Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1930Visninger
AA

14. Storebror

Min hjerne lukkes ned. Først står jeg i et lokale, hvor alle bare stirrer på mig og Zake på skift. Så føles det, som om alt bare kortslutter. Jeg kan kun se de andre svagt, og enten bliver der ikke sagt noget, eller også trænger deres ord ikke igennem. Jeg ved det ikke. Der er kun én ting, jeg ved:

    Zake er min storebror.

    Men… Zake? Hvordan kan han være min bror? Hvorfor er han min bror? Jeg har da ikke lyst til at have Zake som min bror! Vi minder overhovedet ikke om hinanden! Han er irriterende og jeg er Rubinelveren. Ingen kunne være mindre i familie end os!

    Jeg forstår det ikke.

    ”Hvad?” Jeg trænger igennem og åbner min hjerne op igen. Ser på dem alle sammen. Venter på, at en eller anden skal springe frem og råbe: ”Aprilsnar”… men er det overhovedet april? Det mindes jeg ikke… så vidt, jeg ved, så er det september…

    Der er stadig tavshed på kontoret. Jeg prøver at samle mig omkring det, men kan det ikke. ”Please, en eller anden, sig, at det var for sjov.”

    Jeg ser tryglende over på dronningen, men hun ryster bare på hovedet.

    ”Det er sandt,” siger hun.

    Jeg ser over på Zake. Han sidder på gulvet med sine hænder lagt på sin pande, stirrer ned i gulvet. Solstråle sidder ved hans side. Han er min storebror. Zake er min storebror.

    Det går op for mig, at jeg ikke kan være herinde mere, jeg må… jeg må væk, lige nu.

    Jeg går hen til døren og åbner den. Går ud.

 

Først var Emily min søster, så var hun ikke. Jeg var enebarn i jeg ved ikke hvor lang tid. Nu har jeg pludselig en bror. Zake er min bror, men jeg vil ikke have ham som bror! Jeg har ikke brug for mere familie at tage stilling til lige nu! Under ingen omstændigheder!

    Døren ind til mit værelse bliver åbnet. Jeg ser hen imod døren og får øje på Solstråle, Emily og Sofie.

    ”Er du okay, Olivia?” spørger Sofie. Jeg svarer ikke.

    ”Altså… Zake vil gerne tale med dig,” siger Emily.

    ”Jeg vil ikke tale med ham,” siger jeg. ”Vil I ikke godt være rare at… lade mig være lidt?”

    Der er lidt tavshed. Så bliver døren lukket.

    Jeg puster ud og lukker øjnene

 

De følgende dage kan jeg ikke rigtig samle mig om noget. Zake synes jeg er overalt, somme tider prøver han at komme i kontakt med mig, men jeg har ikke engang lyst til at se på ham. Jeg har ikke brug for at skulle have ham ind i mit liv, det har simpelthen for meget allerede.

    Men… vi har samme far, og vi har samme mor. Jeg… Jeg kunne have haft ham hos mig hele mit liv, hvis bare han havde været halvelver. Jeg kunne have haft en storebror, som… jeg ved ikke engang, hvordan det ville være. Det virker som en idé, så fjern, at den er umulig at tænke sig frem til.

    Men han har beskyttet mig op til flere gange… hvem vil ikke gerne have sådan en storebror?

    Men alligevel… jeg vil IKKE have Zake som min storebror! Jeg vil IKKE have en storebror!

    En af dagene, da jeg går en tur i byen, tager en eller anden fat i min arm. Jeg vender mig om og opdager, at det er Zake.

    Han står dér og holder om min arm, strammer godt fast, så jeg ikke kan slippe væk. Så siger han:

    ”Hvorfor undgår du mig hele tiden?”

    Er det ikke indlysende, helt ærligt? ”Fordi du er min bror, Zake!”

    ”Og hvad så? Det er ikke nogen grund til at undgå mig.”

    ”Jeg vil ikke have en storebror, Zake! Jeg kan ikke rumme det lige nu. Der er for meget i mit liv, jeg skal tage stilling til.”

    Zake giver slip på min hånd, men jeg kan fornemme, at han vil sige noget mere, der bare skal tvinges ud. Jeg tager mig til mit håndled, gnider det.

    ”Det hele handler ikke om dig, Olivia,” siger han. Jeg ser op på ham. ”Du får dig en bror, jeg får mig en hel familie! Jeg har aldrig vidst, hvem mine forældre var, eller om de overhovedet levede! Det her er en glad nyhed for mig, jeg har en mor, måske en far og så endda en lillesøster, godt nok en rigtig irriterende lillesøster, men dog en lillesøster.”

    Han har jo egentlig ret… det her kan kun være en god nyhed for ham, men… men… ”Du har ikke nogen mor, det har ingen af os. Hun ved ikke engang, at du eksisterer!”

    ”Det ved jeg, men det kan hun komme til.”

    ”Nej, for hun er et menneske, hun vil aldrig huske noget som helst.”

    ”Du kan ikke være sikker, det er kun sandsynligvis, at det er sådan. Jeg tror, at hun vil huske os på et eller andet tidspunkt, bare hun får chancen for det.”

    ”Lad nu være med at – ” Jeg når ikke at sige mere, før Zake tysser på mig. Hvor er han dog irriterende! Jeg åbner munden for at fortsætte, men så tysser han igen. Han ser op mod trækronerne. Jeg ser også selv op. Jeg ved ikke, hvad det er, men der er et eller andet, der får hårene til at rejse sig i nakken på mig. Så hører jeg en underlig syngende lyd, som når noget tungt ryger ned mod jorden fra mange kilometers højde. Zake trækker i min arm igen.

    ”Pas på!” Han trækker mig om bag et af bakkehusene. I samme sekund lyder der et ordentligt brag, præcis som dengang de tre dæmoner angreb byen.

    ”Lad være med at beskytte mig!” vrænger jeg og prøver at komme fri.

    ”Du ville have været sprængt i luften, hvis det ikke var for mig, og du ved det.”

    Jeg ved det…

    Vi kommer frem fra vores skjul, da vi indser, at der ikke kommer flere eksplosioner – kun den ene.

    Jeg spærrer mine øjne op, da jeg ser, hvem der står på den anden side af det krater, eksplosionen har medført.

    Den skaldede nar… Hvad laver han her?!

    Jeg har ikke set ham i månedsvis, det er næsten usædvanligt. Eller… jeg så ham som en illusion, to gange, men det er ikke det samme. Jeg har ikke set ham i hans egen person, som denne gang. Jeg ved, at det er ham i egen høje person. Jeg kan mærke det helt inde i brystet, som en kniv, der bliver stukket ind imod mit hjerte.

    ”Jeg… har ikke set ham før…” hvisker Zake, så kun jeg kan høre det. Han siger det næsten skrækslagent, som om han kender alle ansigterne på farlige dæmoner.

    ”Det ved jeg,” hvisker jeg tilbage. Knytter hænderne. ”Det er den skaldede nar.”

    ”Har du intet navn?”

    ”Nej.”

    Vi når knap nok at gøre noget, før den skaldede nar nærmest letter fra jorden og flyver direkte ind i mig. Jeg skriger af forskrækkelse og lukker øjnene.

    Da jeg åbner dem igen, står jeg i mørke, jeg kan ikke se andet end mig selv, der står uden rigtig at stå på noget. Hvad sker der? Overfor mig, står den skaldede nar.

    ”Hvad foregår der?” spørger jeg ud i luften.

    ”Man skulle tro, at du ikke ville spilde tiden på den måde – du går bare rundt og hygger dig med din bror i stedet for at gøre nogle seriøse ting!” vrænger den skaldede nar.

    Det, han siger, får mig til at stivne. Jeg vender mig mod ham, stirrer på ham. ”Vidste du, at Zake var min bror?”

    ”Selvfølgelig.”

    ”Hvorfor har du så ikke sagt det?!”

    ”Fordi det overhovedet ikke havde noget som helst at gøre under vores sidste samtale.”

    ”Og det synes du er grund nok?”

    ”Jeg er en dæmon, jeg er ligeglad.”

    Selvfølgelig er han det. Jeg lægger armene over kors og ser spørgende på ham. Gad egentlig godt vide, hvad pokker der foregår, og hvorfor jeg står i lutters mørke sammen med ham.

    ”Hvad foregår der?” spørger jeg.

    ”Du husker mit tilbud, Olivia. Og den ekstra gave, jeg snakkede om.”

    ”Det at være Jordens vogter er ikke nogen gave, og jeg tager stadig ikke imod dit tilbud.”

    ”Også selvom det meget vel kan betyde, at du slipper for at skulle bekymre dig hele tiden? Og at du måske kommer til at se din far igen?”

    Betyder det, at han er i live? Er det det, han står og siger til mig lige nu? ”Jeg…”

    ”Tænk over det, tilbuddet står stadig ved magt.”

    Så forsvinder mørket, og jeg åbner øjnene. Jeg ligger i favnen på Zake, han ser bekymret ned på mig. Det går op for mig, at jeg må have været besvimet, siden den skaldede nar stødte ind i mig.

    ”Hvor er den skaldede nar?” hvisker jeg, kan ikke hæve min stemme yderligere.

    ”Han forsvandt ind i dit bryst, du har været besvimet lige siden.”

    Jeg smiler svagt, føler mig pludselig ret tilfreds over, at Zake er min storebror.

 

”Hvad for et tilbud snakkede han om?” spørger Zake mig om, da jeg har fortalt ham om, hvad der skete.

    Vi sidder på en bakke ude på engen lige ved egetræet, hvor vi mødtes første gang.

    ”Dæmonkongen tilbyder mig at få mig i sin tjeneste, jeg tror, at… at de vil hjælpe mig til at styre det med Jorden, hvis jeg gør det.”

    ”Du har ikke tænkt dig at tage imod det, vel?”

    Jeg ryster på hovedet. ”Nej, men… jeg tager af sted.”

    ”Hvad?”

    ”Der er en chance for, at min… at vores far er i live. Jeg bliver nødt til at finde ham, Zake.” Jeg ser væk fra Zake og ud over udsigten. Et eller andet sted derude er Mørkebjergene, og der er dæmonkongens slot, og vel også min far. Han må være der.

    ”Du ved godt, hvor farligt det kan blive, ikke?”

    ”Jo, men far har siddet i fangenskab i… ti år, jeg kan ikke lade ham gøre det længere, for det hele er min skyld, det var mig, der var skyld i det hele.”

    ”Du var en pige på fire år, du var da ikke skyld i noget som helst.” Zake lægger armene om bag nakken og lægger sig ned i græsser. Jeg lægger mig ned ved siden af ham.

    ”Tak, men det får mig virkelig ikke til at få det bedre.”

    ”Jeg ved det.” Han ser på mig med et mildt blik. ”Bare tag af sted, Olivia, jeg skal nok dække over dig og sørge for, at tingene går ordentligt til herhjemme – men så regner jeg også med, at du kommer tilbage med ham i live. Så kan vi starte på familielivet.”

    Han får mig til at smile. Tanken om en familie, en rigtig familie… far, mor, Emily, Zake og mig, tanken virker helt ufattelig, men jeg håber, at den kan blive til virkelighed.

   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...