Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1803Visninger
AA

2. Ingen betydning

Engang for længe siden kom jeg op og slås. Det var første og sidste gang i mit liv – på menneskemanér altså.

    Jeg kan huske, at jeg lå i min seng resten af dagen og stortudede på grund af det. Far sad ved min seng og trøstede mig, sagde venlige ord til mig, men han sagde også, at bare, fordi der er sket noget følelsesmæssigt for én, bør man ikke ligge i sengen hele dagen og i stedet komme op på hesten igen.

    Jeg kunne godt bruge far lige nu – virkelig godt.

    Jeg ligger derhjemme i min seng mens jeg holder om min hovedpude. Jeg stirrer bare op i loftet, føler mig simpelthen så… tom indeni. Jeg føler, at mit liv er dødt, gået på pause. Den eneste, der kan sætte uret i gang igen, er far, og han er her ikke.

    Udenfor min lukkede dør, kan jeg høre min mors rasende men samtidig hysteriske stemme:

    ”Jeg forlanger at komme ind til hende!”

    ”Nej, mor, please,” siger Emily. ”Lad hende nu være. Sig noget til hende, Solstråle.”

    Så kommer Solstråles stemme: ”Hør… hun har været igennem noget slemt. Det er nok bedst at lade hende være lige nu.”

    ”Jeg ved ikke, hvad der er sket,” siger mor hysterisk, ”men én ting er sikkert: Mine børn har været forsvundet i månedsvis! Månedsvis! Jeg har tilkaldt politiet, ringet rundt til alle kammeraterne. Jeg har endda ringet til skolen i håb om at få opklaret noget af mysteriet! Jeg forlanger at få en forklaring på alt det her!”

    ”Men mor…”

    ”Ikke noget men!”

    Så kommer Sofies stemme: ”Du skal nok få en forklaring på alt, bare… lad hende være lidt alene, bare lige nu.”

    De er der alle tre, beskytter mig mod min mor, som er en af de få, som jeg virkelig ikke har lyst til at skulle tale med lige nu. Hun har fået slettet sin hukommelse, hun aner ikke, at jeg er en elver, eller at Emily ikke er hendes biologiske datter, og hun tror, at far styrtede ned med et fly og var en pilot. Jeg har ikke lyst til at snakke med hende – jeg har i det hele taget ikke lyst til at snakke med NOGEN lige nu.

    ”Jeg er ligeglad! Lad mig komme ind, lige nu.”

    Der kommer en masse lyde derudefra, folk, der protesterer og bliver skubbet til side. Så bliver døren flået op, og jeg ser min rasende mor i døråbningen.

    ”Klokken er kvart over syv, Olivia! Der er tirsdag, og vejret er skønt! Rejs dig så op, lige nu og kom nedenunder og spis noget mad! Derefter går I alle fire i skole, om jeg så end skal tage jer i snor!”

    Jeg har ikke lyst til at protestere, ikke lyst til at sige noget. Hun vil alligevel ikke forstå noget. Jeg rejser mig bare, doven som jeg føler mig, op fra sengen og går ud fra værelset. Der står de alle sammen, alle sammen undtagen Abino. Jeg kan ikke lade være med at betragte dem alle én for én.

    Ingen af dem ved helt præcist, hvad jeg har været igennem, for jeg har ikke fortalt det til nogen af dem. Og Emily aner ikke engang, hvor hun stammer fra, og mor aner ikke, hvilke børn hun har født eller hvilken mand, hun har ægtet.

    Lige nu føler jeg, at jeg bærer på mere information end enhver anden i hele denne by.

    ”Og jeg forlanger en forklaring, når jeg kommer hjem fra arbejde,” siger mor. ”Hvis ikke tilkalder jeg politiet, så de kan forhøre jer.”

    Alle sammen går vi ud af hoveddøren, som nærmest bliver smækket efter os. Der står vi så alle sammen. De tre andre glor på mig, men jeg siger ikke noget, har ikke lyst til det, og går bare imod skolen. Det skal jo overstås. Jeg lader dem om at gruble over alt det besværlige, lige nu skal jeg bare samle mod til at fortælle Emily, at hun ingen familie har, eller samle mod til at trygle de andre om en plan, der kan gøre, at alt løser sig. At min mor husker alt igen og at min far er tilbage hos mig igen.

 

Jeg kommer gående ind i skolegården, uden skoletaske og med hænderne i lommerne. Føler mig så ligeglad med skolen, har ikke lyst til at gøre en indsats, der er alligevel intet fra denne verden der betyder noget mere. Jeg er efterhånden mere end elver end et menneske. Jeg er fra elververdenen, ikke fra menneskeverdenen, jeg har rødder fra elververdenen, fra menneskeverdenen har jeg kun min mor, der bare… er et menneske.

    Jeg bliver selvfølgelig straks mødt af Jonas og Maria. De nærmest springer mig i møde og omfavner mig og krammer mig. Jeg har sådan en lyst til at trække mig væk fra dem, skubbe dem ud af mit liv, men jeg kan ikke gøre det mod dem. De har trods alt ikke gjort noget mod mig. De er bare mine menneskevenner.

    ”Olivia! Hvor har du været?!” råber de og spørger i kor. Jeg siger til mig selv inde i mit hoved, at jeg ikke svarer, før de slipper mig. Til sidst opdager de, at jeg ikke har tænkt mig at sige noget, så de slipper mig. Jeg går hen til muren og læner mig energiløst op ad den, kører fingrene igennem mit hår.

    ”Fortæl os, hvor du har været, Olivia,” siger Jonas. ”Det synes jeg, at vi fortjener. Vi har fået enormt mange spørgsmål fra politiet det sidste halve år.”

    ”Ude og få svar,” mumler jeg bare, ser ikke engang på dem. Jeg synes, at de fire ord er svar nok, selvom de nok ikke får meget ud af det.

    Der er lidt tavshed fra deres side af, men så kommer Maria på banen med et emneskifte, der er lidt mere muntert – for dem.

    ”Nå, men du er gået glip af de sygeste nyheder! Der er sket helt vildt meget imens du har været væk – sammen med din lillesøster vel. Sofie manglede også.”

    ”Hvilke nyheder?” spørger jeg, så hun da for helvede kommer til sagen. Hvorfor skal de absolut uddybes, hvor mange af os, der har manglet?

    ”Øhm… først og fremmest har den skaldede nar sagt op. Og ingen af os har set ham siden da.”

    ”Ja, det ved jeg.”

    ”Hvordan ved du det?”

    ”Fordi… han har… hjulpet mig med at finde svar.” Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det her klart nok, så det er bare sådan, det bliver.

    ”Ja… okay.”

    ”Og så har politiet været her,” kommer Jonas så. ”De sagde, at din mor havde meldt dig savnet. De var herovre i evigheder og var efter os alle sammen. De forhørte Maria og mig hele tiden, som om vi faktisk vidste noget – hvilket vi også burde! Gider du godt fortælle os, hvad du har foretaget dig?”

    ”Som jeg sagde,” siger jeg, ”har jeg været ude og finde svar.”

    ”Det forklarer jo også meget!”

    ”Er det den skaldede nar?” spørger Maria. ”Har han… kidnappet dig?”

    ”Nej…” Jeg lukker øjnene, føler, at verden bliver mere lukket ude på den måde.

    ”Hvad er det så, der er sket?”

    ”Ikke… noget.” Jeg åbner øjnene igen, da klokken ringer ind. Jeg skynder mig hen imod døren, efterlader bare mine to tidligere bedste venner til deres undren. Jeg gad vide, om Tobias er her i dag – han må da være blevet rask nu. Men jeg har virkelig ikke lyst til at tale med ham, det er helt sikkert.

 

I klassen sidder vi alle sammen på vores pladser da timen er begyndt. Alle sender hele tiden stjålne blikke til mig, og selvom de prøver at gøre det, når jeg ikke kigger, fanger jeg dem hele tiden i det, men det irriterer mig ikke specielt. Intet af det her betyder noget mere.

    Læreren vælger ikke at udspørge mig. Han siger bare, at det er godt, at jeg er tilbage, og at alle har tænkt rigtig meget på mig. Så gør han ellers bare i gang med undervisningen.

    Hele dagen sidder jeg og betragter Tobias’ plads. Han sidder lige dér, som den eneste af de andre, der ikke har sendt mig blikke. Det føles, som om han ikke kender mig mere, og at jeg ikke kender ham. Jeg kender ikke nogen i dette lokale udover Sofie, fordi hun er den eneste, der betyder noget. Alle de andre er snart fortid, det kan jeg mærke.

    Da klokken ringer til frihed, går jeg bare ud af klasselokalet og stiller mig på gangen, venter vel bare på, at en eller anden skal henvende sig til mig, tror jeg, helst Sofie. Eller… det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg venter på.

    Jeg får øje på Tobias, der kommer ud af klasselokalet. Han stopper kort op for at se på mig, hans blik er ikke til at afregne, jeg kan ikke sige, hvad han føler i dette øjeblik. Så går han videre og ud af døren, væk fra mig. Jeg bliver bare stående.

    Så kommer Sofie hen til mig.

    ”Kom, Olive.” Hun tager et mildt tag i min arm og trækker mig stille med ud af døren. Jeg følger bare med, har ikke nogen planer om at stritte imod. Vi to følges hjem til mig.

 

Derhjemme sætter vi os alle fire i køkkenet. Mor er ikke hjemme endnu. Abino hopper op på bordet, som vi alle sidder ved, alle, undtagen Solstråle, der står op.

    Ingen siger noget, de ser bare alle sammen på mig. Venter på, at jeg skal sige noget.

    Og da begynder jeg at fortælle.

    Jeg fortæller om alt, hvad der er sket, lige fra jeg tog med Almana af sted og lige indtil de fandt mig i ruinerne af det lille hus. Jeg undlader dog at fortælle om Emilys manglende familieforhold til mig. Jeg vil helst vente med det, til vi er alene, og jeg har planlagt en ordentlig måde at sige det på. Lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal få det sagt.

    ”Jeg vil gerne af sted,” slutter jeg af, løfter blikket og møder hver og et af deres øjne. ”Jeg vil gerne til elververdenen… i dag – lige nu.”

    De veksler alle fire blikke, så ser vi alle sammen på Solstråle, det er hendes beslutning, hun har altid fungeret som vores leder, hun er klogest og har mest erfaring som Ædelstenselver.

    ”Jeg synes også, at det er på tide,” siger hun så til sidst, efter at have tænkt sig lidt om. ”Vi er alle klar.”

    ”Men hvad med mor?” spørger Emily med let rynket pande. Ingen af os kan forestille os, hvilket raseri, hun vil gå i, når hun kommer hjem og opdager, at hendes børn er forsvundet – igen.

    ”Vi må lægge en seddel,” siger Sofie. ”Forklare hende, at der intet er galt, og at hun ikke skal være bekymret – selvom hun sikkert vil være det alligevel.”

    Emily nikker og rejser sig. Hun finder en kuglepen og en blok papir. Så begynder hun at skrive. Hun skriver længe, uddybende med sin lette og enkel skrift. Det tager fem minutter, før hun retter sig op og lægger kuglepennen ned. ”Så… er jeg også klar.”

    ”Godt.” Solstråle går hen til Abino, løsner forsigtigt portalstenen fra hans halsbånd. Holder den op. Men inden, hun gør noget, spørger jeg:

    ”Kommer vi nogensinde tilbage igen?”

    Solstråle ser på mig, smiler så svagt. ”Vi kan tage tilbage hvornår det skal være.”

    Det føles som svar nok. Det er som et slags løfte på, at denne verden stadig vil være her, når alt det her er overstået.

    Vi forvandler os alle sammen til vores elverskikkelser, Solstråle aktiverer portalstenen og vi teleporterer os alle sammen væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...