Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1814Visninger
AA

6. I hæren

Okay, jeg er hjemme^^

Det bliver sådan, at jeg lægger et kapitel ud hver formiddag og tidligt hver aften, da jeg faktisk har skrevet pænt meget på ferien... faktisk blev jeg færdig med den...

Men ja, sådan bliver det^^

 

”Mor! Far!” nærmest jubler Solstråle, da døren går op, og der i døråbningen står to middelaldrende elvere. En mand og en kvinde. Hendes forældre.

    Vi har besluttet os for at tage på besøg hos Solstråles barndomshjem inden vi skal til træning i eftermiddag. Solstråle har ikke set sine forældre i evigheder, så det er vel kun rimeligt.

    ”Sollys!” siger hendes mor og omfavner hende straks. ”Hvor er vi dog glade for at se dig!”

    Efter et par minutter, hvor Solstråles mor nærmest har kvalt Solstråle, løsriver de sig fra hinanden, og Solstråle præsenterer dem for os.

    ”Sofie kender I, det her er Rubinelveren Olivia og Ametystelveren Emily.”

    De siger hej til os, og vi siger hej til dem.

    ”Jamen kom ind alle sammen,” tilbyder moren. ”Så går jeg ud og laver noget te.”

    Vi går ind i den lille stue – meget hyggelig med små bløde møbler og vægge beklædt med tapet.

    Formiddagen går forbløffende hurtigt. Solstråles forældre minder utrolig meget om hende selv. Moren ligner hende endda ret meget af udseende, bortset lige fra det faktum, at Solstråles hår og øjne er grønt, morens hår er lyst mens øjnene har en varm nøddebrun farve. Solstråles far er tidligere hærfører, dog kun for en kort periode, i de få år, der gik imellem fars forsvinden og Zakes tiltræden.

    Jeg falder meget i snak med Solstråles far, da jeg hører det om, at han har været hærfører. Han fortæller også, at han kendte far temmelig godt. De var ret gode venner faktisk. Han fortæller mig, at jeg faktisk ligner ham ret meget, både af udseende og af personlighed. Det gør mig faktisk ret glad at tænke på.

    Han har et kontor oppe på første sal. Der går vi op, hvor jeg bare står og glor på de mange billeder og fotografier, der hænger på hans vægge. De fylder nærmest det hele. Jeg kigger mest på dem af dem, der er af min far, dem har han faktisk en del af. Og så er der også et par af dem, der viser hele min familie, eller rettere, min far og min mor sammen. Der er ikke nogen af mig, men det ærgrer mig ikke så meget. Det at se, at min mor og far faktisk engang har kendt hinanden som de burde er det hele værd.

    Jeg får også øje på et billede af Solstråles far og mor ude i haven sammen med en lille lyshåret elverpige, der leger sammen med en hund.

    ”Hvem er det?” spørger jeg. Solstråles far kommer hen til mig.

    ”Det er da Solstråle, kan du ikke se det? Jeg troede, at hendes lange hår kunne kendes i enhver alder.”

    Ja, det er faktisk Solstråle, men… det ligner hende alligevel ikke så meget. ”Det ligner hende ikke rigtig, hun har jo… grønt hår.”

    Faren griner, meget. ”Det har hun da ikke altid haft. Engang havde hun lige så lyst hår som hendes mor har nu. Håret ændrer først farve når man bliver et med sin ædelsten.”

    Det giver jo egentlig meget god mening. Pludselig føler jeg mig så helt vildt dum.

    Så lyder Sofies stemme nedefra: ”Olivia! Vi skal af sted!”

 

Vi kommer ud på en stor plads, hvor der er samlet cirka halvtreds elvere, deriblandt Zake, der står og viser nogle akrobatøvelser. Da han har fuldført dem, efterligner alle de halvtreds elvere dem det nærmest helt korrekt. Jeg måber. Det dér kommer jeg da aldrig til at kunne finde ud af. Men så kommer jeg i tanke om noget, Solstråle engang fortalte mig. Det, at elvere i det hele taget har en smidig og akrobatisk krop og dermed med lethed kan fuldføre stunts som det dér. Men tanken om, at jeg nogensinde kommer til det virker ufattelig.

    Emily løber væk fra os.

    ”Hvor skal du hen?” råber jeg efter hende.

    ”Hen til Uto!” råber Emily igen.

    ”Hvem fanden er Uto?” mumler jeg for mig selv.           

    ”Ham den sorthårede fra i går,” svarer Solstråle mig. ”Ham der fortalte os om angrebet.”

    Nårh ja… ham. Men hvad er det egentlig for et angreb, der bliver snakket om? Er det noget, vi bør bekymre os om?

   

Vi træner lang tid den dag, og jeg når at lære to ting, der faktisk er ret vigtige.

    Først og fremmest træner Zake Emily og mig personligt i det med akrobatikken, fordi vi er de eneste to, der er vokset op som mennesker.

    Han følger os hen til et højt grenløst træ, som han mener, er perfekt til at løbe opad. Han demonstrerer det først for os ved at løbe lige imod det og sætte sin højre fod på stammen og så med lethed løbe op ad den for at slå en saltomortale i luften og lande som en kat på jorden igen med front mod os.

    Vi måber begge to.

    ”Nu er det jeres tur,” siger han henvendt til os.

    ”Det mener du da ikke,” siger jeg. ”Som om det dér kan lade sig gøre.”

    ”Det kan lade sig gøre for en elver, og I er elvere.”

    ”Kom nu, Emily!” lyder det heppende fra siden af. Vi glor alle tre i den retning og ser tre usandsynligt lignende elvere. To drenge og en pige, alle sammen sorthårede og små af bygning. Den ene af dem er Uto, og det var ham, der heppede. Emily ser på dem med et stort smil og springer så lige ud i det, simpelthen. Hun løber i fuld fart mod træet og kopierer Zakes trin til fulde. Hun får det til at se så helt vildt let ud.

    Okay… så hvis Emily kan så… kan jeg vel også?

    Emily løber hen til de tre sorthårede og laver en highfive med Uto, hvorefter hun sætter sig ved siden af ham. Jeg puster til mit hår.

    Zake går hen til mig og stiller sig overfor mig. ”Går du snart i gang?”

    Jeg stirrer olmt på ham. ”Jeg bryder mig ikke om publikum.”

    ”Hvis der skal så lidt til for at du bliver ukoncentreret burde du måske ikke være Ædelstenselver.”

    Hvor er han dog irriterende! ”Hvad er det for noget med de angreb?” Emneskift, det ved jeg godt.

    ”Der er fundet en del angreb sted den sidste måneds tid,” svarer Zake. ”Altid personer, der er vigtige for hæren eller dronningen.”

    ”Det er jo ikke så mærkeligt. Er det dæmoner?”

    ”Vidner siger, at det ligner dæmoner. Så ja… det er det vel, men hvad med at komme i gang?”

    ”Ja, ja.”

    Jeg står først og tøver, men så sætter jeg da i løb mod træet. Jeg løber op ad det, men i stedet for at slå en saltomortale, falder jeg baglæns lige ned i græsset med hovedet først.

    Så hører jeg bragende latter. Jeg kigger fortumlet i retning af lyden og ser fire små skraldgrinende elvere.

    ”Det var da flot,” siger Zake, lige på nippet til at grine. Jeg sætter mig op og kan mærke raseriet boble, men så kommer jeg i tanke om alt det med Jordens vogter og holder det tilbage, tager en dyb indånding og prøver at blive neutral.

    Til sidst går Uto og de andre, fordi det bliver kedeligt at se på det her, så det kun er mig, Emily og Zake, som træner.

    Vi prøver en del gange, eller rettere, jeg prøver en hel gange, mens Emily bare ser på. Jeg synes seriøst ikke, at jeg kan finde ud af det.

    ”Hvorfor i alverden er det så svært for dig?” spørger Emily.

    ”Man skulle tro, at du slet ikke var en elver,” siger Zake.

    ”Jeg ved det ikke…” Hvad er jeg dog for en elver? Er det, fordi min mor er menneske? Det må være derfor. Men det kan jeg jo ikke ligefrem fortælle dem, for så vil Emily vel bare sige, at det er hendes mor da også, men… begge Emilys forældre er elvere, hun ved det bare ikke.

    Men efter to timers træløben kan jeg omsider fuldføre det, og bagefter går det bare glidende. Det føles fantastisk! Det føles faktisk som en mægtig sejr.

 

Efter aftensmaden skal Emily og jeg have noget mere særtræning. Det kommer åbenbart i første række.

    Vi sidder alle tre i en trekant overfor hinanden, mens Zake forklarer os præcis, hvad vi skal lære:

    ”I skal faktisk kort sagt lære at være elvere, selvom I ikke har jeres ædelsten på jer.”

    ”Kan det lade sig gøre?” spørger Emily.

    ”Selvfølgelig. Både Solstråle og Sofie kan gøre det med lethed. Men I to er opvokset som mennesker og er derfor ikke vant til at være i jeres elverform uden hjælp fra rubinen og ametysten. Men det nytter ikke, at I automatisk bliver mennesker, når I tager jeres ædelsten af.”

    Det er altså sådan aftenen kommer til at gå.

    Det med at holde fast i sin elverskikkelse uden rubin er sværere, end man skulle tro. Jeg prøver selv flere gange, hvor jeg måske holder min elverskikkelse i nogle sekunder, før jeg så står i den Oliviaversion, jeg har kendt hele mit liv.

    Det eneste, der trøster mig, er, at Emily klarer det mindst lige så dårligt som jeg gør. Her handler det åbenbart ikke om gener og familie.

    Men til sidst går det dog med en del kraftanstrengelse, og pludselig er jeg bare i elverform uden nogen anstrengelse mens jeg står med rubinen i min hånd.

    Wow.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...