Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1824Visninger
AA

19. Drageudmugning

Tilbage til Olivia

 

Min fars lig ligger for mine fødder.

    Men nu er han bare ikke det eneste, der ligger og flyder på marmorgulvet. Rundt omkring ligger der både døde og besvimede vagter, væltede stolper og støv til alle sider. Og der er et stort hul i muren dér, hvor jeg fik en enorm flok af pegasusser til at brase ind.

    Jeg føler mig simpelthen så udmattet. Jeg falder ned på knæ ved min fars lig og lukker øjnene. Jeg vidste slet ikke, at jeg var i stand til sådan noget i rent raseri.

    Så åbner jeg øjnene igen, da jeg kan høre noget brutalt larm frem for mig. Oppe ved tronen ligger der en stor bunke af murbrokker og loftsbrædder. Hele molevitten faldt ned fra loftet, da en bunke rotter begyndte at gnave sig vej ned til den store sal. Lige ned i hovedet på dæmonkongen. Nu rasler og ryster hele bunken, og så dukker dæmonkongens rasende skikkelse op af den. Han ser på mig med sine rasende røde øjne. Jeg ved ikke, hvad jeg forventer, at der skal ske nu, men under alle omstændigheder er jeg ligeglad. Jeg er simpelthen så udmattet og træt, føler bare en underlig trang til at finde en seng og sove til evig tid – måske en kop varm kakao og en chokoladekage fra den gode café.

    ”Dræb hende! Lige nu!” brøler dæmonkongen rasende, mens han peger på mig med en rasende pegefinger. Men der er ikke nogen, der griber fat i mig og skærer min hals over eller noget. Alle vagter er enten døde, besvimede eller ligger og er for omtumlede til at rejse sig op. Godt det samme, bare jeg kan få lov til at lade være med at tænke og sove lidt.

    ”DRÆB HENDE!!” brøler dæmonkongen endnu mere rasende og ser rundt på sine liggende vagter. ”HVAD VENTER I PÅ?!”

    ”Giv hende dog lidt plads,” lyder en stemme et eller andet sted fra. Den virker så fjern på en eller anden måde, og jeg er næsten fuldkommen sikker på, at den må komme fra mit hoved, for hvem i alverden på dette slot kunne dog finde på at sige sådan noget?

    Dæmonkongen ser med blinkende øjne hen på én et eller andet sted bag mig. Han ser helt overrasket ud. ”Hvad?” siger han stammende, kan ikke tro sine egne ører.

    ”Hun har lige mistet sin far, giv hende dog lidt plads til at få ro,” siger stemmen igen, myndig og respekteret, som om vedkommende, der ejer den, ligger højere end selve dæmonkongen.

    Da genkender jeg stemmen. Men vent, det kan da ikke passe… Jeg drejer langsomt mit hoved i retning af stemmen og får øje på den skaldede nar, der står med armene over kors og ser på dæmonkongen med et lige så frygtindgydende blik som han selv. Nu bliver jeg for alvor forvirret og mærker hele verden køre rundt. Jeg tror, at jeg er ved at besvime, for nu snurrer det hele da rundt.

    I det samme lægger en eller anden sin arm over mig og prøver at få mig op og stå. Det går bare ikke så godt, for mine ben er slappere end tyggegummi. Den skaldede nar trækker hårdt til, og til sidst bliver mine ben faste og står op. Tronsalen snurrer rundt igen, da jeg pludselig er højere oppe.

    ”Går du mig imod?” siger dæmonkongen med en stemme, der virker fjern og omtåget, jeg er sikker på, at det bare er mit hoved, der er helt hen i vejret. Den skaldede nar svarer:

    ”Ja, det gør jeg. Tænk lige over dine beslutninger til i morgen.”

    Og så begynder vi at gå. Jeg ved ikke, hvor lang tid, vi går, jeg ved bare, at jeg ville falde om mindst hundrede gange, hvis ikke den skaldede nar havde sådan et godt greb i mig, og jeg ved, at de lange gange og korridorer forbliver de samme, forandrer sig aldrig.

    Til sidst kan jeg kun se en stor dør, der åbnes, og dernæst en blød lænestol, som jeg bliver placeret i.

    Pludselig kan jeg tænke klart igen. For mit indre blik ser jeg min fars døde skikkelse og dæmonkongens røde ondskabsfulde øjne. Hans smil, da han ser min ulykke. Og jeg kan mærke raseriet igen.

    ”Jeg tror, at min far er død,” siger jeg ud i luften for at høre, hvordan det lyder, og så i håb om, at en eller anden vil høre det, at Zake vil høre det, måske Emily eller min mor. Og de vil føle lige så stor smerte, som jeg gør over det. Men der er ikke nogen, der lægger sine arme om mig og lægger sin kind imod mit hår, i stedet kan jeg dufte en sød dampende duft, og høre en stemme, der siger:

    ”Det er han.” Jeg vender blikket mod stemmen og ser ind i den skaldede nars isblå øjne. Han rækker mig en kop med noget, der ligner varm vand. Det er vel te, går jeg ud fra. Jeg rynker panden og blinker med øjnene. Ser jeg virkelig det, jeg tror, jeg ser?

    Instinktivt tager jeg imod koppen med te og tager en slurk. Det er brændende varmt, og det koger i min hals. I min forvirring glemte jeg at puste til det.

    ”Hvad har du gang i?” spørger jeg ham lige så snart min hals er til brug igen.

    ”Hvad mener du?”

    ”Du giver mig te, og placerer mig i en lænestol – forhindrer dæmonkongen i at slå mig ihjel, så… Hvad har du gang i?”

    ”Han var rasende, Olivia, og når han er rasende, tænker han ikke klart. Så hellere vente til i morgen, hvor du har en chance for ikke at blive dræbt i samme sekund, han ser dig.”

    Men jeg kan fornemme, at der ligger et eller andet bag det. Han ville ikke have, at jeg skulle dø, det var medlidenhed. Den skaldede nar vil ikke have, at jeg skal dø.

    Da det går op for mig, indser jeg, at han ikke er en skaldet nar og derfor spørger jeg i samme sekund:

    ”Har du et navn?”

    Han nikker stille. Og han svarer. ”Arkon.”

    Arkon… ikke den skaldede nar. Der kommer til at gå noget tid, før jeg vender mig til det, det er helt sikkert.

    Han går væk fra mig og hen til døren. ”Det her er dine gemakker i øvrigt. Jeg kommer i morgen, og så går vi hen til dæmonkongen. Og lad nu være med at gøre noget dumt.” Så går han ud.

    Nu sidder jeg så alene med en kop varm te i hånden, som jeg pludselig ingen appetit har efter. Til gengæld har jeg den største lyst til at krybe op i sengen og sove resten af døgnet væk.

 

Næste morgen er jeg helt frisk igen. Jeg springer nærmest ud af sengen, hvor jeg giver mig til at vente på, at den skaldede… jeg mener Arkon, skal komme.

    Jeg må indrømme, at jeg kommer til at være ret lost nu. Dæmonkongen vil have mig i sin tjeneste, men der er intet, der kan få mig så meget som til at overveje det. Men… jeg føler mig pludselig langt fra klar til at dø. Der er så meget mere, jeg vil opleve, og så meget mere, jeg vil opklare.

    Hen ad formiddagen kommer han. Jeg går med ham ud på gangen.

    ”Jeg vil stadig sige, at du skal tage imod hans tilbud,” råder han mig til.

    ”Jeg tager ikke imod hans tilbud,” siger jeg bestemt. ”Jeg skal ikke være under hans tjeneste, under ingen omstændigheder.”

    ”Nå, men i det tilfælde er det heldigt for dig, at jeg har den position, jeg nu engang har.”

    ”Nå, og hvad er det så for en position?”

    I samme sekund bliver vi råbt op af en stemme bag os et eller andet sted: ”Onkel!”

    Vi vender os begge om, og jeg ser Uto igen, Uto og de to andre.

    ”Hvad?” spørger den… Arkon.

    Så går det op for mig, at det var HAM Uto henvendte sig til.

    ”Onkel?” siger jeg og stirrer på Uto, så stirrer jeg på Arkon. ”Onkel?!”

    ”Hvor skal hun hen nu?” spørger Uto, ignorerer mig fuldstændig og går hen til Arkon. ”Hen til far?”

    ”Ja, hen til jeres far.”

    ”Godt, jeg håber, at han dræber hende bare en lille smule,” siger Uto og går hen imod de andre igen. Han er da også for meget.

    ”I det mindste er jeg ikke så ynkelig, at jeg bliver nødt til at lyve for at få fremskridt,” siger jeg.    

    Han stopper og drejer om mod mig. ”Hvad hentyder du til?” spørger han snerrende.

    ”Årh, måske hentyder jeg bare til, at du var nødt til at lyve for min søster for at få os til at slås indbyrdes. Så dybt synker jeg i det mindste aldrig.”

    ”Nå, men i det mindste bilder jeg mig ikke IND, at jeg har en søster, jeg HAR faktisk én.” Han laver en gestus over mod Keisha. Keisha ser olmt på mig.

    ”Nårh hende, er hun din søster? Jeg troede, at hun var din bodyguard, en af de ting, jeg HELLER ikke har brug for. Og desuden ER Emily min søster, biologisk eller ikke biologisk, og sådan en lille orm som dig skal ikke prøve at lave om på det.”

    ”Sig det én gang til, og det er ikke min far, der slår dig ihjel.”

    ”Nu stopper I lige,” bryder Arkon ind.

    Uto stirrer olmt på sin onkel og går tilbage til sine søskende. Jeg går videre.

    Efter at have gået lidt, siger jeg: ”Så dæmonkongen er din bror?”

    ”Min tvillingebror.”

    ”TVILLINGEBROR?! Er HAN din TVILLINGEBROR? I ligner overhovedet ikke hinanden!”

    ”Nogen er heldigere end andre,” nøjes han med at sige og fortsætter mod tronsalen.           Vi kommer derind, og dæmonkongen sidder på sin høje trone. Da han ser mig, stirrer han olmt.

    ”Nå,” siger han og rejser sig op. ”Jeg har tænkt over det, og du får en chance for at overleve, hvis du bare – ”

    ”Jeg slutter mig ikke til dig,” siger jeg prompte, endda før han får talt færdigt. Bare det, at jeg afbryder ham, kan jeg se, irriterer ham. Det gør mig kun glad indeni.

    ”Det mener hun ikke,” siger den skaldede… Arkon. ”Lad hende overveje det.”

    Dæmonkongen skal til at gøre indvendinger, men tager sig i det. Noget siger mig, at jeg betyder mere for ham, end jeg nogensinde har troet. Dæmonkongen er uden tvivl magtgal, og jeg har levet hele mit liv på Jorden, men jeg ved ikke, hvor meget den er i forhold til denne verden, under alle omstændigheder, vil han herske over den mere end alt andet. Og det kan han kun ved at holde mig i live.

    ”Fint,” siger han sammenbidt. ”Men IMENS, hun tænker over det - ” han ser ondskabsfuldt på mig, ”kan hun jo muge ud hos dragerne.”

    ”Du laver gas, ikke?” siger jeg. Det kan simpelthen ikke passe, at jeg skal tilbringe min dag i en eller anden nederen stald.

    ”Du holder vel af dyr, går jeg ud fra,” siger han ondskabsfuldt. ”Du vil sikkert nyde det.”

   

En halv time senere står jeg i en ildelugtende stald, hvor jeg bliver angrebet af drageunger på størrelse med tigerunger. De er meget nuttede, hvis man ikke tænker på, at de hele tiden bider fat i ens sko og bukser. De er nøjagtig det modsatte af griseunger, de plejer som regel at styrte væk, når man nærmer sig dem, drageunger løber lige imod én.

    ”Giv slip!” råber jeg, da de vælter mig omkuld og begynder at bide fat i mit ansigt. ”Giv slip, eller jeg kaster jeres lort i hovedet på jer!”

    Af en eller anden grund giver de slip på mig og lader mig komme op og sidde. Til min store væmmelse opdager jeg, hvordan jeg sidder badet i deres lort. Det er simpelthen for klamt!

    Jeg får rejst mig op og prøver at børste det skrækkelige lort af. Så ser jeg på drageungerne, der alle sidder og stirrer på mig. Så går det op for mig, at det var min stemme. Jeg kan også… Mine rubinkræfter virker også på drager!

    Egentlig vidste jeg det godt, jeg gjorde det jo også dengang ved basen, men alligevel. Drager er langt fra almindelige dyr, jeg vidste ikke engang, at de eksisterede.

    ”Okay,” siger jeg, da jeg tænker, at jeg lige så godt kan udnytte det. ”Eftersom det er jeres skidt, kan I lige så godt hjælpe til med at rydde det op.”

    Før jeg ved af det, er det dragerne, der gør hele arbejdet, og mig, der sidder og slapper af. Gad vide, hvordan de andre klarer det? Er de mon bekymrede for mig? Jeg gad godt vide, om der mon er sket ting, jeg er gået glip af. Men allerhelst, så ville jeg gerne vide, hvad jeg mon skal gøre? Jeg kan ikke rigtig komme videre herfra. Dæmonkongen vil have mig i sin tjeneste, men jeg har ikke tænkt mig at gøre noget, der kan gøre ham glad. Måske skulle jeg prøve at stikke af på en eller anden måde, men hvordan skal jeg bære mig ad med det?

    ”Det dér tror jeg ikke var meningen,” siger en stemme. Jeg vender mig om. Arkon står lænet op ad båsen, jeg befinder mig i. ”Der er jo ikke ligefrem meget arbejde i det dér.”

    ”Han kunne jo bare tænke sig om.” Jeg rejser mig op og går hen til ham.

    Han står og ser på mig med et blik, jeg ikke lige kan regne ud, men det gør mig urolig. ”Hvad er der?” spørger jeg.

    ”Der har været en ulykke på Jorden,” siger han.

    En ulykke på Jorden? ”Hvilken slags ulykke? Har det været slemt?”

    Han nikker. ”Men Ædelstenselverne fik da styr på det. Det skete præcis på samme tid, da du så din fars lig i min brors tronsal.”

    Det er min skyld som sædvanlig. Alt det med Jordens Vogter begynder virkelig at gå mig på nerverne. Jeg sukker. ”Findes der… en måde, hvor jeg… kan styre det?”

    ”Selvfølgelig gør der det, det er jo det, jeg hele tiden har tilbudt at lære dig.”

    ”Står DET tilbud stadig ved magt?”

    Han nikker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...