Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1831Visninger
AA

13. Journallæsning

De to gravstene står side om side på kirkegården. Navne, der er indskraveret, siger mig ikke særlig meget, jeg har aldrig hørt dem før. Det er bare navne. Men det, at de to personer, der ligger nede i jorden under os, er min søsters forældre, giver mig lyst til at kaste op.

    Emily siger ikke noget. Hun bare står dér og ser på de to gravsten. Jeg står ved siden af hende, har lyst til at lægge mine arme om hende, men jeg tror ikke, at det vil være et passende tidspunkt lige nu.

    Efter at have stået lidt og set på stenene, siger Emily endelig, meget tonløst, man kan ikke høre, hvad hun føler, mens hun siger det: ”Hvorfor var det Uto, der fortalte mig det, og ikke dig?”

    ”Fordi Uto var en dæmon,” svarer jeg prompte, selvom jeg godt ved, hvad Emily egentlig mener med spørgsmålet.

    ”Du ved godt, at det ikke var det, jeg mente.”

    Jeg står i lidt tid, føler hvordan uret tikker, mens jeg glor ned på mine fingre, ved ikke, hvordan jeg egentlig skal sige det. Jeg kan mærke hendes blik på mit hår. ”Jeg ved det ikke…”

    ”Hvad mener du så med det? Du vidste det i to måneder, Olivia.”

    ”Det ved jeg… men… du er min søster, Emily, og det har du altid været. Det at… få at vide, at du ikke var min rigtige søster, det… det tog forfærdeligt meget på mig – og jeg kunne ikke forestille mig, hvor forfærdeligt meget det måtte tage på dig.” Jeg løfter blikket og ser lige ind i hendes lilla øjne. Jeg håber, at mit blik fortæller tilstrækkeligt af, hvad jeg har følt omkring det.

    Emily ser ned på gravstenene, ser så ned på sine hænder, så siger hun en anelse lavt: ”Jeg ville ønske, at jeg havde kendt dem.”

    I det øjeblik, hun siger det, kommer jeg i tanke om dronningen med alle sine journaler på det store bibliotek. Emilys forældre var elvere, der må da stå en masse om dem i mapperne.

    ”Jeg har en idé,” siger jeg, Emily ser op på mig, og jeg kan se på hende, hvordan hun skinner håbefuldt som en sol.

 

Den gamle dame, der holder styr på alle journalerne, sidder ved et bord, som flyder af pergament, hun ikke kan holde styr på.

    Da Emily og jeg dukker op, ser hun over sine brilleglas med en stiv mine, som om det er første gang, hun ser et par teenagere på sit bibliotek.

    ”Ja?” siger hun, en anelse forbløffet.

    ”Må vi kigge rundt i journalerne?” spørger jeg hende i den høfligste tone, jeg kan præstere. ”Bare lidt?”

    Hun skærer tænder, bider sig lidt i underlæben og svarer ikke først. Ser ud som en, der kraftigt overvejer, om hun bør lade sine kære journaler i hænderne på to børn. Så siger hun, en anelse truende: ”Jeg finder ud af det, hvis I ikke har behandlet dem ordentligt, og de må ikke forlade dette lokale.”

    Vi nikker begge samtykkende, takker mange gange, og går så ind imellem reolerne.

    I lang tid søger vi efter Emilys forældres navne i de mange hundrede reoler, der alle har en journal med hver enkel elver i dette rige. Jeg er forbløffet over, at der er så mange, OG at nogen faktisk har gidet holde styr på den slags.

    Efter en halv time stopper jeg med at følge med i det jeg laver, mine øjne kigger på de mange navne, mens min hjerne kommer i tanke om lige før, Emily blev kidnappet, da dronningen ville fortælle mig noget, der handlede om min far. Jeg havde slet ikke tænkt over det, ikke engang overvejet at lægge nogen interesse i det på grund af Emily, men nu, hvor jeg går her og keder mig, bliver jeg pludselig ivrig efter at høre, hvad hun vil fortælle mig. Alt, hvad der kan give mig svar, der handler om far, er værd at høre.

    Men hvad har Zake med noget som helst at gøre?

    En halv time efter min grublen, finder vi Emilys forældres journaler.

    Vi sætter os ved et bord. Først ligger de bare dér foran os, lukkede og fulde af information, jeg ser over på Emily, for at finde ud af, hvad hun har brug for, at der skal ske lige nu.

    Hun siger: ”Kunne du… åbne dem?”

    Jeg nikker og åbner dem begge. Der er lange lister over forskellige officielle handlinger, der er blevet begået i løbet af deres liv.

    ”Vil du… læse dem højt?” spørger hun med en ganske lille stemme.

    Jeg nikker og begynder at læse højt for hende. Jeg holder pauser, er ikke helt sikker på, hvordan Emily har det lige nu, om hun er bange for at høre alle de fakta, eller om hun er ivrig. Men hun siger ikke noget, ikke før vi når til den sidste side i journalerne, hvor der står, hvad der skete – da de døde.

    ”Vent,” siger hun og lægger sin hånd på min arm. Hun siger det en smule hysterisk, som er hun bange for, at jeg vil sige det under alle omstændigheder. ”Jeg vil… Jeg vil gerne læse det her.”

    Hun tager sin mors journal og læser det først inde i sit hoved, så læser hun op for mig med en langsom og forbløffende nok tydelig stemme. Der står, at de egentlig bare skulle ud og handle, men at en vogn brasede ind i dem, fordi chaufføren var fuld. Både han og de to døde i ulykken.

    Nedenunder står der, at deres datter Emily bliver overgivet til sin gudfar. Hendes gudfar, min far.

    ”Din gudfar er min far,” siger jeg.

    ”Det gør os jo faktisk næsten til en slags søstre,” siger Emily med et lille smil.

    ”Ja.”

    ”Emily? Olivia?”

    Vi kigger begge to op, da stemmen siger vores navne. Det er Solstråle, der står dér med armene over kors. ”Dronningen vil gerne tale med dig, Olivia, angående noget med din fars journal. Hun siger, at det nok er bedst, at vi andre også er der, for… fordi… ja, jeg ved ikke hvorfor, bare kom med.”

    Vi går alle sammen ned ad gangen og kommer ind på dronningens kontor.

    Sofie og Zake er allerede derinde. Sofie ligner én, der er helt vildt utålmodig efter at høre nyheden, mens Zake egentlig bare ser lidt ligeglad ud. Eller også føler han noget helt andet, som han er helt vildt god til at skjule. Jeg stiller mig tæt ved døren ved siden af Emily. Bag skrivebordet sidder dronningen. På bordet ligger Abino lige ved siden af en blå mappe, hvor min fars navn står på. Jeg kan mærke hjertet galopere i mit bryst.

    ”Jeg læste din fars journal igennem, Olivia,” siger dronningen.

    ”Ja?”

    ”Det står, hvornår han fik dig, hvornår han adopterede Emily, men der står også, at han fik et andet barn, nogle år før han fik dig. Barnet var fuldblodselver.”
    En prikkende fornemmelse dukker frem i mit blod.

    ”De blev nødt til at bortadoptere barnet, fordi han ikke kunne bo blandt mennesker, som de blev nødt til på grund af din mor, som er menneske.

    Barnets navn var Zake.” Hun ser han på Zake. ”Og barnet blev bortadopteret og pladseret på et børnehjem på præcis samme dato, som det står i Zakes journal.”

    Der lægges en tavshed hen over lokalet, hvor det eneste, jeg hører, er mit eget bankende hjerte.

    Dronningen ser hen på Zake, så hen på mig, så på Zake igen. ”I to har de samme forældre, I er søskende.”

 

 

 

 

…”Hvad?”…

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...