Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1823Visninger
AA

28. Det sidste behov for nogen af os

 

Jeg sidder ved egetræet på engen sammen med min drage og Zake. Det er en af de dage, hvor man ikke har andet at tage sig til end at dase. Jeg prøver virkelig at vænne mig til tanken om, at jeg er dæmondronning. At jeg før eller senere bliver nødt til at rejse til Dæmonstaden for at lede dæmonerne for så om nogle år at vælge en rigtig leder, som i hvert fald ikke er elver. Tanken virker stadig latterlig, selvom jeg prøver ikke at tænke på det på den måde. Det var trods alt Arkons ønske, og det var mig, han betroede det til.

    ”Jeg føler at alt håb glider ud af mig,” siger Zake så.

    Jeg vender blikket mod ham, mens jeg sidder og aer min drage under hagen. Jeg sad egentlig bare i mine egne tanker og spekulerede på mine egne problemer. Nu går det op for mig, at Zake har været så trist på det sidste, og ingen har spurgt til ham - overhovedet. Ikke engang mig, som vel egentlig burde gøre det, eftersom jeg er hans søster.

    ”Hvordan?” spørger jeg.

    Zakes nøddebrune blik er helt fjernt og håbløst, da han siger: ”Da du drog ud for at finde vores far, havde jeg… så meget håb. Jeg troede, at jeg ville være forenet med min far for første gang nogensinde. Men… så kommer du hjem, flyvende på en drage, efter en af de største ulykker på Jorden nogensinde, og jeg ved, at far er død, at jeg aldrig nogensinde kommer til at møde ham – ikke engang se ham.”

    ”Du har stadig mig – og Emily,” siger jeg i et spinkelt forsøg på at muntre ham op, vel også på at muntre mig selv op på det punkt. ”Vi tre holder sammen, selvom vi skal leve uden forældre alle sammen.”

    ”Men…” siger Zake. Jeg spidser ører. Men Zake når ikke at sige det, han gerne vil sige, før Emily slutter sig til os. Hun sætter sig på knæ ved min side. Den måde, hun ser på mig på. Hun må have et eller andet på hjerte. Og jeg kan mærke hendes anspændthed. Det kan ikke være noget let behov, hun har.

    ”Jeg vil gerne hjem til mor,” siger hun. Det kommer helt bag på mig.

    ”Hvad?”

    ”Hun bliver nødt til at vide, at vi er okay. Du kender den verden, vi kommer fra, Olivia. I den verden tror man, at vi er blevet kidnappet af pædofile, hvis vi ikke viser os i mere end et døgn. Og mor er… du kender hende!”

    ”Jamen vi kan ikke bare tage hjem…” siger jeg, selvom jeg pludselig også mærker et inderligt behov inde i mig. Jeg ønsker at se mors grønbrune øjne igen, men jeg ønsker endnu mere, at hun skal omfavne far og sige, hvor højt hun elsker ham, at hun skal være en stolt forælder, der lige har været vidne til, at hendes børn har reddet deres verden, at de er Ædelstenselvere, hærførere og netop lige er blevet kronet til dæmondronninger. Det er et allersidste ønske fra min side af. Men det er ikke et ønske, der kan blive til evighed, lige meget hvor meget jeg trygler ønskestjernen eller de forbifarende stjerneskud.

    ”Vi bliver nødt til det!” siger Emily. ”Bare en sidste gang.”

    Så vender jeg blikket mod Zake, der ser helt tænksom ud. Og så kan jeg se det i hans blik. Min mor er hans mor, som med sikkerhed lever et eller andet sted, men som bare aldrig vil være i stand til at genkende ham eller huske, at hun har født og bortadopteret ham.

    ”Jeg tager med,” siger han så, ganske lavt. Vi glor begge to på ham. ”Jeg tror stadig på, at mor vil huske mig, når hun ser mig. Jeg ved det. Jeg ønsker at se min egen mor og overbevise hende om, at jeg eksisterer. Jeg vil ikke være fjernet fra hendes liv til evig tid, sådan som far blev det. Jeg vil hjem til det sidste familiemedlem, jeg har. Der er ingen diskussion, det er mit sidste behov her i livet.”

 

 

 

Der bliver heller ikke nogen diskussion. Vi spørger ikke engang elverdronningen om lov til at tage af sted. Vi gør det bare. Vi får fat på Abino og låner portalstenen af ham. Han protesterer ikke, da vi fortæller ham, hvad det skal gøre godt for.

   

Mor åbner døren i næsten samme sekund efter vi har banket på.

    Det giver mig en fornemmelse af, hvad hun har været igennem den sidste tid, mens vi har været væk. Det er faktisk evigheder, når man tænker på det. Hun må have accepteret, at vi har været døde for længst. Jeg kan også se hendes overraskelse i blikket, i det øjeblik, hun ser, hvem der står der. Men det er ikke bare det, at vi står her, det er det faktum, at vi langt fra ligner de børn, hun har opfostret og opdraget. For vi er i vores elverskikkelser. Hvis der er noget, der kan hjælpe hende med at huske, så er det det.

    Jeg holder et stramt tag i Zakes hånd, jeg kan mærke, at den ryster. Jeg skæver op til hans ansigt, hans brune øjne, der næsten er spærret op ved synet af sin mor.

    ”Nå, så NU kommer I hjem?” udbryder mor skarpt. ”Efter… efter et halvt år, så kommer I nu! Det eneste, jeg får, er et brev, hvor Emily har skrevet, at I er okay, og at jeg ikke skal være bekymret! Men det har jeg sgu fandeme kraftedeme været alligevel, for der var ingen forklaring på, hvorfor I tog af sted! Nu kommer I ind og tager de latterlige kostumer af! Sig mig, hvor har I været? Til karneval eller sådan noget?” Hun bukker sig rasende ned overfor mig og trækker i mine ører, som om de bare er påsat. Det gør satans ondt, og jeg jamrer i smerte og siger av en masse gange.

    ”Og så har I limet det på, så det ikke kan fås af! Hvad tænker I dog på…? Bare sådan at forlade mig på den måde og… og…” Så begynder hun at græde. Virkelig stortude, og det går op for mig, hvor meget jeg har savnet hende. Det kære væsen. Vores kære mor.

    Men så ser hun ind i mine øjne for første gang, hvorefter hun ser ned på min rubin. ”Hvorfor har du dog… den ædelsten om halsen?” Hun græder stadig, men tørrer sine øjne, da hun ser mig direkte i mine øjne igen. Jeg kan se et svagt lys i hendes blik, som om hun lige har fået et lille flashback, som ikke giver nogen mening for hende, ligesom alle dem, jeg fik sidste år.

    Så får hun øje på Zake for første gang.

    ”Og hvem er du så? Er det dig, der har… der har…” Hun græder, kan ikke fuldføre sætningen.

    Zake synker en klump, og netop i det øjeblik holder hans hånd op med at ryste. ”Mit navn er Zake - ”

    ”Jeg er da pisseligeglad med dit navn - ”

    ”Og jeg er din søn.”

    Mor står nærmest stivnet, da han siger det. Hun ser ham ind i øjnene, ind i de nøddebrune øjne, som far også havde. De nøddebrune øjne, hun må have set ind i en million gange ind til for ti år siden. De nøddebrune øjne, som hun må have forelsket sig i.

    ”Min søn…?” hvisker hun vantro. ”Sikke noget ævl at…” Men hun fuldfører ikke sætningen. I stedet spærrer hun øjnene op, og jeg kan se det i hendes blik. Hvordan alle minderne kommer tilbage. Jeg tager Emilys hånd i håbet om, at det vil forhindre mig i at råbe jublende og springe op og ned af ren glæde. Jeg ser Emily i øjnene, og hun smiler med tårer i øjnene. Så ser jeg på mor igen, der står med hånden op til munden og tårerne løbende, efterhånden, som hun husker, hvem de øjne tilhører, hvem Zake er, og hvem vores far i virkeligheden var.

    Så siger hun… ganske lavt og hviskende, men vi kan alle høre det:

    ”Åh gud…”

 

 

 

Ja, det var så sidste kapitel. Nu er historien slut.

Denne her historie er faktisk en af de eneste historier, som jeg nogensinde har helt fuldført gennem skrift, og det ville jeg nok aldrig nogensinde have fået gjort, hvis ikke jeg havde lagt den ud på Movellas, og hvis ikke der havde været nogen, der havde gidet at læse den. Så det er jeg rigtig glad, jeg er glad for, at jeg har fået fuldført den historie.

Men hvad har I syntes om den? Hvad har I kunnet lide ved den, og hvad har I ikke kunnet lide? Hvad synes I, at jeg kan gøre bedre sådan grammatisk eller måske plotmæssigt?

Men i hvert fald, så er jeg glad for, at I havde lyst til at læse min historie igennem fra start til slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...