Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1798Visninger
AA

25. På klippens top

Jeg løber egentlig bare direkte ind imellem flokken af kæmpende skikkelse, undgår sværd, lynkilder og andre vanvittige våben og magiudfald.

    Arkon er ikke at se nogen steder. Det er elverdronningen, fekongen eller dæmonkongen heller ikke. Hvor er de?! Jeg kan ikke tillade Arkon at blande sig! Jeg havde regnet med, at han skulle være den nye dæmonkonge, når det her var overstået! Det skal for helvede da ikke være mig! Det skal det bare ikke!

    Så finder jeg de andre.

    Solstråle er i slåskamp med en eller anden rockerlignende dæmon.

    Emily prøver at få en dæmon til at fryse.

    Sofie er ved at lave en isterning alla dæmon.

    Og Abino brænder bare folk af.

    ”Folks,” råber jeg, da jeg er indenfor hørevidde. De andre vender kort blikket mod mig, da de ser mig, før de bliver nødt til at fokusere på kampen igen.

    ”Hvor har du været?” spørger Solstråle, mens hun hamrer en sten efter en dæmon.

    ”Jeg har såmænd bare været gidsel,” svarer jeg. ”Men jeg har virkelig brug for at spørge om noget.”

    ”Så spørg,” siger Solstråle let irriteret.

    ”Hvor er de kongelige henne?”

    ”Ved du ikke engang det?” udbryder Sofie forbavset, mens hun klinger til den store isblok med sin pegefinger.

    ”Selvfølgelig ved jeg ikke det, jeg har jo ikke ligefrem været til stede.”

    ”Nej, men… alle ved da, hvor de kongelige kæmper. Traditionen siger, at de skal kæmpe på toppen af klippen.”

    ”Hvilken klippe?”

    Sofie peger op mod en klippe, der ligger nogle kilometer fra, hvor vi står, lige ved siden af slagmarken og en kæmpestor sø. ”Den klippe.” Det er ikke bare en klippe. Denne klippe er højere end Tvillingetårnene var. Er de kongelige på toppen af den?!

    ”Hvorfor ville du vide det?” spørger Solstråle, da hendes dæmon er død. Emily ser også nysgerrigt på mig, ligeså Abino.

    ”Arkon vil prøve at slå dæmonkongen ihjel, og han regner ikke med at overleve. Jeg bliver nødt til at standse ham.”

    ”Kan du ikke være ligeglad med at han dør?” spørger Sofie. ”Han er trods alt den skaldede nar.”

    ”Han er ikke bare den skaldede nar mere!” siger jeg lettere hysterisk. ”Det er… det er også noget andet, men det er så bindegalt, at I ikke behøver at høre det. Men Arkon SKAL overleve, og jeg bliver nødt til at forhindre ham i at blande sig og dø! Så jeg løber op på toppen af klippen.”

    ”Jamen det må du ikke,” siger Solstråle.

    ”Jeg gør det alligevel. I kan ikke stoppe mig.”

    De står i lidt tid og betragter mig, alle tre, så siger Solstråle:

    ”Nej, men vi kan hjælpe dig. Jeg hjælper dig i hvert fald, hvad med jer andre?”

    De andre nikker.

    ”Du har vores opbakning,” siger Sofie.

    Abino springer op på min skulder.

   

Inden længe er vi på vej mod den enorme klippe. Jeg prøver at forberede mig på, hvad jeg skal gøre deroppe, selvom jeg sikkert kommer til at være mere udmattet end nogensinde før. Jeg stønner bare ved tanken.

    Det viser sig, at der er en udhugget trappe, der fører op til toppen. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig de tre kongelige gå op ad den sammen, mens de sender hinanden dræberblikke. Den tid på trappen må virkelig have været pinefuld, at gå side om side med sin fjende uden at må gøre dem noget, før man er på toppen.

    Vi løber op ad den. Jeg først sammen med Abino, så Solstråle, så Sofie og sidst Emily.

    Vi når ikke at løbe i særlig lang tid, og jeg er kun lige begyndt at blive træt, før der lander en eksplosion lige foran mig. Jeg falder næsten bagover, men når lige at få balancen igen. Så ser jeg Uto flyve lige udfor trappen. Han er i sin skræmmende dæmoniske skikkelse. Den skikkelse, der giver mig gåsehud hver gang. Jeg kan ikke være modig, når den skikkelse ser mig ind i øjnene. Så kan jeg kun gå i panik.

    ”Gør nu ikke noget tåbeligt,” siger han med sin hvæsende og alt for skræmmende stemme. ”Løb ned ad trappen igen, eller jeg dræber jer.”

    Truslen om at slå os ihjel er det, der giver mig modet. Jeg knytter mine hænder og skal lige til at råbe, at han kan rende og hoppe, da Emily råber:

    ”Du kan lige vove på noget.”

    Vi ser alle sammen på hende. Hun løber op på siden af mig, så hun står imellem mig og Uto. ”Du løj for mig og fangede mig, da jeg troede, at du var min ven – du kan lige vove på at true min søster.”

    ”Emily…” hvisker jeg, så kun hun kan høre det. ”Lad være.”

    ”Nej, Olivia. Løb op ad den trappe,” siger Emily til mig. ”Det her er en kamp mellem mig og ham.” Så letter hun ved hjælp af en luftånd og skyder en masse ildånder i hovedet på Uto, der nu er fuldt beskæftiget.

    Det tager noget tid, før det går op for mig, at jeg må videre. Jeg springer over det hul i trappen, eksplosionen lavede, og løber videre op ad trappen med Solstråle og Sofie efter mig, og med Abino lige foran mig.

    Det, at løbe og løbe op ad mange tusind trapper, begynder at blive monotont. Det er hårdt, men jeg lever med det, og jeg bliver ved med at løbe. Mine tanker begynder at køre.

    Jeg forestiller mig selv siddende på dæmonkongens trone. Mine rubinrøde øjne skifter farve til blodrøde. Dæmoner adlyder mig, og jeg tvinger dem til at gå i krig.

    Det er ikke det, Arkon ønsker. Han vil have mig til at være en nøjagtig modsætning af dæmonkongen. Han vil have, at jeg skal genopbygge dæmonerne æra. Gøre dem til et folk, som alle vil elske. Det er ikke noget, jeg kan finde ud af. Tanken er bindegal. Men jeg tror på, at HAN kan gøre det. Jeg kan ikke, men HAN kan. Han må ikke dø nu, han kan ikke bare efterlade sådan et latterligt ønske til mig.

    ”STOP LIGE DÈR!” råber en stemme.

    Vi standser alle sammen op igen. Det føles som en kort hvilepause i mine ben, men det tænker jeg ikke på i mere end et sekund, for udfor trappen svæver nu Keisha og Mike, også i deres enormt skræmmende skikkelser.

    Men Uto fjernede angsten fra mig. Emily, som normalt er en bangebuks, fjernede angsten fra mig. Intet skal forhindre mig i at gøre det her, ikke engang et par dræbertrillinger.

    Men igen bliver jeg afbrudt, før jeg når at sige noget.

    Solstråle og Sofie træder frem. ”Kom bare an,” siger de i kor, som om de er én person, nøjagtig samme toneleje, og nøjagtigt samme ansigtsudtryk. Beslutsomhed.

    ”Det her bliver jeres død,” siger Keisha koldt.

    ”Og ingen kommer til at begrave jer, for alle jeres små elvervenner vil snart være døde,” siger Mike.

    ”Vi er ligeglade,” siger Solstråle og Sofie i kor igen. ”Og desuden er det jer, der kommer til at dø.”

    ”Folk…” siger jeg. Jeg bryder mig ikke om, at de er parate til at dø for mig, selvom det gør mig varm om hjertet. Solstråle vender blikket mod mig og ser mig lige ind i øjnene.

    ”Gør, hvad du bliver nødt til, Olivia. Vi vil altid være der for at bakke dig op. Kom nu bare videre.”

    ”Jamen…”

    ”KOM VIDERE!” råber de i kor af mig.

    Jeg løber videre og nikker taknemmeligt til dem.

    Så er det kun mig og Abino. Der er tavshed. Abino løber lige så hurtigt som jeg, jeg han høre på hans små hivende vejrtrækninger, at han er lige så udmattet som jeg er. Gad vide, om jeg kan klare det her.

    Jeg bliver nødt til at klare det her.

    Og pludselig er der ikke flere trin. Jeg står på toppen af klippen. Vender mig om og ser ned ad trappen. Jeg kan kun svagt se de kæmpende skikkelser længere og længere nede. De forsvarer mig alle tre. Der er meget små chancer for, at de vil klare det.

    Og der er endnu mindre chancer for, at JEG vil klare det her.

    ”Han vil have, at jeg skal være dæmondronning,” siger jeg tonløst. Abino ser på mig.

    ”Hvad?”

    ”Det er bindegalt,” siger jeg. ”Han er bindegal. Han må ikke dø… DE må ikke dø. Hvis de dør, tilgiver jeg aldrig mig selv.”

    Så vender jeg mig væk fra trappen og ser lige ud. Godt tredive meter fra mig kæmper tre skikkelser. Dæmonkongen, Elverdronningen og Fekongen.

    Jeg når ikke at gøre noget, før en stor lynkugle rammer dæmonkongen, så han falder til jorden. Hverken fekongen eller elverdronningen kunne have forsaget det. Og så ser jeg ham.

    Arkon står henne ved kanten og har liget affyret den. Selv fra denne afstand kan jeg se, at han er såret, alvorligt såret.

    ”Nej… ARKON!”

    Jeg råber så højt, at alle fire kan høre mig, og de vender alle blikket mod mig.

    Jeg kan mærke Abinos nervøsitet ved siden af mig.

    Men dæmonkongen stirrer ikke længe. Han affyrer en lynkugle mod Arkon, som ikke når at reagere, før den rammer ham. Han falder bagover.

    ”NEJ!” råber jeg og løber lige imod ham. Da jeg er halvvejs derhenne, affyrer dæmonkongen en til. ”ARKON!”

    Jeg løber lige ind foran ham.

    ”Nej, vent – ” hører jeg netop Arkon sige, før lynkuglen rammer os begge to. Det er åbenbart alt det, klippekanten kan klare, for den forsvinder under os, og vi falder ned fra klippen.

    Arkon holder fast om mig, og jeg ser bare ned mod den sø, vi er på vej ned mod.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...