Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1931Visninger
AA

15. Planer

Det første, jeg bliver nødt til at få styr på, er, hvor helvede Mørkebjergene ligger. Zake har ingen anelse, da jeg nævner det for ham.

    Men jeg ved, at Solstråle ved det. Det nævnte hun for mig engang. Hun teleporterede os direkte ind i dæmonkongens tronsal, og det kunne hun umuligt have gjort, hvis hun ikke vidste, hvor det lå. Men… at spørge hende… kan nok nemt bringe mig i fedtefadet.

    Men jeg gør et forsøg alligevel. Dagen efter sætter jeg mig overfor Solstråle ved vores træbord i vores gemak. Hun stirrer mistænkeligt op fra sin bog, da jeg bare sætter mig med et stort smil. Jeg er spændt på, om jeg kan holde masken.

    ”Hvad er der?” spørger hun med det ene øjenbryn hævet.

    ”Vi skal i krig med dæmonkongen på et eller andet tidspunkt, ikke?” spørger jeg hende, blinker med mine øjne.

    ”Ja…?”

    ”Altså… og eftersom vi er Ædelstenselverne og sådan skal… lede slaget, ville det måske være bedst, hvis vi ved, hvor dæmonkongen bor – du ved, hvor hans slot er – hvor bjergene, som hans slot ligger i, er… den slags ting.” Blinker med øjnene igen.

    ”Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dig, hvor dæmonkongens slot er, Olivia.”

    ”Hvorfor ikke?” Jeg ryger automatisk ud af masken og ser tvært på hende.

    ”Fordi du sikkert bare gør dumme ting, og dæmonkongen er ligesom ude efter dig så… Og desuden er det skam nok, at jeg bare ved, hvor det ligger. Dronningen ved det også, og vi er de eneste to, der ved det! Sådan forbliver det, beklager Olive.” Så læser hun videre.

    Jeg sidder bare overfor hende og har besluttet mig for at tvinge hende til at fortælle mig det. Jeg begynder at hamre mine fingre ned i bordet en for en. Til sidst ser Solstråle irriteret på mig.

    ”Gå væk, Olivia,” siger hun og ser ned igen. Jeg tramper videre, og hun kigger nu rasende op. ”Forsvind, så jeg kan læse!!”

    Jeg rejser mig op for at gå hen og ud af lokalet, men så bremser Solstråle mig med et vent, der lyder underligt bekymret.

    ”Du har ikke… tænkt dig at rejse derud, vel, Olivia?”

    ”Hvad?”

    ”Det har du ikke helt seriøst tænkt dig at gøre, vel? Er du klar over, hvor farligt det ville blive? Du ville ikke slippe derfra i live. Lov mig, at du ikke har tænkt dig at rejse derud.”

    Jeg står og ser på hende i lidt tid, bider mig i underlæben. Jeg har ikke lyst til at lyve for hende, men samtidig kan jeg jo ikke fortælle sandheden, så jeg nøjes med at sige: ”Du kan tage det ganske roligt,” hvorefter jeg går ud. Solstråle følger efter mig.

    ”Du må ikke, Olivia.”

    ”Hvem har måske sagt, at jeg har tænkt mig at gøre det?”

    ”Øh… dig! Du har total busted dig selv!”

    Sofie hører larmen og kommer op ved siden af Solstråle. ”Hvad sker der?”

    ”Olivia vil rejse til Mørkebjergene,” forklarer Solstråle surt.

    Sofie sender mig et vantro blik. ”Det mener du da ikke! Det har du da ikke tænkt dig, har du?”

    Åh gosh… jeg vidste, at der ikke ville komme noget godt ud af at spørge Solstråle. Pigebarnet er simpelthen for reglementeret og pligtopfyldende. Ville de overhovedet forstå mit formål, hvis jeg fortalte dem det?

    ”Jeg har ikke tænkt mig at tage af sted,” siger jeg bare til dem, hvilket får dem til at holde op med at plage mig, men jeg er nu ret sikker på, at de ikke tror på det overhoved.

 

Jeg ender med at prøve biblioteket, håber på, at man måske kan finde et kort.

    Byens bibliotek er gigantisk med utallige afdelinger med utallige bøger og utallige reoler og rum. Det er i… fem etager, tror jeg, og fylder lige så meget som en af de dér kæmpestore fodboldbaner, de professionelle fodboldspillere spiller på, når der er kamp i fjernsynet.

    Jeg kan selvfølgelig ikke finde det mindste rundt. Jeg må have et kort alene for at finde nyttige afdelinger.

    Jeg tilbringer en time eller to i afdelingen under ”Dæmoner”, som ene og alene handler om dem som folkeslag. Men der er, så vidt hvad jeg finder ud af, intet kort eller vejledning, der kan fortælle mig, hvor dæmonkongens slot ligger.

    Derefter tilbringer jeg endnu flere timer i afdelingen, der handler om forskellige destinationer af hele denne verden. Men der er IKKE noget som helst om Mørkebjergene. Hvor det dog går mig på nerverne.

    Det er sen aften, da jeg er helt sindssyg træt af bøger. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg kan åbne en bog igen.

    Men så får jeg øje på et skilt over en afdeling, der hedder ”De fire folkeslag”. De fire folkeslag – Elverne, feerne, formskifterne vel – og dæmonerne.

    Selvom jeg mest af alt har lyst til at krybe ned i min seng og sove, går jeg ind i afdelingen, giver det en sidste chance.

    Derinde tilbringer jeg resten af natten. Afdelingen er stor, nærmest gigantisk. Jeg finder en bog, der har alverdens kort over hele denne verden. Der er kort over elverbyen, over Tågebjergene, over Jammerdalen, over en skov, der hedder Kirsebærdrageskoven og SÅ mange andre steder. Men intet kort over Mørkebjergene.

    Jeg ligger dér og falder i søvn over bogen, er simpelthen så træt. Jeg bliver færdig med bogen og får bladret helt om til sidste side. Ikke et eneste kort over Mørkebjergene… hvis det ikke er i en gammel bog med alverdens kort… så kan det da ikke være nogen steder.

    Jeg skal lige til at lukke bogen sammen og få den stillet på plads, så jeg kan komme hjem i seng, da jeg opdager noget. En lap på indersiden af bogens omslag. Lappen har samme farve som dens underlag, det er ikke meningen, at man skal lægge mærke til den.

    Det gør mig nysgerrig. Jeg sætter mig op og trækker forsigtigt i lappens kant, så den langsomt bliver trukket af. Den gemte på et kort. Mit hjerte galoperer. Hvis det her kort ikke er nyttigt så… åh gosh…

    Papiret er foldet sammen og er meget gammelt, helt blødt som læder, fordi det er så gammelt. Jeg begynder langsomt at folde det ud. Det er stort, fylder mere end en stor fladskærm. Det er et kort, der… fylder meget.

    Nede i venstre hjørne kan man se noget skovagtigt vist med et stort træ midt i det. Over det står der med en gammel glidende skrift: ”Elverskoven”. Inde tæt på midten af kortet ligger der en stor sø ved noget, der ligner nogle bjerge, hvor der står ”Felagunen”. Og henne, helt henne øverst af venstre hjørne, ligger der nogle høje mørke bjerge med noget, der ligner et termitbo iblandt dem. Over bjergene står der ”Mørkebjergene”, og over termitboet står der ”Dæmonstaden”. Jeg rører forsigtigt ved dæmonkongens slot, strejfer det med min tommelfinger. I samme sekund kommer der et stort lys.

    Pludselig føles det, som om jeg er midt i kortet eller… kortet er kommet op til mig. Jeg sidder lige ved siden af Elverskoven, der cirka er på min størrelse. Så begynder kortet at sive forbi, det føles, som om jeg flyver igennem luften. Over engen, gennem en kløft, over en stor flod, gennem et stort åbent landskab, der mest består af slette, siden en stor gold ødemark. Så bliver der vist nogle høje bjerge, hvor der lyder buldren. Jeg flyver ind imellem bjergene, og pludselig sidder jeg lige foran dæmonkongens slot.

    Hvad… er det dog for et kort? Det har lige vist mig en nøjagtig rute til Dæmonstaden! Wow!

   

Vi lader en dag gå, hvor jeg kan sove. Kortet sørger jeg for at have på mit værelse, hvor ingen finder det.

    Om natten bliver jeg vækket af Zake. Vi går ned i det tomme slotskøkken, hvor vi begynder at pakke til turen.

    ”Du husker ikke at sige noget til de andre om, hvor jeg er?” minder jeg ham om.

    ”Jep.”

    ”Og du husker, at du heller ikke selv skal komme ud efter mig?”

    ”Jaer.”

    ”Og pas på Abino, han går sikkert ud af sit gode skind. Han må ikke gøre noget dumt af ren bekymring.”

    ”Okidoki.”

    Vi får pakket færdigt. Jeg har snart en stor rygsæk fyldt med mad til turen. Det skal nok tage sin tid at komme dertil, dog er det intet i forhold til den tid, det tog mig og Almana at komme helt op i Norden.

    Vi går ud fra slottet, gennem byen og ud på engen.

    ”Og… Emily… husk at passe på hende.”

    ”Jeg skal nok passe på hende.”

    ”Hun er også din søster, hun har bare at være i god behold, når jeg kommer tilbage.”

    ”Ja, men så har du også bare at komme tilbage i god behold – sammen med far, husker du nok. Og pas nu på.”

    Jeg smiler svagt. Det er rart at kunne dele sådan en plan som det her med nogen, og han prøver ikke at forhindre mig i det. Måske er det, fordi han ønsker det hele så brændende, som jeg gør.

    ”Olivia! VENT!!”

    Zake og jeg drejer omkring, ser tilbage. Nogle meter fra os kommer de øvrige Ædelstenselvere spænende. De griber alle fat i mig, vælter mig næsten omkuld.

    ”Du vover på at tage af sted,” siger Solstråle.

    ”Du kan dø!” siger Sofie.

    ”Ja, og ikke nok med det, så kan en masse andre også dø,” siger Emily. ”Husk det.”

    Jeg bakker væk fra dem, tager min rygsæk på. ”Jeg tager af sted, om I så end kan lide det eller ej.”

    ”Men Olivia…”

    ”Nej! I aner ikke, hvor meget det her betyder for mig! OG for Zake! Vores far er i live et eller andet sted derude, jeg kan mærke det! Og han er sikkert på dæmonkongens slot! Jeg tager ud og finder ham, det er noget, jeg virkelig VIRKELIG har brug for! HVORFOR kan I ikke forstå det?!”

    De står i lang tid og bare stirrer på mig, stirrer på hinanden, stirrer på rolige Zake.

    Så springer Emily på mig, lægger armene om halsen på mig. Man kan høre snøften fra hende.

    ”Du har bare at komme tilbage i live… Forstår du det?”

    ”Ja, jeg forstår det. Jeg skal nok komme tilbage. Og jeg har vores far med.”

    Emily ser mig i øjnene, tørrer sine. ”Men han er jo ikke min far, han er kun din.”

    ”Han er også din far, Emily – gudfar og adoptivfar – og jeg er din søster. Det kan ingen af os komme ud af.”

    Emily smiler og krammer mig igen.

    Så siger vi farvel til hinanden gennem en kæmpe gruppekrammer. Så laver jeg ørnevinger og flyver af sted.

 

Prøvebillede:^^

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...