Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1933Visninger
AA

12. Skrig i tågen

 

”Sænk nu farten, Olive,” klager Sofie, imens vi alle sammen klatrer op ad den stejle klippevæg, der går op mod toppen af Skrækkens Bjerg. Vi er simpelthen så tæt på Emily nu, at jeg ikke kan sidde stille, jeg kan ikke slappe af, når det ikke vil tage mere end nogle få timer, før jeg omsider er sammen med Emily igen.

    Jeg standser op, da Sofie jamrer til mig. Abino, der er lige over mig, sætter sig udmattet ned på en lille sten, der stikker ud. Mike, der er flere meter over os, standser også, da han opdager, at vi andre er stoppet. Han forvandler sig fra at være en leopard til at være menneske.

    ”Hvorfor standser vi?” spørger han os, en anelse utålmodigt. ”Jeg troede, at vi havde travlt.”

    ”Ja,” siger jeg enigt. ”Vi har altså pænt travlt.”

    ”Olivia, hvis vi bruger så mange kræfter på det her nu,” siger Zake,” så vil vi jo slet ikke have kræfter til at befri Emily eller Mikes søster.”

    ”Sikke noget sludder!” siger Mike oppe fra sit klippeudkast. ”Vi kan da sagtens klare dem, det er jo bare tre dæmoner! Vi er hele seks!”

    ”Du ved ikke, hvad du taler om,” siger Zake. ”Du har ikke mødt dem, de er farligere end man skulle tro.”

    Mike holder mund efter den bemærkning og klatrer videre. Det gør vi alle sammen, bare i et mere afslappet tempo.

    Til sidst kommer vi til en grotte til, Den er ikke så dyb, går kun nogle meter ind. Derinde kan man se en trappe, der går op. Det må være dér, vi skal ind. Vi må også næsten være med toppen nu. Jeg kan fornemme det helt inde i maven, men også gennem min mund, hvor luften er meget tynd, der kommer ind. Det er ret anstrengende.

    Vi går ind i grotten og op ad trappen.

    Vi kommer ind i et rum, der er tomt. Jeg ved ikke, om jeg føler mig skuffet eller lettet over rummets mangel på svar. Der er en dør lidt fremme. Jeg løber straks derhen og åbner den. Den er tung og kniber utroligt meget.

    Vi kommer til en lang gang. Jeg kommer utrolig meget til at tænke på gamle inkatempler på toppen af bjergene. Murstenene har en lys farve, ligesom templerne. Jeg kan næsten regne ud, hvordan bygningen ser ud udefra.

    Mike løber lige forbi mig. ”Kom med!” råber han og vinker os af sted. Vi løber alle sammen efter ham. Han drejer rundt i gangene, som gik han her hver dag. Måske har formskiftere også en slags sjette sans. Jeg ved jo ikke ligefrem noget om dem, og de andre protesterer ikke, altså ingen undtagen Abino, der brummende og klagende løber efter ham. Men han har jo været gnaven på Mike siden første møde.

    Efter at have spænet rundt i bygningens labyrintiske gange, finder vi et lille rum, som ser ud til at være et slags fængsel, for der er to celler op ad den ene væg. I cellen mod indgangen sidder der en rødhåret pige. Hun er beskidt og ser helt udmagret ud.

    ”Keisha!” udbryder Mike lykkeligt og løber hen til tremmerne. Pigen lyser op i et smil, da hun ser ham, og krammer ham igennem tremmerne.

    Jeg ser over mod den anden celle. Er Emily derinde? Der er ikke kommet nogen til syne, selvom der lyder jubel og gråd fra de to tvillinger, men måske sover hun? Mens jeg holder vejret, går jeg hen til cellen, kigger ind i den.

    Den er tom.

    ”Hvor er Emily?” spørger jeg ud i luften, regner egentlig ikke med, at nogen kan svare mig på det.

    Mike har fundet en nøgle, der hang på væggen, og har låst cellen til hans søster op, så nu er de begge frie. Keisha er den, der svarer: ”De tog hende vist med ud i tempelgården.”

    ”Hvordan kommer vi derud?” spørger Sofie dem.

    ”Du skal bare gå ned ad gangen og så dreje til højre,” svarer Mike.

    Jeg tænker ikke videre over det og følger med dem og de andre ned ad gangene. Vi løber den viste vej og kommer ud til en stor åben gård. Men det gør mig mistænksom, at de to ved så meget om stedets indbygning. Er de synske eller sådan noget?

    ”Hvor vidste du det fra, Mike?” spørger jeg Mike.

    De andre ser også ud til at stivne nu og ser spørgende over på Mike og Keisha. Jeg hører en lavmeld knurren fra Abino.

    ”Jeg vidste det,” siger han på et sprog, kun jeg forstår. Jeg ser vantro over på de to tvillinger. Det her lugter grimt… jeg… jeg kan lugte faren, der er ved at snige sig ind på os. Og den bliver bare mere og mere sandfærdig, da tvillingerne smiler. Et uhyggeligt smil, der hverken er venligt eller lykkeligt, det er… den slags smil, en dæmon laver, når han har lokket nogle bestemte elvere i baghold og har dem lige dér, hvor han vil have dem.

    Der kommer et sort lys, og de to tvillinger er forsvundet og erstattet af Utos to søskende.

    Selvom jeg egentlig havde regnet det ud, fornemmer jeg alligevel hvordan alle muskler i min krop spændes, jeg kan ikke røre mig.    

    De to dæmoner letter fra jorden og flyver op på toppen af noget, der ligner selve templet. Oppe på toppen står Uto og ser ondskabsfuldt ned på os. For fødderne af ham sidder… sidder Emily.

    Hendes hænder er bundet sammen, og hendes ametyst hænger ikke om halsen på hende. Hun er helt hjælpeløs. Abino knurrer og gør vredt.

    Jeg overvejer ikke engang mine handlinger. Jeg råber bare: ”Slip min søster!” og løber lige imod dem, op ad trappen. Da jeg er halvvejs mod dem, forvandler jeg mig til en tiger og springer direkte på dem.

    Men Uto har gode reflekser. Han letter fra jorden og svinger sit ene ben mod mig i et hårdt spark. Han rammer mig lige i brystet med sådan en kraft, at jeg falder bagover, og skal anstrenge mig for at få fatningen igen, så jeg kan lande blødt som en kat ved de andre. 

    Sofie og Solstråle sætter sig på knæ på hver sin side af mig, vel for at sikre sig, at jeg er okay. De siger et eller andet med en bekymret tone, men jeg ænser det ikke, mine ører opfatter det ikke. Jeg kan kun se Emily sidde deroppe med skrækken malet i sine lilla øjne.

    ”Emily…” hvisker jeg med en svag stemme, da går det op for mig, hvor udmattet jeg er. Jeg har nærmest ikke holdt hvil i den lange tid, vi har været af sted. Jeg har været anspændt lige siden de fløj væk med hende. Og nu står de deroppe, alle tre, har Emily i deres besiddelse, og jeg føler mig så underlig magtesløs ved siden af de tre dæmonbørn. De er børn af dæmonkongen, og han er ikke kongen for ingenting. Han siges at være den ondeste og stærkeste af alle dæmoner. Måske er jeg Rubinelveren, men jeg er også bare en fjortenårig pige, der kun har set sig selv som speciel i to år af sit liv. Jeg er ikke engang ordentlig færdigudlært som beskytter af elverne. Jeg kunne ikke engang vride Emily fri af tre dæmonbørn, jeg endda tror, er yngre end mig. Det gjorde Uto helt klart.

    Men så… så får jeg øjenkontakt med Emily. Det skrækslagne blik giver mig mod. Jeg knytter hænderne og føler kraften strømme igennem mig. Måske er hun ikke min biologiske søster, men hun vil altid være min søster følelsesmæssigt.

    Der må ikke ske hende noget for alt i verden.

    Jeg rejser mig op, føler mig ikke det mindste træt mere. Så lader jeg ørnevingerne vokse ud af min ryg. De er ikke noget problem nu, for jeg føler mig ikke det mindste ude af fatning. Ikke mere.

    Jeg letter fra jorden og gentager mine ord: ”Slip min søster!” SÅ flyver jeg imod dem, basker med vingerne, føler, hvordan jeg speeder op med lynets hastighed. Dæmonerne letter fra jorden og sender nogle sorte lynkugler imod mig. Jeg fortsætter lige imod dem. Da jeg støder sammen med lynkuglerne, svider det, men det bider ikke på mig, jeg kan stå imod det. Jeg fortsætter ligeud, ned mod Emily, forbi dæmonerne, der ikke kan fatte, hvad der sker, og derfor ikke når at reagere.

    Jeg rækker hånden frem mod Emily, når lige at strejfe hendes skulder, da der pludselig lyder en eksplosion, der gør alt omkring mig tåget; bogstavelig talt, jeg kan ikke se andet end tåge til alle sider. Jeg lander, famler rundt efter Emily, men kan ikke finde hende.

    ”Emily!” råber jeg. Meget svagt, et eller andet sted i tågen, kan jeg høre nogen råbe mit navn. Jeg kan ikke høre, hvis stemme det er, eller hvor langt væk vedkommende er. Det eneste, jeg ved, er, at der er tåget, og at jeg føler det, som om verden udenfor ikke eksisterer. Lige nu er der kun mig… og mig alene. Alle andre er lige meget. Men alligevel kryber frygten ind på mig.

    Og så hører jeg skrigene. De mest forfærdelige skrig, jeg nogensinde har hørt. Som én, der gennemgår det, man har frygtet for at gennemgå hele sit liv. Skrækkens skrig.

    Skrækkens Bjerg

    Det føles pludselig, som om nogen giver mig en hård mavepuster, der gør, jeg ryger bagover. Jeg tager mig til maven, prøver at få luften igen.

    Så dukker der en skikkelse op overfor mig. Nu er der to personer i mit liv: Mig og… og den skaldede nar. Han står lige overfor mig, ser koldt ned på mig med sine isblå øjne. Det får mig til at fryse. Jeg føler mig så hjælpeløs. Han kan knuse mig, hvis han vil. Jeg ved ikke, hvorfor han skræmmer mig så meget lige netop nu. Nu ved jeg det… det er skikkelsen, der ligger for fødderne af ham. Jeg lægger først mærke til skikkelsen, da den skaldede nar ser ned på den, ondskabsfuldt.

    Et sug går igennem mig, jeg kan ikke trække vejret, da jeg ser, at det er et lig. En elver… han… hans hår er brunt, han er radmager, og hans døde øjne stirrer lige på mig, uden at se mig, som han ikke har gjort i ti år. I ti år, har han været væk, og nu er han død.

    Min far er død, og den skaldede nar har slået ham ihjel.

    Jeg skriger. Lukker øjnene, kan ikke se på det mere. Kan mærke tårerne presse sig på. Græder nu mens jeg skriger. Hele verden lukkes ude, jeg kan kun tænke på, at min far er død, og at jeg aldrig har fået chancen for at redde ham. Han er død… og Emily er ikke min søster… og min mor kender mig ikke… Og jeg er helt alene!

 

”Olivia! Olivia!”

    Nej… nej… ikke nu. Jeg kan ikke gennemgå det igen… jeg kan ikke åbne øjnene! Hvordan kan nogen forvente af mig, at jeg skal se min døde fars døde øjne igen? Hvem kan være så hjerteløs?

    ”OLIVIA!!” Stemmen hæves, det er ikke den skaldede nars, det er… det er Solstråles. Så mærker jeg noget svide på min kind. Først føles det, som om jeg har fået iskoldt vand hældt ud over mig, derefter føles det, som om jeg brænder mig på et komfur. Jeg tager automatisk hånden op til panden. Det gør det ikke ligefrem bedre. Kinden føles brandvarm mod min kind.

    ”Av…” mumler jeg. Jeg tror, at nogen har givet mig en lussing. Der lyder lettelsens suk et eller andet sted udenfor mit hoved.

    Så åbner jeg øjnene. Solen skinner mig lige i øjnene. Lige over mit ansigt kan jeg se Solstråles grønne øjne. Og et stort smil lige under dem. Det får også mig til at smile, selvom jeg ikke ved, om jeg har noget at smile ad. Ved siden af Solstråle kan jeg se Zakes bekymrede mine.

    ”Jeg tror, at min far er død,” mumler jeg så, føler mig ikke spor i stemning til lykke lige nu. Ikke efter det, jeg lige har set.

    Solstråle ryster på hovedet. ”Det var ikke virkeligt.”

    ”Hvad du end så, var det bare en del af Tågens skræk,” siger Zake. ”Det er noget, Skrækkens Bjerg gør. Den får én til at gennemgå ens største frygt, hvilket typisk medfører traume resten af sit liv, hvis man river sig med.”

    Jeg ryster, kan godt forstå det nu. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg vil kunne blive mig selv igen nu. Eller om jeg nogensinde vil kunne tage ud og lede efter far af ren frygt for, at han er død.

    Jeg sætter mig op, da jeg så kommer i tanke om Emily. ”Hvor er hun?”

    Solstråle forstår vist med det samme, hvem jeg mener, for hun peger hen til et sted bag mig. Jeg kigger mig over skulderen, hen mod en mur, der ikke går en til mere end livet. Derovre står Emily sammen med Sofie. Abino sidder på muren. Hans flamme skinner endnu kraftigere i solens lys. Vi er stadig på toppen af bjerget, men tågen er forsvundet.

    I det øjeblik, jeg ser hende, glemmer jeg alt andet, rejser mig bare op og løber hen til hende.

    ”Emily!”

    Emily vender sig om. Hendes blik er helt tårevævet, men da hun ser mig, stråler hun i et lykkeligt smil. Jeg standser en meter fra hende, ved ikke, om det vil være okay at røre hende. Sidst, vi havde mulighed for at snakke, var det kun grimme ord, der kom ud, og jeg sagde sådan nogle forfærdelige ting… Kan hun mon overhovedet tilgive mig?

    Men så ser jeg hendes blik. Hun tænker slet ikke på det nu, hun ser ud til bare at være glad for, at jeg er okay.

    Så tager jeg mod til mig og lægger armene om hende, lukker øjnene og føler hendes lille krop mod min. Emily omfavner mig ligeså. Jeg kan høre små snøft, og siger det, som jeg egentlig har længtes efter at sige lige siden det hele gik galt:

    ”Du vil altid være min søster, Emily.”

    Jeg kan høre hendes gråd, da hun siger: ”Du vil altid være min, Olivia. Jeg elsker dig.”

    Glæden strømmer igennem mig. Jeg slipper Emily og ser hende i øjnene. Hendes øjne skinner af lykke, og hendes smil er ikke til at tage fejl. Hun mener det, hun elsker mig. Og jeg elsker hende. Glæden stiger mig lige til hovedet, og jeg kan ikke holde den tilbage: jublen. Jeg begynder at grine og juble og hoppe op og ned. Emily selv begynder på et stort latteranfald. Hun springer op og ned i takt med mig. Vi omfavner hinanden og griner af, hvor åndssvagt det hele har været.

    Inden længe får vi selskab. Snart er vi en hel gruppe på seks, der springer op og ned og jubler hinanden ind i ørerne.

    Skrækkens Bjerg har ingen effekt på folk, der føler, at de har alt, hvad de skal bruge, lige her, lige nu. Og sådan har jeg det. Bare jeg har Emily, så kan der ikke ske mig noget overhovedet.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...