Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1895Visninger
AA

4. Zake

Vi har fået et gemak på elverdronningens slot. Det er et stort rum, der fører ud til fire forskellige værelser – og så et badeværelse. Det er meget hyggeligt, sofaerne og de andre møbler, og sengene er enorme.

    Vi har været her i to dage nu. Og i dag er der kommet en skrædder på besøg med vores nye uniformer, som vi skal have på, når vi er udenfor offentligt. Privat har vi fået en hel garderobe hver med tonsvis af tøj, som alle er i vores farver. Jeg tror aldrig, at jeg har haft så meget tøj, og da slet ikke noget så freaket som elvertøj. Det hører mere til i Ringenes Herre end i mit liv.

    Lige nu står jeg og ser mig i spejlet i fællesrummet, betragter min uniform, der alt er skruet sammen af rosa og rødt. (BEMÆRK: Denne uniform bærer Olivia på forsiden. Den er lettere at vise end at beskrive.)

    Emily, Solstråle og Sofie går alle rundt i deres uniformer, prøver dem af. Emilys uniform er lilla og violet, Solstråles lysegrøn og mørkegrøn og Sofies er mørkeblå og lyseblå.

    De er faktisk ret seje, og så er de behageligere at have på end det, jeg altid har gået i, når jeg har været i min elverform.

    ”Jeg tror, at jeg går en tur,” siger jeg til de andre, der bare nikker. Jeg har ikke rigtigt været ude og sådan rigtig set mig om siden vi kom. Det skal nok blive fedt.

   

Jeg går ud til den enorme eng, hvor jeg egentlig bare stiller mig og nyder den lette brise, der tager i mit hår og mit nye tøj. Det føles helt smidigt og let at gå i, en smule elastisk, det kan sikkert holde til hvad som helst.

    Så får jeg øje på en bakke nogle kilometer frem, hvor der på toppen står et enormt egetræ. Kronen breder sig ud til alle sider. Der må jeg bare hen.

    Jeg forvandler mig til en gepard og løber i fuld spring imod træet, op ad bakken og så ind under trækronen. Der forvandler jeg mig igen til mig selv. Så står jeg bare dér under den skygge, træet lægger, mens jeg bare nyder den høje udsigt herfra. Her kunne jeg bo for evigt.

    Jeg lægger mig ned i det høje græs og ser op imellem bladene, der hvisler i vinden. Mens bladene rør på sig over mit hoved, kan jeg ikke lade være med at spekulere. Hvad er det, der er galt med mig, siden Jorden konstant kommer mig til hjælp, når jeg har brug for det? Og hvorfor… ja, hvorfor kan både den skaldede nar og dæmonkongen – og vel også min far – vide så meget om det, når jeg ikke selv har fået noget information? Det er simpelthen så sært.

    Og ikke nok med det, kommer jeg også til at spekulere på Emily. Lille Emily, der er forældreløs uden at være klar over det. Hvordan skal jeg dog nogensinde få det sagt? Og vil hun nogensinde tro mig? Jeg mener… ville jeg tro på det, hvis min søster kom og fortalte mig, at jeg var adopteret?

    Sikkert ikke… jeg ville nægte at tro det.

    Så hører jeg et enormt hvæsende brøl. Jeg rejser mig op og ser op på himlen. Der kommer noget underligt sort flyvende lige imod mig!

    Jeg kniber øjnene sammen, og da væsnet kommer tættere og tættere på mig, kan jeg se mere og mere, at det er en dæmon – en dæmon, der er ved at angribe mig!

    Jeg skriger panisk, men er lettet indeni, for nu beskytter træet mig. Men… der sker ikke noget! Hvorfor gør træet ikke noget?

    Dæmonen kommer tættere og tættere på mig. Jeg sætter i løb og løber ned ad den ret stejle bakke. Men jeg snubler, og inden længe er jeg i fuld gang med at rulle ned ad den.

    Da jeg er helt nede for enden, standser jeg min rullen, sætter mig op og prøver at komme til mig selv, hvilket er svært, for jeg er virkelig rundtosset nu.

    Jeg ser op på dæmonen, der er næsten helt henne ved mig nu. Da den er cirka fem meter fra mig, kaster den en sort ildkugle imod mig.

    Men lige i det øjeblik kommer der et sværd i mellem mig og den, og sværdet afværger ildkuglen, så den ryger tilbage i hovedet på dæmonen, der falder besvimet til jorden.

    Jeg ser på min redningsmand, kan ikke lade være med at føle mig enormt pinligt berørt over at blive reddet, når jeg burde kunne klare sådan noget selv!

    Min redningsmand er en dreng… nogle år ældre end mig, går jeg ud fra. Hans hår er brunt, og han er muskuløs og høj. Han står dér med sit sværd rakt ud i luften i retning af den besvimede dæmon. Så vender han sig mod mig, ser mig ind i øjnene med sine nøddebrune øjne.

    ”Er du okay?”

    Et øjeblik sidder jeg bare og stirrer på ham, så rejser jeg mig op. ”Hvad havde du lige gang i?!”

    ”Jeg reddede da bare din mås.”

    ”Min mås havde ikke behov for at blive reddet!”

    ”Sådan så det ellers ikke ud.”

    Jeg peger på min rubin. ”Jeg er Rubinelveren! Jeg kan godt tage vare på mig selv! Jeg… var bare ikke forberedt!”

    ”Man skal altid være forberedt.”

    ”Sikkert – men seriøst, lad være med at prøve at beskytte mig, når jeg ikke har brug for det!”

    Så går jeg igen, hen imod slottet.

 

På slottet hører vi, at elverdronningen vil tale med os. Vi går alle fire hen til hendes kontor, hvor hun sidder bag et stort skrivebord og skriver noget ned på noget papir.

    ”Luk venligst døren efter jer,” siger hun varmt uden at se op. Solstråle, der er den sidste til at komme ind, lukker døren. Så står vi alle fire afventende og ser på hende.

    Så ser hun op og smiler. ”Der er nogen, jeg gerne vil præsentere jer for.”

    I det samme kommer der endnu en ind ad døren. Jeg vender mig om og ser, at det er ham drengen fra tidligere. Raseriet bobler i mig. Jeg lægger armene over kors og vender mig væk fra ham. Nar, der tror, at han er bedre end mig.

    ”Dette her er Zake,” siger elverdronningen og rejser sig. Hun går udenom skrivebordet og stiller sig foran det. ”Han er hærfører her.”

    ”Ham?!” udbryder jeg. De andre glor på mig. ”Hvad er han? Sytten?”

    ”Nitten,” siger Zake og ser total meget ned på mig. Jeg ser surt på ham.

    ”Din far var atten, Olivia,” siger elverdronningen, stadig smilende. Jeg ser på hende med et suk.

    ”Hvorfor skal vi vide det her?” spørger Solstråle dronningen.

    ”Fordi I, som Ædelstenselverne, skal stå i spidsen for vores hær – derfor kommer I til at bruge meget tid sammen med Zake og alle de andre elverkrigere. De fleste af jer er ikke vant til at kæmpe med andet end jeres magi, så den næste tid kommer til at gå ud på, at I skal træne fysisk.”

    Sammen med Zake… suk.

    Da brager døren op. Ind kommer en sorthåret lav elverdreng, måske på Zakes alder. Han ser panisk på dronningen. ”Der har været et angreb igen!”

    ”Åh nej,” siger dronningen trøsteløst.

    Zake ser uroligt på den sorthårede. ”Er du helt sikker denne gang? Denne gang er det ikke bare for sjov?”

    ”Denne gang er det lutter alvor,” siger den sorthårede, en anelse irriteret. Så løber han og Zake ud af døren.

    Emily står ved siden af mig og ser efter dem, ved at gå til at nysgerrighed.

    ”Emily,” siger dronningen. Emily ser på hende. ”Gå med dem, jeg tror, at det vil være godt, at der er en som dig i nærheden, der kan læse folks sjæle.”

    Emily nikker og takker kort, hvorefter hun går efter dem.

    Egentlig er jeg ret lettet over, at Emily er gået ud. Nu… nu kan jeg måske spørge elverdronningen til råds. Jeg tror ærlig talt ikke, at jeg kan gå med denne her information mere.

    ”Hvad er der galt, Olivia?” spørger dronningen. Jeg tror, at hun kan læse folks ansigtsudtryk så let, som hun kan remse 2-tabellen op.

    Jeg vender mig mod hende, skal lige tage mig sammen. Så siger jeg det:

    ”Da den skaldede nar… fangede mig for lidt siden, fandt jeg ikke kun ud af, at min far måske er i live… jeg… jeg fandt også ud af noget andet.”

    ”Hvad var det?”

    ”Jeg fandt ud af, at Emily ikke er min… rigtige søster. Hun er adopteret.”

    ”Er Emily adopteret?!” udbryder Solstråle og Sofie i kor. Ingen af dem vidste det før nu. Jeg ser bare ned.

    ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt til hende,” siger jeg. ”Hendes forældre er to elvere, der ligger døde i jorden lige i dette øjeblik. Hvordan… hvordan kan man fortælle én, man elsker sådan noget?”

    ”Det ved jeg ikke, Olivia,” siger elverdronningen. ”Jeg har desværre aldrig været i sådan en situation, desværre. Du må bare fortælle hende det, når du er klar.”

    Jeg nikker. ”Og så er der også en anden ting.”

    ”Hvad er det?”

    ”Der sker sådan nogle vildt underlige ting for mig. Hver gang jeg… skriger, går i panik eller bare har brug for hjælp, så… er det, som om Jorden kommer mig til hjælp. Et træ griber mig, en klippe skyder op ad jorden eller der kommer et enormt jordskælv. Den skaldede nar og dæmonkongen er begge ude efter mig, og jeg tror, at det er på grund af det, men… hvad er det?”

    Der er lidt tavshed, hvor elverdronningen bare betragter mig. Så siger hun, så lavt, at det næsten er en hvisken: ”Det er… ufatteligt.”

    ”Hvad er ufatteligt?” spørger Sofie. ”Er der noget galt med Olivia.

    ”Nej…” hvisker dronningen, hvorefter hun hæver stemmen. ”Du er Jordens vogter, Olivia.”

    Jordens vogter? ... Hvad?

    ”Hvad er det?” spørger jeg.

    ”Det er… meget meget sjældent, mere sjældent end det at være en Ædelstenselver. Kun én person kan blive det, nogensinde. Den person er ét med Jorden, har en slags kontakt med alt levende på Den Blå Planet.

    ”Er jeg… det?”

    Hun nikker. ”Din far havde en teori. Han kom til mig nogle måneder før hans forsvinden og sagde, at han var næsten stensikker på, at du var Jordens vogter. Jeg troede ikke på ham, ingen er Jordens vogter.”

    ”Men hvordan fandt den skaldede nar og dæmonkongen ud af det?”

    ”Så meget ved jeg heller ikke. Der må have været en forbindelse imellem din far og den skaldede… jeg mener, omtalte dæmon.” Hun når lige at styre sit sprog, det er vist ikke særlig passende for en dronning at bruge øgenavne som det, dæmoner eller ej. ”Dæmonerne ønsker at herske over Jorden, så derfor må de jo have Jordens vogter i sin magt. Men… Olivia, det er måske ikke noget, du skal føle dig særlig glad for at være.”

    Det gjorde jeg ikke i forvejen, det har nærmest kun givet mig problemer. Men alligevel… ”Hvorfor?”

    ”Du kommer til at være helt utrolig følsom, Olivia. Hver gang du bliver… bange, hver gang du bliver sur eller frustreret – det vil kun gå ud over Jorden. Når du hører om et jordskælv eller en anden naturkatastrofe, der har fundet sted, er det i virkeligheden fordi…”

    ”Fordi jeg ikke har… kunnet styre mig,” afslutter jeg for hende. Jeg stirrer på hende, føler mig pludselig helt stivnet, kan ikke røre mig. Hvis jeg bliver sur eller rasende eller hysterisk nogensinde igen, så vil mennesker dø. Hver gang… vil mennesker dø.

    Hvorfor… hvorfor sker den slags kun for mig og mig alene?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...