Ædelstenselverne - Jordens vogter

Mit navn er Olivia. Jeg er 14 år og Rubinelver – og et eller andet Jordens Vogter-noget.
Men far er ikke død. Han er måske i live. Mor er en uvidende kvinde og er sikkert ved at dø af bekymring. Emily er ikke min søster. Den skaldede nar har kastet en besværgelse over familien. Og der er en weird fyr der hele tiden vil beskytte mig! Hvem tror han, han er? Mig? Og ham dæmonkongen prøver sgu at få mig over på sin side! Og hver gang jeg bliver sur eller ked af det eller hysterisk eller andre vanvittige følelser går det ud over Jorden! Hvorfor sker det her?! Og jeg ved ikke engang om jeg nogensinde ser min mor igen… eller om jeg nogensinde får min far at se… eller om han overhovedet lever. Og stakkels Emily. Hun er fandeme forældreløs!
Hvor meget pres forventer de lige, at jeg kan tage?! Helt ærligt, jeg er i puberteten, jeg har familieproblemer, jeg har magi-problemer, problemer med Zake, der tror, at han kan alt, og mine lektier, som jeg ikke har lavet i over et halvt år!
Hold kæft…

6Likes
18Kommentarer
1831Visninger
AA

7. Dæmonen i mørket

 

Ugen efter tilbyder Solstråles forældre os til at tage med dem ud og se elverbyen. Det er faktisk mere en beordring end et tilbud. Men jeg har ikke noget imod det. Det bliver sikkert bare hyggeligt, og nok også rart at få et overblik over ting, der er i byen.

    De siger, at der er helt vildt meget, de gerne vil vise os, som vi sikkert aldrig nogensinde har set før, i hvert fald Emily og mig. Det tror jeg på. Og om aftenen vil de tage os med på en restaurant, som de siger laver de bedste kyllingespyd i verden.

    Vi kører i en hestevogn af sted. I denne verden går de åbenbart ikke ind for biler. Da jeg nævner det, står væmmelsen op i Solstråles fars ansigt.

    ”Biler sviner mere end et løst barn i dagligstuen! Sådan noget skidt vil vi ikke have her!”

    Derefter holder jeg min kæft indenfor det emne.

    Mens vi kører, kommer jeg til at tænke på Sofies forældre, som jeg ikke har mødt endnu, og spørger hende: ”Hvor bor dine forældre? Dem har vi ikke rigtig mødt endnu.”

    ”Nårh, ja, mine forældre døde, da jeg var lille,” svarer Sofie med et smil, der fortæller, hvor upåvirket hun er af al den slags ting, og at det ikke er et emne, jeg skal være bange for at bringe på bane. ”Jeg boede på et børnehjem i elverbyen indtil for fire år siden, hvor jeg flyttede til menneskeverdenen til min onkel og faster, som begge er mennesker. Min far var født ind i en menneskefamilie, men var selv fuldblodselver.”

    ”Det lyder trist.”

    ”Tja, jeg var kun to, kan knap nok huske dem. Hey, når du har fortalt Emily du-ved-hvad, kan vi jo tage hen på kirkegården og besøge dem alle sammen.” Hun sænker stemmen til det sidste forslag – men selvfølgelig hører Emily det alligevel. Hende og Uto (Selvfølgelig har hun taget ham med) spidser ører og glor hen på os.

    ”Fortælle mig hvad?” spørger hun.

    ”Ikke noget!” siger jeg og ser stift på hende, sukker og ser olmt på Sofie, der smiler undskyldende.

    I løbet af dagen ser vi en masse forskellige ting.

    Vi ser blandt andet en kæmpestor statue af en mand, der står side om side med en drage på størrelse med en fuldblodshest. Jeg kommer til at tænke på de drager, Almana og jeg så på dæmonbasen i vinters. Har elvere også drager, jeg har da ikke set nogen? Jeg står og stirrer beundrende på den, hvorefter jeg ser et skilt, der hænger lige under statuen. Jeg læser, hvad der står:

 

”Cornelius M. Leopard

f. 4. februar 1543 d. 7. august 1607.

Hærfører og kendt for at være herre over den sidste elvertæmmede drage nogensinde”

 

”Den sidste elvertæmmede drage nogensinde? Hvad skal det betyde?”

    ”Engang kunne dragerne tæmmes af både feer, elvere og dæmoner,” forklarer Solstråles. ”Men så dræbte dæmonerne dem alle og beholdt de overlevende. Dæmoner er de eneste, der har drager som ”kæledyr”.”

    ”Det kunne ellers være mega awesome at have drager,” mumler jeg for mig selv.

    ”Sikke underlige ord, I bruger i menneskeverdenen,” siger Solstråles mor. Det får mig til at rødme og fortryde, at jeg brugte et så moderne ord som ”awesome”.

    Udover statuen ser vi et hus, der er meget ældre end alle de andre huse. Det er åbenbart det, der var det første hus i byen nogensinde. Det er altså sådan en by opstår. Jeg skal lige til at kigge ind ad vinduerne for at se, om det er beboet, da jeg får øje på et skilt, hvor der står: ”Må ikke røres”, og kan med det samme regne ud, at det er det ikke.

    Om aftenen går vi ind på restauranten, hvor Solstråles forældre bestiller kyllingespyd til os alle sammen. Det, jeg forestiller mig, er jo bare de bekendte pinde med kyllingekød spiddet på. Så jeg får noget af et chok, da der bliver stillet en tallerken foran mig med en helstegt kylling med noget stikkende i. Jeg trækker det, der stikker ud, og opdager, at det er et vaskeægte spyd i miniversion.

    ”Sejt,” siger Emily begejstret. Uto nikker til hende.

    Efter et ordentligt måltid kyllingespyd, går vi bare rundt i gaderne og ser på butikker. Det er sen aften nu, og det er ret mørkt, gaderne er kun oplyst af faklerne og stearinlysene fra butikkerne.

    ”Hvad synes du så om byen, Olive?” spørger Sofie mig.

    ”Jeg elsker den,” svarer jeg. ”Men det, der nok gør mig mest lykkelig, er, at den skaldede nar ikke gemmer sig bag hvert gadehjørne.”

    Det fniser Sofie af, men vi hører et ”hvad?” omme bagfra. Vi kigger os over skuldrene og får øje på Uto, der går lige bag os. ”Hvem er den skaldede nar?”

    ”Bare en dæmon,” svarer jeg. ”Skaldet med et ordentligt ar i fjæset.”

    Det ser ud, som om der går et lys op for Uto. ”Nårh, ham,” siger han, hvorefter han skærer et fordrejet ansigtsudtryk, som om det kommer helt bag på ham.

    ”Kender du ham, Uto?” spørger Sofie.

    ”Årh… tja, jeg har da set ham et par gange – jeg arbejder jo i hæren, vi tager nogle gange ud for at jagte dæmoner.”

    ”Uh! Souvenirs!” lyder Emilys stemme begejstret. Så løber hun ind imellem benene på os og hen til en lille butik, der faktisk sælger souvenirs.

    Vi går alle samme derind. Jeg er også nysgerrig efter at se, hvilke souvenirs, elvere sælger. Det er meget udskårede figurer af drager eller andre hyggelige dyr. Ikke noget spændende. Jeg går nærmest ud derfra igen med det samme.

    Jeg stiller mig på fortovet lænet op ad en mur, hvor jeg ser op på himlen, der stråler af stjerner igennem trækronerne. Denne her by er alle tiders.

    Så går der én forbi mig. Jeg kigger rent instinktivt på ham først, men så spærrer jeg øjnene op.

    Det er den skaldede nar!

    Han går bare forbi mig, kigger ikke engang på mig, som har han slet ikke set mig. Men… hvad laver han her? Det kan bare ikke være rigtigt!

    Han drejer om hjørnet lidt længere fremme, og jeg følger efter ham, kan ikke bare lade ham gå forbi mig uden at få stillet min nysgerrighed.

    Jeg drejer om hjørnet ligesom han gjorde og kommer ind i en helt mørk gyde, hvor jeg ikke kan se nogen. Hvor er han?

    ”Skaldede nar!” råber jeg ind i mørket. ”Hvor er du?!”

    Det næste, der sker, er, at jeg bliver skubbet omkuld med et kvælertag. Min hals bliver trykket sammen af to stærke par hænder. Jeg kan ikke tænke på andet end adgang til luft, mens jeg stirrer lige op i nogle gale røde øjne, der kun kan tilhøre en dæmon. Munden står på vid gab, og der stikker to sylespidse tænder ud, der er lige så aflange som en sabeltigers.

    ”Slip mig…” prøver jeg at sige, men jeg tror ikke, at der kommer nogen lyd ud igennem mine læber. Der lyder ondskabsfuld latter et eller andet sted. En latter, der minder om hyæners.

    ”Vil du dø?” hvisler en stemme, ikke den skaldede nars lægger jeg mærke til med det samme. ”Eller kommer du med os?!”

    Hvad… hvad vil de? Er det de dæmoner, der står bag alle angrebene? Hvorfor angriber de mig, og hvorfor vil de have mig med?

    ”Slip mig!” skriger jeg, og denne gang trænger lydene igennem. Så er jeg temmelig sikker på, at jeg besvimer, for pludselig ser jeg ikke længere op i de røde gale øjne, men op i et sæt nøddebrune. Taget om min hals er forsvundet, og luften i mine lunger føles fantastisk.

    Jeg kommer til fatning og opdager, at der er lænet en elver indover mig.

    ”Olivia? Er du okay?” Zake…

    Nu er han der igen, prøver at beskytte mig… denne gang tror jeg faktisk, at jeg havde pænt meget brug for det, men hvad laver han her? Har han fulgt efter mig?

    ”Jeg…” hvisker jeg hæst. ”Jeg har det fint…”

    Han flytter sig fra mig, så jeg kan komme op og sidde. Jeg hoster og tager mig til halsen, der føles helt vildt underlig. ”Hvad skete der?” spørger jeg ham.

    ”Det var dæmonerne… de havde ram på dig.”

    ”Men hvordan fandt du mig?” spørger jeg ham, måske lidt mere hidsig. ”Har du fulgt efter mig eller sådan noget?”

    ”Nej, jeg har ej, jeg var bare…”

    ”Drop løgnene! Du skal ikke sige, at du bare lige pludselig var i området, for dem er jeg træt af! Jeg er blevet konstant forfulgt de sidste to år, og jeg er pissetræt af det! Lad være med at følge efter mig!” Så rejser jeg mig hidsigt op og går ud af gyden.

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...