Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1828Visninger
AA

22. Den skaldede nars drage

 

Vi løber ned ad gangene, Abino løber lige ved siden af mig, men man kan se på hans ansigtsudtryk, at han ikke stoler det mindste på Arkon. Han er sikker på, at han fører os direkte ind i løvens gab.

    Men det gør han ikke, for jeg stoler nemlig fuldt og fast på ham. Han vil aldrig gøre mig noget.

    Vi kommer hen til en dør, som Arkon flår op. Vi kommer ud til en lille gård, hvor der er et stort tre med en bred trækrone. Ved det træ står der en drage fortøjret.

    Abino og jeg måber.

    ”Wow.” Jeg går hen til dragen. Den er stor og har en meget lang svanelignende hals. Den har en turkisfarvet man, der flagrer i vinden.

    ”Det er så min drage,” siger Arkon.

    ”Har du en drage?!” siger jeg og måber af ham.

    ”Selvfølgelig,” siger han på sådan en måde, som om det at have en drage da er lige så almindeligt som at have en cykel.

    Jeg ser på dragen igen og aer den forsigtigt ned langs halsen, der er dækket af små cremefarvede skæl. Abino ser stadig bare måbende på den.

    ”Du bør tage den og flygte, lige nu,” siger Arkon så. Jeg ser på ham.

    ”Mener du det?”

    ”Ja, jeg har jo været på Jorden, den skal min bror ikke i nærheden af.”

    Jeg står i lidt tid og ser på dragen, lægger så mit hoved ind mod den. Dragen ser på mig med et blik med lilla øjne. ”Tak…”

    ”Se nu hellere at komme af sted, inden vagterne opdager noget.”

    Jeg nikker og stiger op på dragen. Abino springer op lige foran mig, ser temmelig tvært på Arkon.

    ”Men… kan den så selv finde tilbage til dig bagefter?”

    ”Sikkert ikke, drager har en elendig stedssans, du skal beholde den.”

    ”Virkelig?”

    ”Ja.”

    ”Men… hvis den ikke engang vil kunne finde tilbage, hvordan kommer jeg så hjem?”

    ”Brug det, at du er Rubinelveren, fortæl den, hvor du vil hen.”

    Jeg nikker. Arkon løsner dragen fra træet, giver den et lille klap på halsen, hvorefter den letter fra jorden så hurtigt, at jeg er lige ved at falde af. Jeg giver et forskrækket skrig fra mig, da den flyver næsten lodret op i luften. Jeg lægger armene om halsen op den, knuger mig til den for ikke at falde af.

    Så vender jeg blikket tilbage mod den lille gård, hvor Arkon står og ser efter os. Det gør jeg lige indtil jeg simpelthen ikke kan se ham, slottet eller Dæmonstaden længere og bare er omringet af Mørkebjerge.

   

Efter at være kommet op i en fornuftig højde, skulle man tro, der var sat raketter bag på dragen, for i det samme flyver den hurtigere end lynets hastighed, sådan føles det i hvert fald, jorden under mig skyder simpelthen så hurtigt forbi.

    Og så begynder det at sne, de små snefnug falder ned på min næse og mine kinder. Inden længe begynder jeg at fryse. Der er kun Abino til at holde mig varm.

    ”Jeg glæder mig til at komme hjem,” siger Abino og putter sig ind til mig.

    ”Det gør jeg også… på en måde.” Jeg ved ikke, hvor meget, jeg glæder mig. Ædelstenselverne har alle oplevet den store ulykke, jeg har været skyld i. Og jeg glæder mig heller ikke ligefrem til at skulle fortælle Zake, at vores far er død, og at han aldrig nogensinde kommer til at møde ham.

    Om formiddagen næste dag når vi frem. Den rute, det tog mig næsten en måned at gå, tager kun en nat for en drage.

    Jeg kan se engen foran slottet nu. Nu, hvor jeg kan se, hvor tæt vi er på hjem, føler jeg mig helt udmattet, og jeg tror, at jeg kan falde hen i søvn hvad øjeblik, det skal være.

    Dragen giver et brøl fra sig, og nogle skikkelser nede på engen farer om mod os. Jeg kan kun svagt se tre farvede skikkelser: Blå, grøn og lilla, og så en fjerde silhuet af blandede utydelige farver.

    Dragen lander, og jeg hører en masse stemmer i det fjerne, stemmer, der råber mit navn. Jeg kan se nogen, der kigger på mig, og mærke nogen trække mig ned fra dragen.

    Og så falder jeg i søvn.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...