gik frem mod hende. 

''Lemon?'' Spurgte jeg forsigtigt da jeg havde hende inde for hørevidde. 

''Niall?'' spurgte hun forsigtigt og mit smil bredte sig og hurtigt kom hun gående direkte mod mig.

''Nice glasses'' kommenterede hun og jeg smilte fjoget og tog dem hurtigt af. 

''Det er fordi så folk ikke pludselig flipper ud over ''se der går Niall Horan fra One Direction'' og prøvede og lave en pige stemme i slutningen hvilket hun grinede over. 

''Du har vidst fat i noget der!'' hun slog mig på armen og jeg sagde for sjov av mens jeg gjorde mine til hun kunne sætte sig ind i bilen. 

Jeg bakkede forsigt ud og satte i første ud på vejen, mens Lemon sad stille og roligt ved siden af. 

''Ja, jeg bider altså ikke?'' sagde jeg for at lette stemningen. Måske virkede alting bare bedre når der var alkohol i blodet.

''Jeg beundre bare hvor forsigtig du er til at køre, de fleste drenge fra min klasse laver hjulspin og suser ned af gaden så snart der er fri'' Hun snakkede løs på hendes egen måde endnu engang og jeg kunne ikke andet end finde det charmerende. Måske behøvede man ikke alkohol alligevel, hun er så imødekommende som jeg husker hende.

''Jeg kører forsigtigt fordi det ikke er særlig lang tid siden jeg fik mit kort, men også fordi jeg hellere vil overholde reglerne og ikke køre nogen ned, hvis du forstår?'' jeg kløede mig let i nakken og Lemon nikkede forstående. 

En tanke slog mig pludselig.

''Hvorfor er det egentlig du hedder Lemon?''

''Tjoe'' sagde hun og så ned på sine hænder ''Da jeg blev født var jeg helt blond og de synes at farven var så flot at de døbte mig Lemon'' Jeg kunne se ud fra øjenkrogen at hun smilte ved tanken om sine forældre.

''Så er det godt du stadig er blond, ellers ville det have set mærkelig ud'' grinte jeg og hun kunne godt se de sjove i min joke, for hun fyldte bilen med en dejlig latter der overskred min irske. 

Vi fik samlet noget mad op på vejen og jeg havde insisteret på at betale og vores samtale stoppede faktisk aldrig. Jeg fandt ud af at hun var 20 ligesom jeg og at hun boede selv fordi hun ikke ville hænge på hendes forældre mere, da hun synes de havde givet hende så meget. Hun tog på aften-skole for at studere ved siden af hendes arbejde. Hun ville gerne være mode designer, så hun tog til hendes kurser om aftenen, fordi hun oftest arbejdede om dagen som tjener, for at have råd til kurserne og lejligheden. 

Jeg beundrede hendes gåpåmod og hun kiggede slet ikke på mig som om jeg var anderledes da jeg havde fortalt lidt om drengene og mig selv som et band. Hun havde spurgt ind til hvordan det var at bo sammen med dem, men mest af alt, kunne hun ikke forstå hvorfor Zayn, Louis og Liam boede med Harry og jeg, når nu de havde kærester plus det at Zayn var forlovet. Jeg forklarede hende at det var fordi vi i midlertidig boede sammen en måneds tids, inden vi skulle i studiet igen. 

''Så når måneden er omme, så flytter Zayn hjem til Pay- jeg mener Perrie igen?'' Hun spurgte roligt og jeg stoppede bilen foran hendes lejligheds kompleks, som jeg endelig havde lært adressen til! Jeg vendte mig mod hende og tog nogle af de varer hun sad med på skødet i hånden og åbnede døren mens jeg snakkede. 

''Ja, og Louis skal hjem til Eleanor. De bor her i London begge par, og sådan bliver det forhåbentlig ved med. Liam og Sophia bor dog ikke sammen endnu fordi han ville gå roligere frem, end hans tidligere forhold med Danielle Peazer'' Giver det overhovedet mening. Har jeg forklaret det rigtigt, eller rettere, forstår hun mig?

''Ja okay, det kan jeg godt se. Det eneste jeg har svært ved er at finde ud af hvem der kommer sammen med hvem, men det kommer vel hen af vejen'' smilte hun sødt og jeg fulgte efter hende op til døren mens jeg drømmede om hendes 'hen af vejen' for det måtte hentyde til hun ikke ville forsvinde bare sådan. 

Hun låste op og tog jeg skubbede døren op for hende, med den ene hånd og lod hende gå først.

''Tak'' Der kom det generte smil igen. Hun overrasker mig hver gang! Vi skulle kun op af en gang trapper og så stod hun foran sin dør og Hun hev det same bundt nøgler frem fra før og åbnede stille døren. En duft af vanilje kom mig i møde lige så snart jeg trådte indenfor.

Hendes gang var pæn og stor nok til at der kunne stå et par stykker. 

''Bare hæng jakken og smid skoene'' sagde hun mens hun forsvandt ind gennem en dør. Jeg stillede maden på gulvet og smed mine sko og hang jakken. Derefter tog jeg maden og fulgte efter hende ind gennem den dør hun var gået ind af. Hun stod og var ved at finde glas i hendes køkken. Det var en fin størrelse og faktisk rimelig stor til en enkelt person så jeg kiggede nysgerrigt omkring. Skabene havde en pæn creme farve og et stort køleskab for enden hvilket fik min mave til at rumle.

''Rolig nu, vi skal nok spise nu!'' hun hentydede til bordet og jeg satte mig ned og kort efter begyndte vi at spise.

''Jeg har ingen idé om hvilken slags film du er til, men jeg har lidt af hvert.''

Jeg havde sat mig i hendes 3personers sofa og jeg anede ikke om jeg skulle gå efter gyser, komedie eller romance film. Jeg havde ikke ligefrem lyst til at hun skulle pines over det, hvis jeg nu sagde jeg kunne lide gyser.

''Du bestemmer'' sagde jeg og smilte mens jeg tog en håndfuld popcorn.

''Hmm, så bliver det .. den her'' Hun holdte The Host oppe og jeg havde godt set den før, men den var egentlig god så jeg nikkede glad.

Filmen blev sat i gang og lyset slukket og hun hev et tæppe frem fra armlænet og puttede sig i det.

''Vil du også med ind under? Jeg bider ikke, endnu!'' jeg drejede hovedet og kunne svagt ane hendes røde kinder over hendes eget forsøg på at være sjov. Jeg tog fat i siden og åbnede op og lagde  det over mine ben også. Man mærkede hurtigt hendes kropsvarme og jeg prøvede for alt i verden ikke at læne mig ind mod hende for at mærke hendes arm mod min.

Filmen var godt i gang og jeg mærkede hvordan hendes humør skiftede fra glad til ked af det, udelukkende på grund af de sørgelige scener i filmen. Det sjovt hvordan man får en personlighed at se, ved at se film.

''Du må gerne tude, jeg dømmer dig ikke'' Jeg blinkede til hende og hun lænede sig ind mod min skulder med hovedet og jeg mærkede rødmen brede sig over mine kinder.

''Du er nu en god nok superstjerne i sidste ende. Det utrolig hvordan man egentlig dømmer jer ud fra alting man ser og hører, men nu hvor jeg har mødt dig, virker du så ..'' hun ledte tydeligvis efter det rigtige ord ''Normal?'' hun fandt sit ord og jeg lo let.

''Jeg prøver'' jeg sagde det mest for mig selv, fordi sandheden var, at det var det jeg bildte mig selv ind. Jeg prøvede at være normal, som overhovedet muligt.

''Du er helt okay - præcis som du er, Niall'' hun satte sig op igen da rulleteksterne begyndte og jeg mærkede glæden ved hendes ord. Det var længe siden jeg havde hørt det uden at ville rulle med øjnene.

Det at se hendes grønne øjne med en rand af tårer i kanten var nok til at få mit humør i top.

Jeg hev hende ind i min favn, og omfavnede hende med mine arme i et kram. Jeg mærkede hvor forvirret i starten hun var, for til sidst at lægge armene om mig.

''Tak'' hviskede jeg lidt stille.

''For hvad dog?'' spurgte hun og jeg mærkede hvordan hun lo let mod min mave.

''Fordi du er okay - Præcis som du er, Lemon'' var det eneste jeg sagde og tog hendes ord fra før. Jeg indså også hvor oprigtig jeg lød, i netop det øjeblik.

Lemon og jeg fik ryddet op noget tid efter, og jeg havde forsigtigt spurgt ind til hende om hun ville ses igen, hvilket hun glædeligt ville. Jeg var egentlig overrasket over hvor nede på jorden hun var. Måske var jeg også lidt overrasket over mig selv, bare lidt. Jeg forstod slet ikke hvordan jeg kunne have mødt Lemon så tilfældigt, på et tidspunkt, hvor jeg havde mest brug for en pause i livet.

Jeg var dog sikker på en ting, og det var at det her var starten på Lemons' og mit venskab.

 

You stretch my imagination - Don't stop keep up, dancing all around the room.

Whatever it is that you're doing - you're doing it right - now, 

I couldn't care less about the world outside.

 

Heartquake - Mads Langer

 


--------------

Hej alle læsere, i åhhh så skønne mennesker. Her er endnu et kapitel - Just for you guys!  Jeg håber alle har haft en god start i skolen og er kommet godt på plads. Jeg starter først d. 2 sep, fordi så sej er jeg :D!
Anyways... Like, comment og fav. Gør hvad i vil :-). Håber i nyder det so far!

iChocolate

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...