Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1825Visninger
AA

16. Dæmonstaden

Rejsen tager omkring en måned, laaang tid føles det som om. Især fordi jeg er alene hele vejen igennem. Ikke engang Abino er der til at holde mig ved selskab.

    En uge efter, jeg tog af sted, kommer jeg til en skov, hvor der er en masse vilde heste. En af hestene beder jeg pænt om at hjælpe mig. Sender den store bedende hundeøjne. Til sidst får jeg både et hjælpsomt ridedyr og et ”pakæsel”. Hesten, jeg får, er en gammel hingst, der siger, at han savner eventyr. Han har levet i hele femten år, og han er stolt over, at han har klaret den i så lang tid.

    Han fabler løs, resten af gåtiden, snakker og snakker og snakker. Jeg hører næsten ikke andet end vrinsken og hovetramp. Jeg prøver at holde vrinskene ude, men jeg kan ikke forhindre min rubin i at virke, og jeg kan ikke bare tage den af, det ville være for risikabelt. Men jeg vover dog at tage den af en af dagene, hvor der er nogle timers fred og ro.

    Da jeg kommer til en stille flod, kan jeg kun komme over ved at flyve eller svømme. Den er dyb, og jeg tror ikke, at hesten kan svømme.

    Mens jeg ser ned på mit spejlbillede, prøver jeg at forestille mig som den gode gamle Olivia, brunhårede drengede Olivia, der kun havde sang i hovedet. Jeg kan ikke engang huske, hvordan det føles at synge længere, hvordan følelsen i maven føles, når publikummet hujer, jubler og klapper af en.

    Jeg tager min rubin af og lader være med at prøve at være elver. Langsomt forvandles jeg til den Olivia, jeg er vokset op med. Det er helt utroligt at se sig selv igen. Og nu, hvor jeg ser på mig selv, kan jeg pludselig ikke andet end at tro på, at Zake er min bror. Vi ligner jo hinanden utrolig meget. Ligner jeg også min far? Jeg ved det ikke, jeg har aldrig rigtig haft muligheden for rigtig at se ham, få tid til at udforske ham som person, hans udseende.

    Hvor jeg dog glæder mig.

    Jeg lader hesten blive tilbage, det er den lidt ked af. Så forvandler jeg mig til en delfin og svømmer over den store flod.

    De sidste to uger går ufattelig langsomt. Men til sidst når jeg til Mørkebjergene.

    Alle bjergene er af klipper, der har en meget mørkegrå næsten sort farve. Det er såmænd nok grunden til, at de har fået deres navn. Når jeg lægger hånden mod jorden, føles det, som om jeg rører ved sort sand, aske nærmest. Da jeg kommer længere ind imellem bjergene, kan jeg se, hvordan det ryger fra nogle af bjergtoppene i det fjerne. Alle disse bjerge er vulkaner, hvilket også giver stedet et uhyggeligt miljø.

    Efter at have gået i bjergene i to dage, kan jeg ane Dæmonstaden ret fremme. Jeg forvandler mig til en krage og flyver ind over den. Jeg synes, det virker som det mest fornuftige dyrevalg, siden jeg har set hundredvis af krager i de her bjerge. Jeg flyver hen over staden, der er enorm og bare ligner en masse systemerede termitbo, delt op i gader, hovedveje og sideveje.

    Jeg lander i en stille gyde og forvandler mig til en lille sort kat. Jeg lunter ud af sidegyden og holder mig tæt op ad termitmurene, håber inderligt på, at man ikke bemærker mig.

    Men jeg bemærker folk. Børn, der minder meget om menneskebørn, hvis man ser bort fra deres horn i panden, haler og vinger eller andre underlige ting som pels og lange skarpe kløer, der leger rundt i gaderne, som almindelige børn. De er næsten nuttede.

    De voksne laver det, som voksne nu engang laver. Handler ind, går på markedet, snakker med naboen. Det er helt uhyggeligt, som det hele minder om et almindeligt voksensamfund.

    Lidt fremme kan jeg se det største termitbo af dem alle. Det ligger cirka en kilometer fra byen. Det er kæmpestort og gråt, næsten større end dronningens træslot. Det er Dæmonkongens slot. Mens jeg ser på det udefra, er det svært at forestille sig tronsalen, som jeg så dengang for halvandet år siden. Jeg må derind nu, lige i dette øjeblik, og det skal helst gå uden at jeg bliver fanget. Jeg er kommet for at befri min far, ikke for at blive bemærket af hæslige dæmoner, som de tre dæmontvillinger, den skaldede nar eller måske dæmonkongen ham selv. Den eneste gang, jeg har set ham, sad han på sin trone med sin kappe på, så man ikke kunne se hans ansigt. Tanken om hans udseende uden den kappe på giver mig myrekryb. Noget siger mig, at han er endnu mere skræmmende end de tre dæmontvillinger.

    Jeg løber ind i en gyde, hvor skyggerne er lagt over mig, så ingen ser mig skifte form fra kat til krage igen. Så letter jeg fra jorden, næsten lodret og styrer så direkte mod dæmonkongens slot.

    Jeg lander i slotsgården, der er stærkt bevogtet af skræmmende flagermusagtige vagter. Jeg spekulerer på, hvordan jeg skal komme videre herfra. Alle dørene er lukkede, bevogtede af et par vagter hver. Jeg ser rundt, kan ikke se nogen ubevogtede døre, men da jeg ser op langs de mange tårne, finder jeg en del vinduer, der er åbne. Jeg letter igen og flyver så hen til de forskellige vinduer, for at finde et, der ikke fører ind til et eller andet privat værelse, men ind til en gang eller korridor, så man da komme videre og ikke kun til en lukket værelsesdør.

    Jeg finder et og flyver ind ad det. Der lander jeg ned på det kolde gulv. Følelsen af kulde mod mine fuglefødder gør mig helt forskrækket. Jeg havde slet ikke regnet med at lande på sådan et type gulv. Jeg havde regnet med at lande på noget underligt leragtigt. Men da jeg ser rundt, synes jeg, at jeg ser tusind år ind i fortiden ved at stirre på enorme marmorsøjler og stenvægge. Det er som at være tilbage i Cæsars palads igen. Ser alle dæmonernes huse sådan her ud indvendigt?

    Jeg beslutter mig for at forvandle mig til en rotte, da jeg får øje på et rottehul i væggen, hvor jeg kan ane en lille virrende snude. Dem er der sikkert masser af her i paladset, rotter altså.

    Jeg løber ned ad de mange korridorer, løber i ring masser af gange, løber til siden, til venstre og til højre, ned og op ad trapper, ind og ud af tilfældigt åbnede døre.

    På et tidspunkt kommer jeg forbi et spejl. Jeg beslutter mig for at standse op, fordi jeg tænker, at det nok vil være sjovt at se ind i et spejl og se en rotte stirre tilbage på én. Og ja, det er sært. Men der er noget, der virkelig får mig til at skære ansigt. Om rottens hals hænger der et tyndt rødt halsbånd med en rubin, der er alt for stor til rotten. Jeg har aldrig bemærket, at min rubin forbliver synlig, når jeg forvandler mig. Det kan godt blive et problem, hvis jeg nu støder ind i én, der ved, hvem Rubinelveren er, og hvad hun er i stand til, den skaldede nar for eksempel. Hvem af dæmonerne kender mig bedre end ham?

    Det går galt for mig, efter jeg har gået rundt i det forbandede slot i cirka to timer. Svært at sige med den elendige tidsfornemmelse, jeg har uden et ur.

    Det går galt, da jeg løber ind i de tre dæmonbørn.

    De kommer tilfældigvis ned ad den samme gang, som jeg kommer ned ad. De ligner ikke de frygtindgydende dæmoner, jeg har set alt for mange gange, men de ligner heller ikke helt sådan, som de så ud i elverform. De har almindelige ansigter, præcis dem, de havde i elverform, men de har ingen elverører. Ud af ryggen på dem sidder nogle skræmmende flagermusvinger, men ellers ser de ret almindelige ud, selvom der skærer enorme hugtænder ud af overgabet på dem. Jeg gyser.

    Jeg standser, da jeg får øje på dem, håber, at de ikke bemærker mig, bare jeg står helt stille. Jeg ville ønske, at jeg havde noget, jeg kunne dække min dumme rubin med.

    De standser op, da jeg standser op, men ligner ikke nogen, der har fået øje på mig. Det er egentlig Uto, der standser op, mens Mike og Keisha bare standser op, fordi han gør det. Jeg ved ikke, om Mike og Keisha faktisk hedder Mike og Keisha, men andre navne har jeg ikke på dem.

    ”Hvad er der?” snerrer hende, jeg kalder Keisha.

    ”Der er…” mumler Uto og træder nogle skridt frem. ”Der er noget galt.”

    Årh pis… jeg er total afsløret.

    Så ser Uto direkte på mig, og alle muskler i min krop stivner. Jeg kan ikke røre mig, stirrer bare lige ind i hans røde øjne.

    ”En rotte med røde øjne og en pokkers rubin om halsen,” siger han, og alt ved hans toneleje siger bare ”Det er den pokkers Rubinelver”. Jeg vil flygte lige nu, men jeg kan ikke røre mig!

    Keisha og Mike regner det ud med det samme, og nogle forfærdelige ondskabsfulde smil træder frem på deres ansigter.

    Da jeg ser deres smil, virker mine muskler igen. Jeg vil under ingen omstændigheder i hænderne på dem igen. Så jeg drejer om og løber, mærker et kraftigt lys, og pludselig er jeg højere og større, plus det faktum, at jeg løber på to ben og kan se mine knyttede hænder foran mig. De dæmoner kan ikke kun ændre skikkelse på sig selv, de kan også afsløre andres skikkelser!

    Jeg spæner, drejer kraftigt om et hjørne, prøver at forvandle mig til noget hurtigere end million gange, men det virker ikke nu. De må have gjort et eller andet ved mig, så jeg ikke kan forvandle mig mere. Og jeg kan konstant høre deres løbende skridt bag mig, de er lige i hælene på mig.

    Så mærker jeg hænder, der tager fat om mine arme, negle, der borer sig ind i mit kød. Jeg skriger, selvom jeg ikke har lyst til at give dem den tilfredsstillelse. Det gør bare så pokkers ondt!

    ”Hvad foregår der?” lyder en stemme. Jeg åbner mine øjne, jeg lukkede på grund af smerten, ser lige frem for mig. Der står den skaldede nar. Han ligner egentlig bare sig selv, det samme ar i ansigtet, den samme jakke. Den eneste forskel er de to røde gedebukkehorn i panden. Han har ingen hale og ingen vinger. Af en eller anden grund gør det mig bare glad, at han mere ligner et menneske end en dæmon.

    ”Vi har såmænd bare fanget din kære Rubinelver,” svarer Uto stolt. Jeg har lyst til at give ham et los et vis sted. Han lyder som en dum dreng, der fedter for sin lærer for at få bedre karakterer. Kommer med æbler om morgenen… visker tavlen ren efter skole.

    ”Jeg sagde jo, at I ikke behøvede det,” siger den skaldede nar. ”Hun skulle nok dukke op af sig selv.”

    ”Jamen hun dukkede op af sig selv, hun var her på slottet!”

    ”Fint, hvis det betyder så meget for jer at få det overstået så hurtigt som muligt, så lad os da… I ved nok.”

    Så bliver jeg slæbt af sted ned ad korridorerne. Jeg kæmper ikke engang imod, er mere bare nysgerrig efter at se, hvor jeg bliver ført hen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...