Jeg begyndte at danse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jun. 2013
  • Opdateret: 21 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg rejste mig op og begyndte at danse.
Ud af mit værelse, ud af min have, ud af mit kvarter, ud af min by.
Ud af alt jeg kendte.
Jeg kunne ikke stoppe. Jeg måtte ikke stoppe.
For hvis jeg stoppede begyndte jeg at tænke igen...

1Likes
1Kommentarer
323Visninger
AA

2. Jeg begyndte at danse

 

Jeg rejste mig op og begyndte at danse. Helt spontant, ud af ingenting. Jeg følte bare at jeg blev nødt til det. Det gav nærmest bare mening. Mit værelse var for lille – jeg kunne knapt tage tre skridt før jeg ramte væggen i den modsatte side af lokalet.

Uden at tænke videre over det bevægede jeg mig ud på min altan. På trods af at den var næsten dobbelt så stor som mit værelse, og endda uden møbler der stod i vejen, var der stadig noget forkert ved det. Det var hegnet. Hegnet og murene og væggen ind til mit værelse og mine forældres. Tilsammen indhegnede de altanen – den rektangulære platform der var hævet lidt under to meter over jorden hvorfra man kunne se solnedgangen og på en god nat, som denne nat så passende var, skinnede stjernerne overraskende klart på den mørkeblå himmel. Men jeg kunne ikke danse her, selvom udsigten var skøn. Jeg kunne ikke danse i en indhegning. Langsomt, i så glidende bevægelser det var muligt, klatrede jeg over det hegnet af sort træ og trådte ned på den meter lange, hvide mur der adskilte det sidste af vores terrasse med naboens terrasse.

En let brise mødte mig i det jeg sprang ned fra muren og snublede, klodset som jeg er, men fortsatte med at danse. En dans kan man måske ikke ligefrem kalde det – jeg holdt begge arme en smule ud fra kroppen, og snurrede rundt om mig selv og tog tilfældige skridt i tilfældige retninger – men jeg var ligeglad. Det var min dans.

Havens græs kildede mine bare tærer mens jeg dansede rundt i det og kiggede mod himlen. For hver stjerne jeg så, opdagede jeg ti nye ud af øjenkrogen. Jeg blev rundtosset, og vaklede ind i hækken og vores æbletræ en gang imellem, men det generede mig ikke, og jeg fjernede ikke blikket fra himlen. Men på trods af at have fået mere plads at bevæge mig på, virkede det stadig forkert. Efter endnu et sammenstød med den kraftige hæk, gik det op for mig hvad der var galt – haven var indhegnet, ligesom altanen og ligesom mit værelse. På trods af den ekstra plads kunne jeg stadig ikke bevæge mig frit. Ikke rigtigt. Jeg snurrede et par gange om mig selv og dansede hen til den sorte havelåge med slingrende skridt.

Lyden låsen sagde da jeg åbnede den kom bag på mig. Det gik op for mig hvor stille natten var. Fuglene sang ikke som de plejede. Bilernes larm kunne ikke høres fra vejen omkring hundrede meter fra mig. Alt var stille. Men jeg var ligeglad. Jeg fortsatte med at danse ud af lågen. Jeg bekymrede mig ikke engang om at lukke den, kun hvilken vej jeg skulle tage på den asfalterede vej bag min have. Det kunne vel være ligeglad – om jeg valgte den ene eller anden parkeringsplads kom jeg i sidste ende samme sted hen, hvis bare jeg fortsatte den retning. Men hvad hvis jeg ikke fortsatte i den retning? Hvad hvis jeg fik lyst til at dreje til højre i stedet? Så ville jeg ende et helt andet sted. Valget fik mig næsten til at tænke igen, og min dans blev langsommere og mere tung i det mens jeg langsomt blev bevidst om mine bevægelser. Et svagt vindstød viste sig at være mit svar – vinden kom fra vest af, og vest var til højre for mig. Jeg måtte følge vinden, i hvert fald et lille stykke. Den hjalp mig. Den guidede mig. Og jeg begyndte at danse til venstre på vejen.

Strækningen hen til parkeringspladsen tog længere tid en normalt, fordi jeg havde travlt med at danse. Vejen var bred, og jeg stirrede for det meste op på himlen, selvom jeg af og til stødte ind i kantstenen. Så vente jeg mig bare om og dansede den anden vej. Lygtepælene var mærkelige. De var ikke slukkede, det virkede bare som om lyset ikke trængte igennem. De bemærkede mig slet ikke. Jeg kastede ingen skygge, og jeg blev ikke lyst op.

Fra parkeringspladsen dansede jeg videre mellem bilerne, og ind i den labyrint af kedelige, grå blokke som mit kvarter bestod af. Jeg fjernede blikket fra himlen og stirrede på bygningerne mens jeg dansende navigerede mig forbi dem, en efter en, skridt efter skridt. Der kom et gulligt lys fra nogle af vinduerne. Blokkene havde øjne. Tilfældigt placeret, og tilfældigt antal. Nogle var blinde. Bygningerne var langt gråligere end jeg havde forventet. De var mørke, og ikke bare henlagt i skygger, men direkte skyggeagtige. Skæve var de også. Jo mere jeg så på dem, jo skævere blev de. Jo mere faldt de fra hinanden. Lyset i øjnene på dem falmede hvis de blev for skæve. Nogle af dem rejste sig, højt over de andre, højt over mig, som truende, mørke skikkelser, men jeg dansede blot videre. Stille og roligt. Indtil jeg ikke længere var omgivet af grå, skæve bygninger. Indtil jeg ikke længere var fanget af blokkene.

Hvor der plejede at være biler og mennesker og travlhed, var nu en næsten overdøvende stilhed og tomhed. Vejen jeg dansede mig frem til var som forladt. Lygtepælene her var større, men deres lys gav mig stadig ingen skygge, og det lyste mig stadig ikke op. Det rørte mig ikke. Jeg eksisterede ikke i deres lys.

Jeg dansede på vejen og stirrede på himlen og stødte ikke længere ind i noget. Jeg havde plads. Jeg dansede ned ad vejen, en anden retning end den jeg hidtil havde fulgt mellem biler og bygninger. Jeg dansede som jeg havde gjort siden jeg forlod mit værelse. Jeg kunne knapt nok huske da jeg hoppede ned i haven, eller følelsen af at skulle beslutte sig…

Inden jeg begyndte at tænke igen havde jeg endnu engang græs under fødderne. Langt græs. Det kildede mine ankler og endda op til mine knæ. Stjernerne herude var så utroligt smukke. De var langt klarere nu end de var da jeg dansede blandt bygningerne. Mens jeg dansede og kiggede på stjerne så jeg et lys ud af øjenkrogen. Et blåt lys. Jeg fortsatte min dans hen imod lyset. Jeg så nærmere på det, men jeg kunne ikke se hvor det kom fra. Men det var der, og hver gang jeg snurrede om mig så jeg noget fascinerende. I det korte øjeblik jeg havde ryggen til det blå lys så jeg en skygge i græsset. Min skygge. Det blå lys lod mig kaste en skygge. Jeg kom tættere og tættere på, og snurrede mere og mere om mig selv for at sikre mig at min skygge stadig var der. Den blev gradvist tydeligere. Tydeligere for hvert skridt jeg tog.

Jeg snurrede om mig selv endnu engang, og i samme bevægelse lod jeg mig falde. Jeg lå på ryggen i græsset og stirrede op i himlen. Op på stjernerne der langt tydeligere her, end de var blandt bygningerne. Det blå lys hang over mig. Det passede på mig, det var jeg sikker på.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...