Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1811Visninger
AA

17. Loftscellen

Jeg bliver slemt skuffet, for de fører mig op ad en masse trapper, for så at smide mig ind i et loftsrum, der åbenbart fungerer som celle. De smækker døren efter sig og låser den. Og jeg kan stadig ikke forvandle mig til noget, fordi de har gjort det dér ved mig.

    I lang tid står jeg bare og stirrer på døren i håb om, at de kommer og henter mig hvad øjeblik, det skal være. Her kommer jeg jo ingen vegne.

    Da jeg bliver træt af at stirre på den, giver jeg mig for første gang tid til at kigge mig om i cellen. Jeg opdager, at den er meget større, end den så ud til. Den går meget langt ind, jeg kan ikke engang se den hele fra, hvor jeg står. Cellen danner en slags halvcirkel, hvilket vel betyder, at jeg befinder mig oppe øverst i et eller andet tårn. Cellen er fyldt med loftbjælker og træstolper, der gør op til dem. Der er et lille loftsvindue ret fremme. Der går jeg hen og ser ud. Jeg er mega højt oppe og kan se helt hen til Dæmonstaden. Jeg er virkelig i knibe her. Hvorfor skulle jeg dog også lige løbe ind i de dumme dæmoner?!

    Så, da mine tanker holder op med at løbe rundt i mit hoved, hvor jeg bare står helt stille og ser ud ad vinduet, hører jeg en vejrtrækken. Jeg er ikke alene heroppe. Bare det at høre vejrtrækningen, gør mig forskrækket. Jeg kigger til venstre for mig, dybere ind i cellen. Mit hjerte banker og banker, da jeg begynder at bevæge mig længere og længere ind imellem alle bjælkerne. Det kan kun være én person, selvom det i virkeligheden kan være alle og enhver, så kan det kun være én.

    Så når jeg frem til personen. Det er en elver – en brunhåret elver. Han er mager, sidder lænet op ad en af bjælkerne. Mit hjerte springer et slag over, for jeg ved med det samme, hvem det er, selvom jeg ikke har set ham, siden jeg var fire.

    Da han opdager, at der er en anden til stede, farer han nærmest om og ser på mig med næsten forskrækkede øjne. Øjnene… nøddebrune, præcis samme farve som Zakes. Men at se de øjne så skrækslagne giver mig lyst til at græde. Hvem har fået dem til at se så skrækslagne ud? Hvem var det, han ventede at se? Hvad har de… hvad har de gjort ved ham?

    Men så, efterhånden som han ser nærmere på mig og opdager, at jeg ikke er en dæmon, mildnes hans øjne, men da han så får øje på min rubin, på mig som den, jeg er, bliver hans øjne store igen. Han rejser sig op, må støtte sig op ad bjælken for overhovedet at kunne holde sig stående. Hans stemme, der kommer ud af hans tørre mund, er så svag og vantro, at jeg næsten ikke kan tro, at den tilhører min far:

    ”O…Olivia?” hvisker han. Selvom hans stemme er hæs og svag, kan jeg dog stadig høre min fars stemme derinde et eller andet sted. Den er der stadig… han er der stadig. At høre ham sige mit navn, får mit hjerte til at banke hurtigere end nogensinde, jeg kan mærke mine øjne blive våde, og så smiler jeg, kan ikke andet.

    ”Hej, far,” hvisker jeg. Og så kan jeg ikke holde mig tilbage mere. Jeg trykker mig ind mod hans favn, lægger mine arme om ham og begynder så bare at græde stille, mens jeg smiler, kan kun føle glæde indeni. Han er lige her… min far.

    ”Du… du husker mig?” hvisker han forbløffet. Jeg nikker. Han vidste ikke, at jeg vidste, at han eksisterede. Sidst, han så mig, lå jeg vel i den skaldede nars favn, som snakkede om, at han ville slette min hukommelse. Og jeg har vidst, hvem han var, i et halvt år nu, et helt halvt år, har jeg vidste, hvem han var, og at han levede.

    Så trækker jeg mig væk fra ham og får tørret mine øjne. Han står bare og ser på mig, nærmest stirrer. ”Jeg husker dig,” siger jeg.

    ”Men… men hvordan?”

    ”Altså… den skaldede nar sagde, at elvere er hårdhjertede, at man ikke kan holde hukommelse væk fra dem for evigt.”

    ”Den… den skaldede nar…?” hvisker far og trykker sig helt op ad stolpen. ”Du kalder ham…? Den skaldede nar…” hans hvisken lyder helt forbløffet. Og så begynder han at le over det latterlige øgenavn. ”Du kalder ham den skaldede nar…” Hans stemme hæves mens han griner, den bliver mindre og mindre hæs og mere og mere som den bløde og milde stemme, jeg husker. Han får farve i kinderne, efterhånden som han griner, og han ligner mere og mere sig selv.

    Jeg griner med. ”Ja… jeg kalder ham den skaldede nar.”

    Så står vi i lidt tid og bare griner. Jeg griner nok mest, fordi han griner, fordi det at høre hans stemme, gør mig så glad, at jeg har lyst til at slippe det ud gennem latter. Det er rart, rigtig rart at være her sammen med far for første gang i ti år. Det har været alt for lang tid.

   

Et par minutter efter sidder vi ved siden af hinanden, jeg med hovedet mod hans skulder og mærker hans kropsvarme. Han er mere end ivrig efter at høre om mit liv.

    ”Hvornår fik du din hukommelse tilbage?”

    ”De kom i brudstykker i løbet af sidste år, men for et halvt år siden blev jeg taget til fange af den skaldede nar, han ville føre mig helt op til portalen, der skiller verdener, og på vejen kom vi forbi det latterlige lille skur, hvor du gav mig rubinen, der… der kom jeg i tanke om det hele, det var også dér, jeg fandt ud af, at Emily var adopteret.”

    ”Ja… lille Emily. Hvordan har hun klaret sig?”

    ”Årh, hun har klaret sig fint, er endt som Ametystelver og alt muligt.”

    ”Ametystelver?! Er du seriøs?”

    ”Jep, hun er en af os. Men hun tog det ikke særlig fedt, da hun fik at vide, at hendes familie var død. Men hun er kommet over det nu.”

    ”Hvordan… hvordan klarer din mor sig?” Hans stemme bliver mindre, da han siger det. Jeg kommer i tanke om det sidste, mor nogensinde sagde til ham: ”Du har bare at komme tilbage med hende meget snart. Hun er det eneste barn, jeg har. Jeg forlanger skilsmisse, hvis du ikke får hende sikkert med tilbage, og det mener jeg!” Jeg forstår godt hans uro, for på de fleste måder, fik han mig jo ikke sikkert tilbage.

    ”Hun er bare… mor, som hun altid har været, bortset fra det faktum, at hun tror, at Emily er hendes rigtige barn, og hun ved ikke noget om noget som helst. Hun tror, at du var pilot og styrtede ned med dit fly. Hun aner ikke, hvem vi er, alle sammen.”

    Der er lidt tavst, hvor far bare ser ned, vel lidt trist til mode.

    ”Du fortalte mig aldrig, at jeg havde en bror,” siger jeg for at bryde tavsheden. Jeg ved godt, at han ikke har haft kontakt til mig i ti år, men de fire år før det… han kunne godt have sagt, at jeg havde en storebror i elververdenen.

    Hans skulder spændes, kan jeg mærke mod min kind. Så siger han: ”Nej, jeg… alt var lidt problematisk på det tidspunkt. Vi kunne have beholdt ham, hvis ikke din mor var menneske, eller hvis han var halvelver. Men sådan var det ikke. Vi kunne ikke have ham boende derovre, som et barn, vi kun kendte delvist, vi blev nødt til at bortadoptere ham.”

    ”Tja, men… altså, han følger ret meget i dine fodspor, han er hærfører.”

    ”Det er mange i min familie blevet,” siger han med en stolt stemme, jeg kan høre hans smil. ”Det vidste jeg, at han ville blive.”

    ”Jeg er så glad for, at du er her,” siger jeg, føler virkelig ikke andet end glæde lige nu. ”Jeg ville nok ikke være her, hvis den skaldede nar aldrig var dukket op.” Tænk, at det faktisk er rigtigt. Hvis jeg aldrig havde mødt den skaldede nar, ville jeg nok aldrig komme i tanke om, at far eksisterede. Det føles underligt at tænke på den måde.

    ”Hvordan stødte du egentlig på ham?”

    ”Han dukkede bare op i mit liv lige pludselig, begyndte at holde øje med mig, jeg gik helt ud af den, for jeg havde ingen anelse om, hvem han var eller hvor han kendte mig fra.”

    ”Han gjorde dig aldrig noget, gjorde han?”

    ”Aldrig noget alvorligt, men altså… vi kom da op og toppes en del gange. Men… dengang i det lille hus, hvordan kunne han… Han vidste langt før, at jeg gjorde, at jeg var Jordens vogter, og vidste også det med, at jeg var Rubinelveren. Hvordan… hvordan kunne han vide det, når ikke engang dronningen vidste det?”

    Der er lidt tavshed, hvor far ikke svarer. Så siger han: ”Han udgav sig for at være elver i hæren i de sidste tyve år inden jeg endte her. Han var genial til at kæmpe, så jeg rangerede ham ret højt, og jeg betroede ham mange ting. Det kom som et ordentligt chok for mig, da jeg fandt ud af, at han var en dæmon. Jeg trak mig tilbage som hærfører og flyttede til menneskeverdenen, hvor jeg var sammen med jer. Jeg så ham ikke igen før den dag i skuret, da han ødelagde vores liv.”

    Jeg nikker svagt, læner mig op ad hans skulder igen. ”Selvom han nu engang bragte det sammen igen.”

    ”Ja, men nu ødelægger han det såmænd nok snart igen.” Fars toneleje har ændret sig, det er ikke ment for sjov. Hans stemme er trist nu. Hvad mener han?

    ”Hvad mener du?”

    ”De har ene og alene holdt mig i live, så jeg kunne være et slags lokkemiddel til at få dig herhen, men eftersom du er her nu, så er der jo ikke rigtig nogen grund til, at – ”

    ”Lad være med at sige den slags!” Jeg retter mig op og ser anklagende på ham. ”De slår dig ikke ihjel, det kan de da ikke bare!”

    ”Det er dæmoner, Olivia, du ved, hvordan de er.”

    Tanken har slet ikke strejfet mig før nu. Jeg har slet ikke tænkt på, at de kunne finde på at slå ham ihjel. Det eneste, der foregik i mit hoved, var, at han var lige her, og at vi nu skal være sammen for altid, ham, mig, Emily og Zake. Og måske mor engang. Kommer det… bliver det overhovedet nogensinde andet end en drøm?

    ”Jeg lader dem ikke gøre det, far,” siger jeg, og det mener jeg, jeg vil under ingen omstændigheder lade dem gøre ham noget. De får ikke lov til at røre ham. ”De får ikke lov til at gøre dig noget, det gør de ikke!”

    Far ser på mig med et håbløst blik. Han tror ikke på, at han vil være i live i morgen, det gør han ikke… jeg ved heller ikke selv, om jeg gør. Jeg kan ikke engang bruge mine evner, og det er kun mig mod et helt slot af dæmoner. Der er grænser for, hvad jeg er i stand til.

    Så hører vi en knirken fra en dør, der åbnes.

    Mit hjerte galoperer af sted.

    De kommer lige nu!

    Far gør ikke noget, han sidder bare stivnet, lukker så øjnene. Han har ikke tænkt sig at gøre modstand… Jeg vender mig mod døren. Der er kommet fem dæmoner ind i cellen. Fire vagter og den skaldede nar. Den skaldede nar kommer til at se min far dø, hvis jeg ikke gør noget.

    ”Tag ham,” siger den skaldede nar, og to af vagterne går hen og løfter far op. Jeg rejser mig i samme sekund.

    ”I skal ikke tage ham!” råber jeg og skal til at gribe ud efter dem, da de to andre vagter tager fat i mig og holder mig tilbage. Jeg kan mærke, hvordan raseriet blusser op, men så kommer jeg i tanke om, at det ikke må ske og lader det blusse ned igen.

    De begynder at slæbe ham væk, ud af cellen, ud af døren. I det øjeblik, de går ud, tramper jeg hård ned på den ene vagts fod, han slipper mig med et smertensskrig, og jeg vrider mig ud af den anden vagts greb og løber ud af døren efter dem. Jeg løber ned ad trappen og så ud på gangen, hvor de er lidt fremme. Men da mærker jeg igen vagternes greb om mig. De holder bedre fast nu, borer deres kløer ind i min hud. Jeg skriger og råber efter den skaldede nar:

    ”Slip ham! I skal ikke gøre ham noget! SLIP HAM!”

    Den skaldede nar ser tilbage på mig med et blik, jeg ikke kan tyde. Det er ikke ondskabsfuldt eller noget, bare udtryksløst. Jeg ved ikke, hvad han prøver på ved at se på mig med sådan et blik.

    De slæber min far væk. Lige for øjnene af mig, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Da jeg ikke kan se dem mere, begynder vagterne at slæbe mig tilbage til cellen.

 

Jeg ligger derinde i lang tid. Jeg ved ærlig talt ikke hvor lang tid. Jeg ved bare, at natten er ved at forsvinde, at solen er ved at stå op. Det har været den bedste og den værste nat i mit liv. Jeg har tilbragt den sammen med min far, men det var også den nat, jeg så dem slæbe ham væk. Jeg ser ham aldrig igen, jeg kan fornemme det. De har taget min far.

    Da solen har været oppe i noget, der føles som timer, hører jeg en nøgle, der bliver drejet om i døren. Jeg sætter mig op og ser derhen. Nu er de også kommet for at hente mig. Døren går op, og i døråbningen står den skaldede nar. Han står bare dér og ser på mig med sit udtryksløse blik, og jeg synker en klump.

    ”Hvad har I gjort ved ham?”

 

Han følger mig ned ad gangene.

    Man kan ikke just sige, at han slæber mig. Han har et godt tag i min arm, men jeg går med frivilligt, der er ikke nogen grund til at kæmpe imod. Hvis der er, kan jeg ikke finde den. Men der er en enorm knude i halsen på mig. Mine skridt føles tunge, hvert et af dem er en anstrengelse, som om min krop et eller andet sted virkelig ikke vil derhen, hvor den skaldede nar ønsker mig hen.

    Vi standser foran en stor sort port. Han skubber den op, og vi træder ind i det største rum, jeg nogensinde har set: Dæmonkongens tronsal.

    Den ser ud præcis som sidste gang, jeg så den. Men denne gang står der vagter langs de to sidevægge. Og oppe på tronen sidder dæmonkongen, ikke dækket af sin kappe. Jeg kan se, hvordan han ser ud nu. Han ligner ikke de andre dæmoner, han er langt mere djævelagtig. Hans hud er rød, blodrød, han har to meget lange horn stikkende ud af panden, og hans dæmonvinger er langt større og bredere end de andres. Jeg har ikke lyst til at komme op og toppes med ham.

    Det er stilheden og alles blik på mig, der får mit hjerte til at holde op med at slå, får mig til at holde vejret. Det er en slags afventende stilhed, som om de venter på, at jeg skal gøre et eller andet. Jeg finder ud af, hvad de venter på, da jeg ser, hvad der ligger på gulvet imellem dæmonkongen og mig.

    Far…

    Han trækker ikke vejret. Hans døde krop ligger dér på gulvet, alene til glæde for mig. Han… han…

    Jeg ser op mod dæmonkongen, han ser mig direkte i øjnene. Hans øjne er røde, ligesom mine. Men mine øjne er røde som rubiner, hans øjne er røde som blod. Der er stor… stor forskel. Blikket er ondskabsfuldt, nok det ondeste blik, jeg nogensinde har set. Den dæmon dér har slået min far ihjel.

    ”Du har slået ham ihjel,” siger jeg. Alt i min krop spændes, og jeg kan mærke raseriet spirre i min krop. Og denne gang lader jeg det fortsætte. Jeg lader raseriet bryde løs.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...