Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1888Visninger
AA

3. Det nye hjem

Jeg bliver kastet op af den hvirvlende portal. Først bliver jeg nødt til at sunde mig før jeg overhovedet kan fokusere på omgivelserne. Jeg ramte jorden med hovedet først, så lige nu har jeg en gigantisk hovedpine.

    Jeg skal til at se op og få et overblik, da jeg får Emily i hovedet og falder ned i græsset igen.

    ”Undskyld…” siger hun og flytter sig fra min ryg. Så får jeg sat mig op og kører hånden igennem mit hår, trykker lidt mod min hovedbund for at mildne hovedpinen.

    Vi befinder os på en eng. Den flotteste eng, jeg nogensinde har set. Fyldt med bakker og græs der går én til lidt over knæene. Der er skov og bjerge i horisonten på tre sider af mig. På den fjerde ser der ud til at være eng så langt øjet rækker.

    Det her er elververdenen.

    ”Endelig!” jubler Sofie og danser lystigt rundt i græsset, hopper og springer og laver saltomortaler. ”Hjemme igen efter så lang tid.”

    Solstråle har Abino i sin favn, står egentlig bare tavs og ser rundt, mens hun har et let smil på læben.

    Jeg kan slet ikke begribe, at det er her, jeg stammer fra. Et sted, hvor ingen har hørt om et højhus, og hvor himmelen er blå, og hvor egetræerne får lov til at vokse i så mange hundrede år, at de bliver større end nævnte højhuse. Tænk, at jeg er gået glip af dette sted så længe.

    Emily står lige ved siden af mig og bare måber. Smiler så stort og begynder at dreje rundt om sig selv.

    Så får jeg rejst mig op, da jeg har nydt synet længe nok. Jeg kan ikke få øje på noget sted, hvor elverne kan bo. Her er kun skov til alle sider.

    ”Solstråle… hvor er… hvor er elverne henne?” Jeg ser over på Solstråle, som glipper med øjnene, da jeg taler med hende. Så peger hun i retning af et træ, der er større, meget større, end alle de andre. Det er nærmest gigantisk og har kronblade, der breder sig flere kilometer ud.

    ”Det er slottet, elverdronningens slot. Alle de almindelige elverboliger ligger i højene omkring det.”

 

Vi går hen imod det enorme slot, da vi når til skoven bliver vi standset af to vagter. To middelaldrende elvere af hankøn. De står dér med deres spyd og spærrer os vejen.

    ”Hvem er I?” spørger den ene af dem.

    Solstråle træder frem foran mig og peger på sin smaragd. ”Ædelstenselverne og elverdronningens ildræv. Vi er kommet hjem for at blive.”

    Der går et lys op for vagterne, og pludselig ser de ud, som om de da har været nogle idioter ikke at kunne have regnet den ud med det samme. Så viser de os vej igennem skoven og hen til elverbyen.

    Elverbyen er bare slet ikke, som jeg havde forestillet mig, selvom jeg har været forbi alleracesbyen. Det er egentlig bare en masse høje med vinduer og døre i. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Måske at de boede i små egetræer eller bare hytter lavet af træ.

    Vi kommer til slottet og bliver prajet ind ad den enorme port. Vi går igennem nogle brede lyse gange fyldt med store åbne vinduer, der går fra gulv til loft. Mange af stederne er generelt altaner og balkoner, der er ikke så mange helt aflukkede rum. Gad vide, om det overhovedet regner her?

    Vi kommer til den store tronsal. Det er et meget højloftet rum, der er rundt og fyldt med enorme runde stolper og nogle fine trapper af træ, der går op til en slags aflang alkove bag den store trone. På alkoven er der et enormt bredt vindue, der lige nu er vidt åbent og med de grønne gardiner blafrende. Ved vinduet står elverdronningen.

    Rummet er meget stort, og vi er mindst tredive meter fra hende, så jeg kan ikke se hende helt tydeligt, men jeg kan fornemme på den måde, hun står på, den måde hun reagerer på, da vi kommer ind, at hun er en smuk og venlig kvinde.

    Vi kommer gående ind, og elverdronningen kommer gående med lette skridt ned ad den ene af trapperne, har et stort smil på læben. Da vi kommer tættere på, kan jeg se hendes ansigt. Hun har langt, bølget, lyst hår, sat halvt op og med et bredt diadem, der glimter i lyset fra solen, der skinner ind igennem vinduerne. Hun er virkelig smuk og har den samme kropsbygning som Solstråle. Den slanke krop og de lange tynde ben. Det hele er så elveragtigt. Men ung er hun ikke. En ældre kvinde, det kan man meget svagt ane på rynkerne i hendes ansigt og de grå lokker imellem alt det blonde hår.

    ”Solstråle, Sofie,” siger hun og kommer os i møde. Krammer endda Solstråle. Det havde jeg ikke regnet med, at nogen royal ville gøre. Solstråle krammer igen med et smil. De ser på hinanden, som om de er kendte veninder. Måske fungerer elververdenen bare på denne måde. Derefter giver hun Sofie et kram, ikke lige så varmt som Solstråles, så det må være de to, der står hinanden nærmest.

    Abino springer op i dronningens favn, slikker hendes fintrynkede kind for så derefter at lukke nydende øjnene, mens hun stille aer ham ned langs ryggen. Så ser hun på Emily og mig med det smukkeste tandsmil jeg i mit liv har set.

    ”I må være Olivia og Emily,” siger hun. ”Hvor har jeg dog hørt meget om jer fra Solstråles side.”

    Jeg står egentlig bare dér og kan kun tænke på hendes skønhed. Svarer ikke engang. Føler mig forblændet.

    Emily til gengæld, ja, hun må være immun overfor den slags, siger: ”Vi har også hørt meget om Dem.”

    Dronningen klukler med et varmt blik. Så vender hun sig mod mig igen. ”Jeg har hørt om den episode, du var ude for, for ikke så meget tid siden.”

    Det får mig til at vågne op. Det er bare det, at jeg ikke føler mig… klar… til at skulle snakke om den episode endnu. Den virker for… privat. Eller… ufattelig. Jeg har ikke engang fattet den endnu. Det med, at min far måske befinder sig et eller andet sted i denne verden – i live. Tanken er ufattelig, simpelthen.

    ”Jeg kendte jeres far godt,” siger hun. Jeg stirrer forbavset på hende. Virkelig? ”Han var… hærfører for elverkrigerne.”

    Det får mig til gengæld til at måbe. ”Far? ... hærfører? Virkelig?”

    ”Ja, han var fortrinlig. Min bedste mand, jeres far. Og så har han to døtre, som begge er Ædelstenselvere. Ikke just en overraskelse.”

    Èn datter, der er Ædelstenselver, retter jeg hende til inde i mit hoved. Jeg skæver over mod Emily. Hun er jo trods alt ikke hans datter. Er elverdronningen… klar over det? Det må hun da være… Hvis hun nu kendte far så godt.

    ”Ved du… hvor han er?” spørger jeg. Hun ryster på hovedet, jeg bliver slet skuffet, selvom jeg ikke havde regnet med et nik.

    ”Ingen har set ham siden episoden, der fandt sted for ti år siden. Vi havde alle mistanke om, at hele hans familie var blevet slået ihjel, fordi vi ikke hørte fra nogen af dem siden. Hverken fra din mor eller… eller fra nogen anden.”

    Det hele snor sig sammen i min mave. Jeg føles, at hele min krop spændes. Jeg bider så hårdt fast om min underlæbe, at hver eneste nerve i min krop gør ondt. Tårerne presser sig på, da jeg pludselig ikke kan holde det ud mere. Jeg lukker øjnene, forsøger at holde Solstråle, Sofie, Abino og Emily ude, forestiller mig kun elverdronningen, da jeg spørger om noget, der er så forfærdeligt smertefuldt at spørge om:

    ”Min mor husker ikke min far… Den skaldede… jeg mener… jeg fik fortalt, at jeg kun kan huske ham, fordi jeg er en elver.”

    Jeg åbner øjnene igen, tårerne løber, jeg kan ikke stoppe dem. Jeg ser elverdronningen i øjnene.

    Elverdronningen ser på mig med et medfølende blik, der siger, at hun ved, hvad jeg vil spørge om, men at hun vil lade mig om det.

    Så spørger jeg: ”Vil min mor nogensinde vide, hvem min far var? Vil hun nogensinde tro andet, end at han var en pilot der styrtede ned med sit fly? Vil hun nogensinde blive klar over igen, at min far var elver, og at han kom herfra? Vil hun nogensinde huske ham som… som den, han var?”

    Der er lang tavshed. Jeg står bare dér med løbende øjne og ser elverdronningen ind i øjnene. De andre står omkring os, men jeg ænser dem ikke, befinder mig i en verden, hvor der kun er mit spørgsmål, og elverdronningens svar.

    ”Nej,” siger hun så. ”Sandsynligvis ikke.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...