Well hello there... I One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2015
  • Status: Færdig
Da den danske pige Victoria får et job som barnepige for en baby, har hun ingen anelse om, at denne lille pige faktisk er verdensberømt blandt tusind One Direction-fans.
Hun er nemlig blevet ansat af en kvinde ved navn Lou Teasdale, som er mor til en lille pige ved navn Lux. Lou er stylist for verdens største boyband, og Victoria bliver hurtigt viklet ind i denne verden, hvor hun blandt andet kommer til at møde de fem verdenskendte drenge.
Men hvordan vil det gå for Victoria, når hun skal på verdensturné og tage sig af et lille barn? Kan hun undgå at falde for mindst én, af disse drenge, og kan hun klare presset fra ventende paparazzier og skrigende pigefans, når hun bare kommer fra det lille land, Danmark?


Tjek min trailer ude i siden! :)

264Likes
390Kommentarer
55832Visninger
AA

21. Kapitel 20

Av for satan i helvede hvor gjorde mit hoved bare pissehamrende ondt. 

Grunden til det? 

Ja, jeg havde såmænd drukket mig stangstiv i tequila i for lidt over to uger siden, og alligevel havde jeg det stadigvæk dårligt! 

Et råd - ALDRIG nogensinde indtag tequila mere i dit liv, Victoria. 

Du kommer til at fortryde det!! 

Som jeg fortalte sidst, I hørte fra mig, ville drengene og crewet holde middag for mig om aftenen på min fødselsdag, og det fik de da så sandelig også gjort! 

Aftenen var vildt sjov, bortset fra jeg fik sagt og gjort en del pinlige ting. Det var der nu også andre, der gjorde... 

Jeg ved ikke hvad, der var værst ved den aften... Da Niall stillede sig op på bordet, og trak sine bukser ned, mens han sang fødselsdagssang for mig, eller da jeg væltede Liam ind i tagselv-bordet i min iver efter at joine Niall.

Jeg førte min hånd op til min tinding og prøvede svagt at massere den i højre side, mens jeg lavede dybe vejrtrækninger. 

Ork, hvor jeg hadede at have hovedpine! Det var sgu bare noget fandens lort! 

Især når man havde haft det i mere end to uger!

Okay, det var måske ikke kun tequila'en, der var skyld i min hovedpine. 

I dag var en ret dum dag.

Jeg havde besluttet mig for at snakke med Harry om hele situationen om Danmark og sådan noget.

Jeg sad faktisk lige nu i undergrundstoget, mens en flok 14-årige piger sad og hvinede over, at jeg var i samme tog som dem. 

De prøvede helt sikkert at lade som om, de ikke vidste, hvem jeg var, men det var ikke fordi de var bestemt gode til det. 

Jeg kiggede ned på min tommelfingernegl, og begyndte at pille i den. 

I forgårs havede jeg været sammen med Danielle og Eleanor. 

Perrie havde haft en koncert i Newcastle, og kunne derfor ikke være med. 

Men jeg fortalte dem om alle mine problemer, siden Perrie allerede havde hørt det...

Vi havde virkelig snakket tingene godt igennem og jeg håbede nu, jeg havde fundet frem til den rette beslutning.

Jeg ville fortælle Harry alt, og så måtte vi snakke om tingene og finde frem til en fælles beslutning. 

Jeg ville for alt i verden ikke såre ham! 

Dørene i toget åbnede sig, og jeg løb ud af dem, mens jeg satte kurs mod trapperne, der ledte op til den befærdede vej. 

Med hurtige skridt kom jeg op af trapperne, og satte kursen mod Harrys hus, som netop kunne skimtes oppe af bakken. 

Efter 10 minutters gang, kom jeg endelig op til den store sorte port, hvor de velkendte videokameraer som sædvanligt sad og stirrede ned på en. 

Jeg trykkede på den runde knap, og ventede på lyden af Harrys stemme. 

"Hallo?" lød de gennem højtaleren. 

"Harry, lukker du mig ind?" spurgte jeg, og kiggede op på linsen. 

"Hej smukke! Selvfølgelig" grinede han og kort efter lød der en brummen, samtidig med at porten begyndte at bevæge sig. 

Jeg sank en klump, og gik ind gennem den lille åbning, der nu var kommet i porten, op mod hoveddøren. 

Med en langsom bevægelse, trykkede jeg på ringeklokken og få sekunder efter, blev døren åbnet af en storsmilende Harry. 

"Hej!" sagde han, og trak mig ind til sig, mens han gav mig et kys. 

"Jeg har savnet dig" mumlede han, og krammede mig varmt. 

Jeg kiggede ned i jorden og gav ham et anstrengt smil, inden jeg hang min jakke på knagen og ind i køkkenet efter ham. 

"Jeg har lavet te, vil du have noget?" 

"Ja tak" mumlede jeg, og kløede mig på kinden. 

Lyden af te, der blev hældt i en kop, kunne høres bag mig og kort efter rakte Harry mig den dampende varme kop. 

Jeg kiggede ned i jorden, og prøvede at undgå øjenkontakt med Harry. 

Jeg kunne ikke sige det. 

Han ville blive så såret, jeg vidste det bare!

Jeg prøvede på at få mine rystende hænder, til at forholde sig roligt, men det føltes umuligt. 

"Victoria, er der noget galt? Du virker en smule utilpas?" Harrys stemme fik mig til at kigge brat op.

Han kiggede så bekymret på mig. 

Tårer formedes straks i mine øjne, og jeg prøvede på at holde øjenkontakten. 

Jeg måtte være stærk. 

"Det er bare... øhm" mumlede jeg.

"Du må ikke blive sur på mig, vil du ikke nok love det, Harry?" hviskede jeg.

"Hvad skulle jeg blive sur over, Vic?" spurgte han forvirret, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. 

"Vil du ikke nok love mig det?" prøvede jeg, og tog en slurk af min te. 

"Okay, hvad er der?" spurgte han og rynkede sine bryn. 

Jeg kiggede ham i øjnene og sank en klump. 

Kom nu Victoria. 

Ud med ordene. 

Du kan godt! 

"Jeg... Øh.. Je.. Jeg.." ordene ville ikke komme ud af min mund. 

Tag dig sammen! Kom nu, du kan jo sagtens. 

"Flytter tilbage til Danmark" hviskede jeg og lod en tåre løbe ned af min kind. 

Udtrykket i hans ansigt ændrede sig straks. 

Han så forvirret og vred ud på samme tid.

"Hvad gør du?" spurgte han.

"Det var en del af planen, Harry." mumlede jeg, og kiggede ud af vinduet.

"Af hvilken plan?"

"Du ved planen for året her i England" hviskede jeg. 

"Var jeg også med i din lille plan?" han slog hånden i bordet, og rejste sig arrigt fra sin stol, hvilket fik mig til at ryste i chok. 

Han fik mig til at føle som om, jeg havde udtænkt en eller anden opskruet plan om at gøre alle ondt i sidste ende. Som om jeg var en slags skurk. 

"Du ved, jeg kom hertil sidste år for at have et job som barnepige i et år! Derefter har jeg altid skulle tilbage til Danmark!" sagde jeg, og krydsede mine arme, mens flere tårer løb ned af kinderne på mig. 

"Ja, men ting ændrer sig, folk ændrer sig! Du har fucking fået en kæreste herovre!" råbte han, hvilket fik mig til at give endnu et lille hop.

"Jeg havde en kæreste, da jeg kom her! Det kan ikke ændre mit liv" sagde jeg og rystede på hovedet, mens jeg løftede min hånd og tørrede et par tårer væk. 

"Det kan ikke ændre dit liv? Det kan ikke ændre dit liv? Hvad fanden snakker du om? Det er sgu da netop en kæreste, der skal ændre dit liv! Du vil måske leve resten af livet som single uden børn eller mand?" han begravede sine hænder i sin lomme og rystede på hovedet. 

"Det er jo ikke sådan, jeg mener det" hulkede jeg. 

Jeg bakkede to skridt, og lod mig falde tilbage ned på stolen. 

Jeg følte mig så tom lige nu. 

"Hvordan mener du det så, hva' Vic?" han nærmede sig og kiggede mig dybt ind i øjnene. 

"Harry stop, du.." hulkede jeg.

"Hvad mener du med de ord? Betyder jeg ikke noget for dig?" hans stemme havde pludseligt ændret sig til en langt mere sørgmodig og alvorlig stemme. 

Hans ord ramte mig, og fik mig til at kigge op på ham. 

"Du ved, jeg elsker dig højere end noget andet! Men mit liv er i Danmark, og det vil det altid være!" mumlede jeg. 

"Dermed viser du også, at jeg ikke betyder noget for dig.." hviskede han og placerede sig i stolen overfor mig. 

"Det ved du godt ikke er rigtigt, Harry!" sagde jeg, og tog min hånd op til min mund for at forhindre et hulk i at undslippe. 

Jeg kunne ikke tro, han troede det!

"Hvordan vil du ellers forklare det? Vic, du siger, dit liv er i Danmark, og det vil det være for evigt. Dermed indikerer du også, at du aldrig vil kunne være sammen med mig!" sagde Harry og kiggede på mig med tårer i øjnene. 

Jeg prøvede desperat at finde et svar. 

"Harry, du må forstå mit valg. Ville du kunne forlade England?" hviskede jeg. 

"Om jeg ville kunne forlade England?

Jeg forlader England konstant. Jeg er aldrig sammen med min familie! Jeg er måske heldig at se dem to til tre gange om året!

Dette er jeg villig til på grund af mit arbejde, og drengene som jeg elsker uroligt højt. Jeg kunne vælge det fra. Jeg kunne sige til management, at jeg ikke ville være medlem af One Direction mere. Men jeg gør det fordi, jeg føler mig forpligtet overfor drengene, og fordi jeg nyder at tilbringe tid med dem og crewet.

Det er mit liv." han tog hånden op til sit ansigt og tørrede en tåre væk. 

Hans ord fik mig blot til at falde endnu mere sammen. 

Jeg følte mig som den største idiot lige nu. 

Alt det han sagde, havde han jo ret i. 

Men..

Jeg kunne ikke. 

Der var en stilhed.

"Du kan ikke, kan du?" spurgte han og tog min hånd. 

Jeg løftede mit ansigt og fik øjenkontakt med ham. 

Hans øjne var røde, og hans kinder våde. 

Jeg lod endnu en tåre løbe ned af min kind, mens jeg langsomt rystede på hovedet. 

"Jeg er ked af det Harry. Men jeg savner mit gamle liv. Det uforpligtende, hvor jeg hverken var kendt eller skulle tænke på alvorlige ting... Hvor jeg kunne sætte mig på en bænk i parken uden nogen kiggede. Jeg savner min familie, mine venner..." græd jeg.

Det føltes som om jeg havde levet et år i en drøm. 

Alt det man aldrig havde troet skulle ske, skete, og det hele føltes så uvirkeligt! 

"Så vi har kun bragt dig dårlige ting med på vejen?" hviskede han. 

Han slap taget om min hånd, hvilket fik den til at føles lille. 

"Aldrig nogensinde! Det har været det bedste år af mit liv, uden tvivl! Men jeg ved ikke om det her er mig" mumlede jeg.

"Med "det her" mener du så mig?" spurgte han. 

Jeg kiggede op på ham. 

Hans næse, hans mund, de fantastisk grønne øjne, håret, alt! 

Jeg var så forelsket i ham, at man skulle tro, det var løgn, og alligevel blev jeg bare nødt til at give slip. 

"Nej, ikke kun dig. Alt! Verdenskendt boyband, skrigende fans, afskaffet privatliv." hviskede jeg, og tørrede en tåre væk fra min hage. 

"Dermed mig" han nikkede og rejste sig. 

"Jeg vil gerne have, du går nu" sagde han bestemt. 

Jeg kiggede overrasket op på ham. 

Vi var jo slet ikke færdige med at snakke. 

Var han så vred på mig?

"Harry. Vi.. Jeg kan da ikke gå nu" hviskede jeg, og gik over til ham, mens tårerne løb ned af kinderne på mig. 

"Vic, please gå. Jeg bliver alt for ked af det, og du bliver alt for ked af det." han havde endnu engang tårer i øjnene, da han så på mig.

"Jeg vil ikke gå" mumlede jeg. 

"Vil du ikke nok? Jeg er blevet skuffet nok i dag, og jeg har ikke lyst til det mere." han kiggede ned i jorden. 

"Men, jeg.. Harry jeg vil ikke.." jeg rystede på hovedet. 

Jeg ville blive her hos ham. 

"Vic, gå!" 

Jeg lagde mit ansigt i mine hænder.

Jeg skulle aldrig være sammen med ham igen. 

Vi skiltes ad som uvenner. 

Jeg skulle aldrig mærke hans læber mod mine mere. 

Jeg skulle aldrig mærke hans hjerte banke mod mit mere. 

Tårerne løb hastigt ned af mine kinder.

Jeg fornemmede, han stod det samme sted, da jeg endelig kiggede op. 

Jeg måtte ud med det, jeg måtte bare sige det. 

Jeg sank en klump, og gik fremad mod ham, mens jeg langsomt lagde armene om ham. 

"Jeg elsker dig. Og jeg vil tænke på dig overalt." hviskede jeg til ham og placerede et let kys på stoffet af t-shirten, der lå så let over hans bryst.

Han stod helt stille. 

Han lavede ingen bevægelser.  

Det eneste der kunne høres, var lyden af hans bankende hjerte. 

Jeg skulle fortælle ham dette. 

Han måtte aldrig tro, jeg ikke tænkte på ham.

"Vil du ikke nok love, at gøre mig stolt, ligesom du har gjort alle disse måneder? Du er den mest fantastiske mand, jeg kender. Du har viljen til at komme frem i livet, og jeg er sikker på, du vil blive ved med at imponere mig. Jeg vil altid være ved din side uanset hvad, okay? Måske kan du ikke se mig, men jeg er her altid, okay Harry?" Tårerne strømmede ned af mine kinder, da jeg langsomt gav slip på ham. 

Jeg kiggede en sidste gang på ham. 

Han stirrede på mig med et tomt blik. 

Hans tårer dryppede ned på den sorte t-shirt, og hans hænder var knyttede. 

Min blik sløredes, da jeg vendte ryggen til ham og gik ud mod hoveddøren. 

Jeg åbnede langsomt døren, og vendte mig en sidste gang om. 

Harry stod i døråbningen til gangen og kiggede på mig. 

"Jeg er her altid" hviskede jeg, og lukkede derefter døren. 

 

Jeg ved egentlig ikke hvordan jeg kom herud. 

Jeg ved ikke hvilke tanker, der kørte gennem mit hoved. 

Dog vidste jeg, at jeg havde fundet frem til noget rigtigt, da jeg gik op af de tre trin til dørtelefonen, der hang på venstre side. 

Jeg kørte mit blik hen af de forskellige navne, og lod mit blik falde på det, jeg ledte efter. 

"D. C. Peazer".

Min finger landede på den sølv knap, og efter et par sekunder lød en stemme i højtaleren.

"Hallo?" 

"Danielle, det er Victoria" mumlede jeg, og et øjeblik efter buzzede døren, og den åbnede. 

Vejen op af trapperne føltes som en uendelighed. 

Mit blik var sløret for alle tårerne, der løb ud af mine øjenkroge, og jeg gispede efter vejret. 

Skiltet med 2.sal, nåede endelig min øjenhøjde, da jeg havde gået et par minutter.

Jeg drejede til venstre, og et øjeblik efter bankede jeg på den mørke trædør. 

"Victoria" sagde Danielle forfærdet, da hun åbnede døren. 

Jeg kiggede hende i øjenene, og styrtede frem, mens hun hurtigt lagde armene om mig. 

"Så, kom her" hun kørte sin hånd over min ryg, og tyssede på mig over mine høje hulk, mens hun ledte mig ind i stuen og ned i sofaen. 

"Hvad er der sket? Gik det helt galt med Harry?" spurgte hun. 

Jeg nikkede. 

Alt var forbi. 

Alt var tabt. 

Der var intet tilbage. 

 

 

 

A/N: 

Jeg ved, I hader mig... Jeg ved det... 

Alle de kommentarer jeg fik bare på sidste kapitel om, at Victoria ville slå op, og nu dette. Undskyld, undskyld, undskyld! 

Men det måtte gøres... 

Jeg græd endda selv her til aften.

Ikke fordi jeg er specielt imponeret over min skriveevner, men mere bare fordi, jeg føler mig så nært beslægtet med Victoria, og jeg kunne bare føle hele processen. Så ja, der røg et par tårer ned på tastaturet... 

Nu kan man helt sikkert sige, at jeg skriver denne movella med blod, sved og tårer! haha! :D 

Please, please, please husk og like! Det er altså virkelig virkelig vigtigt for mig, så  please tryk på likeknappen, når I nu alligevel er herinde :) 

Elsker jer allesammen så højt! 

Bliver simpelthen så glad, når jeg modtager kommentarer fra jer, for I er bare de sødeste! Virkelig! 

Tusind mange gange tak for at I vil læse med på min movella! 

Knus og kys 

Yummyumum

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...