Glitterstads

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2013
  • Opdateret: 21 jun. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
165Visninger

1. Kapitel 1

Jeg tror hun er syg.   En uldhue i en usmagelig farve er trukket helt ned over øjnene på hende. Pigens næse er så godt som ikke eksisterende, men hendes læber udfylder pladsen. Den eneste måde jeg kan se hun er en pige er kjolen. Den er sort som galskab, men glitrer som om festøv har fundet sig til rette på det bløde stof. Hendes hud er så hvid at det må være usundt og hendes fødder er bare. Pigen sætter sig ved siden af mig på det spættede togsæde. Hun trækker noget op af en usynlig lomme i sin kjole. Det er en lap papir. Man må ikke kigge over skulderen på fremmede mennesker det er uhøfligt. Det har jeg altid fået at vide. Men nogen gange er man nød til at være uhøflig. Bare lidt. Med synlig umage er fire ord fældet ned på det hvide papir med rød kuglepen. "Lyngby st." og "forenden af Hyldevænget". Pigen folder papiret sammen og prikker til det med pegefingeren. Parpiret bliver til støv. Glimtende festøv der ligger sig på hendes kjole. Hun vender sig mod mig og smiler. "Kører det her tog til Lyngby"? "Ja". Jeg peger på kørerplanen, hvor de små røde prikker en efter en forsvinder og fortæller at vi snart er ved Holte station. Pigen lænder lidt på huen og kigger langs min udstrakte finger. "Næste station" siger hun. "Ja næste gang". "Er du tryllekunstner"? spørger jeg. "Nej, hvorfor"? "Det der med at lave papir til festøv" siger jeg, "det virker ret trylleagtigt". "Åh". Hvis pigen havde kunne blive mere bleg, var hun blevet det. "Jeg skal vist af nu". Hun rejser sig op og går hen i mod dørene. Jeg følger efter. "Jeg skal også af her". "Nåh" siger pigen. "Hvad hedder du"? spørger jeg. "Nana". "Jeg hedder Lena". "Nåh". Toget standser. Jeg rækker ud og trykker på knappen der får dørene til at åbne sig. Nana og jeg træder ud i vrimlen. Jeg tager fat i hende og trækker hende ned fra perronen. "Hvordan kommer man ud herfra". Nana ser så disorienteret ud at jeg får helt ondt at hende. "Kom". Jeg maser mig gennem menneskemængden ud af stationsbygningen. Nana følger tæt efter. "Frisk luft". Hun trækker vejret dybt ind. "Har du  virkelig aldrig været på en station"? "Nej, jeg har levet en meget...beskyttet tilværelse indtil nu". "Det må du da nok sige". "Du ved vel ikke hvor Hyldevænget  ligger".  "Jo jeg gør det ligger på vejen hjem til mig" siger jeg. "Okay, sikke et sammentræf" siger Nana. "Det er denne vej". Jeg begynder at gå. Nana småløber op på siden af mig. "Hvor gammel er du"? spørger hun. "13 år". "Jeg er...også 13 år". "Kan du ikke tage den hue af"? "Jo, det kan jeg vel godt" siger Nana. Hun trækker huen af. Siden man tager en grim uldhue på og trækker den helt ned til næsen må ens øjne da være ret specielle. Sådan tænker jeg da. Men Nanas øjne ser helt almindelige ud. Blågrå og lidt for store til ansigtet. Helt almindelige pigeøjne. Hendes hår er lyst og drengeklippet og helt elektrisk. "Hvorfor har du hue på...der er da ikke noget galt med dig". Nana svarer ikke. "Og hvad med papiret og festøvet"? spørger jeg. "Ved du hvad jeg finder selv derhen" siger Nana. "Vel gør du ej" siger jeg og tager fat i hende,"nu fortæller du hvad du er". Nana ryster min hånd af. Så prikker hun til sig selv. Hun forsvinder. Jeg glipper overrasket med øjnene. Okay, hun er ikke en amatør - tryllekunstner. Måske er hun ikke engang et menneske.  En kæmpe bunke festøv ligger på jorden. Festøvet letter og begynder at sno sig hen over himlen. Jeg glor efter det lange glitrende hale til den forsvinder. Jeg kigger ned på jorden. Uldhuen og en lille bunke festøv ligger tilbage. Mens jeg kigger på samler festøvet sig sammen og bliver til en lap papir. Jeg tager papiret op og kigger på det. Med rød kuglepen står der fire ord: "Lyngby st." og "forenden af Hyldevænget". Jeg kigger op mod himlen. Jeg skal nok finde ud af hvem Nana er. Eller måske rettere hvad. Jeg stikker sedlen i lommen og samler huen op. Jeg har mest lyst til at smide den ud, men putter den alligevel i lommen. Så begynder jeg at gå. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...