Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1927Visninger
AA

18. Katastrofe

Emilys synsvinkel

 

”Er der nogen her, der har set Abino?” spørger jeg alle de personer, jeg kommer forbi på slottet. Hvor er den pokkers ræv henne?

    Han har været væk siden i går. Han har generelt været meget indelukket siden han fik at vide, at Olivia var taget af sted. Jeg frygter lidt, at han er taget efter hende. Men det kan han da ikke bare. Det her er Olivias færd, ikke hans. Han kan under ingen omstændigheder ikke klare sig imod en hel stad af dæmoner, det er helt sikkert.

    ”Emily, lad så være med at råbe efter den dumme ræv,” siger Solstråle til sidst. Hun og Sofie har gået ved siden af mig ned ad gangene. De siger, at de alligevel ikke har andet at tage sig til, men jeg kan pærelet fornemme, at de er mindst lige så rastløse som jeg er. Olivia har været væk i lang tid nu.

 

Vi beslutter os for at gå en tur ude i det fri. Det sner, årets første sne. Det føles som hundrede år siden, jeg sidst så sne. Jeg elsker sne, men der er ikke noget ved det, når jeg befinder mig sammen med alle de vildt alvorlige personer som Solstråle, Abino og alle vagterne, som jeg flere gange har prøvet at få noget sjov ud af. Det går aldrig særlig godt, og det ender altid med, at de tager mig i kraven og smider mig udenfor.

    Måske kan Sofie overtales. Jeg bøjer mig ned på knæene og begraver mine hænder i den nyfaldne sne, der er blevet liggende som et tykt blødt gulvtæppe. Jeg samler en klump imellem mine fingre, der allerede fryser. Jeg har været dum nok til ikke at tage vanter med.

    Så vender jeg mig mod Sofie, der kun lige når at se, hvad jeg har i hånden, før jeg kyler snebolden lige imod hende. Hun får den lige på skulderen og falder bagover af rent chok.

    ”Hey!” siger hun først surt, men så smiler hun grinende. Så rejser hun sig op og gør en fejende bevægelse med hånden, og pludselig ligger der en hel bunke af snebolde ved hendes fødder. Hvor har jeg dog været dum at vælge Sofie som min fjende, hun kan styre al kulde og frost og vil være mig langt overlegen!

    Hun støder sin hånd ud i luften i retning af mig, og straks flyver de mange snebolde lige imod mig, de rammer mig alle sammen, og jeg bliver med det samme hvid på grund af dem.

    Sofie griner skadefro og skaber nogle flere snebolde, som hun kaster efter mig. Denne gang er jeg forberedt. Jeg tumler til siden og bliver derfor kun ramt af to af dem. Resten farer forbi mig og lander et eller andet sted bag mig.

    Jeg vender mig mod de flyvende snebolde og ser, hvordan de rammer en dreng, der sidder ved et egetræ med ryggen til.

    Zake.

    Hvad laver han her?

    ”Hey, Zake,” siger Sofie uskyldigt, håber ikke, at han har regnet ud, hvem der har kastet dem.

    Zake vender sig mod os med et udtryksløst blik. Det samme blik, han har haft siden Olivia tog af sted. Olivias far er også hans far, og de har begge et regnskab at gøre op med ham, tider, de skal have indhentet. Jeg forstår ham godt. Hvis jeg pludselig fandt ud af, at min far ikke var død, men tværtimod levede et eller andet sted ude i verden, ville mit hoved nok heller ikke kunne tænke på andet.

    ”Hej,” siger han og børster sneen af sin skulder. ”Hvad laver I?”

    ”Har det sjovt,” svarer jeg ham. ”Du skulle tage og være med.”

    ”Ikke nu.”

    ”Det skal nok blive bedre, Zake,” beroliger Solstråle ham. Jeg tror ikke engang på hende. Olivia har bevæget sig ind på fjendens territorium. Jeg kan huske den dag, dæmonkongens folk kom og tog mig. Det var ikke rart.

    Jeg kan huske, at jeg sad i køkkenet og lavede lektier, grublede over alle mine nye kræfter og overvejede, om jeg skulle tage af sted og se Olivias koncert. Det ville betyde meget for hende, det vidste jeg. Men jeg følte mig bare så elendig til mode, og jeg havde ikke lyst til at ødelægge Olivias bedste dag nogensinde på grund af det. Og så var der min drøm, med den lille lilla sten, der flød i noget, der mindede om en swimmingpool. Det virkede som en latterlig parodi på den drøm, Olivia havde gået og snakket om i månedsvis. Jeg kunne ikke fortælle hende det, eller fortælle nogen andre det.

    Dog besluttede jeg mig for at tage af sted alligevel. Netop, som jeg skulle til at tage min forårsjakke på, ringede det på døren. Det gav ingen mening, at folk kom på besøg lige netop nu. Måske var det postbudet. I hvert fald gik jeg hen og åbnede døren. Foran mig, ude på fortovet, stod tre af de underligste væsner, jeg nogensinde havde set. Mindede lidt om mennesker, men så alligevel ikke. De havde alle sammen krogede horn i panden, en underlig pilehale og så brede flagermusvinger. En af dem havde endda pels. En anden havde klamme gule hugtænder, der hang ned fra overkæben. De stirrede på mig med øjne, så ondskabsfulde, at jeg begyndte at skrige i samme sekund, jeg så ind i dem.

    ”Hvem er I?!” skreg jeg, jeg tror, at jeg bakkede omkring tre skridt bagud.

    Så greb de fat i mig med deres lange kløer, så hårdt, at jeg besvimede i samme sekund.

    Det næste, jeg husker er, at jeg vågnede op og så op på en helt underlig Olivia. Rødhåret og med røde rubinøjne. Ører, der strittede lige ud i luften. Og om halsen havde hun en rød sten hængende. Den samme rubin, jeg pludselig opdagede på hendes værelse. Det forvirrede mig bare endnu mere.

    Dæmonkongen er farlig, meget farlig. Da jeg så ham første gang, selvom han var indhyllet i sin kappe, rejste nakkehårene sig på mig, og jeg kunne ikke røre mig af ren frygt.

    Olivia befinder sig dér lige nu, sammen med alle de skrækkelige dæmoner. Og planen er, at hun skal flygte derfra igen sammen med hendes far. Held og lykke, Olivia, siger jeg bare.

    I samme øjeblik kalder en eller anden på os. Vi vender os alle fire om og ser elverdronningen stå foran to livvagter. Hun har en lang vinterkappe på og står med sit sædvanlige smil. Bortset fra, at det her smil ikke er så sædvanligt, det er nærmere bekymret i det. På en næsten panisk måde. Men hun er god til at holde det inde, synes jeg, hvis det altså er panik, jeg kan ane i hendes blik og smil.

    ”Kom her, Ædelstenselvere,” siger hun med alvorlig mine. Vi går alle tre hen til hende. Jeg venter spændt på, hvad der skal ske nu.

    ”Hvad er der?” spørger Solstråle, der kan fornemme dronningens urolighed lige så let som jeg kan. ”Hvad er der galt? Er der sket noget?”  

    Dronningen nikker. ”Der er… der er melding om, at de voldsomste katastrofer vil ramme en af de største byer på Jorden om blot et par minutter. Kæmpemæssige bølger, jordskælv og meget andet. Det kan meget vel slå flere mennesker ihjel, end hvad der dør på et helt år.”

    Jeg måber og tager automatisk hånden op til min mund. Er det… det er ikke min by… vel? ”Hvor er det?” hvisker jeg.

    ”Det er ikke jeres by, bare rolig, denne her by er langt større. I må af sted, lige nu.”

    ”Hvad skal vi da gøre?” spørger Sofie.

    ”I skal redde den by for ødelæggelse, det er jeres job, det ved I. Af sted, nu. Hvor er Abino?” Hun tænker på portalstenen.

    ”Abino er forsvundet,” siger jeg og kan mærke hjertet springe rundt i mit bryst. Uden portalstenen vil vi aldrig nå det.

    ”Han er taget af sted efter Olivia,” hører vi Zake sige. Han kommer hen til os og rækker dronningen en lille mørkeblå sten. ”Her. Han lod portalstenen blive.”

    ”Åh…” hvisker dronningen og rækker den til Solstråle. ”Så er alt vel… bare se at komme af sted.

    Solstråle nikker. Lige inden vi teleporterer os af sted, ser jeg på Zake, der ser næsten skrækslagent i den retning, Olivia tog af sted. Hvad tænker han sådan på? Hvad er det, han frygter, udover alle de menneskers død?

 

Vi dukker op midt på en gade i den såkaldte by. Pludselig bliver jeg angrebet af angst. Vi befinder os sgu i en by, der snart vil blive overfaldet af de største katastrofer nogensinde, hvad realistisk er der i det?!

    Folk løber skrigende forbi os, vælter os næsten omkuld, bemærker ikke engang vore sære udseende af ren panik.

    ”Hvad sker der?!” råber jeg. Sofie holder fast om mig og ser ret forude med store skrækslagne øjne. Jeg gør ligeså, da jeg ser, hvad der er på vej. Den største bølge, jeg i mit liv har set, større end alle de tsunamier, der er med i alle de åndssvage kultkatastrofefilm.

    ”Sofie!” råber Solstråle til Sofie, der bare nikker indforstået, slipper mig og løber lige imod den gigantiske tsunami, som alle flygter fra. Så standser hun op og hamrer sine hæle ned i jorden, hvorefter hun retter sine arme imod bølgen. Jeg ser op på bølgen, og bemærker, hvordan den langsomt begynder at fryse til is. Der danner sig et islag op foran den, der standser bølgen. Solstråle står også og prøver at holde bølgen tilbage med sine naturkræfter.

    Jeg står bare selv og håber panisk, at det vil virke. Lad det dog virke!

    Og med en del anstrengelse, nok den største anstrengelse, jeg har set hos nogen af dem, standses bølgen og bliver til en stor isskulptur, der ligger truende hen over byen. Så gør Sofie et ryk med armene, og bølgen splitter sig til en milliard små isstykker, der falder mod jorden.

    ”Solstråle!” råber Sofie, og ligesom før, ved Solstråle nøjagtigt, hvad hun skal gøre. Hun laver også nogle anstrengende håndbevægelser, og alle isstykkerne bliver til vand igen, der falder som tyk regn på alle menneskerne, der er standset forfjamsket op.

    Da tsunamien er ordnet, tillader Sofie og Solstråle sig at slappe af i nogle sekunder, hvor de står og prøver at få vejret, mens sveden driver fra dem.

    Få sekunder efter begynder alt at ryste. Nok det værste ryst, jeg nogensinde har oplevet. Jeg falder omkuld og skal desperat flytte mig, for ikke at falde ned i en enorm jordsprække, der danner sig lige ved siden af mig. Netop, som jeg tror, at jeg er nogenlunde i sikkerhed, sprøjter der lava og ild direkte op ad sprækken, som dog hurtigt bliver afkølet af vand, Solstråle har lavet. Hun kommer hen til mig og hjælper mig op.

    ”Er du okay?”

    ”Jeg… jeg har det fint…” siger jeg, selvom jeg overhovedet ikke har det fint. ”Hvad… hvad skal… hvad skal JEG gøre?” Der er ingen af mine kræfter, der kan hamle op med det her.

    ”Du må…” siger Solstråle, mens hun kort tænker sig om. ”Du må hjælpe folk, redde dem.”

    ”Hvordan fanden skal jeg gøre det?!”

    ”DET VED JEG IKKE! BARE GØR DET!!” Så løber Solstråle direkte imod de mange ulykker og prøver at betvinge dem væk.

    Imens kryber jeg sammen på jorden og føler mig helt malplaceret. Folk løber skrigende forbi mig, jeg er omringet af skrigende mennesker. Der er intet, absolut intet, jeg kan gøre for at redde dem.

    Udover at berolige deres sind, så de kan tænke klart.

    Det er det eneste, jeg kan hjælpe dem med, at tænke klart.

    Jeg rejser mig op og prøver at få kontrol over mig selv for det første. Så prøver jeg at få et overblik over det hele. Enorme bygninger vælter sammen, folk løber skrigende omkring, gejsere skyder op ad jorden. Held og lykke med at berolige de her folk.

    ”Mennesker! Tag det roligt!” råber jeg til folk. Så lukker jeg øjnene og prøver at fornemme folk omkring mig.

    Jeg kan fornemme de mange paniske personligheder, paniske sjæle. Tag det roligt. Langsomt, bliver folk mere og mere rolige, deres sjæle beroliges. Løb op i bjergene, kom i sikkerhed. Jeg hører nu kun løb, men ingen skrig. Jeg åbner øjnene og ser alle folk løbe i retning af bjergene i baggrunden, deres blikke er målrettede, ikke skrækslagne.

    Det er, som om der går timer, mange mange timer, hvor vi tre ikke bestiller andet end at redde folk. Jeg beroliger folk, så de kan tænke klart og hjælpe hinanden med at flygte. Sofie og Solstråle afleder konstant alle ulykkerne. Mange mange gange bliver vi nødt til at prøve at standse et højhus fra at styrte sammen. Så må Solstråle stå og holde det op med sine kræfter, mens Sofie og jeg skrækslagne løber op ad de mange trapper og sørger for, at alle kommer ud.

    Der kommer mange mennesketab, men takket være os, bliver også mange liv skånet. Men byen er ødelagt, et stort helvede af murklodser og revner i jorden. Det er virkelig et syn, jeg aldrig nogensinde havde troet, jeg skulle se andre steder end i film.

    Da ulykkerne er overstået, står vi bare for os selv midt i al rodet og ser os omkring, betragter det hele. Så mumler Solstråle, meget svagt Olivias navn. Jeg glor på hende og ser så, at Sofie nikker indforstået med et trist blik.

    ”Hvad er der?” spørger jeg.

    De kigger begge to på mig.

    ”At sådan noget her sker…” siger Sofie. ”Ved du ikke, hvad det betyder?”

    Jeg rynker panden, ved ikke helt, hvad det skal betyde.

    ”Det betyder, at Olivia lige i dette øjeblik har været…” siger Solstråle, ”meget følelsesladet. Der må være sket noget… noget forfærdeligt.”

   

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...