Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1919Visninger
AA

27. Testamentet

Jeg vågner ved, at jeg bliver rusket i.

    ”Olivia! Olivia!”

    Solstråles stemme. Så overlevede hun altså, ikke, at jeg havde regnet med andet.

    Jeg åbner øjnene og ser lige op i hendes grønne smaragdøjne. Hun smiler.

    ”Hej, Sol,” mumler jeg med et lille smil. Så ser jeg mig omkring og ser alle de andre. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver så overrasket over at se dem alle sammen. Emily, Sofie og Abino. Jeg tror, at jeg havde regnet med, at de ville dø alle sammen. I hvert fald springer jeg jublende op og falder dem alle om halsen én for én.

    ”I lever! Jeg kan ikke tro det!”

    Og de omfavner mig alle sammen, og inden længe sidder vi i en stor klump af omfavnelse ligesom dengang på Skrækkens Bjerg.

    ”Og ikke nok med det, så klarede vi dem,” siger Sofie, da gruppekrammeriget er ovre. ”De døde, alle tre. Vi klarede dræbertrillingerne.”

    ”Virkelig?” siger jeg forbløffet. Jeg havde nærmest regnet med, at de var udødelige på en eller anden måde.

    ”Ja, og du skulle have set Emily,” siger Solstråle. Jeg vender blikket mod Emily, ser på hendes rødmende kinder og hendes generte lillafarvede øjne. ”Hun klarede Uto helt på egen hånd.”

    Jeg ser stolt på min søster. Lille Emily dog. Hun er blevet voksen.

    ”Det var ikke så svært,” siger Emily med en svag genert stemme, som om hun ikke rigtig ønsker, at vi skal høre hende i tilfælde af, at hun bliver argumenteret imod. Det gør hun ikke. Vi sidder bare og smiler af hende.

    Så kommer jeg i tanke om Arkon.

    Jeg vender blikket mod søgen. Først nu lægger jeg mærke til, hvor vi sidder. Mine støvler og bukser er våde, JEG er våd. Faktisk sidder jeg på bredden til den enorme sø, der glimter i aftensolen. Den er ved at forsvinde bag bjergene et eller andet sted i horisonten, solen. Arkon er der ikke. Enhver ville have tænkt positivt. Han er sikkert bare gået i land på den anden bred og er gået ind i skoven, nej, han er sikkert på et hospital et eller andet sted og får plejet sine sår. Men sådan er jeg ikke, for jeg mærkede, da han slap taget om mig, jeg så hans sår, og jeg følte mig så alene.

    Han er død. Det vidste jeg i det øjeblik vi ramte vandet.

    ”Er dræbertrillingerne døde?” spørger jeg, bare for at være helt sikker.

    ”Jep, stendøde,” forsikrer Solstråle.

    ”Hvad med dæmonkongen?”

    ”Nårh… ham, ja han er også død. Elverdronningen og fekongen fik ram på ham.”

    Abino henvender sig til mig: ”Både dronningen og fekongen brød i raseri mod ham sekundet efter han havde fået dig og den skaldede nar skubbet ud over kanten. Han var død fem minutter efter jeg så dig lande i søen. Alle i dæmonkongens familie er død.” Abino ved lige så meget, som jeg, hvad det betyder.

    Jeg skal være den nye dæmondronning.

    Det er stadig latterligt.

 

Der går to dage – fire dage – der går en uge.

    Jeg har besluttet mig for ikke at fortælle Arkons ønske til nogen. Hvis ingen ved noget, er der ingen, der kan krone nogen. Jeg vil hellere bare forblive Olivia, så ikke noget med at bringe noget som helst på bane.

    Dagene efter slaget går stille og rolige. De sårede elvere kommer sig på elverbyens hospital. Det samme gør de sårede feer. Selv de sårede dæmoner gør, for heldigvis for dem, er feer og elvere næstekærlige væsner. Jeg er glad for, at de gør det. Dæmoner er ikke så slemme. De har børn, der bekymrer sig for deres kæledrager.

    Jeg holder af i de dage at sidde sammen med min drage ude på engen ved egetræet. Dragen minder mig mere og mere om Arkon for hver dag, der går, så jeg giver den hans navn.

    Fire dage efter slaget sætter jeg mig op på den og lader den lette fra jorden. Jeg holder godt fast i den, mens den flyver rundt over engen i cirkler og små milde saltomortaler.

    Fem dage efter slaget rejser dæmonerne hjem. Ikke engang en fjerdedel af dem måtte lade livet. Hærføreren for dæmonerne tager midlertidigt ledelsen – bare indtil de får sig en rigtig konge eller dronning. Forhåbentlig bliver det ikke mig.

    To uger efter slaget har jeg næsten glemt Arkons ønske. Derfor kommer det endnu mere bag på mig, da der pludselig står en dæmon i elverdronningens tronsal med Arkons testamente i hånden.

    Jeg står ved siden af elverdronningens trone sammen med de andre Ædelstenselvere og Abino. Zake er ikke til stede. Han har været meget sammen med soldaterne for at være der for de sårede. Jeg har ikke set ham så meget siden slaget.

    Elverdronningen er meget undrende over, at Arkons testamente vedkommer os. Det vælger dæmonen ikke at svare på. Han overrækker blot det sammenfoldede testamente til en af vagterne, der er meget mistænksomme overfor ham, hvorefter han går hen til elverdronningens trone og rækker hende testamentet.

    Jeg kan se på dronningens ansigt, at hun på en gang er nysgerrig og bærer stor frygt for at se hvad der står.

    Jeg er rædselsslagen, eftersom jeg har en stor og meget skrækindjagende anelse.

    Hun læser, hvad der står. Så standser hun på et punkt og spærrer øjnene op.

    ”Hvad…?” hvisker hun til sig selv, men vi andre kan godt høre det. Så ser hun over på dæmonen, der står og tripper lidt, føler sig vel lidt malplaceret. ”Er det overhovedet muligt?”

    ”Altså…” siger dæmonen. ”Der står intet i vores love om, at det ikke er lovligt. Og det er trods alt dæmonkongens brors ønske. Og ingen andre i kongefamilien skrev noget testamente – i hvert fald ikke hvad det emne angik. Så… ja, det er muligt.”

    Elverdronningen rejser sig fra tronen og stiller sig hen til mig. Hun rækker mig testamentet. ”Læs femte linje, Olivia,” siger hun blidt, men samtidig en anelse chokeret. Jeg ved godt, hvad der står, men alligevel tager jeg brevet i hånden og læser femte linje. Og der står det. Der står, præcis, hvad Arkon fortalte mig. Hans ord gentages i mit hoved:

    ”Du skal love mig at tage over som dæmondronning, og når tiden er inde, skal du vælge den nye dæmonleder, én, som aldrig bliver som min bror, det skal du simpelthen love mig.”

     Jeg læser det og synker en klump. Derefter har jeg lyst til at krølle papiret sammen, rive det i tusind stykker for så at brænde det. Så er der ingen beviser på Arkons ønsker.

    ”Hvad står der?” spørger Emily. Så går det op for mig, at jeg har stirret på det pokkers stykke papir i evigheder uden at have sagt noget. Jeg gør ikke noget, da hun river det ud af hånden på mig og læser det, jeg selv lige har læst. Så glor hun måbende på mig.

    ”Skal du være dæmondronning?!”

    Det vil skæbnen vist, at jeg skal.

    Det er stadig latterligt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...