Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1826Visninger
AA

11. Grotten

”Jeg vil af sted nu!” siger jeg, da min tålmodighed efter noget, der føles som mange mange timer, slipper op.

    De andre er ufattelig lang tid om at gøre sig klar.

    Solstråle er inde på dronningens kontor sammen med hende selv og Zake, de vel aftaler, hvor vi skal gå hen.                

    Sofie er ved at finde en masse madforsyninger, alt sådan noget, som jeg bare tænker, der er unødvendigt.

    Abino ligger bare i mit skød og sover – han vil selvfølgelig også med, selvom han nu ikke virker som den mest friske rejsekammerat.

    ”Tag det roligt, Olivia,” siger Sofie.

    Vi er begge to i køkkenet. Jeg sidder ved køkkenbordet på en briks, og Sofie går som sagt rundt og roder i skabene efter mad og lægger det brugbare i en stor rygsæk.

    ”Emily er blevet kidnappet, Sofie!” snerrer jeg. Hvordan kan de være så ligeglade? ”Dæmonerne har fanget hende, og de kan gøre lige præcis hvad de vil med hende! Hvad med at vi skynder sig lidt?”

    ”Jeg ved det godt, Olivia, men ingen af os ved, hvor vi skal lede, og hvor lang tid det vil tage,” siger Sofie. ”Vi bliver nødt til at være sikre på, at det går godt, og at vi ikke farer vild og sulter på vejen.”

    ”Men tror I ikke bare, at hun er ført til dæmonkongens slot?”

    ”Nej, det tror vi ikke, for det ved vi ikke hvor ligger, og dæmonkongens plan er nok at få os alle samlet på det sted, han ønsker.”

    ”Men… vil det sige, at I godt ved, hvor vi skal hen?”

    ”Nej, men vi har en del valgmuligheder, som dæmonerne om muligt kan være taget hen.”

    ”Så… de prøver altså inde på kontoret at finde det sted af de steder, vi kender, hvor dæmonerne er taget hen?”

    ”Jep.”

    ”Nå… hvor lang tid vil det tage?”

    ”Det er ikke til at sige.”

 

To timer senere kommer Solstråle, dronningen og Zake ud fra kontoret. Jeg ser forventningsfuldt på dem. Lad dem da være kommet frem til noget!

    ”Vi tror, at de er taget hen til dæmonernes hellige tempel.”

    Nu ser jeg bare spørgende på dem, hvorefter jeg føler mig ret uvidende, eftersom både Abino og Sofie måber skrækslagent.

    ”Hvad er dæmonernes hellige tempel?” spørger jeg Solstråle. Solstråle sukker, før hun så fortæller:

    ”Det er nok det farligste sted for en elver at befinde sig. Især os Ædelstenselvere. Templet ligger på den øverste top i en bjergkæde, der er indhyllet i tåge. Man kalder også bjerget Skrækkens Bjerg, da de få elvere, der har været der, aldrig er blevet de samme igen på grund af trauma.”

    Det sted lyder ikke som det fedeste sted, og så har de ført Emily derhen! Emily bliver let bange – hun er bange for så forfærdelig mange ting!

    ”Vi skal derhen nu,” siger jeg målbevidst, accepterer ikke, at vi venter et minut længere.

    De andre glor forbavset på mig, som tror de ikke deres egne ører. ”Olivia, du – ” begynder Solstråle.

    ”Nej!” siger jeg med hævet stemme. ”Emily skal ikke være sådan et sted! Jeg er ligeglad med, hvad bjerget er kendt for, og hvad det gør ved én! Jeg tager af sted, og så kan I tage med eller lade være! Intet kan forhindre mig i at redde min lillesøster nu.”

    I lidt tid står de bare og glor forfjamsket på mig, men så nikker de, alle sammen på én gang, hvilket egentlig bare får mig til at ånde lettet op.

    Dronningen smiler. ”Held og lykke.”

 

Vi går i lang tid, mod øst, os fem: Solstråle, Sofie, Zake, Abino og mig. Abino går foran os andre med små rystende skridt, som er han skrækslagen for det, der venter os. Jeg lægger også mærke til, at de andre virker ret stille og nervøse i det. Ingen taler til hinanden. Jeg forstår ikke, hvorfor de er så bange? Hvor slemt kan det være? Og om ikke andet, så føler jeg ikke, at jeg er bange for andet end at miste Emily lige nu, hvilket bare ikke kommer til at ske.

    Der går to dage – tre dage – fem dage – der går en uge, før vi kan se bjergkæden ude i horisonten. Vi går i en skov, der er frodig og grøn, lægger masser af skygge, der gør det temmelig koldt at gå under i efterårsvejret.

    Ude på eftermiddagen kommer vi til et lille vandfald, der løber ned i en lille kold sø. Abino standser op, hvilket vi andre også gør, da han bare står dér og virrer med næsen, som om han kan lugte et eller andet sært.

    I det samme kommer der noget tittende frem fra en busk. Jeg kniber øjnene sammen og stirrer på busken, da der i samme sekund kommer en lille rød ræv frem bag den. Et kort øjeblik sidder den bare og klør sig bag øret med sin ene bagpote. Så får den øje på os, øje på Abino, og piler direkte imod ham. Abino når ikke at reagere, før den er over ham og kaster sig legesygt rundt, bider i hans ører og kradser ham i siden. Abino kæmper for at komme fri.

    Først synes jeg bare, at det er sødt, men så opdager jeg, at Abino virkelig ikke kan lide det, så jeg bukker mig ned og hiver den stakkels ildræv fri fra den almindelige rævs greb.

    ”Lad ham være, han gider jo ikke,” siger jeg til den lille almindelige ræv. Abino ligger i min favn og snerrer ad den. Ræven sidder bare og glor op på os, vrikker lidt med ørerne. Og pludselig begynder den at lyse, og før vi ved af det, så står der en rødhåret dreng lige overfor os.

    Først står jeg bare og måber, derefter giver jeg ham elevatorblik. Han er lille og spinkel, hans røde hår stritter ud til alle sider, og han har enormt mange fregner på den lille runde næse.

    Og ikke nok med det, så har han ikke spidse ører, så han kan ikke være en elver.

    Han har heller ikke vinger, så en fe kan han ikke være.

    Hverken hale eller horn, så han kan heller ikke være dæmon.

    Hvis jeg helt selv skulle bestemme, ville jeg helt klart sige, at han var et menneske, men… mennesker kan da ikke forvandle sig til ræve!

    ”En formskifter!” udbryder Sofie beundrende. Nå, så fik jeg da det spørgsmål opklaret.

    Snart er han og jeg omringet af de andre, der ser beundrende og begejstrede på ham.

    ”Øh… hvad foregår der?” spørger jeg Abino, eftersom de andre er for optagede af drengen.

    Abino fnyser. ”Det er en formskifter, de er yderst sjældne. Engang var de også et helt folk ligesom feer og elvere, men nu er de så sjældne, at man kun møder én lille nomadegruppe nu og da. Og det plejer som regel at være en oplevelse for livet, fordi de er så sjældne.” Så fnyser han igen.

    ”Åh…” Noget siger mig, at Abino ikke bryder sig så meget om det faktum, at drengen bare sådan overfaldt ham og derefter gav ham det vildeste chok.

    Så trækker de andre sig tilbage og begynder at spørge ham om den slags ting, alle ville spørge om:

    ”Hvem er du?” spørger Sofie.

    ”Jeg hedder Mike,” svarer formskifterdrengen.

    ”Hvad laver du her?” spørger Solstråle.

    ”Jeg bor i denne her skov – men min tvillingesøster blev kidnappet af nogle dæmoner for nogle dage siden. De fløj væk med hende imod bjergene.” Han peger over mod de selv samme bjerge, som vi er på vej mod.

    ”Hvad ville dæmonerne dog med din søster?” spørger Zake ham om.

    ”Det ved jeg da ikke!” Så ser han over på mig, og blikket hviler så på Abino, der begynder at røre på sig i mit skød. Han går helt hen til os og fører en finger hen mod ildræven. ”Hvor er den mega sød!” hvorefter han skal til at prikke til ham, men Abino napper ham i stedet i fingeren og snerrer.

    ”Abino!” gisper jeg. Så ser jeg på Mike. ”Undskyld… jeg tror bare ikke, at han kan lide at blive drillet.”

    Mike sutter på sin finger og mumler et eller andet muntert til svar, som jeg ikke kan høre. Så tager han fingeren ud og spørger os: ”Hvad laver I i øvrigt her?”

    ”Vi leder efter min lillesøster,” svarer jeg. ”Hun blev også kidnappet af nogle dæmoner.”

    ”Hvor fedt!” Det er da ikke fedt… ”Så kan vi følges ad!” Nårh…

    ”Hvorfor tog du ikke af sted for længe siden?” spørger jeg ham, eftersom det første, jeg tænkte på, da Emily blev kidnappet, var at komme af sted.

    ”Jeg…” Han synker en klump og bider sig i underlæben, som om han er bange for at sige det næste. Vi andre stirrer bare afventende på ham. Så indrømmer han: ”Jeg… jeg har aldrig været ude for denne her skov før… jeg tør ikke at gå ud.”

    Seriøst? Det mener han da ikke…

    ”Vi skal nok gå med dig ud og finde din søster,” forsikrer Sofie. Abino brummer misfornøjet. Jeg tænker bare, at endnu en følgesvend vel bare vil sænke os mere, end de skrækslagne elvere i forvejen gør.

 

Men sådan bliver det i den grad ikke. Mike forvandler sig på kryds og tværs til ørne og geparder, alle sammen hurtige dyr, hvor vi nærmest skal løbe for at følge med. Af en person, der aldrig har været uden for en skov før, virker han meget sikker på omgivelserne, flyver og løber ind imellem træer og sten og klipper, som er det noget, han gør dagligt. Måske er det en slags medfødt smidighed, formskiftere har.

    Efterhånden som vi kommer tættere og tættere på bjergene, begynder vejen at blive mere og mere stejl, og før vi ved af det, går vi på en bjergsti, der fører længere og længere op, og der bliver bare mere og mere tåget.

    Til sidst er der så tåget, at vi bliver nødt til at holde hinanden i hænderne for overhovedet at kunne holde sammen. Abino lægger sig mageligt i min rygsæk, så kun hans hoved titter frem. Der sidder han så og brummer for sig selv.

    ”Hvorfor er du så sur?” spørger jeg ham, da jeg til sidst bliver træt af at høre på det. Jeg sørger for at tale rævesprog, så vi kan tale uforstyrret.

    ”Jeg bryder mig ikke om ham,” brummer Abino. ”Han skræmte mig fra vid og sans.”

    ”Du er bare sur over, at han gav dig tæv.”

    ”Nej! Der er noget lusket over ham, jeg er sikker! Aldrig været ude for sin skov før! Sikke noget vrøvl! Alle og enhver ved, at alle tilbageblevne formskiftere lever som nomader! De bliver aldrig det samme sted mere end en uges tid!”

    Men jeg er nu temmelig sikker på, at det bare er forskrækkelsen, der plager ham. Abino er en rigtig bitter type, og så bruger han bare nederen teorier som forsvar mod sin egen surhed.

   

Ved middagstid dagen efter vi når til bjergkæden, dukker der en grotte op på stien. Man bliver vist nødt til at gå igennem dem for at komme videre. Alligevel glor vi alle sammen på Zake og Solstråle, da det er dem, der har styr på vejen.

    ”Vi bør nok gå igennem,” siger Zake.

    ”Helt klart, det er den eneste vej,” siger Solstråle.

    Så vi går ind i grotten. Det er rart at komme væk fra tågen, men til gengæld bliver der mørkere og koldere og koldere efterhånden som vi kommer længere og længere ind.

    Til sidst har vi intet andet til at lyse op og varme os end fakkelhalen på Abino. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at Mike ser beundrende på den lille ræv.

    ”Hvad?” spørger jeg. ”Har du måske aldrig set en ræv som Abino før?” Som om jeg skulle vide noget om det, jeg har INGEN anelse om, hvor ofte man risikerer at møde en ildræv eller hvor sjældne de er.

    ”Er du sindssyg? Nej! Jeg har aldrig i mit liv set sådan en ræv før! Jeg troede slet ikke, at de eksisterede.”

    Nå… så er de vist ret sjældne. Abino kigger sig over skulderen og stirrer olmt på Mike, der vist ikke engang bemærker det. Det får mig til at fnise, så de begge to glor undrende på mig.

   

Vi mister efterhånden tidsfornemmelsen inde i hulen. Jeg har personligt ingen anelse om klokken er ti om aftenen eller to om eftermiddagen. Vi slår lejr, da vi alle føler os søvnige, sultne og udmattede.

    Der sidder vi og spiser af vores madforråd, og nu, som hver aften, er jeg alligevel glad for, at Sofie tog sig tid til at pakke mad, så vi ikke sad her og udhungrede.

    Mit hjerte slår for første gang nogensinde hurtigt, da Abino bliver forstyrret i sin søvn af en springende rød ræv, der lystigt begynder at bide i hans øre. Jeg kigger mig omkring, men kan ikke få øje på Mike nogen steder, ergo er det ham, der nu er på Abino igen.

    Abino hvæser højt og bider stramt fat i Mikes hals. Det får mig til at gispe, da jeg ser blodet flyde ud af halsen på Mike. Det gør åbenbart virkelig ondt på Mike, for han skriger nu hæsligt og højt. Det giver et enormt ekko i alle retninger af grotten, som begynder at ryste. Jeg ser op i loftet, hvor der begynder at falde støv og småsten. Hjertet banker forfærdeligt, da det går op for mig, hvad der er ved at ske. Så falder der en større sten ned, som rammer lige ved siden af Abino og Mike, der nu slipper hinanden. Mike løber pibende væk fra stenen, hen mod de andre, og da jeg ser, hvordan kæmpesten begynder at falde ned fra loftet, springer jeg mod Abino og holder ham i min favn for at beskytte ham.

    Der ligger jeg, mens der lyder en forfærdelige larm af stenskred, men jeg føler aldrig, at nogen sten rammer os. Abinos ildhale svier mod mit tøj, men den brænder ikke hul, den er kun farlig, når Abino ønsker det. Han piber og prøver at komme fri af mit greb, men jeg holder bare strammere og strammere fast indtil der er helt stille.

    Abino bider mig i kinden, så jeg gispende giver slip på ham. Han kommer fri og strækker sig ud. Jeg selv sætter mig op og tager mig til hovedet. Mit hår er helt støvet.

    Jeg ser mig omkring og ser, at der til venstre for os ligger en gigantisk bunke sten, der spærrer vejen i den retning, vi kom fra. Jeg kan ikke se nogen af de andre… det betyder, at… at de er ovre på den anden side, eller også er de… er de…

    ”Solstråle! Zake! Sofie!” råber jeg og skubber febrilsk til stenene i håb om, at de flytter sig.

    ”Ti stille, Olivia,” hvæser Abino. ”Eller også sker det bare igen.

    Jeg ser rundt med hjertet bankende i halsen, da jeg så hører en meget lav stemme et eller andet sted mellem stenene.

    ”Olivia?” Sofies stemme.

    Jeg lægger øret mod en sten og svarer tilbage.

    ”Åh… du er uskadt,” lyder Sofies lavmeldte stemme lettet. ”Er Abino hos dig?”

    ”Ja.”

    ”Hør på mig, Olivia.” Nu er det Zake, der taler. ”Du må fortsætte for at komme ud, det vil aldrig lykkes os at fjerne alle stenene. Vi andre skal nok finde en anden vej på en eller anden måde. Du og Abino må bare gå videre.”

    ”Men hvordan ved jeg, hvad vej jeg skal gå?” spørger jeg ham.

    ”Bare fortsæt lige ud! Brug din mavefornemmelse! Det er den eneste måde at komme ud herfra på nu.”

    ”Pis og lort…” mumler jeg for mig selv, så de andre vel ikke kan høre det. Så ser jeg på Abino. ”Se, nu er vi i knibe, og det er alt sammen på grund af dig.”

    ”Det var ham, der angreb mig, ikke omvendt.”

    ”Du bed til, Mike bed bare.”

    ”Jeg leger ikke, jeg slås.”

    Vi begynder at gå.

    Vi går i lang tid.

    Virkelig lang tid faktisk.

    Vejen skiller et utal af gange. Hver gang vælger jeg bare en tilfældig, og efterhånden, som vejene bliver mere og mere labyrintiske, svinder mit håb mere og mere om nogensinde at komme ud. Abino bliver til sidst for træt til at gå og sætter sig bare på min skulder. Jeg protesterer ikke, selvom jeg egentlig synes, at de er irriterende, at han hviler på benene på bekostning af mig.

    Til sidst er jeg simpelthen så træt, at jeg ikke kan røre mig et skridt mere. Jeg falder hen ad klippevæggen og glider ned ad den. Abino springer ned fra min skulder og ser på mig med et bekymret blik.

    ”Er du okay, Olivia?”

    Jeg ryster på hovedet. ”Vi kommer aldrig ud herfra. Vi finder aldrig nogensinde Emily.”

    ”Sådan noget må du ikke sige, selvfølgelig finder vi Emily.”

    Jeg ryster på hovedet igen, kan mærke tårerne presse sig på, og der når lige at falde to, før jeg lukker øjnene og falder hen i søvn.

 

Jeg vågner senere, aner ikke, hvor lang tid jeg har sovet. Jeg ved bare, at Abino ligger på mit skød og ser vågent op på mig, som har han slet ikke sovet overhovedet.

    ”Er du klar til at gå?” spørger han mig medfølende. Jeg nikker døsigt og gnider mine øjne, så søvnen kommer ud.

    Vi går videre, da jeg har siddet og vågnet i cirka fem minutter. Vi går i noget, der føles som evigheder.

    Efter virkelig lang tid, uden mad og uden hvile, kan vi se et svagt tåget lys et sted langt borte i mørket. Vi sætter begge i løb. Vi er ude, vi er ude!

    Vi kommer ud, og jeg indånder den tågede luft udenfor grotten. Herude er tågen ikke så tyk, og jeg kan se, hvordan bjergkæden strækker sig i alle retninger, det er nærmest en labyrint i sig selv. Men der er et bjerg, der står højere end alle de andre. Man kan ikke engang se toppen for tåge. Det må være det.

    ”Olivia!”

    Jeg vender mig om og får øje på de andre. De sidder ved et bål nogle meter fra mig, rejser sig så og løber mig i møde.

    ”Hej,” siger jeg.

    ”Du fandt ud,” siger Solstråle.

    ”Ja.”

    I lidt tid jubler vi bare hinanden i ørerne over at være samlet og over at være nået ud. Derefter stiller vi os alle sammen med front med Skrækkens Bjerg, hvor Emily og Mikes søster holdes fanget. Der er lang vej igen, det vil da tage evighed at komme derhen.

    Men vi skal nok klare det, jeg kan fornemme det helt inde i hjertet, den del, der tænker på Emily som min lillesøster, som lige nu er skrækslagen og har virkelig virkelig brug for mig, og ikke en eller anden tilfældig elver, mine forældre adopterede, fordi hendes forældre døde i en ulykke.

    Emily vil altid være min søster.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...