Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1828Visninger
AA

9. Enebarn

Jeg er et enebarn.

    Det er af en eller anden grund først rigtig gået op for mig nu. Nu, hvor Emily ikke vil snakke med mig, hvor hun undgår mig hver dag og gang på gang minder mig om, at vi ikke er tæt på at være i familie.

    Jeg er enebarn.

 

”Hvordan får jeg hende til at tale med mig igen?” spørger jeg Solstråle en af dagene, mens vi sidder i en stor stue på slottet, hvor Solstråle sidder og læser i en kæmpestor lænestol.

    ”Hun skal nok tilgive dig, Olivia,” siger Solstråle uden at løfte blikket.

    ”Tilgive mig?” siger jeg. ”Det er jo ikke min skyld, at ham Uto sladrede og fortalte mere end sandheden!”

    Så løfter Solstråle blikket. ”Nej, Olivia, men helt ærligt, du vidste det i to måneder, men sagde det ikke til hende. Jeg forstår godt, at hun er skeptisk.”

    Jeg sukker. ”Hvornår begynder du at være lidt på MIN side, Solstråle? Du er enebarn og har altid været det, du aner ikke, hvordan det er at have en søster! Du kan umuligt forstå, hvad jeg er gået igennem de sidste måneder!”

    Solstråle rejser sig hidsigt op og smækker bogen i. ”Bare sig undskyld til hende og fortæl hende, hvordan du har det. Det skal nok hjælpe.” Så går hun sin vej, uden at se på mig.

    Jeg sidder dér tilbage og fortryder, at jeg var så hård ved hende. Solstråle er den klogeste af os fire og var den første, jeg valgte at spørge til råds. Hvorfor skal jeg altid sige de forkerte ting? Men måske har hun ret… måske var det lige lovlig kyllingeagtigt af mig ikke at fortælle Emily det efter to måneder. Det hele er vel min skyld. Det er min skyld, at min far er forsvundet, at Emily aldrig har været klar over sandheden – og det er min skyld, at min mor aldrig nogensinde vil huske Emily og mig som dem, vi rent faktisk er.

    For det var mig, dæmonkongen sendte den skaldede nar ud efter.

   

Jeg finder Sofie så hurtigt, jeg kan. Hun ser altid positivt på ting, så hun skal nok kunne hjælpe mig.

    Men i dag er hun mere fokuseret på noget andet: Gallakjoler.

    For at komme til at tale med hende, bliver jeg nødt til at følge med hende ind til en kjolebutik for at finde den perfekte kjole – hvorfor?!

    Så vi tilbringer hele eftermiddagen dér. Sofie kommer ud af prøverummet gang på gang på gang, mens jeg bare sidder på en briks og skal fortælle, hvad jeg synes om alle de klude, hun ifører sig.

    ”Hallo, du kan godt være lidt mere motiveret, Olive,” siger Sofie til sidst og sætter hælen i gulvet. Jeg ser op på hende og synes nærmere, at hun bør være mere fokuseret på MIT problem end på hendes festtøj.

    ”Jeg er enebarn, Sofie!”

    ”Det har du jo altid været – derfor kan du da godt hjælpe mig alligevel.”

    ”Hvad med at hjælpe mig? Emily nægter at tale til mig, og du skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre ved det!”

    ”Hvordan skulle jeg dog kunne hjælpe med det? Det er jo noget imellem dig og Emily.” Hun går hen til et spejl på væggen og giver sig selv elevatorblik. Hun er klar i en isblå kjole, der flosser for neden og har små tynde stropper. ”Ikke lige min stil – men den er da flot.”

    ”Hvad skal du i det hele taget bruge de kjoler til?”

    ”Efterårsfesten,” svarer Sofie kort for hovedet, som om det er noget, enhver idiot da ved.

    ”Hvilken efterårsfest?”

    ”En fest, der bliver holdt den første søndag hvert efterår – i den kongelige have foran slottet. Der er altid masser af grillmad og stegte grøntsager. Og de stiller et stort bål op, som altid er ufattelig smukt.”

    ”Skal vi med til det?”

    ”Selvfølgelig, har du ikke fået besked?”

    ”Nej.”

    ”Det holdes altså på søndag, du må se at få fat på en kjole.”

    ”Jeg kan da ikke tænke på kjoler nu! Hvordan kan DU det? Emily HADER mig, hører du overhovedet efter?”

    ”Måske skulle du prøve at glemme det ved netop at holde fest sammen med os andre. Du ville have godt af lidt sjov efter alt det, du har været ude for den seneste tid.”

    ”Jo… måske har du ret… Men… skal jeg så have kjole på?” Tanken giver mig lyst til at kaste op.

    ”Selvfølgelig skal du da det! Hvad havde du tænkt dig? Have DET dér på?!”

    Hun sender mig et ordentligt elevatorblik, og jeg ser ned på min uniform og sukker. Kjoler hører til fester… det ved enhver da… men… jeg HADER kjoler.

 

Næste dag, hvor vi skal til træning, kan jeg kun tænke på at finde Uto, så jeg kan give ham en ordentlig omgang tæv.

    Men jeg kan ikke få øje på ham på træningspladsen, så jeg går hen til Zake og spørger ham.

    ”Ingen har set ham i evigheder,” svarer han. ”Hverken ham eller hans to søskende.”

    ”Søskende?”

    ”Ja, du ved, de to sorthårede, der altid følger i hælene på ham.”

    ”Så… de tre sorthårede er søskende?”

    ”Ja.”

    ”Og Uto løj for Emily – vel udelukkende for at gøre hende sur på mig.”

    ”Ja?” Man kan høre, at han begynder at blive nysgerrig på, hvad jeg mener. Jeg kan knap nok fatte det selv.

    ”Tror du så ikke… at… at de tre sorthårede er de tre dæmoner? De tre spioner, der har været her i månedsvis?”

    Så går der et lys op for Zake. Han tager sig til panden, ryster på hovedet. ”Tænk, at jeg ikke engang havde OVERVEJET det før!”

    I det samme dukker Emily op ved siden af Zake. Hun sender mig et surt blik, men retter det så mod Zake. ”Hvor er Uto, Zake?”

    ”Det…” Zake ved åbenbart ikke, hvad han skal sige.

    Men det ved jeg. ”Han er sikkert sammen med dæmonkongen, Emily.”

    ”Hvad mener du?” spørger hun mig surt.

    ”Jeg mener, at din søde lille ven er en dæmon og hele tiden har været det!”

    ”Det siger du jo kun for at jeg skal tro på dig frem for ham! Tænk, at du faktisk kan finde på sådan noget, hvor er jeg glad for, at jeg ikke er din søster!” Så snurrer hun rundt om sig selv og går stampende sin vej.

    ”Og jeg er glad for, at jeg ikke er DIN søster! Jeg er LYKKELIG for at være enebarn! Og i det mindste HAR jeg da stadig en FAMILIE!” Jeg holder mig selv for munden. Emily stopper op og ser sig over skuldren, ser mig ind i øjnene med et blik, der ikke kunne være mere rasende. Men jeg kan se tårerne. Så går hun videre.

    Sagde jeg virkelig det? Hvad… hvad i alverden kunne dog få mig til at sige noget så rædselsfuldt? Jeg mente jo ikke noget af det… jeg har lyst til at råbe det til hende… men… men jeg kan ikke.

    Sofie og Solstråle kommer hen til Zake og mig. Jeg står bare stivnet, og jeg er temmelig sikker på, at Zake stirrer på mig.

    ”Nu skal hun nok elske dig snart, Olive,” siger Solstråle ironisk.

    ”Hvad… hvad var det dog, jeg sagde…?” hvisker jeg hæst, kan mærke gråden presse sig på. Så falder jeg på knæ og begynder at græde. Lægger mit ansigt i mine hænder. Prøver at holde gråden tilbage, men det lykkes ikke. Jeg græder bare, er ligeglad med de andre.

    Jeg kan ikke fatte, at jeg har mistet den eneste søster, jeg nogensinde har haft.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...