Well hello there... I One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2015
  • Status: Færdig
Da den danske pige Victoria får et job som barnepige for en baby, har hun ingen anelse om, at denne lille pige faktisk er verdensberømt blandt tusind One Direction-fans.
Hun er nemlig blevet ansat af en kvinde ved navn Lou Teasdale, som er mor til en lille pige ved navn Lux. Lou er stylist for verdens største boyband, og Victoria bliver hurtigt viklet ind i denne verden, hvor hun blandt andet kommer til at møde de fem verdenskendte drenge.
Men hvordan vil det gå for Victoria, når hun skal på verdensturné og tage sig af et lille barn? Kan hun undgå at falde for mindst én, af disse drenge, og kan hun klare presset fra ventende paparazzier og skrigende pigefans, når hun bare kommer fra det lille land, Danmark?


Tjek min trailer ude i siden! :)

266Likes
390Kommentarer
58160Visninger
AA

22. Kapitel 21

Det tomme værelses hvide vægge skar mig i øjnene. 

Kun sengen, skrivebordet og den lille kommode stod tilbage. 

Alt andet var væk og pakket ned i min store sorte kuffert, som stod foran mig. 

Det røde bånd, der stadig var bundet om håndtaget, var begyndt at trevle en smule op i enderne, men ellers lignede kufferten sig selv, fra da jeg ankom for et år siden. 

Jeg kørte en hånd igennem mit hår, og stak hænderne i lommerne mens jeg trak vejret dybt. 

Det var eftermiddag, og der var skønt vejr udenfor. 

Jeg kunne høre tonsvis af børn der legede, men huset her var stille. 

I dag havde blot været en af mange dage, hvor der havde ligget en trykket stemning over os.

Jeg var blevet kørt hjem af Danielle for 13 dage siden, havde jeg grædt. 

Lou og jeg havde været alene hjemme. Tom var først i går kommet hjem fra en tur med sine venner. 

Men Lou havde været der for mig hele vejen, og det var, hvad der hjalp mig igennem det her!

Jeg havde ikke bevæget mig udenfor en dør. 

Både fordi jeg ikke have trangen og lysten til det, men også fordi jeg vidste, der ville lure papparazzier overalt. 

Nu var dagen så kommet, hvor jeg skulle hjem. 

Den 16. juni helt præcist.

Jeg kiggede på mit spejlbillede overfor mig. 

Jeg ville ikke kunne kende mig selv, hvis jeg havde set mig for 1 måned siden. 

Mine øjenlåg lå tungt over mine rødsprængte øjne. 

Mine kinder var hævede af tårer, og mine øjne ophovnede. 

Mit hår var sat op i en rodet knold, og jeg havde kastet noget tøj på min krop uden overhovedet at se, hvad det var. 

Jeg lod endnu engang øjnene køre over rummet for at se, om jeg skulle have glemt noget. 

Men der var intet spor tilbage af mig. 

Intet der kunne vise, at jeg rent faktisk havde boet her. 

Jeg sukkede. 

Det var som om, det var en drøm, jeg lige var vågnet fra...

Jeg tog et godt tag om min kuffert, og gik begyndte at gå ned af trappen. 

Da jeg kom ned, fandt jeg Lou og Tom ude i køkkenet. 

Her var stille.

"Jeg er klar" min stemme knækkede og jeg kiggede ned i jorden. 

"Okay, så kører vi" Lou lagde armen om mig, og jeg greb min kuffert. 

"Er der noget, du har glemt?" spurgte Tom bag mig, og jeg rystede på hovedet. 

Jeg rullede kufferten ud af hoveddøren, mens Lou løftede Lux op på sin arm. 

"Her nu skal jeg nok tage den" sagde Tom, og tog kuffertens håndtag. 

Jeg gik op på siden af Lou og Lux, mens tårerne langsomt begyndte at forme sig i mine øjne igen. 

"Du skal ikke græde mere, Vic. Kom her" hun tog min hånd og satte sig ind på bagsædet sammen med mig.

Jeg spændte sikkerhedsselen og lagde mit på hoved på hendes skulder. 

Tom startede bilen, og jeg lukkede øjnene. 

For en halv time siden havde Eleanor skrevet til mig, at de var på vej ud i lufthavnen. 

Jeg glædede mig til at se dem, og samtidig havde jeg bare håbet, de ikke var dukket op. 

Det ville blive noget af det værste at skulle stige på det fly her til aften, mens de stod tilbage.

Om han kom, vidste jeg ikke. 

Jeg havde ikke hørt noget fra ham... Heller ikke at jeg havde forventet det, men man går vel altid og håber. 

Men de andre drenge og pigerne kom i hvert fald. 

Danielle havde været en smule usikker på hele situationen, siden hun nu skulle se Liam igen, men hun havde besluttet sig for at komme alligevel, hvilket jeg var usandsynligt taknemmelig for!

Både Niall og Liam havde været på besøg hos mig. 

Louis og Zayn havde været på besøg med Eleanor og Perrie, og Danielle var også ofte kommet her. 

De lod alle til at være ret chokerede over hele situationen.

Jeg havde ikke spurgt til Harry. 

Var jeg interesseret i at høre hvordan, han havde det? 

Ja!

Havde jeg flere gange overvejet at ringe til ham? 

Ja! 

Men der var et eller andet, der holdt mig fra at gøre det. 

Måske havde jeg indset, at jeg burde være fornuftig og klare mig igennem smerten selv. 

Tom drejede ind af en vej, og Heathrow var nu at spotte lidt længere fremme. 

Den lufthavn var så kæmpe! 

Jeg var spændt på, om jeg kunne finde gaten og alt det der... 

Bilen blev parkeret ved et af de store skilte, der viste "Terminal 4", og jeg åbnede bildøren langsomt, mens jeg tog min solbriller ned fra mit hår, og satte dem foran mine øjne, så jeg ikke ville blive kigget så meget efter. 

Tom begyndte at rulle min kuffert, og jeg gik efter ham med Lou og Lux ved min side. 

"Vi har fået et specielt rum inde i lufthavnen, hvor vi ikke bliver forstyrret. Så hvis du bare sørger for at chekke ind nu, så går vi derover efter, okay?" spurgte Lou mig, og tog min hånd. 

Jeg nikkede, og gik gennem dørene ind i lufthavnen. 

Stedet var fyldt med mennesker, og jeg prøvede derfor at gøre mig mindre genkendelig ved at kigge ned. 

Dog var der hurtigt nogle pigeskrig, der kunne høres, og jeg kom til at tænke på, at de selvfølgelig også kunne se Lou, Lux og Tom. 

Jeg sukkede, og prøvede at ignorere det, mens jeg stilede efter skranken, hvorpå der stod SAS. 

"Jeg vil gerne chekke ind" sagde jeg til damen ved skranken, mens jeg rakte hende mit pas og min billet. 

"Ja, selvfølgelig" hun tog de udleverede papirer, og kørte dem igennem nogle maskiner af en art. 

Jeg sukkede endnu engang og betragtede damen, der nu slog nogle ting ind på tastaturet. 

"Vil du være venlig at sætte din kuffert op på båndet her?" hun pegede på det sorte bånd ved siden af hende, og jeg nikkede, mens jeg besværet løftede den tunge kuffert op på siden. 

"Tak skal du have" hun smilede, og satte en strimmel omkring håndtaget på kufferten, inden hun fik båndet til at rulle videre med den. 

"Dit fly går om 3 timer, ved gate B16" smilede hun, og rakte mig mit pas og boarding pass. 

Jeg nikkede, mens jeg tog imod tingene og lagde dem ned i min taske. 

"Hav en god tur" sagde hun, og jeg mumlede et tak, før jeg gik hen til Lou og Tom, der stod et stykke væk. 

"Er du klar?" spurgte Lou mig, da jeg kom over til dem. 

Jeg nikkede, og svang min taske op på skulderen. 

"Lou? Må jeg holde Lux?" mumlede jeg, og kiggede på hende. 

"Selvfølgelig søde" hun placerede Lux i mine arme, og jeg måtte bide læberne hårdt sammen for ikke at få tårer i øjnene. 

Lux lagde kærligt armene om min hals og puttede sig ind til mig, mens jeg kyssede hende i håret, og tog hendes hånd. 

Tom og Lou var begyndt at gå ned ad, og jeg fulgte hurtigt efter. 

"Jeg kommer sådan til at savne dig, Lux" hviskede jeg i hendes øre, mens vi gik, og hun gav mig et kys på kinden. 

Hun var den bedste lille pige i hele verden! Jeg elskede hende så utroligt højt, og bare det at jeg ikke ville se hende igen, fik min mund til at bævre. 

Vi var nået ned til en lang række af døre på højre side, og en mand var nu kommet hen til Lou og Tom. 

Han ledte os hen til den 7. dør, og trykkede en kode, hvorefter døren åbnede sig. 

Indenfor ventede de familiære ansigter, jeg ville savne så uendeligt meget!  

Eleanor, Danielle, Perrie, Louis, Zayn, Niall og Liam. 

Ingen Harry vel at mærke. 

"Hej" lød alles stemmer, da jeg trådte ind i rummet.

"Hej" jeg kiggede rundt på dem alle, og prøvede på at få et lille smil frem på mine læber, hvilket virkede umuligt at gøre. 

Det føltes som om, det kun var negative tanker, der flød rundt i mig. 

Intet kunne løfte mit humør...

Perrie gik frem og lagde armene om mig, og jeg knugede mig ind til hende, mens Lux holdt godt fat i mig. 

Jeg kunne ikke holde det tilbage mere. Det måtte ud. 

Jeg udstødte et højt hulk og lagde min pande ned mod hendes skulder, mens tårerne flød fra mine øjne. 

"Skat, det skal nok det hele." mumlede Perrie i mit øre. 

Jeg trak mig lidt væk fra hende, og kiggede hende i øjnene, mens jeg nikkede. 

"Jeg kommer til at savne dig så meget!" hviskede jeg, og trak hende ind i endnu et kram. 

"Jeg kommer til at savne dig ligeså meget" hun strøg mig over ryggen, og løftede derefter Lux væk fra mine arme, så jeg kunne komme til at kramme Eleanor, der nu også var trådt frem. 

"El.." hviskede jeg, og knugede mig fast til hende. 

"Det skal nok gå det hele! Vi kommer til at have så mange gode stunder fremover okay?" hendes øjne glinsede, og en lille tåre var på vej ud af hendes øjenkrog. 

Jeg nikkede endnu engang, og lod derefter min krop omfavnes af Danielle. 

Der løb allerede tårer ned af hendes kinder, da hun gav mig et lille smil. 

"Jeg kommer så ofte, jeg overhovedet kan og besøger dig i Danmark. Det lover jeg" smilede hun, og kyssede min kind. 

"Jeg elsker dig, og det skal nok gå det hele" hun gav mig et lille klem, og jeg tørrede et par tårer væk fra mine kinder. 

Jeg kiggede over mod drengene, som så på mig med sørgmodige ansigter. 

En efter en krammede jeg dem, og de fortalte mig alle forsikrende, at det nok skulle gå, mens jeg blot nikkede og prøvede at se det på den positive side, men det var som om der intet positivt var ved dette. 

Jeg kom tilbage til min familie, ja, men det var svært at være glad, når ens bedste venner boede i et helt andet land end en selv. 

Eleanor og Perrie stillede sig over til Louis og Zayn, mens Danielle stillede sig ved siden af Niall. 

De kiggede alle på mig. 

Jeg ville gerne udtrykke min lykke for dem og dette år, og jeg prøvede med nogenlunde stemmeføring at snakke.

"Det har været det bedste år i mit liv. 

Det har det virkelig! I har ingen idé om, hvor meget I er kommet til at betyde for mig. 

Jer piger som bare har været så søde, sjove og fjollede. 

I har hver jeres kvaliteter, som jeg bare værdsætter så utroligt højt." 

Jeg kiggede på dem alle tre, og de nikkede til mig og smilede. 

Jeg tog en dyb indånding, og vendte min opmærksomhed mod drengene. 

"Drenge, I har bare været så fantastiske. 

Selvom I har været røvirriterende nogle gange og virkelig drengerøvsagtige.

Men jeg beundrer virkelig jeres talent og jeres måde at vise hele verdenen, at I godt kan. Det er virkelig godt gået, og jeg er så stolt af at kende jer. 

At..

At..

At jeg kom til at snakke med Harry også, var virkelig en stor lykke for mig. 

Som I nok ved, elsker jeg ham stadig utroligt højt, og jeg havde aldrig håbet, det skulle ende sådan her mellem os. 

Men det gjorde det, og det kan jeg kun tage skylden for selv. 

Jeg skulle have fortalt ham det noget før, så vi kunne have fundet en fælles løsning. 

Ordene kom også forkert ud, og han misforstod alting." 

Jeg kiggede ned i jorden og rømmede mig. 

"Jeg kom hertil med ingen erfaring og med en kæreste, der viste sig at være et røvhul, men I har bare været der hele vejen, og har bygget mig op til den person, jeg er nu. Så tak!" jeg gav dem et lille smil, mens tårerne løb hastigt ned af mine kinder. 

Jeg vendte min opmærksomhed mod Lou og Tom. 

"Jeg ved ikke engang rigtigt, hvad jeg skal sige til jer" mumlede jeg og rystede på hovedet. 

Ord ville ikke engang kunne beskrive, hvor taknemmelig jeg var for, at de havde været min familie her. 

"Tak for at I har været de sejeste, sjoveste, sødeste mest fantastiske mennesker at bo hos. Og Lux er et vidunderbarn. Hun er skøn, og jeg har haft en fantastisk tid med både hende og jer" jeg gav Tom et varmt kram, og gik derefter over til Lou, der stod med Lux på armen. 

"Vi kommer til at savne dig så meget, Vic. Du har ingen idé!" mumlede Lou i mit øre, og krammede mig længe. 

"Du har været fantastisk, virkelig" nikkede Tom og smilede. 

"Det har været en fornøjelse!" nikkede jeg, og kiggede ned på Lux, der sad på gulvet. 

Jeg satte mig på hug, og fik øjenkontakt med hende, hvilket fik hende til at kigge bekymret på mig. 

"Noget galt?" spurgte hun stille. 

"Victoria skal hjem nu, Lux. Jeg kommer ikke til at være her mere. Men jeg elsker dig så højt, okay?" 

"Okay" hun nikkede, og rejste sig langsomt, mens hun med lidt usikre skridt gik over og lagde armene om min hals. 

Jeg smilede ved varmen fra hendes lille krop, og krammede hende tilbage, mens jeg strøg hendes hår. 

"Jeg elsker dig" hviskede jeg i hendes øre. 

"Elsker også dig" hun gav mig et kys og et smil. 

Jeg rejste mig langsomt fra jorden, og kiggede rundt på dem alle. 

Der var et spørgsmål, der plagede mig. 

Jeg blev nødt til at vide det. 

Jeg kunne ikke tage afsted uden at vide det. 

"Han kommer ikke, gør han?" 

Alle var helt stille, ingen sagde noget. 

"Nej" mumlede Niall pludseligt, hvilket fik mig til at kigge over på ham. 

"Han tænkte længe over det, men han kunne ikke" mumlede Zayn, og gav mig et sympatisk blik. 

Jeg nikkede. 

På en måde var det afslappende at høre, at han faktisk havde overvejet at komme. 

Det gav en rolighed og en slags afrunding på det hele.

"Vil I huske at fortælle ham, at jeg elsker ham og tænker på ham?" spurgte jeg svagt. 

De nikkede alle. 

"Tak".

"Jeg må hellere gå nu" hviskede jeg. 

"Farvel" jeg kiggede rundt på dem alle en sidste gang, før jeg vendte om og gik ud af døren. 

 

 

 

A/N: 

 

Hello! 

Ja, vi er stadig i det lidt deprimerende humør og stemning :( 

Jeg håber, I stadig synes historien er god! 

Jeg opdagede netop i dag, at historien har rundet de 100 likes, hvilket er SÅ vildt! 

Tusind, tusind, tusind tak! Jeg er så glad for, at I læser med! Det er vildt! 

Jeg håber de sidste af jer, også vil gøre mig den tjeneste at like! 

Det ville være fantastisk skønt :D 

I må også meget gerne huske at kommentere, for det hjælper altid vildt meget med at motivere mig til at skrive videre. 

Til slut vil jeg blot takke en skøn læser ved navn Emilia, som bare er så sød og har været med fra starten! 

Hun kommenterer de sødeste ting, og jeg er hende så evigt taknemmelig! Mys! 

Håber I er klar på skole i morgen igen :( 

Elsker jer alle! 

Knus og kærlige kram

Yummyumum 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...