Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1807Visninger
AA

10. Længere og længere væk

Det bliver søndag. Festen begynder klokken tre, og det eneste, jeg kan tænke på, er Emily. Festen og kjolen… det er alt sammen lige meget. Det eneste, der betyder noget, er, at Emily hader mig, og at det er dæmonkongens skyld som altid. Han ødelægger mit liv og har altid gjort det. Hvis jeg nogensinde kommer til at stå ansigt til ansigt med ham, så skal jeg nok sørge for, at han aldrig kommer til at rode med mit liv igen.

    Klokken er ti om morgenen, og jeg står foran et spejl på vores gemak og ser på min kjole. Den er stropløs og er lårkort, spreder sig for neden som en trækrone og med blonder. Den er meget flot, men jeg ville aldrig gå med sådan én til daglig.

    ”Olive,” hører jeg Solstråles stemme. ”Er du okay?”

    Først da går det op for mig, at jeg har stirret på mig selv i mere end godt er. Jeg ryster på hovedet for at få fatningen og vender mig mod Solstråle, der sidder i sofaen med sin kjole liggende på sofabordet.

    ”Nej,” svarer jeg, jeg kan jo lige så godt være ærlig. ”Jeg er overhovedet ikke okay.”

    Jeg sætter mig i sofaen ved siden af hende.

    ”Det er jeg ked af, Olivia.” Solstråle lægger en arm om mig. ”Jeg er virkelig ked af det hele.”

    ”Jeg fatter ikke, at jeg ikke fik fortalt hende det før… og at jeg sagde alle de ting til hende. Jeg mente jo ikke noget af det.”

    ”Det ved jeg, den slags sker vel for alle.”

    ”Nej… den slags ting sker kun for mig, alle andre er for heldige til at omgås den slags ulykker.”

    Vi sidder i noget tid, hvor Solstråle bare har armen om mig, og jeg tænker på… ja, det hele.

    Så kommer jeg i tanke om, hvad de tre dæmoner snakkede om, den samtale, som kun jeg og Zake hørte.

    ”Jeg tror, at de er ude efter Emily,” mumler jeg.

    ”Hvad?”

    ”De tre dæmoner.” Jeg løfter hovedet og ser op på Solstråle. ”De var ude efter en den dag, de angreb os, men de sagde til hinanden, at hun ikke var til stede, og Emily var ikke til stede – og så sagde de også, at ”hende den anden også manglede” – og jeg gemte mig bag et træ på det tidspunkt. De var ude efter enten mig eller Emily den dag, hvem skulle det ellers være?”

    ”Hvad er du bange for?”

    ”Jeg er rædselsslagen for, at de vil tage hende nu, når jeg ikke er der til at beskytte hende. Emily er mere sårbar nu end hun nogensinde har været før. Hun har ingen familie mere, ikke engang mig.”

    ”De får ikke fat på hende, Olivia, det giver hverken dronningen eller vi dem lov til.”

    Jeg har intet andet valg end at tro på hende.

 

Klokken bliver tre, og vi begiver os ud mod den kongelige have, da dronningen kalder på mig.

    Jeg står først og undrer mig over, hvad hun mon vil mig, og jeg har ikke lyst til at gå med hende, jeg bliver nødt til at være der, hvor jeg kan være hos Emily hvert sekund, det skal være. Men Solstråle og Sofie skubber mig med hende alligevel, så jeg følger med dronningen ind på hendes kontor.

    Jeg stiller mig op ad væggen lige ved døren, beslutter for mig selv, at jeg vil give hende to minutter, og så ikke mere.

    Dronningen går om bag sit skrivebord og lader sin hånd glide hen over en brun bog, der ligner en af de journaler, der var på det dér bibliotek.

    ”Hvad er det?” spørger jeg.

    ”Det er din fars journal.”

    ”Står der… da noget spændende?” For min skyld må der gerne stå, at Emily er min søster alligevel, men så ville vi til gengæld være gået igennem alt det her uden nogen grund. Jeg sukker. ”Hør… jeg har lidt travlt, kan du ikke skynde dig at sige det?”

    ”Jeg ville frygtelig gerne have, at Zake var her, da jeg fortalte det.”

    ”Hvorfor? Har det da noget med ham at gøre?”

    ”Jeg ville virkelig gerne have, at han var her først.”

    ”Jeg har ikke tid, jeg skal nå hen til festen.” Hen til Emily.

    ”Olivia, jeg tror, at du vil værdsætte denne nyhed større end meget andet.”

    ”Hvad er det da? Er Emily min søster alligevel?”

    ”Nej, men…”

    ”Så bliver jeg nødt til at gå, selvom hun ikke er min søster, bliver jeg nødt til at være der for hende. Du må fortælle mig det efter festen.”

    Så går jeg ud af døren.

 

Jeg finder de andre ude i haven, hvor der er stillet et hav af borde op fyldt med buffeter og tallerkener med bestik. Det gør mig enormt sulten, selvom det overhovedet ikke er det, jeg bør tænke på nu.

    Sofie er ved at øse op, og Solstråle drikker noget vand.

    ”Har I set Emily?” spørger jeg.

    De ryster begge på hovedet.

    ”Hvad ville dronningen?” spørger Solstråle.

    ”Aner det ikke, jeg havde ikke tid til at høre resten af, hvad hun ville sige. Jeg blev nødt til at komme herned så hurtigt som muligt. Er I sikre på, at I ikke har set Emily?”

    ”Tag det nu roligt, Olivia,” siger Sofie.

    ”Der sker ikke Emily noget,” siger Solstråle.

    Hvor jeg håber, at de har ret, men jeg tror alligevel ikke et øjeblik på det.

    Eftermiddagen går forfærdelig langsomt. Jeg begynder at gå i panik, fordi jeg ikke kan få øje på Emily. Er hun her overhovedet?

    Jeg står oppe på alkoven for enden af trappen, der fører op til porten til slottet. Der står jeg og bare ser på alle de elvere, der ingen bekymring har i sit liv, som bare fester og har det fedt.

    ”Hey.” Jeg vender mig om og får øje på Zake. Han er ikke engang klædt om og står bare med hænderne i bukselommerne. ”Er du okay?”

    Jeg ryster på hovedet. ”Jeg er bekymret for Emily.”

    ”Det skal nok gå bedre på et eller andet tidspunkt. På et tidspunkt vil hun forstå, hvorfor du ikke sagde det noget før.”

    ”Tror du det?”

    ”Ja, det tror jeg.” Han går hen og læner sig ud over gelænderet lige ved siden af mig. Jeg ser på ham. Som han står dér, minder han mig forfærdeligt meget om en, som jeg altid ville kunne stole på. Hvorfor har jeg dog været så hård mod ham? Han har jo bare prøvet at beskytte mig.

    ”Er du okay? Du er jo ikke engang klædt om.”

    ”Jeg bryder mig ikke så meget om fester – jeg er ikke en festabe – hader gallatøj.”

    ”Det gør jeg også. Det gør Emily nok også, siden hun ikke er her.”

    ”Du bør være gladere for det, du har, synes jeg.” Han drejer blikket mod mig. ”Du har en mor, en søster og måske en far. Der er dem af os, der ikke har nogle af delene.”

    ”Har du da ikke nogen familie?”

    Han ryster på hovedet. ”Har aldrig haft. Er vokset op på et børnehjem.”

    ”Det lyder nedtur.”

    I det samme hører vi et skrig, der skærer igennem folkemængden.

    Stemmen… det er Emilys!

    ”Emily!” Jeg kan kun tænke på, at hun er i fare og styrter ned ad trappen.

    ”Olivia! Vent!” råber Zake efter mig.

    Emily… Emily… Skriget er så rædselsslagen, at det kun kan betyde én ting: Dæmonerne. Hvorfor… hvorfor var jeg der ikke?

    Jeg løber igennem folkemængden, der alle er stivnet og ser i samme retning – retning af skriget.

    Jeg kommer hen forrest, kan se den store klippe, som haven lægger op til. På toppen af klippen står Uto og hans to søskende. Og i pigens favn bliver Emily holdt fast.

    Jeg stirrer skrækslagent op på dem. Hvis de gør hende noget… så…

    ”Slip hende!” skriger jeg af dem.

    De griner bare den forfærdelige hyænelatter. Så begynder sorte snirkler at svæve rundt om dem, og de forvandler sig til de store skarptandede dæmoner, jeg så den dag. Emily skriger, da grebet om hendes hals strammes. Jeg spærrer øjnene op, mærker hjertet gå helt op i halsen.

    Så breder de de store flagermusvinger ud og letter fra jorden.

    ”NEJ!” råber jeg panisk og laver ørnevinger, hvorefter jeg letter efter dem.

    Jeg basker så hurtigt, som det kan lade sig gøre, haler ind på dem.

    Emily rækker sin hånd ned efter mig, jeg kan se skrækken i hendes øjne.

    ”Emily…” hvisker jeg, da jeg ikke har kraft til at få højere lyd ud. Jeg rækker min hånd ud efter hende, min hånd når lige at gribe fat i hendes da…

    … Da mine vinger forsvinder.

    Min hånd glider ud af hendes, og en skræk går igennem mig, da jeg ser, hvordan min lillesøster kommer længere og længere væk fra mig, efterhånden som jeg falder længere og længere ned mod overfladen.

    ”EMILY!” råber jeg skrækslagent. De må ikke tage hende… de må ikke…

    Jeg prøver at få mine vinger ud, men det går ikke, og jeg falder bare længere og længere ned, er ligeglad med, hvor meget død, jeg må blive af det, kan kun tænke på, at de flyver væk med min lillesøster, min skrigende lillesøster.

    ”OLIVIA!” skriger hun efter mig. Det mest forfærdelige skrig, jeg nogensinde har hørt.

    I stedet for at ramme jorden, falder jeg ned i nogens favn. Jeg ser op og opdager, at det er Zakes favn.

    Så ser jeg op mod himlen igen, hvor jeg nu kun svagt kan se de tre dæmoner med min lillesøster i sin besiddelse. Jeg river mig løs fra Zake og skal til at løbe efter dem, men han tager fat om mit håndled.

    ”Du kan ikke gøre noget, Olivia,” siger han.

    ”Mine vinger… de forsvandt…”

    ”Man kan ikke bruge sin magi, når man ikke kan tænke klart.”

    ”Men… Emily…”

    Så står vi bare dér, alle os, der ikke kan flyve, og ser efter de tre dæmoner, der flyver med Emily. Og ingen af os kan gøre noget ved det.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...