Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1802Visninger
AA

23. Feernes velkomst

 

Da jeg vågner, skinner solen mig i øjnene.

    Det har den altid gjort, når jeg har vågnet i min seng på elverdronningens slot. Så jeg regner hurtigt ud, hvor jeg befinder mig.

    Det føles helt mærkeligt at vide, at jeg befinder mig på elverdronningens slot, hvor jeg ikke er stærkt bevogtet og konstant er i livsfare.

    Jeg er i sikkerhed.

    Alt er nøjagtig, som før jeg tog af sted.

    Bortset fra det faktum, at da før jeg tog af sted, var min far i live. Hvis jeg aldrig var taget af sted, ville han leve lige nu i dette øjeblik. Jeg har på en måde slået ham ihjel.

    Tanken er uudholdelig, og jeg bryder mig ikke om at tænke på det, fordi det vel egentlig ikke var min skyld. Dæmonernes plan var hele tiden at slå ham ihjel, jeg kunne kun forhindre det ved at holde mig væk og aldrig nogensinde få lov til at se min far igen.

    Der går noget tid, før det går op for mig, at der er en verden udenfor mit værelse. At Solstråle, Emily og Sofie er et sted udenfor denne dør, og at de nok venter på mig. Men… kan de overhovedet holde ud at se på mig, efter den ulykke jeg var skyld i? Eller tænker de ikke på det på den måde? Jeg ved det ikke… Men én ting er sikkert, Zake kan jeg ikke snakke med lige nu. Det vil sikkert ødelægge alt imellem os.

    Jeg står op af sengen og ud af døren, får det bare overstået hurtigt, som at rive et plaster af.

    Inde i fællesstuen sidder fire, jeg holder af.

    Solstråle rejser sig i det øjeblik, hun ser, at jeg kommer ud.

    Emily gisper nærmest, som var jeg en død, der var genopstået, hendes øjenæbler er røde.

    Sofie smiler stort og rejser sig også.

    Abino rører sig ikke, er bare neutral hele vejen igennem. Men han er jo også klar over, at jeg nok har skullet klare den.

    ”Olivia,” siger Solstråle med et lille smil. ”Er du okay?”

    Jeg ved faktisk ikke rigtig, om jeg er, men jeg føler mig ikke komplet ødelagt, så jeg nikker. De ser lettede ud alle tre.

    Så springer Emily op og nærmest hopper i favnen på mig, lægger armene om mine skulder og knuger sig ind til mig, mens hun nærmest tudbrøler.

    Jeg ser spørgende på de andre.

    ”Sådan har hun været siden… ” siger Sofie, men hun bremser sig selv, men jeg ved, hvad hun vil sige.

    ”Siden ulykken,” siger jeg.

    Hun nikker. ”Vi vidste alle, hvad det betød, Emily var rædselsslagen.”

    Emily giver slip på mig og giver mig et ordentligt puf på brystet. ”Jeg troede, at du var død! Eller… eller et eller andet, andet! Der kunne jo være sket hvad som helst!”

     Jeg står bare tavs og ser på hende. Så ser jeg på de andre. Deres blikke er tavse, som om de er bange for at sige noget. Jeg ved, at de ved det. Abino må have sagt det.

    ”Min far er død,” siger jeg alligevel, har brug for at fortælle nogen det.

    De nikker alle sammen. Solstråle siger: ”Det ved vi.”

    ”Det er vi kede af.”

    Kede af det… De er kede af det. De har ingen anelse om, hvad der skete. Ved de, hvordan de bare tog ham fra mig? Efter kun at have tilbragt få timer med ham, så hev de ham nærmest ud af mine hænder. Sidste gang, jeg så ham i live, blev han slæbt ned ad gangen, ikke engang et farvel eller et… et farvelknus. Jeg ville have givet hvad som helst for at have fået en varm omfavnelse af ham… bare en sidste gang.

    ”Jeg må fortælle Zake det,” siger jeg. Pludselig stiger modet op i mig. Jeg må fortælle ham det så hurtigt som muligt. Der må bare ikke ske det samme nu, som der skete med Emily. ”Hvor er han?”

    ”Det ved vi ikke lige nu,” svarer Sofie. ”Men Olivia, du har ikke tid til at tale med ham lige nu. Feerne kommer snart.”

    ”Hvad?” Kommer feerne? Jeg mindes fekongen, hans slanke ældre skikkelse. Og jeg mindes Almana, som hjalp mig med at finde svar på mine spørgsmål, som gik fra at være min fjende til at være en af mine bedste venner.

    ”Elverdronningen har tilkaldt fekongen,” siger Emily. ”De ankommer i løbet af i dag, de skulle være her om nogle timer.”

    ”Men… er vi ikke fjender?” spørger jeg.

    ”Ikke siden Almana fik overbevist fekongen,” svarer Solstråle. ”Han og elverdronningen sluttede fred imens du var væk. De ankommer snart for at hjælpe os mod dæmonerne. Elverdronningen siger, at de ingen chance har mod os, når vi er to mod en.”

    ”Lad være med at sige dæmonerne i flertal,” siger jeg. Jeg føler pludselig en stor trang til at forsvare dem.

    ”Hvad?” spørger Sofie.

    ”Det er ikke dæmonerne, det er kun dæmonkongen. Han… han er den eneste, der udgør en trussel. Hvis ikke han var deres konge, ville der ikke var nogen krig. Alt… alt hvad vi troede om dæmonerne, er ikke rigtigt. Jeg har været der. Det er kun dæmonkongen og de forbandede trillinger, der er onde! Ikke engang Arkon er ond!”

    De ser alle tre på mig som tre store spørgsmålstegn. ”Hvem?” spørger de i kor. Så går det op for mig, at den skaldede nar stadig er den skaldede nar for dem. Jeg har bare vænnet mig så meget til at bruge hans navn, at han ikke er den skaldede nar for mig mere.

    ”Han er… Arkon er…” siger jeg, synker en klump. ”Arkon er navnet på den skaldede nar.”

    Der går et lys op for dem, men de ser stadig noget forvirrede ud.

    ”Jeg må ud og finde Zake,” siger jeg og går ud af døren.

    ”Men han er ved at gøre sig klar,” siger Emily, mens de andre følger efter mig. ”Feerne er her jo snart.”

    I samme øjeblik kommer elverdronningen imod os på gangen. Da hun ser mig lyser hun op i et stort smil. ”Olivia, hvor er jeg glad for at se, at du er i god behold.”

    Hun lægger hænderne på mine skuldre og ser mig lige i øjnene. Jeg har ikke rigtig lyst til at skulle standse op lige nu, men det virker uhøfligt sådan at flygte fra selveste dronningen.

    ”Jeg var lidt bekymret, da jeg hørte, at du kom flyvende på en drage,” siger hun. ”Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle opleve. Hvor fik du dog den drage fra?”

    Jeg åbner munden for at svare, da jeg kommer i tanke om dragen. Jeg havde helt glemt den. Arkon forærede mig den drage. Jeg ved ikke… jeg kan ikke få Arkon til at virke god for nogle af de her folk. De kender ham kun som jeg kendte ham for en måned siden. ”Det var en gave,” siger jeg kort for hovedet. ”Hvor er Zake?”

    ”Zake?” siger elverdronningen. ”Det ved jeg ikke. Men ærlig talt, så tror jeg ikke, at han har tid til at snakke lige nu. Vi bør faktisk alle sammen gøre os klar til at tage imod feerne.”

    Så går hun forbi mig og videre ned ad gangen. Jeg ser efter hende og sukker trist. Det her er nederen.

 

Hen ad eftermiddagen ankommer feerne. Det er som om en masse fugle kommer flyvende hen over hovedet på os. Det er et prægtigt syn at se alle feerne kommer flyvende på den måde. De forbliver alle svævende i luften, undtagen fekongen, der lander overfor elverdronningen. Jeg kan se på deres ansigtsudtryk, at de er alt for vant til at hade hinanden. Det med pludselig ikke at være fjender mere må virkelig føles underligt. Jeg kan huske, hvordan jeg havde det med Almana selv efter, vi fandt ud af, at vi burde være venner.

    Efter at kongen og dronningen har hilst på hinanden, lander alle de andre feer én for én. De lander i slotsgården, hvor de slår sig til for at hvile sig efter den lange tur.

    Jeg går ned ad trappen for at komme ned i gården, ind blandt feerne. Mange af dem stirrer på mig, nok netop af den grund, at jeg er Rubinelveren. Men det er kun én fe, jeg leder efter.

    Jeg finder Almana sammen med nogle af hendes venner. Da hun får øje på mig, afbryder hun straks sin samtale og går hen til mig. Vi falder i en omfavnelse før vi siger noget til hinanden overhovedet. Det er egentlig også bare, hvad jeg har brug for. Så siger Almana, det føles helt underligt at høre hendes stemme efter så lang tid: ”Jeg hørte, hvad du fandt ud af med din far. Det må virkelig glæde dig, at han da ikke er død.”

    Hun ved ikke, at han er død. Hun kender kun til den del af historien, der foregik før jeg tog af sted til Dæmonstaden. Jeg trækker mig væk fra hende og smiler svagt.

    ”Kan jeg snakke med dig?” spørger jeg hende. ”Der er… mere at fortælle, end du aner.”

    Hun nikker med et lille smil.

    Vi går indenfor og anbringer os i en af slottets mange stuer. Der fortæller jeg hende alt, hvad der er at fortælle. Almana sidder helt stille og lytter hele vejen igennem, siger ikke noget på noget tidspunkt. Da jeg bliver færdig, sidder hun stadig bare i lidt tid uden at sige noget, men til sidst siger hun svagt, lidt hæst, som om det kræver mange kræfter at sige det:

    ”Det må du undskylde.”

    Hun hentyder til det første, hun sagde, da vi mødtes. Jeg smiler bare.

    ”Det gør ikke noget, hvor skulle du vide det fra?”

    Hun trækker på skuldrene. ”Hvad vil du gøre nu?”

    Jeg sidder i lidt tid og ser ned, mens jeg overvejer, hvad jeg egentlig vil gøre. Hvad er det egentlig, jeg har brug for? Første tanke er at slå dæmonkongen ihjel, hvilket ville være en enorm tilfredsstillelse, men det er simpelthen for latterligt, at jeg skal gøre det ene mand. Måske er han ikke engang på slagmarken. Så siger jeg: ”Jeg vil have det her overstået, alt det her krig. Så finder jeg ud af det bagefter.”

    Hun nikker. ”Fekongen og elverdronningen skal kæmpe mod dæmonkongen.” Hun siger det, som om hun havde læst mine tanker. ”Sådan er det, de kongelige mod de kongelige. Det bliver ham mod dem, han kan ikke vinde mod de to, selvom jeres dronning ikke kan magi. Vi skal nok overleve det her.”

    Jeg nikker. Når hun siger det, tror jeg på hende.

 

Senere på dagen finder jeg elverdronningen.

    ”Hvordan kommer det til at fungere?” spørger jeg.

    Hun ser på mig. ”Hvad?”

    ”Mødes vi bare med dæmonerne på en eller anden slagmark?”

    ”Faktisk har dæmonkongen længe planlagt at angribe os på en bestemt dato: I morgen. Vi fandt bare først ud af det for en uge siden. Vi fik et højst besynderligt brev fra en person, jeg tror, du kender temmelig godt efterhånden.”

    ”Det var Arkon, var det ikke?”

    Hun nikker. ”Jeg bryder mig ikke om at skulle blive nødt til at gå i kamp mod alle de dæmoner, hvor de fleste af dem såmænd ikke er mere onde end du og jeg. Men dæmonkongen må standses.”

    Jeg nikker.

    Så siger elverdronningen: ”Zake er i stalden – sammen med din drage.”

 

Jeg går med hjertet galopperende i mit bryst ned i stalden.

    Stalden er stor, fyldt med forskellige heste, og en drage, der er placeret bagerst i den store tilbygning, i en bås, der er større end de andre, da dragen fylder en del mere end en almindelig hest. Ved siden af dragen står Zake og aer den forsigtigt. Han ser helt hjemmevandt ud, som har han været her hele dagen.

    ”Hej,” siger jeg. Zake løfter blikket og ser på mig. Han siger ikke hej igen, men det forlanger jeg heller ikke.

    Jeg går hen til ham og dragen og aer den blidt. Den ser på mig med sine lilla øjne, som den gjorde i går aftes. Jeg smiler ved det varme blik. I lidt tid står vi bare i tavshed og aer dragen, men til sidst siger Zake:

    ”Bare sig det.”

    Jeg vender blikket mod ham, ser lige ind i hans nøddebrune øjne. Vores fars øjne. Jeg ser på hans triste ansigt, der ser tyndere ud end sidste gang, jeg så ham. Jo mere, jeg ser på ham, jo mere går det op for mig, at den dreng er min storebror, at han elsker far lige så meget som jeg, og at han fortjener at høre sandheden lige så meget som at Emily fortjente at høre, at hendes forældre var døde.

    ”Far er død,” siger jeg, ser ham stadig i øjnene. ”Jeg er ked af det.”

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...