Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1811Visninger
AA

26. Vandet

Jeg lukker øjnene, da vi rammer vandet.

    Jeg mærker vandet sprøjte omkring mig. Jeg holder vejret.

    Bare rolig.

    Jeg ved ikke, hvor stemmen kommer fra, men lige pludselig kan jeg trække vejret. Men jeg mærker Arkons tag blive slapt. Og jeg ved, hvad det betyder. Men jeg kan ikke røre mig. Alt omkring mig smerter efter slaget. Det føles som at være blevet pisket en million gange. Det er forfærdeligt.

    Og pludselig er jeg helt alene i vandet. Jeg kan slet ikke mærke Arkons tilstedeværelse mere. Jeg ved, hvad det betyder.

 

Sidste gang, jeg var i vand på denne måde, husker jeg helt tydeligt.

    Dengang hang rubinen ikke om min hals, men flød ved siden af mig, mens jeg kæmpede for at få fat i den, men den ville ikke blive i min hånd i mere end et sekund.

    Jeg kan huske, at det var Solstråle, der reddede mig fra at drukne. Men denne gang kommer hun vist ikke. Jeg kan trække vejret. Jeg tror, at Arkon lige nåede at lave en slags luftboble inden han døde. Han er død, jeg kan mærke det.

    Jeg kan huske første gang jeg så ham. Egentlig var det ikke første gang, men det fandt jeg først ud af senere. Der stod han i porten til skolegården. Jeg havde lige reddet hele skolen fra en løve, og han stirrede på mig, lettet og sejrlystigt. Og jeg kunne mærke kuldegysningen.

    Jeg synker dybere og dybere ned i vandet, mærker stilheden omkring mig. Den eneste trøst er rubinen, der ligger koldt mod min hud. Jeg ved ikke, hvor de andre er, eller om de overhovedet lever.

    Emily er med sikkerhed død.

    Solstråle har sikkert klaret den, for hun er awesome.

    Sofie er sikkert også død.

    Men hvad med Abino? Han var oppe på klippen sammen med mig? Hvor er han mon nu?

 

Jeg er ved at give op rent mentalt, da jeg hører en stemme et eller andet sted…

    Olivia…

     Jeg åbner øjnene. Ser op. Jeg kan kun se vand. Men… jeg kan også se noget andet. En lille blålig skikkelse, der kommer svømmende ned imod mig. Skikkelsens hale er en stor vandboble.

    Olivia…

     Det er en ræv… en vandræv… Abino…

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...