Verdens smukkeste hus

Skrevet i 2011.

Det handler om en kvinde som tager en mindre sviptur fra sin deprimerende hverdag, for at opleve verdens smukkeste hus.

0Likes
0Kommentarer
270Visninger
AA

1. Verdens smukkeste hus

Verdens smukkeste hus. 

Det lyder i hvert fald spændende, og det kan vel aldrig skade. Jeg prøver at ignorere trangen til at lade mig rive med, og så helt droppe min aftale, hvorefter jeg kommer med en eller andet åndet undskyldning. Det er dumt. Jeg kan godt klare den, men først skal jeg lige se verdens smukkeste hus, tænker jeg. Alligevel bliver jeg ved med at sidde og tænke på sjove undskyldninger inde i hovedet, som for eksempel: et egern faldt ned fra et træ og ramte bussens forrude, det fik buschaufføren til at køre galt, mens vi var midt ude i skoven, og så kunne ingen af os i bussen komme hjem.

    Jeg griner lidt for mig selv. Torben ville dø af grin hvis han hørte den undskyldning. Torben, min kære eksmand, ham som jeg skal møde senere. Min søn, Preben, ville derimod blive ked af det, og spørge om egernet var okay. Jeg må hellere lade den undskyldning forblive en tanke, tænker jeg.

Mine tanker bliver afbrudt af chaufføren som siger: ”Nu drejer vi om hjørnet, og så kan i se verdens smukkeste hus”. Fint nok, tænker jeg, det gik hurtigt.

     Bussen drejer om hjørnet, og det går op for mig at jeg ikke længere ved hvor vi er, selvom vi kun har kørt i kort tid.

     Bussen drejer og jeg kigger nysgerrigt ud af vinduet, for at se om jeg kan få øje på et smukt hus. Nogle andre gør ligesom mig, mens nogle få bare sidder og hører musik eller læser avis. Jeg bliver lidt skuffet. Jeg kan kun se et eneste hus, og det er ikke særlig smukt, nej ikke engang pænt. Det er et lille forfaldent hus af træ. Ruderne er små og fedtede, og døren har ikke noget håndtag. Krakeleret hvid maling hænger i triste laser ned over det faldefærdige hus. Alt i alt et trist syn. Skuffende…

    En lille pige råber fra bagerst i bussen: ”Bussemand! Bussemand! Skal vi ikke ud og se huset ordentligt?” Man kan se chaufføren i spejlet, han smiler og klør sig på hagen. ”Jo det kan vi da godt min lille ven” svarer han. Vi kommer tættere på huset, og buschaufføren sætter farten ned. Jeg kan se på folks ansigter, at de ikke gider se huset ordentligt. Jeg hører også nogen mumle: ”Hvad er der så specielt ved det gamle hus?” Det er sikkert en der har travlt, tænker jeg.

     Nu stopper bussen, og folk begynder modvilligt at stige ud. De tænker vel at de ligeså godt kan få strakt benene lidt. Jeg rejser mig og går ud af bussen, og tager mig selv i at fløjte.

     Foran huset er en lille vissen græsplæne, hvor de fleste af bussens passagerer nu står, bortset fra en mand og en dame som læser i en avis, og et par unge som sidder og hører musik. Den lille pige fiser rundt på græsplænen og hviner af glæde. Hun trængte vel til frisk luft, tænker jeg. Jeg går hen til en lille gruppe af folk som står og snakker sammen. ”Nå hvor skal i så hen?” spørger en mand to damer som står ved siden af ham. ”Jeg skal til møde i banken” svarer den ene. ”Og jeg skal besøge min mor på plejehjemmet” svarer den anden. Manden vender sig mod mig. ”Og hvad med dig?” spørger han. Jeg skal mødes med min voldelige eksmand, og vi skal diskutere hvorvidt han skal have forældremyndigheden over vores søn, Preben, eller ej, tænker jeg, men siger kun: ”Jeg skal bare mødes med en ven”. Manden nikker, som om han forstår hvad jeg føler. Jeg bryder mig med det samme ikke om ham. Jeg vender mig og kigger på en ung mand, han er nok omkring de 20-25 år, mens jeg selv snart runder de 40. Den unge mand samler en vissen blomst op fra græsplænen. Jeg måber og stirrer og jeg kan ikke forstå at jeg ser det jeg ser. Blomsten han samlede op begynder langsomt at få farve i stilken, og i den visne top af stilken, begynder hvide blade at vokse ud et for et. Til sidst er blomstens krone stor og blød, og bladene bliver gule som solen. En mælkebøtte. En smuk mælkebøtte. Jeg kigger på den unge mand, som kigger tilbage, måbende. Ingen andre ser ud til at have opdaget noget.

     Buschaufføren kommer hen til os, og han tager fat i både mig og den unge mand. ”Vil i se noget virkelig smukt?” hvisker han. Ingen af os siger noget, vi følger bare tavse med. Vi bliver ført om bag huset, og står nu foran et af de små, fedtede vinduer. ”Kig ind, en af gangen, og sig mig hvad i ser” siger chaufføren. Mig og den unge mand kigger på hinanden, så bøjer han sig lidt ned, og kniber øjnene sammen, mens han kigger ind af vinduet. Jeg ser hans mund åbne sig i et forbløffet smil. ”Det ligner min farmors hus. Der er lavt til loftet, og en masse udskæringer i væggene. Jeg kan se et bord, med en smuk bølgende guldkant, og stole der passer til. Stolenes sæder er beklædt med grønt stof. I loftet er der en lysekrone, en stor en, med skinnende perler i, og sikke nogle malerier på væggene! Henne i hjørnet står der en grøn sofa med guldbroderi. Og puderne har guldkvaster! Hvor er det bare smukt!” Manden vender hovedet og smiler til mig og chaufføren. ”Prøv selv at se” siger han, og flytter sig. Jeg kigger ind af vinduet, og jeg ser et hvidt lys. Mine øjne kan ikke fatte hvad de ser. Det er det smukkeste jeg nogensinde har set. Hvide vægge, højt til loftet, en hvid vindeltrappe, bølgende silkegardiner, dyrebare porcelænsvaser, smukke malerier, velourpolstrede møbler. Rammer med smukke grafiske billeder på væggene. Alt ser fantastisk og drømmeagtigt ud. Jeg fortæller det detaljeret til de to andre. Buschaufføren smiler til mig, mens den unge mand ser forbløffet ud. ”Jamen, jeg er helt sikker på…” Manden kigger forvirret frem og tilbage mellem mig og chaufføren. ”Det her er verdens smukkeste hus. Hemmeligheden er, at man altid vil se hvad man hver især synes er smukt” forklarer chaufføren, og begynder sammen med manden, at gå tilbage til den anden side af huset. Jeg går ikke med. Jeg bare se huset indvendigt.

     Jeg kigger mig omkring, der er ingen der kan se mig nu. Jeg tager forsigtigt fat i vinduet, og skubber til det. Det åbner sig, let som ingenting, og før jeg ved af det har jeg mast mig igennem, og ind på den anden side. Jeg er inde. Der er helt mørkt omkring mig, og jeg famler efter en stikkontakt. Klik. Lyset tænder og mit hjerte går i stå. Jeg kan næsten ikke få vejret, så smukt er der. Mine tanker flyver og rummet ændrer sig med dem.

     Fra en blomstermark med hvidglødende tusindfryd, himmelblå anemoner, solgule mælkebøtter, de rødeste valmuer, det frodigste græs, træer i blomst og med havgrønne bølger af blade…

Til hvide skyer der omfavner mig blidt, som bløde englevinger. Til det ene og til det andet… Jeg kan ikke styre det længere. Jeg føler mig høj, og tripper som hypnotiseret rundt, mellem alle de smukkeste ting i verden… alting snurrer rundt! Jeg snurrer rundt. Hurtigere og hurtigere og hurtigere og…

     Lyset er væk igen. Jeg falder, og pludselig ligger jeg på det visne græs ude foran huset igen. Alle de andre er på vej hen mod bussen. Jeg føler mig svimmel, beruset. Jeg fatter mig og følger med de andre passagerer. Hvor var det fantastisk, tænker jeg. Jeg ser den unge mand, han har lige sat sig ned forrest i bussen, stadig med mælkebøtten i hånden. Jeg sætter mig ved siden af ham, smilende. Han smiler tilbage, et fortroligt smil. Vi har oplevet noget sammen, men du skulle bare vide hvad du er gået glip, tænker jeg. Ingen siger noget på turen tilbage, og bussen bliver mere og mere tom, som vi kommer tættere på byen. Den unge mand og jeg sidder også tavse.

    Da vi atter stopper i byen, smiler vi til hinanden, og jeg ser den unge mand gå af sted med sin mælkebøtte. Selv glemmer jeg alt om hvad jeg skal, og dasker lidt rundt på må og få. Da jeg endelig kommer hjem, går jeg direkte i seng, og før jeg sover, føler jeg mig heldig; for jeg har set verdens smukkeste hus. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...