Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1807Visninger
AA

24. Dæmonernes velkomst

”I morgen” kommer alt for hurtigt.

    Jeg forsøgte at kede mig så meget i går, så ”i morgen” ville komme om længere tid. Men desværre er det ”i morgen” i dag.

    I dag kommer dæmonerne. I dag skal vi kæmpe om vores overlevelse. I dag dør enten vi eller dem. I dag dør jeg med garanti, jeg kan fornemme, at jeg kommer til at stinke til krig. Der er sikkert nogen, der hamrer sit sværd ind i mig, før kampen overhovedet er startet.

    Det er næsten middag, og de er ikke ankommet endnu. Ingen har noget præcist tidspunkt på, hvornår de vil dukke op, så alle har været op siden ved femtiden i morges for at gøre sig klar.

    De andre Ædelstenselvere træner sammen med Zake og alle andre. Jeg burde også være der, men jeg føler mig simpelthen så modløs. Det nytter ikke noget at træne, når jeg ved, at jeg da umuligt kan overleve det her.

    Så i stedet sidder jeg på en gren, der stikker ud fra et egetræ ved en lysning i skoven. Det er et højt egetræ, der nærmest er en skyskraber i forhold til andre træer, så jeg kan se engen og har en god udsigt i forhold til den retning, dæmonerne vel vil komme fra.

    Abino ligger i mit skød. Jeg kan mærke hans spænding på hans hamrende hjerte, og på den måde, at han virker helt hård, når jeg aer ham, han er slet ikke så afslappet som han plejer.

    ”Du virker urolig,” siger jeg tonløst. Jeg føler mig bare modløs, alt andet har jeg ingen anelse om.

    ”Det er også kun forståeligt,” svarer Abino. ”Det burde du også være.”

    ”Jeg er da urolig,” svarer jeg, selvom jeg nu ikke er helt sikker på det.

    ”Nej, du er ej. Det er et tegn på folk, der aldrig har været i krig før og aldrig har oplevet noget lignende før. Du tror ikke, at du vil overleve det her, så du tør hverken være urolig eller håbe.”

    ”Du har sikkert ret.”

    ”Jeg synes, du bør håbe. Vi har gode chancer.”

    ”Elvere kan ikke magi, og de kan heller ikke flyve. Vi har kun feerne til at klare det her for os.”

    ”Til gengæld har elverne akrobatikken, den har hverken feer eller dæmoner, de er afhængige af deres magi.”

    Han har jo ret. Men alligevel. Akrobatik kan ikke måle sig med den magi, dæmonerne mestrer. Jeg har oplevet den magi lidt for ofte nu.

    Da hører jeg stemmer, et sted i nærheden af træet. Rent instinktivt prøver jeg at gøre mig mindre oppe i træer, i tilfælde af, at det er nogen, jeg ikke ønsker, skal se mig.

    Det er dæmoner.

    Cirka femogtyve meter fra mit egetræ står to dæmoner, der ser enormt mutte ud.

    ”Sådan nogle bangebukse,” siger den ene.

    ”At bruge feer som forsvar,” siger den anden.

    ”Nu har vi da ikke en chance for at overleve det her nu.”

    ”Ikke en chance overhovedet. Kongen slæber os igennem meget, men nu slæber han os direkte ind i døden. Feernes magi er enormt stærk. Vi bliver nødt til at finde på et eller andet, hvis vi skal overleve denne kamp, hvis vi bare kæmper med dem i denne tilstand taber vi med sikkerhed.”

    Den anden nikker. Han siger: ”Hvad synes du, at vi skal gøre?”

    ”Det ved jeg ikke. Måske vi skulle kidnappe dronningen eller noget. Eller… ja, lad os kidnappe hendes lille ildræv, hun elsker den jo så højt. Vi kan bruge den som gidsel.”

    Jeg kan mærke, at Abino kryber tættere ind på mig. Hans små kløer borer sig ind i min arm, så jeg skal kæmpe for ikke at sige en lyd. Bider tænderne sammen.

    ”Men alligevel,” siger den ene dæmon. ”Hvordan får vi fat i den? Husk, at dens hale er lavet af ild, vi ender med at blive brændt af.”

    ”Okay, men så lad os da bare gå tilbage til lejren og skrive vores testamente altså…”

    Så går de to dæmoner ind i skoven igen.

    Da jeg ved, at de er uden for hørevidde, begynder jeg at klatre ned.

    ”Hvad nu?” spørger Abino og springer efter mig.

    ”Jeg følger efter dem,” svarer jeg og begynder at gå i samme retning som dem. ”Hvis jeg finder ud af, hvor deres lejr er, kan VI måske overfalde DEM.”

    ”Olivia!” vrisser Abino. ”Hørte du ikke efter? De vil fange mig!”

    ”Du behøver heller ikke gå med!” siger jeg og går ind imellem træerne. Jeg ser mig ikke tilbage efter ham, men jeg kan ikke høre hans små poteskridt i skovbunden, så jeg ved, at han er vendt om og er gået hjem igen. Så er der altså kun mig.

    Da jeg kommer længere ind, går det op for mig, at de er helt forsvundet, de to dæmoner. Jeg kan hverken høre eller se dem. Jeg må have ventet for lang tid med at følge efter dem. Nu er de total sluppet fra mig. Jeg sukker og stopper op.

    Netop i det øjeblik hører jeg noget pusle i krattet. Jeg vender mig om og ser i retning af pusleriget. Mit hjerte begynder at hamre. I samme sekund går det op for mig, at jeg har været dum.

    De har ledt efter et gidsel.

    To dæmoner springer frem fra deres skjulested og tager groft fat i mig, og jeg falder omkuld.

    Nu har de et gidsel.

 

De trækker mig igennem skoven, jeg hiver og slider for at komme fri, men de to dæmoner er både ældre og stærkere end mig. Og den ene af dem har min rubin, så jeg kan ikke bruge min magi.

    Vi kommer frem til en lysning, som nærmest er stopfyldt med telte. Telte fyldt med dæmoner, der alle træner og er nogle kæmpe muskelbundter eller simpelthen bare er pissegode til den magi, de har lært sig.

    Et telt er større end de andre. Det minder mig om et Cæsaragtigt telt, som de ser ud i Asterix-tegneserierne.

    Det er med sikkerhed det telt, dæmonkongen opholder sig i. Den fyr er som en stor efterabning af Cæsar. Han mangler bare sin store næse og sin lagerbladkrans.

    Da det går op for mig, at de vil føre mig ind i teltet, sætter jeg hælene i jorden. Står fast.

    ”I får mig under ingen omstændigheder ikke derind,” siger jeg stædigt og spænder alle mine muskler, så jeg står fast som en klippe.

    ”Kom nuu,” siger den ene dæmon, mens han hiver som en besat i mig. Den anden ligeså. ”Vi har seriøst brug for lidt ros fra hans side af.”

    ”Jeg går IKKE derind!” Jeg bliver stædigt ved, selvom jeg udmærket godt kan se det fra deres side af. Det værste af det hele, er, at jeg ved, at de bare er almindelige dæmoner, der sikkert ikke engang ønsker denne krig og bare vil have lidt ros fra deres onde diktator.

    ”Hvad fanden?!” udbryder en stemme. ”Har I fanget Rubinelveren?!”

    Vi vender os alle tre om og får øje på Uto og hans to søskende. De er i deres normale udseende, hvilket jeg kun er glad for, så er det ikke så svært at være modig i nærheden af dem.

    ”Ja,” siger den ene dæmon og prøver ikke at lyde al for skrækslagen. ”Vi ville føre hende til jeres far… Dæmonkongen.”

    ”Fantastisk!” udbryder Uto igen, denne gang lyder han som et lille barn. ”Det gør vi.”

    ”Jamen…” siger den ene af mine dæmoner. Jeg selv håber også lidt, at de tre dræbertrillinger ikke skal til at røre mig. Bare det vil jeg ikke overleve. Men jeg ved, at de to dæmoner da med umulighed kan stille sig op mod de tre.

    Inden længe er det Keisha og Mike, der har fat i mig, hvilket bare total tapper mig for kræfter. Deres hænder mod min hud.

    Vi kommer ind i teltet, og der sidder Dæmonkongen på en trone, der er helt magen til den på hans slot. Gad vide, om han har fået den slæbt med?

    Da han ser mig, lyser han op som et barn, der fylder ti og får båret sin fødselsdagskage ind på sit soveværelse med lys og det hele.

    Smilet er for ondskabsfuldt til, at jeg kan se på det, og jeg kan endnu mindre se ind i hans øjne. Og det værste af det hele, er, at han nok vil slå mig ihjel lige nu og her. Det var jo hans plan fra begyndelsen af. Nu skal jeg dø… præcis som jeg forudså – INDEN kampen startede.

    ”Far, vi har fanget Rubinelveren til dig,” siger Uto indsmigrende. ”Vi tænkte, at hun kunne fungere som gidsel.”

    Dæmonkongen nikker. ”Det er en glimrende idé.”

    ”Faktisk,” siger jeg, tænk, at jeg har mod til det, ”så var det to af dine dæmoner, der fangede mig – og det var DERES idé at tage mig som gidsel. Dine tre dræbertrillinger stjal mig bare.”

    Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg siger det her, det vil jo ikke bringe mig noget godt, men måske vil det bringe de to dæmoner godt – og det vil i hvert fald kun bringe dræbertrillingerne surhed, og det er tilfredsstillelse nok for mig.

    ”Virkelig?” siger dæmonkongen koldt, men han siger det ikke koldt til mig, men koldt til trillingerne. ”Er det sandt?”

    Uto sender mig det ondeste blik, jeg nogensinde har set, og jeg smiler bare olmt, han svarer mumlende: ”Ja.”

    ”Godt klaret, drenge,” siger dæmonkongen med stolthed i stemmen. ”Nå…” Så vender han blikket mod mig, og jeg kan ikke undgå at se ind i hans onde røde øjne. ”Fortæl mig, din lille flabede tøs. HVEM hjalp dig til at flygte?”

    Lad ikke mit ansigt røbe noget, lad ikke mit ansigt røbe noget, da jeg svarer: ”Ikke nogen.”

    ”Ikke nogen?! Det er løgn, dumme elver. INGEN kan flygte fra mit palads, når de er fanger.”

    ”JEG kan,” svarer jeg koldt igen. ”For jeg er…” Jeg skal lige til at sige noget så nederen som ”awesome”, men ombestemmer mig og siger i stedet: ”sejere end du tror.”

    ”Ja, det må du være, men du kan ikke redde dig selv ud af det her. Før hende væk, børn.”

    De tre dræbertrillinger trækker mig væk igen. Jeg bliver ført hen til et telt, hvor de smider mig brutalt ind. Der bliver min fod lænket til en pæl, der er hamret møjsommeligt ned i jorden. Så går de mod udgangen.

    ”Hey, hvor er min rubin?!” råber jeg efter dem.

    ”Den ser du nok aldrig mere,” siger Uto ondskabsfuldt og griner. Så går de ud og lukker udgangen efter sig. Så sidder jeg dér, uden min rubin og har lyst til at bede en stille bøn, selvom jeg ellers ikke er specielt troende.

   

Jeg må være faldet i søvn, for pludselig vågner jeg ved, at nogen rusker i mig. Jeg åbner søvnigt øjnene og ser ind i et par grønne øjne, jeg aldrig har set før. Overfor mig, sidder faktisk en mand, jeg aldrig har set før. Han er dæmon, det kan man tydeligt se.

    ”Godt, du er vågen,” siger han lettet, da han opdager, at jeg stirrer tilbage på ham. Hans stemme virker bekendt i modsætning til alt andet ved hans udseende. Han har sort hår og skægstubbe. Store brede flagermusvinger.

    ”Hvem er du?” mumler jeg spørgende. Jeg gnider mine øjne.

    ”Det er lige meget,” svarer han og rækker mig min rubin. ”Kom med.”

    Jeg tager imod rubinen og skal lige til at sige, at jeg er lænket, da jeg opdager, at jeg er fri. Han må have låst mig fri. Men hvem er han?

    Jeg rejser mig forvirret op og går efter ham ud i lejren. Den er helt tom.

    ”Hvor er alle henne?”

    ”På slagmarken,” svarer han. ”Jeg skal også snart derhen.”

    ”Men… men hvad foregår der? Hvorfor har du befriet mig?”

    ”Dæmonkongen tror, at jeg er ved at føre dig hen til slagmarken, så han kan bevise overfor din dronning, at han har dig. I stedet befrier jeg dig.”

    ”Jamen hvorfor?”

    Han fører mig ind i skoven, tæt omringet af buske af træer, før han standser og vender sig mod mig. Så begynder han at forvandle sig. Og nu står Arkon overfor mig.

    ”Derfor.”

    ”Nårh…” Nu giver verden mening igen. ”Kunne du ikke have befriet mig noget før?”

    ”Nej, jeg kunne ej. Er du klar over, hvor travlt der har været?”

    Nej, det er jeg ikke, så jeg holder mund. Jeg sætter rubinen fast om min hals igen, så jeg føler mig fuldkommen.

    ”Hvad nu?” spørger jeg ham så.

    ”Nu har jeg brug for, at du skal love mig noget.” Han ser mig direkte ind i øjnene. Jeg ser ham ind i hans isblå øjne.

    ”Hvad skal jeg love dig?”

    ”Når denne kamp er forbi, skal du overtage jobbet som dæmondronning.”

    ”Afhvadfornoget?!” udbryder jeg psykotisk. Pludselig føler jeg mig helt paf. ”Hvorfor i alverden skal jeg dog gøre det?!”

    ”Fordi min bror forhåbentlig dør i dette slag, og det gør hans børn forhåbentlig også – og det regner jeg også med at gøre.”

    ”Hvad mener du med det? Hvorfor skulle du dø?”

    ”Fordi jeg vil blande mig i de kongeliges slag. Fekongen, din dronning og min bror skal slås mod hinanden, og hvis det skal gå rigtigt til, skal ingen blande sig, men det agter jeg at gøre. Fekongen er gammel, og din dronning kan ikke magi. Du kender hans børns magi, hans magi er langt stærkere. Derfor blander jeg mig.”

    ”Jamen… det kan du da ikke bare!”

    ”Jo, jeg kan. Og du skal stadig love mig at tage over som dæmondronning, og når tiden er inde, skal du vælge den nye dæmonleder, én, som aldrig bliver som min bror, det skal du simpelthen love mig.”

    Så vender han om og løber ind imellem træerne.

    ”Nej, jeg vil ej!” råber jeg efter ham og løber i hans retning. ”Og du skal ikke dø! Bliv her!”

    Men han er allerede ude af syne. Men jeg fortsætter med at løbe. Jeg løber igennem skoven, nænner ikke at standse op, selvom jeg er ved at miste pusten. Først, da jeg når til skovbrynet og kan se ud på en stor mark af kæmpende skikkelser, standser jeg op.

    Der er krig til alle sider. Og jeg kan ikke se Arkon nogen steder.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...