Well hello there... I One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2015
  • Status: Færdig
Da den danske pige Victoria får et job som barnepige for en baby, har hun ingen anelse om, at denne lille pige faktisk er verdensberømt blandt tusind One Direction-fans.
Hun er nemlig blevet ansat af en kvinde ved navn Lou Teasdale, som er mor til en lille pige ved navn Lux. Lou er stylist for verdens største boyband, og Victoria bliver hurtigt viklet ind i denne verden, hvor hun blandt andet kommer til at møde de fem verdenskendte drenge.
Men hvordan vil det gå for Victoria, når hun skal på verdensturné og tage sig af et lille barn? Kan hun undgå at falde for mindst én, af disse drenge, og kan hun klare presset fra ventende paparazzier og skrigende pigefans, når hun bare kommer fra det lille land, Danmark?


Tjek min trailer ude i siden! :)

264Likes
390Kommentarer
56894Visninger
AA

11. Kapitel 10

"Vil du have en cola?" Jeg åbnede langsomt øjnene og fik øje på en stewardesse, der kiggede på mig med et stort smil.

"Ja tak" sagde jeg, mens jeg prøvede at skjule mit gab.

Hun rakte mig colaen og gik videre med sin lille vogn. 

Den dugkolde colas dåseoverflade mod min hånd, gjorde mig en smule mere frisk og jeg åbnede sodavanden med et klik, mens den brusende lyd kunne høres. 

Jeg løftede colaen op til munden og tog en slurk af den dejligt kolde, søde væske. 

Til min højre sad Harry endnu og sov med let åben mund, hvilket fik mig til at trække på smilebåndet. 

Mit blik røg ned på mit lille ur på mit venstre håndled. 

Klokken viste 13.40, hvilket altså ville sige, der var 45 minutter tilbage af flyturen. 

Jeg placerede min cola på det lille bord foran mig og trak min bog frem. 

Det var en virkelig god bog, jeg læste. Og meget meget sørgelig. 

Den handlede om et kærestepar, der besluttede sig for at få børn. 

Moderen blev så gravid med tvillinger, og de glædede sig utroligt meget til at få disse tvillinger. 

Dog fik hun veer nogle måneder for tidligt, og skulle i hast indlægges på hospitalet. 

Børnene bliver født, og bliver straks lagt i kuvøse, og efter noget tid, kan de begynde at tage dem lidt ud og sådan. 

Dog får de til sidst at vide, at den lille pige har fået en stor hjernesvulst og den lille drengs lunger ikke fungerer, og begge børn dør. 

Jeg tørrede et par tårer væk, mens jeg læste ordene:

"Med fingerspidserne aer vi forsigtigt deres tynde, tynde hud mens de trækker vejret, trækker vejret. 
Langsommere.
Langsommere.
Langsommere."

"Åh hvor er det dog forfærdeligt" hviskede jeg til mig selv og tørrede flere af de efterhånden mange tårer væk fra mine våde kinder. 

Jeg vendte mit blik over på den næste side, hvor der blev beskrevet begravelsen. 

Aldrig i mit liv havde jeg læst noget sørgeligere! 

Når det kom til børn, der døde, havde jeg det altid helt forfærdeligt! 

Mine øjne løb hastigt over siderne, mens jeg tog hvert enkelt ord ind til mig. 

Det var så nænsomt og smukt skrevet på en måde. 

Min mund bævrede, mens jeg vendte endnu en side og rakte efter min cola. 

"Victoria, hvad er der galt?" spurgte en stemme ved siden af mig.

Jeg kiggede hurtigt op og lod mærke til at Harry sad med et meget bekymret blik. 

"Jeg læser en meget sørgelig bog" sagde jeg, og løftede min hånd op til min våde kind.

Jeg stillede colaen tilbage på det lille bord. 

"Åh. Jeg blev lige bange for, der var sket noget slemt" sagde Harry, og rakte efter min cola.

"Du har ingen idé om hvor sørgelig den her bog her" sagde jeg og tog et lommetørklæde op fra min taske for at pudse min næse. 

"Hvad er det da, der sker?" spurgte han halvt grinende. 

"Du skal ikke grine Harry, det er ikke sjovt" sagde jeg halvkvalt.

"Det er nu mere dig, jeg griner af. Du har mascara i hele ansigtet" grinede han 

"Nå nå." sagde jeg surmulende, mens jeg lagde bogen fra mig og tog min taske op på skødet for at finde et lille spejl og min mascara. 

"Fortæl mig så hvad den handler om" sagde han

"Et kærestepar beslutter at få et barn, og så bliver hun gravid med tvillinger. Hun føder for tidligt og efter nogle uger får de så at vide at børnene har en svulst i hjernen og problemer med lunger. Og så dør de..." jeg hulkede de sidste ord ud, og pudsede endnu engang min næse.

"Nej hvor skrækkeligt" Harry havde pludselig gru malet i sit ansigt. 

Jeg nikkede og tog det lille spejl op til mit ansigt. 

Mine øjne var svagt hævede og røde og halvdelen af min mascara sad ned på min hage. 

Jeg lignede ærlig talt LORT.

Jeg sukkede og tog en vådserviet frem, mens jeg langsomt begyndte at fjerne de halvsorte klatter.

"Flyet vil lande om ca 10 minutter, vær sød at spænde jeres sikkerhedsbælter" lød en grynet stemme i højtalerne

Jeg sukkede og skruede hætten af mascaraen, hvorefter jeg løftede den op til mine øjenvipper og begyndte at køre den over dem. 

Jeg snøftede nogle gange, hvorefter jeg skruede hætten på igen og satte mig godt til rette i flysædet med tasken på skødet, i færd med at finde et tyggegummi. 

"Vil du være sød at fjerne tasken og sætte den ned under dit sæde?" lød en damet stemme fra højre. 

Jeg kiggede op og lod mærke til stewardessen fra før kiggede på mig med et lille smil.

Jeg nikkede hurtigt, og prøvede at skjule mine halvrøde kinder, mens jeg med hastige bevægelser fik svunget tasken ned på jorden, og sat mig tilbage i sædet. 

Stewardessen nikkede let og gik videre ned af rækkerne.

I lang tid sad jeg bare og funderede lidt over tingene. 

Hvad nu hvis man faktisk døde i dag? 

Der var jo ingen garantier for noget som helst. 

Vi kunne jo sagtens styrte ned med et fly, og så ville det være ovre! 

Jeg skuttede mig en smule ved tanken. 

Nu hvor jeg kom til at tænke over det, havde jeg faktisk altid hørt, at landingen for et fly skulle være det farligste. 

"Vidste du godt at det er farligst at lande med et fly?" spurgte jeg hurtigt Harry.

"Hvad mener du?" han kiggede på mig med rynkede bryn.

"Altså af alt det et fly gør, er dét at lande det farligste" sagde jeg med frygt i stemmen.

"Der sker ikke noget, Victoria" sagde han med et lille smil og kiggede over på stewardessen, der nu var på vej tilbage til sin plads. 

"Hvordan kan du vide det?" spurgte jeg ham skræmt.

"Det kan jeg heller ikke. Men jeg kan håbe, og det gør også at jeg tror, der ikke sker noget" sagde han stadig smilende.

"Jeg er lidt nervøs." mumlede jeg, og kiggede ned i mit skød, mens flyet lavede et lille hop.

"Det skal du ikke være... Kom, lad os tale om noget andet" sagde han glad

"Okay, ehm.." jeg tænkte en smule over, hvad vi kunne snakke om. 

Pludselig fandt jeg det perfekte spørgsmål.

"Tænder du på stewardessen derovre?" jeg pegede over på stewardessen, der havde skænket mig en cola, og som Harry havde sendt et blik for få minutter siden. 

"Hvad fanden er det for et spørgsmål, Vic?" spurgte han grinende.

"Du bad mig om at snakke om noget andet. There you go" grinede jeg.

"Du har ret. Nej, jeg tænder ikke på hende, da hun ligner en på godt 55 år" svarede han med et bredt smil. 

Jeg kunne ikke lade være med at grine højt af hans kommentar. 

Jeg vendte mit hoved mod vinduet og kiggede ud, mens jeg håbede inderligt på, at alt nok skulle gå. 

Hold nu op Victoria, du er så åndssvag, selvfølgelig sker der ikke noget!

Jorden nærmede sig under os og efter et par sekunder, landede flyet. 

Jeg åndede lettet op.

"Se, jeg sagde der ikke ville ske noget" grinede Harry og rejste sig op, mens han tog sin taske.

"Ja ja" sukkede jeg og tog min taske op fra gulvet, mens jeg begyndte at rode rundt i den efter mine solbriller. 

Hvor fuck er de henne? 

Jeg blev ved med at rode rundt, for til sidst at tage hver en fucking ting op fra den lorte taske. 

ORRRRRRRK! 

"Hvor fanden er mine solbriller" sagde jeg irriteret, og lagde mig ned på jorden for at kigge under mit sæde, mens alle de andre havde stillet sig i kø for at komme ud af flyet. 

"Er det ikke dem du har i håret?" spurgte Louis mig, som stod lige ved siden af mit sæde. 

Jeg vendte langsomt mit hovede op mod ham, mens jeg ligeså flyttede min hånd langsomt op til mit hår. 

Og ganske rigtigt. Der var de sørme. De satans solbriller. 

Fuck hvad gør jeg nu. 

Øhmmm...

"Hehe" prøvede at jeg fnise, mens jeg rejste mig op fra gulvet, knaldrød i hovedet, og begyndte at stoppe mine ting ned i tasken igen. 

Køen begyndte at bevæge sig, og jeg løb lynhurtigt hen bag Niall som vendte sig om med et stort grin. 

"Hold kæft hvor var det sjovt det der før" grinte han højt, og lagde sin arm omkring mine skuldre. 

"Det var bestemt ikke sjovt" sagde jeg og krydsede mine arme.

Niall klappede mig på ryggen og gik hen mod udgangen af flyet, mens jeg fulgte stille efter. 

Jeg sukkede endnu engang. 

Køer havde altid irriteret mig enormt meget. 

Jeg vendte mit ansigt over mod udgangen, hvor jeg kunne se solen lyse skarpt. 

Det var sikkert varmt udenfor. 

Jeg fulgte efter Nialls traskende skridt, og kom til sidst ind i sådan en slags tunnel, som ledte os ind i et specielt rum i lufthavnen. 

Vi gik direkte forbi bagagebåndene, hvilket foruroligede mig lidt. 

"Ehhh, Niall?" råbte jeg til ham.

"Ja?" han vendte sig om og kiggede spørgende på mig.

"Skal vi ikke have bagage?" jeg pegede over mod de rullende bånd.

"Bare rolig, dem får vi leveret på hotellet" Niall smilede stort til mig og lagde endnu engang armen omkring mig. 

"Fuck hvor fedt" jeg grinte og lagde min arm omkring hans talje, mens jeg fortsatte ud gennem de store glasdøre, hvor skrigene fra fans allerede nu kunne høres. 

"Er I klar drenge?" råbte Liam 

"Jep" svarene kom lidt forskudt fra dem, og dørene blev trukket fra hinanden. 

Nialls arm var stadig omkring mine skuldre, og jeg prøvede at have et nogenlunde neutralt ansigtsudtryk, mens jeg gik igennem de skrigende horder af fans. 

"ER I KÆRESTER?" råbte flere piger til mig og Niall, hvilket hurtigt fik mig til at slippe ham. 

Han tog armen ned fra mine skuldre, og jeg kunne tydeligt se på ham, han var frustreret. 

"Nej, vi er bare venner" fik han hurtigt sagt, mens vi gik videre. 

Da vi endelig kom ud i bilen, smækkede vi hurtigt dørene i. 

Jeg pustede lettet ud, og lænede mig tilbage i sædet. 

"Victoria. Der kommer rygter" mumlede Niall ud i det blå.

Jeg vendte mit hoved over på ham, mens også de andre drenge så undrende på ham. 

"Udfra det der?" spurgte jeg overrasket.

"Ja, der var masser, der fik billeder" sukkede han, og tog sikkerhedssele på.

"Fuck." mumlede jeg, og støttede mit hoved i min hånd.

"Hvad er der sket?" spurgte Zayn forvirret.

"Niall holdt mig om skuldrene og jeg holdt også om ham, da vi gik ud af dørene." sukkede jeg.

"Hvorfor fanden tænker du ikke på det, Niall?" spurgte Liam.

"Det ved jeg ikke. Gik i mine egne tanker" vrissede Niall, og lagde armene over kors. 

"Hey, det er ligeså meget min skyld" sagde jeg henvendt til drengene. 

"Vi må bare håbe det ikke bliver blæst helt vildt meget op" sagde Louis stille.

Jeg nikkede og hev min iPhone frem, for at se 2 nye beskeder. 

Én fra min mor og én fra Marc...

Jeg åbnede konsekvent min mors først. 

 

Hej pusling! 

Håber flyveturen går godt :) 

Vil du ringe til os over Skype, når du kommer hen på hotellet? 

Knus mor 

 

Jeg skrev hurtigt et svar tilbage om, at jeg nok skulle ringe, og vendte derefter mit blik mod den næste besked fra Marc. 

Hvad mon han ville? 

Ville det være en besked om hvor meget han savnede mig?

Eller var han sur på mig?

Ville han have mig tilbage?

Jeg holdt min finger direkte over beskeden, men kunne ikke få mig selv til at trykke. 

Hvorfor fanden sendte han en besked?

Det gør man da ikke, hvis man har været utro, gør man vel?

Jeg mener...

Man ville da ringe.

Jeg lod min finger ramme skærmen hurtigt, og straks kom jeg ind i vores samtale. 

Den nye besked blændede mine øjne, og jeg rynkede mine bryn.

Jeg læste den igennem flere gange for at forstå alt helt rigtigt. 

 

Hej Vic. 

Der er lige nogle ting, jeg mangler. 

Jeg skal bruge min Inception-dvd i aften og så har du vidst nok også min trøje? 

Håber alt går godt for dig! :)

Knus Marc

 

Han havde skrevet en besked til mig om, at han gerne ville have sin fucking dvd og trøje tilbage?

Ikke noget med at skrive undskyld, eller at han var ked af det. Nej. 

Han sender en fucking smiley til mig?

Hvad fanden var det for noget at sende en smiley, når han lige var blevet opdaget i, at være mig utro?

Og det der "Knus Marc"?

Jeg stirrede endnu engang vantro på beskeden. 

Hvad fanden skulle jeg svare?

"Har du set et spøgelse, Vic?" afbrød Liam mine tanker.

Jeg kiggede op på drengene med let åben mund.

"Marc. Marc har lige skrevet" sagde jeg med tør hals.

"Hvad?" udbrød Harry hurtigt.

Jeg nikkede.

"Hvad skrev han?" spurgte Niall.

"Det er det værste" mumlede jeg og rakte drengene telefonen, som de alle bøjede sig ind over for at læse. 

Hurtigt kiggede de dog op igen med vrede ansigter. 

"Hold kæft en idiot" mumlede Zayn og rystede på hovedet.

Louis og Liam nikkede istemmende.

"Du skal ikke svare ham" sagde Niall hurtigt til mig og rakte mig telefonen.

Jeg rynkede brynene.

"Skal jeg ikke?" spurgte jeg forundret.

"Nej, så tror han bare, du har siddet og ventet i evigheder på, han skriver til dig. Lad ham være" sagde Harry.

"Åh.." jeg nikkede og kiggede ud af vinduet, hvor en tårnhøj bygning kunne ses. 

Skulle jeg virkelig ikke svare ham? 

Jeg var parat til at skrive alt muligt grimt til ham om, at han var en idiot. 

Måske skulle man lytte efter drengenes råd, siden de nu var drenge...

Jeg sukkede, mens vi stoppede foran bygningen, og en mand kom over og åbnede døren for os. 

Kort tid efter blev vi hurtigt ledt ind i hotellobbyen, hvor Paul stod klar med nøgler til os.

Han gav drengene deres værelsesnumre, og jeg stillede mig over til Lou og Lux for at vente. 

"Marc har skrevet til mig" mumlede jeg til Lou.

"Hvad har han?" hun vendte sig brat om fra Lux, og kiggede på mig.

Jeg nikkede og gav hende min mobil.

Hun læste hurtigt beskeden, og kiggede op.

"Skriv til ham hvor stor en idiot, han er" sagde hun, og løftede Lux op.

Okay hvad?

Drengene havde lige sagt det modsatte!

"Men drengene sagde lige, at jeg ikke skulle svare" sagde jeg modstridigt.

"Hvorfor dog?" spurgte Lou forundret.

"Fordi det åbenbart ellers virker som om, jeg har siddet og ventet på, han skal skrive." sagde jeg irriteret og trak på skuldrene. 

Hvorfor fanden skulle det også være så pisse indviklet det hele?

"Nårh. Ja det var måske en god idé" nikkede Lou.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det hele er så indviklet og dumt" sagde jeg arrigt og løftede op i min håndtaske, da Paul gav os vores nøgler. 

Jeg kiggede ned og så, der stod 924 på nøglen.

Jeg gik over mod elevatoren efter Lou, mens hun talte.

"Som jeg har sagt før, skal du ikke tænke på ham mere, og det ville måske derfor være klogt ikke at svare, som drengene sagde" nikkede Lou, mens dørene lukkede i, og elevatoren kørte op mod 9. etage.

Jeg sukkede tungt, og tog min tunge håndtaske over på min anden skulder. 

"Måske" mumlede jeg, og pillede ved min pegefingernegl.

Der kom et højt pling, og dørene gik fra hinanden. 

Hotellet så meget fancy ud. 

Tæpperne på gangene lå flotte og mørkerøde, mens væggene havde et flot gyldent mønster. 

Jeg gik over mod skiltet, hvorpå der stod: "915-930 -->", og drejede ned af gangen, som pilen havde anvist.

Efter nogle sekunder kom en dør frem, hvorpå der stod 924, og jeg sukkede lettet op og fandt mit nøglekort, som jeg lod køre igennem sprækken på dørens håndtag. 

Efter et sekund blinkede det grønt, og jeg åbnede døren indtil det flotteste værelse nogensinde! 

En kæmpestor seng stod parkeret midt inde i det hele, og et stort vindue med udsigt over byen var lige ved siden af. 

Inde på toilettet var der det lækreste bad, og der duftede rent og dejligt af nyvasket tøj. 

Jeg smed min håndtaske på jorden, og gik hurtigt over til sengen, som hoppede blidt, da jeg lagde mig ned. 

Hvad fanden skulle jeg gøre?

 

 

A/N: 

Heeeeeeeeeeeej! 

Håber I kunne lide kapitlet :D

Har egentlig ikke rigtig så meget at sige andet end, jeg er så taknemmelig for alle favoritlisterne! Og så vil jeg stadig bede jer om at like, når I også har sat den på jeres favoritliste!

Jeg vil nemlig gerne have den længere op i popularitet! 

LIKE LIKE LIKE!!!!! :D Så bliver jeg glad! 

Skal vi sige at historien skal op på mindst 60 likes før næste kapitel kommer! :) 

Og så læg en kommentar, for så bliver jeg mindst ligeså glad! 

Det er så skønt at se feedback på ens arbejde, og jeres kommentarer gør mig altid så glad. 

Så skriv uanset om det er kritik eller positivt! Jeg lærer ud fra det :)

KNUUUUUUUUS! 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...