Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1923Visninger
AA

21. Ræven med ild i

Ugerne går. Jeg er låst inde på slottet igen, sidder og kukkelurer på mit værelse dagen lang, sidder bare oppe i vindueskarmen og ser ud over Dæmonstaden, der virker mindre og mindre grotesk og ondskabsfuld og mere og mere som en almindelig menneskeby, hvor folk kører deres almindelige liv med skole, lektier og job.

    Det almindelige liv har jeg ikke været en del af i noget, der føles som evigheder. Jeg kan ikke engang huske dengang før jeg havde drømt om rubinen første gang, eller før jeg faldt i kilden. Dengang elvere ikke var andet end de underlige næsten udødelige væsner fra Ringenes Herre.

    Slipper jeg mon nogensinde væk herfra? Alle vinduerne i gemakkerne er godt forseglede, 100 % tætte.

    Gad vide om de andre Ædelstenselvere kunne regne ud, hvad der var sket, da ulykken fandt sted. Vidste de mon, hvad jeg oplevede i det øjeblik? Zake måtte da have regnet det ud. Far betyder lige så meget for ham, som han gør for mig. Men han er død nu, og Zake ved det ikke endnu. Alt håb om en familie er gået i vasken. Som om mor nogensinde vil huske noget igen. Jeg kan ikke tage hjem til hende igen, jeg hører til i denne her verden, og det gør hun ikke. Hun har sikkert tilkaldt politiet en million gange, og Emily og jeg er sikkert eftersøgt i hele landet. Hun finder os bare aldrig, og vi vil være døde for hende, hun vil tro, at vi ligger døde og begravet et eller andet sted. Maria og Jonas vil sikkert være overbeviste om, at vi begge er blevet kidnappet af den skaldede nar. Ingen af dem ved noget som helst om noget som helst.

    Det gør jeg måske heller ikke. Jeg føler mig total isoleret fra den øvrige verden.

    I samme sekund hører jeg en masse larm og rabalder nede fra slotsgården af. Jeg kniber øjnene sammen, hvor jeg kan se en masse vagter løbe forvildet rundt. Der er sat ild til det ene vagttårn, der står op ad muren. Hvem har dog gjort det? Man finder en masse vand og prøver at slukke det, men pludselig går der også ild til det andet tårn, som om nogen havde hældt sprit udover det, lynhurtigt.

    Nede midt i gården begynder folk at omringe en lille rødlig skikkelse, ikke meget større end en kat, ser det ud til. Fra den afstand, jeg sidder fra, kan man ikke se andet en lille rød flammelignende genstand, men jeg genkender væsnet med det samme.

    Jeg styrter ud af gemakdøren og ned ad gangen.

    ”Hey! Vent!” råber vagterne efter mig. Jeg må ikke bevæge mig frit uden folks tilladelse og deres opsyn. Men jeg synes ikke, at jeg behøver tilladelse til at komme den lille ildræv i møde.

    Jeg spæner ud af en åben dør, der fører ud til slotsgården. Frem for mig kan jeg se de mange vagter, der omringer den lille ræv med ild i.

    ”Abino!” råber jeg lykkeligt. Lad ham høre mig, sig, at han kan høre mig!

    Abino hører mig ikke. Han snerrer af vagterne. En af dem løber lige imod ham, men Abino brænder ham simpelthen af, ved at ”sætte sprit” til sin hale, så den bliver kæmpestor og blussende. Vagtens hat brænder, og han bliver nødt til at rive den af og trampe på den for at standse ilden.

    ”ABINO!” råber jeg endnu højere og løber ned ad trappen og så lige imod ham. Denne gang hører Abino mig. Han stopper sin snerren og ser overrasket på mig.

    ”Olivia!” hører jeg, og kun jeg, ham råbe.

    De andre dæmoner har også hørt mit råb, de vender sig forbavsede mod mig, hvorefter de giver plads. Jeg løber lige ind i cirklen af vagter og lige imod Abino, der løber lige imod mig. Han springer i favnen på mig, og jeg lægger armene om ham, lader mig falde ned på knæ, hvor jeg så knytter ham ind til mig, mærker hans pels imod min kind.

    ”Du er okay,” hvisker Abino. Hans flammehale føles dejlig varm her i vinterkulden.

    ”Jeg er okay,” mumler jeg tilbage, knuger ham ind til mig. Jeg vil aldrig nogensinde give slip på ham igen, aldrig.

    I lang tid sidder vi bare på den måde. Abino bliver knuget ind til mig, og han aer sit hoved mod mit, mens jeg bare græder lydløst. Jeg har lukket mine øjne for at kunne føle hans pels og hale og intet andet. Jeg ved ikke, hvad vagterne vil stille op, de siger i hvert fald ikke noget.

    ”Nå, nå, er det ikke elverdronningens lille ræv?” lyder en kold stemme et eller andet sted.

    Jeg åbner øjnene og vender mig mod stemmen. Det er de tre dæmonunger igen. Stemmen tilhører ham, der udgav sig for at være Mike, som stadig bare er Mike for mig.

    Abino snerrer i samme sekund, han ser ham. Han prøver at vride sig løs, men jeg holder godt fast i ham.

    ”Måske vi skulle tage ham ned i køkkenet og spise ham til aftensmad,” siger Keisha. ”Gad vide, hvordan ræv alla flamme smager?”

    Det synes de alle tre er mægtig sjovt. Nederen humor.

    Jeg skal holde endnu bedre fast i Abino nu, jeg kan mærke, hvad han forestiller sig: Mikes hoved på et sølvfad – med ild sat til håret. Jeg forestiller mig det ligeså.

    Jeg rejser mig op og begynder at gå imod slottet igen, holder Abino stramt ind til mig, imens han snerrer på livet løs af Mike og siger en masse bandeord, som jeg er glad for, at kun jeg kan forstå.

    ”Hvad fanden…?” Lyder en fjerde stemme. Jeg lægger først mærke til, at Arkon står lige foran mig, da jeg næsten støder ind i ham. ”Er det elverdronningens tamme ræv?”

    Da Abino får øje på ham, er han ikke til at holde fast i mere. Han snerrer og gør og springer direkte imod Arkons ansigt.

    ”Nej, Abino!” skriger jeg panisk.

    Men Abino når alligevel ikke at gøre ham noget, for Arkon spærrer ham inde i en sort boble, der flyver i luften lige ved siden af ham. Abino kæmper rasende for at komme ud.

    ”Hvad laver den ræv her?” spørger Arkon mig.

    ”Han øh…” Jeg trækker på skuldrene. ”Han kom vel efter mig.”

    ”Jamen… det gik jo fint.”

    ”Nu… gør du ham ikke noget, vel?”

    ”Nej, men…” Han får boblen til at flyve hen til mig, den springer, og Abino falder ned i min favn igen. ”Du bør nok holde ham udenfor dæmonkongens synsvinkel.”

    Jeg nikker. Forbløffende ligger Abino stille i min favn, mens han stirrer forbavset op på mig. Jeg går tilbage til mine gemakker.

 

”Okay, hvad med lige at forklare mig, hvad der foregår?!” er det første, Abino udbryder, da vi kommer ind på mine gemakker. Han springer ned i en lænestol, hvor han lægger sig ned og ser tvært på mig.

    ”Hvad?”

    ”Den skaldede nar for eksempel! Du hader ham! Og jeg så ikke had i dit blik ET eneste øjeblik, mens du så på ham – og han ligeså! Er I gået hen og blevet venner eller sådan noget?”

    ”Det kan man vel godt sige.” Jeg sætter mig op i vindueskarmen med armene over kors.

    ”Okay, det er bare forvirrende, men… i øvrigt.” Abino holder en lille pause, før han så begynder at råbe meget meget højt: ”HVAD TÆNKER DU PÅ SÅDAN AT LØBE VÆK MIDT OM NATTEN FOR AT TAGE TIL DÆMONSTADEN, HVOR DER ER FEM PROCENT CHANCE FOR, AT DU VENDER LEVENDE TILBAGE?! OG SÅ FOR AT BEFRI EN MAND, DE HAR HOLDT FANGET I TI ÅR?! ER DU SPLITRAVENDE SINDSSYG?!”

    ”Jeg skulle måske have sagt det til dig, så du vidste det, men så ville du jo bare prøve at forhindre det.”

    ”Selvfølgelig ville jeg prøve at forhindre det! Det er jo bindegalt! Ingen elver tør bevæge sig ind på dæmonernes område! Hvad tænkte du dog på, barn?!”

    ”Jeg tænkte på min far! Mere end noget andet, tænkte jeg på min far! På, at det var min skyld, at han sad her, og at han måske var i live! DET tænkte jeg på.”

    ”Nå, men jeg kan nu ikke se din far, hvor er han måske? Var han her overhovedet?” Han siger det i et bedrevidende tonefald, tvært og arrogant. Er han klar over, hvor ondt det gør på mig, at han siger det? Det er bare dråben, at han siger det på den måde. Han ved ikke… han ved ikke, hvad de har gjort.

    Jeg kan mærke tårerne presse sig på. Og de får frit løb. Jeg begynder at græde, begraver mit ansigt i mine arme, græder og græder.

    Så mærker jeg varmen som fra en flamme. Jeg åbner øjnene og ser ind i Abinos orangerøde øjne. Han ser bekymret og omsorgsfuldt på mig, er vist godt klar over, hvad hans fejl var.

    ”Hvad har de gjort, Olivia?” spørger han stille.

    ”De slog ham ihjel, Abino…” græder jeg, og så løber alle ordene bare ud af min mund som et vandfald: ”De tog ham fra mig, nærmest trak ham ud af mine arme. Jeg kunne ikke gøre noget, de tog ham fra mig og slog ham ihjel… han… han lå på gulvet i tronsalen, stendød. Er du klar over, hvor forfærdeligt, det er? Se sin egen far død? Og så, når man kun har haft nogle timer sammen med ham efter ikke at have set ham i ti år… Det var endnu værre end noget andet, jeg har oplevet! Værre end at skulle se Emily blive fløjet væk, værre end at indse, at ens mor aldrig vil vide, hvem man er! Intet er værre end at se ens far død, det er det mest forfærdelige nogensinde! INTET!”

    Så græder jeg bare. Abino kryber ind til mig, og jeg lægger armene om ham. Han forsøger at trøste mig, men intet hjælper. Jeg har bare brug for at græde det ud. Min far er død… og han kommer aldrig til live igen. Og jeg havde aldrig nogensinde en chance for at komme ud og finde ham, for han var død for mig i ti år af mit liv…

   

Hen på aftenen bliver døren til mine gemakker åbnet.

    Jeg sidder bare i vindueskarmen med Abino i favnen, som ligger nærmest helt bevidstløst, indtil døren brager op. Vi glor begge imod den.

    Ind kommer Arkon, han ser ret stresset ud. ”Olivia, du bliver nødt til at komme nu.”

    ”Hvorfor?”

    ”Fordi dæmonkongen vil slå dig ihjel her og nu, hans tålmodighed er sluppet op.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...